Er nok ret enig med Jensen. I min verden bør det GIVE energi at være sammen med den man holder af. Det burde ikke dræne én, så man ikke kan overskue nyt arbejde osv. Med mindre man selvfølgelig er psykisk sårbar, og ikke kan overskue sit eget liv i i forvejen. Overvej om det er noget, som du vil og kan bruge dit liv på (hvis det er tilfældet). Det kræver store resourcer, at være i et parforhold med en person, som har det SÅ svært. Er du klar til den opgave?
DOG vil jeg tilføje, at man bare ikke giver besked om noget så vigtigt et punk i et parforhold via en besked. Det er sgu for slapt. Dér var min respekt nok røget. Kan man ikke snakke face to face om svære emner, så varsler det, for mig, om et meget spinkelt grundlag at bygge en fremtid på.
men nu er jeg også en "halvgammel" kone i et 15 år gammelt forhold/ægteskab. Så det orkede jeg ikke at begynde at arbejde med. For har været dér. Og det var ikke det værd 
Hvis jeg var dig, ville jeg troppe op og forlange en forklaring, så jeg i det mindste ikke følte mig holdt for nar. Giv mig i det mindste sandheden, så jeg kan træffe et velovervejet valg. Så meget respekt forventer jeg fra en partner. Ligegyldigt hvor stresset eller nede han end måtte være. (Skal jeg være ærlig, så ville en besked uden yderlig forklaring, som den, du har fået, få mig helt op i det irrationelle felt og uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg var steget helt af og bedt ham om at holde sig laaaangt fra mig, hvis han havde sin førlighed kær.)
Håber du finder ud af det med din selvrespekt i behold.
Venlig hilsen
Mia F.
