Haha

Jeg undrede mig over, hvordan bilen vidste hvad vej man skulle dreje.

Jeg kan tydeligt huske da jeg spurgte min mor, hvad de der grønne, blinkende pile bag rettet betød?

Jamen de viste, hvilken vej man skulle dreje!

Jeg sad sådan her resten af turen

Hvordan kunne bilen vide på forhånd hvor mor ville dreje hen, inden hun overhovedet begyndte ar dreje?!

Der gik faktisk flere år, før jeg fattede at de viste ANDRE bilister hvor hun drejede hen, det var ikke bilen der viste mor hvor hun skulle dreje!

Hvad skattevæsenet var for et uhyggeligt dyr. Alle var åbenbart meget bange for det

Jeg havde den samme undren som Hundiversitet, men over brandvæsnet. En dag gik brandalarmen på min storebrors skole pga røg fra en grill til et arrangement. Alle voksne gik bekymret rundt og sagde: "Bare brandvæsnet nu ikke kommer" Jeg var nærmest paralyseret af skræk over det her mærkelige "væsen" som vi åbenbart ikke have skulle komme.

Der skal ikke meget til at starte fantasien hos en børnehavebarn.

Jeg undrede mig meget over hvordan de voksne vidste hvornår de skulle skifte gear når de kørte bil. Jeg forstod godt forklaringen med omdrejninger osv da jeg nåede en vis alder, men det gik vist først helt op for mig da jeg selv lærte at køre bil

Jeg undrede mig over hvordan dronningen kom på WC i de store kjoler og om hun overhovedet gik på WC....

Lidt skørt, men noget jeg tænkte meget på, var det med at bytte en vare man havde købt.

Jeg var en rigtig læsehest, læste selv Harry Potter i de helt små klasser.

Da jeg først lærte at læse, så læste jeg ALT. Morgenmadspakker, skilte, emballage osv.

Og også de der sjove bonner, som mor fik med når hun købte ting!

Og her læste jeg mig til, at man kunne bytte sin vare inden den og den dato.

Jeg tænkte meget over hvordan mor havde styr på alle de datoer (og nej, så tit byttede hun altså ikke købte vare! Jeg ved ikke hvorfor jeg brugte så meget tankevirksomhed på det ).

Jeg opfandt mit eget system i mit hoved. Når JEG blev voksen, så skulle jeg have et SYSTEM, hvor der var en boks til hver måned, og alle bonner der udløb i den måned, de kom i den rette boks.

Jeg glædede mig faktisk til at "hygge" med sådan et system (jep).

Jeg udvidede systemet til at indeholde oversigter over hvornår madvarer i køleskabet udløb, og meget andet.

Jeg kunne være blevet en god kontormus, hvis ikke mit ordensvanvid forsvandt det sekund jeg blev teenager

Da jeg var barn troede jeg at når en person i en film døde, så døde personen der spillede rollen også. Jeg var derfor meget imponeret over at nogle ville være skuespillere

Fin tråd

Jeg troede vi fik andre navne, når vi blev gamle......

de gamle hed Maren, Mary og Marie. Karl, Henry og Richard ol.

Mange af de "gamle" navne fra den gang er så i brug i dag, det er måske fordi jeg selv er blevet... nå ja gammel, men jeg hedder altså det samme som for 56 år siden

Jeg undrede mig engang, hvor jeg blev lovet af min moster, at vi skulle ud og leje vandcykler. Jeg forstod det som at lege vandcykler, og jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig sådan en leg.

der var også engang jeg blev hentet fra børnehaven og min søster fortalte At vi havde fået nye stole derhjemme. Hun sagde der var blomster på dem. Jeg forestillede mig rigtige blomsterbuketter, og forstod ingenting, før jeg så at blomsterne var trykt på stoffet

jeg havde mareridt om at jeg sad som chauffør i en bil og kørte rundt og rundt på en parkeringsplads, og ikke kunne finde ud af at få den til at standse. Det hjalp meget at min mor forklarede at en bil standser af sig selv, hvis man ikke gør noget aktivt

jeg undrede mig over at Pyrus og Gyldengrød vidste hvornår jeg ville se dem i fjernsynet (havde allertiders jul på VHS)

så jeg prøvede at sætte VHS'en på om SOMMEREN!!! for Nisser sov jo om sommeren, havde min far fortalt mig.

men sørme om de to nisser ikke tonede frem på skærmen igen!?

var like this! - hvordan kunne det lade sig gøre?

sjov tråd

jeg undrede mig virkelig over, som ganske lille, hvordan i alverden det kunne være at jeg ikke var fynbo når nu min far var fra Jylland og min mor fra Sjælland. I mit hoved gav det meget god mening at jeg så måtte være midt imellem

LOL!!! Har to piger på 3 og knap 5. Glæder mig til engang at høre, hvad de har undret sig over som børn. De spørger til rigtig mange ting og får også forklaringer, som nok skal blive til historier som jeres.

Jeg selv undrede mig som barn over, at asiater kunne se ordentligt, når deres øjne ikke var så åbne som vi andres. Kom for skade at spørge en adopteret, jeg legede med, og det faldt ikke i god jord, men det var jo virkelig kun af interesse og undren, jeg spurgte.

Åhh sikke en sjov tråd og mange gode grin.

Jeg undrede mig også over at lastbilen kunne blinke, men min far forklarede at det var når han drejede på rattet at en finger ligesom ramte den der blinkearm.. og på samme måde når han drejede tilbage så ramte fingeren igen og lyset holdt op med at blinke.

Forøvrigt så blev jeg pænt overrasket da det gik op for mig at Odense ikke var den eneste by i hele verden!

Tilgengæld så syntes jeg at vi var pænt kreative i de gode gamle dage. Min bror og jeg kunne feks. sagtens spille kort selvom vi blev beordret til at blive i vores senge. Et simpelt stykke garn forbandt sengene og en klemme fragtede kort frem og tilbage.

Der var så heller ikke tidsrøvere som pc og tablets og telefonen var noget man bad om lov til at låne. Var jeg barn nu, så tror jeg da virkelig der var mange ting jeg ville undre mig over.

grineren tråd.

Kan ikke huske det selv, men har fået det fortalt : jeg undrede mig over hvordan min far kunne få bilen med i toget, for han sagde han tog toget på arbejde, men han kørte jo i bilen hver morgen

Jeg er så glad for computeren og Google var opfundet da jeg fik børn, for med en søn som undrede sig over videnskabelige ting fra en tidlig alder, så er det blevet brugt rigtig meget herhjemme

Hej.

Der var mange ting, jeg undrede mig over, men nogle af de første, som lige falder mig ind, er:

Jeg kiggede altid på bonerne, når jeg havde været med ude at handle - også de boner, som de andre kunder havde efterladt ved båndet. Jeg spurgte så min mor, om Subtotal var på tilbud, for det havde alle jo købt?

En anden ting, som måske lige så meget var en bekrymring, var, at jeg havde fået at vide, at regnskoven blev fældet og at vi havde brug for træer for at kunne få ilt til at trække vejret. Nogle gange lå jeg så og bekymrede mig over, at ilten snart ville slippe op og jeg synes ligefrem, at jeg kunne mærke, at luften blev tyndere på mit værelse!

En anden dum ting, jeg troede - og hvordan jeg havde fået dét ind i hovedet, ved jeg ikke - var at elektricitet var ligesom flydende salmiaklakrids! Der løb altså flydende lakrids i alle ledninger o jeg havde sådan en lyst til at bide i dem og smage...! Godt, jeg ikke gjorde det!

Børns logik er simpelthen bare det sjoveste. De er så kloge på deres egen måde! (Bortset måske fra lakridsen i ledningerne...!)

Heidi

For mig var det helt store mysterium at kunne oversætte fra engelsk til dansk og jeg bad min fem år ældre storesøster om at skrive alfabetet i den engelske rækkefølge, for så kunne jeg jo selv oversætte. Hun forstod vist aldrig hvad jeg mente...

Da jeg var omkring 5, kom min ældre søster og hendes veninde hjem og fortalte med afsky, at de havde skyllet med fluer i skolen.

Efter deres forklaring på, at de blev tvunget af skoletandplejen til at skylle munden med et lille glas vand med fluer for at modvirke caries, var jeg hunderæd for at blive udsat for det samme - skylle mund med vand fyldt med døde fluer, bvadr - indtil dagen kom, og jeg opdagede at fluor absolut intet har med fluer at gøre...

Jeg undrede mig over mange, mange ting som barn, og som det vil fremgå af det følgende, var jeg vist også ret så selvoptaget.

For det første undrede det mig altid såre (og gjorde mig vildt genert!), at JEG blev nævnt, hver gang vi i skolen skulle synge fødselsdagssang, hvis nogen havde fødselsdag. I linjen 'Og sine ønsker opfyldt få'... (Jeg hedder Signe).

Jeg fattede ikke, hvorfor jeg skulle have mine ønsker opfyldt, når det nu ikke var min fødselsdag. Så jeg blev altid helt rød i bærret, når vi nåede til den linje...

Mine kære bedsteforældre til den ene side havde en lille gård med heste, grise, køer, ænder, høns osv... Og inde i mit hoved så havde alles morforældre naturligvis sådan et sted, så stor var min forbavselse, da jeg spurgte en dreng i børnehaven, hvilke dyr hans mormor og morfar havde, og han svarede 'en undulat'... Jeg tænkte, at de måtte være meget gamle og affældige, hvis det var det eneste, de orkede at passe...

Og som et sidste bevis på min enorme selvoptagethed, så havde jeg i mange år den idé, at folk simpelthen ikke eksisterede, når jeg ikke var sammen med dem. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at mine klassekammerater og mine lærere havde deres egne liv, de hørte ligesom sammen med skolen og klasselokalet. Jeg tror, at jeg forestillede mig noget i retning af, at de alle sammen sank sammen som livløse mester Jakel dukker, så snart jeg vendte ryggen til! Magen til diva, hvad?

Åh, altså, nogle gange SAVNER jeg at være barn. Det var tider!

Venlig hilsen Mitte

Mitte01, du er ikke den eneste Sine/Signe, der syntes, at det var pinligt, at man altid blev nævnt i den sang

BRANDGOD tråd, altså!

Hvad jeg umiddelbart erindrer, så var det sprog og farver. I mit univers foregik ALTING jo på dansk, og jeg kunne slet ikke forholde mig til, at andre talte andre sprog som deres modersmål. Jeg kan huske jeg engang spurgte min mor (og jeg husker meget præcist, at det var omkring Fætter BR i gågaden!), om ikke min teori om, at ALLE lavede andre sprog om til dansk, inde i deres hoved. Hvis det giver mening?

Jeg tænkte også tit på, om det, som jeg kalder "rød" i virkeligheden for andre var hvad jeg fx opfatter som gul, blå, lilla eller hvad ved jeg. Hvordan kunne man vide, om alle så de samme ting, som var forskellige, men blev identificeret som ens via deres navn?

Jeg kan huske jeg syntes det var helt vildt smart at Danmark havde valgt fødselsdagsflaget som deres flag. Jeg var ret gammel før det gik op for mig at Dannebrog ikke er det internationale flag ved mærkedage

Ha, ha, Sine(Aslan), jeg skal faktisk stadig tage mig sammen for ikke at rødme genert, når den sang afsynges... Men jeg hader så også at være midtpunkt

Venlig hilsen Mitte

Okay, måske ikke en undren, men i hvert fald et billede på hvordan børn kan opfatte verden.

Jeg var et meget tillidsfuldt barn og forstod ikke rigtigt, når mine forældre fortalte mig om konsekvenser.

Jeg havde hørt, at man kunne blive kørt over af biler, og vidste også godt, at det var derfor man skulle vente på grønt lys. Det synes jeg var lidt spændende.

I børnehavealderen fandt jeg på en sjov leg med en lege-veninde, syntes jeg da selv , og min veninde og jeg forlod legepladsen og gik ud på vejen og ventede på rødt lys, og så ville vi se, hvor mange gange vi kunne løbe over, uden at blive kørt ned

vi nåede ikke over ret mange gange - hele trafikken standsede og min mor kom flyvende ud fra boligblokken og hentede os ind

Jeg er den yngste af en børneflok på 3. Mine to ældre brødre var meget interesseret i biler. Vi boede på landet og det skete at de kom hjem med en gammel bil, som de kunne ordne. Lille mig på ca 5 år fulgte nysgerrigt med og de var flinke til at fortælle, hvad de enkelte dele hed. Men noget jeg absolut ikke fattede var, hvorfor en bil var udstyret med en kofanger! På et tidspunkt fik vores naboer køer som kom til at gå på græs ind mod vores hus. En dag brød de igennem indhegningen og min familie + nabo for rundt for at indfange køerne. Hvad gjorde lille jeg? Jeg gik da ind efter en kofanger og begyndte at vifte med den. De andre spurgte undrende, hvad i alverden jeg lavede. "Jo, man fanger vel køer med en kofanger?" Den har jeg måttet høre for i mange år, men den dag i dag undrer jeg mig stadig over hvorfor det hedder en kofanger.

Det er ikke kun fødselsdags sang der ikke er sjov når man hedder Signe.. Jeg hadede også højt fra træets grønne top "lad den lille Signe blot, få sin julegave" var ved at dø hver gang sangen nåede dertil

og så undrede jeg mig meget over det med at alt var lavet af atomer og om jeg kunne gå i opløsning og blive til noget andet

Jeg havde svært ved at gennemskue, hvem der var jyder og hvem der var jøder, samt hvad forskellen egentlig var Jeg vidste dog at jeg var det ene eller det andet (Jyde).

Jeg kunne ikke forstå hvordan musikken kom ud af min båndoptager, så jeg troede der var en masse små mennesker i ledningen der ventede med at spille og synge, til jeg trykkede på play-knappen.

Jeg så engang en film om nogle bamser, der var levende når de ikke blev set af mennesker. Jeg prøvede i et stykke tid derefter, at overraske min bamser, så jeg kunne se dem levende

Jeg spurgte engang min mor, om der var stakit hele vejen rundt om jorden, så man ikke faldt ned?

Det var der det gik op for mig at jorden er rund

HA HA HA elsker denne tråd! Har selv et par jeg kom i tanke om mens jeg læste tråden:

Jeg undrede mig over at dem der skrev bøger kunne skrive så pænt og lige i en hel bog

Jeg var også imponeret over at f.eks et helt kor stillede sig op og sang børnesange når jeg tændte min båndoptager

Jeg spurgte flere gange om dansk ikke var hovedsproget i verden og undrede mig over mine forældre ikke forstod spørgsmålet. Andre sprog var jo kun mærkelige lyde mens dansk ligesom gav mening og var et ordentligt sprog

Det jeg undrede mig mest over, var min fru moder........... eller det vil sige, at hun ikke gav mig ret i visse ting.

Jeg var overbevist om, at syltet rødkål og syltet røderbeder var det samme. Bare forskellig måder at skære og snitte på.

Og det samme med ris og spaghetti. Ris var spaghetti skåret i meget små stykker. Basta.

Jeg var forresten vældig facineret af, at man havde forskellige musik band / orkestre, i radioen for at spille musiken som kom ud af min højtaler. Spekulerede endda på om de var i kjole og hvidt, og kom frem til at det måtte de besetmt være når de spillede SÅ fint.

Min logiske sans kom trods alt frem til at de nok ikke stod INDE I radioen..

Apropos Guest og hendes spørgsmål om asiatiske øjne.

Jeg havde en veninde der var vindøjet (Jeh ved ikke hvad det hedder idag, men det modsatte af at skele med øjnene)

Hun fortalte at hun kunne se hvad der skete bag hende, når hun kiggede lige ud. Det var jeg bare SÅ misundelig på.

Jeg undrede mig over - og hører stadig for det den dag idag.

Min onkel var glarmester en periode og kan huske til en familiefrokost, at han fortalte om at han havde været på Grønland i en periode for at sætte vinduer i.

Det var jeg helt udforstående over for - på Grønland bor de jo i igloer, og de har ikke ruder

Jeg var også utroligt facineret af en printer, og hvordan den kunne vide hvad der skulle printes ud og ikke mindst at den skulle få det at vide fra en computer - det samme med et kamera, at det kunne gemme alle de billeder derinde.

Min søn på 4 lavede også den gode undren forleden; han var med mig i skole da han var syg, og på et tidspunkt spørger han mig hvad "hende der" hedder.

Hun hedder Kate, svarer jeg hvortil han siger "ej, det er altså et skørt navn"

Nååh hvorfor det ?

Jo, det er en Cupcake

Jeg undrede mig meget over at en pædagog i børnehaven hed Klud

jeg kunne simpelthen ikke høre forskel på Knud og Klud. De voksne grinede højt hver gang jeg kaldte på ham

Lidt det samme som spirillen:

Da jeg gik i børnehave var der en rigtig bølle, som var meget efter de andre børn, drillede, mobbede, var voldelig osv (staklen havde en forfærdelig barndom, fandt jeg senere ud af).

Jeg var hunderæd for ham, selvfølgelig! Men han hed Havregård til efternavn, og det kunne jeg ikke sige.

Så jeg kaldte ham "xxx Kravlegård" og det blev han splitter tosset over, og så rendte han efter mig! (Vi havde mange børn med samme fornavn som ham, så vi brugte efternavnene).

Og det var jo ikke for at drille jeg havde sagt det, det var fordi jeg ikke kunne sige hans rigtige navn. Han følte sig nok ikke så sej når han blev kaldt kravlegård

Og så har jeg fået fortalt mange gode historier, bl.a. at jeg troede min far var supermand!

Vi skulle over et lyskryds og ventede på det blev grønt. Og jeg har åbenbart spurgt ham om han var stærk, hvortil han selvfølgelig svarede ja, og så spurgte jeg hvorfor han så ikke gik ud og stoppede bilerne, så vi kunne komme over?!

Jeg har også engang spurgt ham om jeg var god til at danse (vi sejlede på et skib og om aftenen var der live band, som jeg dansede til).

Til det svarede han ja, og så spurgte jeg hvorfor han så ikke bad alle om at gå væk fra dansegulvet, så alle kunne se mig danse?!

Det undrede mig meget, der gik lidt tid før jeg forstod hvorfor han ikke bare gjorde det, når nu han selv sagde jeg var god til at danse

Jeg ved ikke hvor den selvtillid kom fra som barn, jeg krummer tæer bare af at tænke på det

Det med sproget havde jeg også meget svært ved at forstå. Det gav jo ingen mening at andre mennesker ikke forstod dansk

Engang har jeg siddet i en tøjkurv fyldt med tæpper fordi jeg ville æg!!! JEP, det var jeg fuldstændig overbevist om. Og sikke en tålmodighed, jeg sad der indtil min far kom hjem og ødelagde hele min tro på det ski*de æg snart ville komme

Jeg er på ingen måde kristen, men jeg havde et par år hvor jeg var overbevist om jeg kunne snakke med GUD HIMSELF! Vi havde mange gode snakke, han fik dog også mange skideballer hvis der var noget der gik mig imod. Det er ret sjovt at tænke tilbage på idag

I mange mange år troede jeg at der var et samfund under jorden. At der nede under asfalt og fliser var et samfund med mennesker der skjulte sig. Neden under jorden var der butikker og alt muligt ligesom oven over jorden.

Det kom sig af at da jeg var barn, havde min mor en tæt veninde, som pga en ekstrem voldelig mand måtte " gå under jorden ". Jeg hørte ofte min mor tale i telefon med nogen og der blev ofte sagt " xxx er gået under jorden ". Jeg turde ikke spørge ind til det, kunne godt fornemme at det var noget " farligt ".

I mit hoved, boede min mors veninde altså under jorden, i bogstaveligste forstand, sammen med en masse andre mennesker der måtte flygte.

Der var lige en som fik mig til at tænke på et brev fra barndommen.

Sagen var den at min elskede Faster boede i Spanien, men hun havde været i USA. I brevet stod der at hun dér havde set huse som var SÅ store at de øverste etager, blev bygget på SIDEN af huset, for at månen kunne komme forbi!

Husker tydeligt at med brevet fulgte en omhyggelig tegning som 'beviste' med al tydelighed at det var virkeligt.

UTROLIGT hvad man kan få børn til at tro på!

Anette: hahahhahahh der havde jeg nær spildt te ud over mit tastatur

Damn hvor sjovt!

Den med at gå under jorden undrede jeg mig også over. Kan huske der var en eller anden der var meget i nyhederne angående at gå under jorden. Og jeg forestillede mig også han bogstavlig talt var gået i en jordhule eller form for tunnel under jorden

Jeg kan da huske, at min storebror kunne få mig helt op at køre fordi det var HANS mor og far og jeg syntes jo at det var MIN mor og far

Nå, min datter .... Da hun stadig gik i børnehave, men snart skulle over i skolen. Jeg syntes at nogle af de andre mødre begyndte at studere mig lidt diskret om morgenen når jeg afleverede datteren. På et tidspunkt tog en af dem modet til sig og kom med et 'Tillykke, hvornår skal det være?' Mig - ??????? øh skal hvad være??????? Og damen blev noget rød i kinderne og stammede noget om at min datter jo gik og snakkede om at hun skulle være storesøster! Nå, det var jeg så ikke klar over

Forklaringen var, at hendes STOREbror gik i skole, så når hun snart skulle i skole blev hun også STOREsøster .....

Altså jeg var vildt fascineret af hæveautomater, hvor man kunne gå hen og få penge ud som man ville... Jeg blev desværre klogere siden hen

og så har jeg drevet min ellers så søde og milde farmor til vanvid som 6 årig, hvor hun skulle passe mig. Det var en forårsdag som endte med at blive rigtig varm, og jeg skulle så skifte til noget knapt så varmt tøj. Jeg nægtede pure! For hvis mor havde lagt det her tøj frem, så var det dét jeg skulle have på den dag, og kun det! Så måtte jeg til gengæld svede tran. Jeg var et meget stædigt barn

Det var da den herligste tråd!! Åhh hvor er der mange guldkorn, og helt ærlig, så er verden da også vildt underlig når man er barn.

Jeg kan faktisk ikke huske ret mange ting, der undrede mig som barn. Der har helt sikkert været masser - men jeg kan kun komme i tanker om et par stykker.

Da jeg var ret lille forestillede jeg mig, at Gud sad oppe i himlen og styrede alle mennesker som marionetdukker, og han så sad deroppe og bestemte, hvad vi skulle gøre. Jeg fandt hurtigt ud af at bruge dette argument til min fordel, for hver gang jeg fik skæld ud over et eller andet, så var svaret: "Jamen, det er jo Gud, der styrer mig!?" - ergo kunne det jo ikke være min skyld, det jeg fik skæld ud over!

Jeg kan også huske den dag, jeg fandt ud af, at strøm og vand koster penge. En veninde og jeg havde planer om at få nogle virksomheder til at sponsorere en pony til os hver (jeps, vi skrev endda breve til Sadolin Farveland og Samba Flødeboller, fordi vi mente, at det kunne ponyerne godt hedde - Sadolin og Samba! ) og vi fandt så en gård, der havde en tom stald og fold. Vi bankede på og spurgte, om ikke vi måtte have to ponyer stående hos dem. Vi blev vildt overraskede over prisen, for de havde jo stalden, så hvorfor kunne vores to ponyer ikke stå der gratis hvis vi selv betalte for foder og hø? Gårdejer sagde: "Jamen strøm og vand koster jo også penge." Det undrede mig meget, for strøm og vand var der jo bare i husene??!

Ditte - Jeg er NØDT til at høre, fik i svar fra Sadolin og Samba?!

Det var dog det mest geniale!

Haha Sophie, min veninde, som skrev til Samba fik faktisk et pænt og sødt svar retur - de kunne desværre ikke sponsere en pony til hende.

Jeg fik intet svar fra Sadolin, øv bøv. Vi syntes også selv, det var et virkelig godt tilbud, vi ville jo tage ponyerne med til stævne på den lokale rideskole, og så ville de jo få reklame! På den lyse side, så havde vi da forstået, hvad en sponsor var for noget!

Vi var meget dedikerede til dette projekt. Vi havde været på foderstoffen for at spørge, hvad en sæk havre kostede, og så havde vi planer om at "ansætte" en pige fra vores klasse til at rive gulerødder til ponyerne. Vi havde nemlig læst i et Pennyblad, at Wendy puttede revne gulerødder i hestenes foder! Og vi gad åbenbart ikke selv sidde og rive gulerødderne, det måtte vi betale os fra med vores lommepenge!

Jeg behøver vist ikke sige, at vores geniale plan desværre ikke blev til noget.

Det er da faktisk virkelig ærgerligt - jeg synes netop det var en super genial plan! I var da helt med på hvad det krævede at have pony, fx foder, og i gik aktivt ud og prøvede at gøre det muligt for jer selv!

Det synes jeg faktisk er lidt beundringsværdigt

Jeg husker tydeligt at jeg sad i vinduet som 4 årig (og ventede på at min far kom hjem fra arbejde ), og undrede mig over at man kunne se på folk, om de var en dame eller en mand, for nogle damer havde helt kort hår, og nogle mænd havde meget langt hår..

Jeg undrede mig meget over at børn fra andre lande kunne lære at snakke det sprog der blev talt i det pågældnde land. Især var jeg imponeret over kinesiske børn talte kinesisk - det var jo ikke til at forstå

Mvh Kit

Sikke en sjov tråd.

Da jeg var helt lille, var vi i sommerhus. Der legede jeg med en pige fra Jylland. Jeg var meget forundret over, at hun talte dansk for hun kom jo fra JylLAND.

Jeg kan huske, at vi hver aften sad foran tv'et og så Tv-avisen. Værten startede altid med at sige "Godaften hjemme i stuerne". Det var jo forståeligt nok for vi sad jo der og kiggede på ham, men sagde han det også, hvis der ikke sad nogen i stuen? Jeg testede det en aften ved at tænde for fjernsynet og gemme mig bag sofaen. Han sagde det også selvom der ikke sad nogen!

Jeg forstod ikke at folk kunne være bange for heste - for herregud, det er jo bare en hest? Behøver jeg sige, at jeg nærmest er født på en hest og gerne kravlede under maven på dem alle

Jeg har lige læst en godnat historie for mine børn, om en blind passager og dét undrede mig da som barn, at man ikke havde mere sympati over for en passager som var blind!

En gang var der brandte en kro på Fyn, men det eneset som brændte var en stumtjener.... Jeg forstod IKKE hvorfor det var OK at den stumme tjener brændte! Min far opgav at forklare....

God tråd

Jeg undrede mig som barn over hvordan man kunne betale med dankort, og udover at få sine vare med, så fik man nogle gange også penge af butikken, bare sådan lige

Jeg er også blevet forvirret af dankortet!

Min mor kaldte det "at betale med plastik". Jamen hvad, plastik var jo ikke halvt så meget værd som PENGE?!

Det fattede jeg ikke.

Og så var der dengang... Hvor jeg ikke forstod hvorfor man hos den her bager (var det på ferie i Skagen måske?) satte tingene frem på lækre fade, hvis man ikke måtte spise dem!

HAPS, flødekage lige ned i løgnhalsen på undertegnede!

Min mor styrtede hen, jeg måtte da ikke bare tage en kage og spise den?! Mor betalte for kagen med røde ører, og jeg FATTEDE ikke hvorfor.

Selv i retrospekt skulle bageren nok ikke have sat kager i børnehøjde, men altså

over hvor de der hvide totter på himlen blev af...

nogle gange regnede det, men hvor kom de skyer fra...

kom de bare sådan ud af det blå luft?

ja det var ikke til at forstå som 3 årige...

og så undrede jeg mig meget over hvordan at andre børn kunne tale deres modersmål... det fattede jeg simpelthen ikke hvordan børn fra f.eks Rusland kunne Russisk... det fattede jeg jo ikke en smølf af

Det forstod jeg simpelthen ikke.....HVOR gik solen ned henne? Hvor blev den af, gik den i seng og sov under en dyne??????

Sjov tråd...

Jeg undrede mig altid over, at mine forældre og moster/onkel ikke ville med op i rutsje-banen i Tivoli i København, (voksne er kedelige), i dag ved jeg bedre, for jeg bliver også "grøn" i hovedet af for meget "op og ned og hurtigt rundt"....

Jeg undrede mig også over som ca. 4-5 år gammel, at jeg ikke måtte puste ballonen op, som lå i sengen hos mine forældre, (jeg kom ind i deres seng om morgenen).

(naturligvis måtte jeg ikke dette, da det var et kondom, men i mine øjne lignede det en hvid ballon, som skulle pustes op)...føj

Gå under jorden - jeg må indrømme, jeg faktisk stadig den dag i dag som det første tænker, at folk går under jorden i bogstaveligste forstand, førend min fornuft får overtaget

Jeg troede, at når jeg ville se fjernsyn, var der nogle personer, der havde ansvaret for netop mit fjernsyn og at sørge for, det rigtige blev afspillet, når jeg tændte for det. Så når jeg tændte for børnetimen kl. 18, troede jeg, at der sad nogle mennesker på sådan et tomt gulv og rejste sig op og satte det rigtige program på til mig Og at alle andre børn også hver især havde sådan nogle mennesker "på den anden side af fjernsynet", der sørgerede for at underholde dem med tv-programmer!

Jeg forstod ikke, hvorfor mine forældre arbejdede for at tjene penge, når de bare kunne betale helt magisk "på beløbet" uden at skulle af med noget.

Jeg troede ikke at jeg eller mine venner ville blive voksne. Troede vi altid skulle være børn - vores forældre havde aldrig været børn og altid bare været voksen-agtige, og de ville heller ikke ændre sig

Jeg troede, at hvis man virkelig ønskede sig noget, ville det gå i opfyldelse - også selvom jeg var klar over, det ikke kunne lade sig gøre. Jeg syntes bare det var så dejligt at tro på, at magiske ting - som fx at min yndlings-tegnefilmshest en nat ville stå i levende live foran mit vindue - kunne finde sted, også selvom jeg reelt var for gammel til at tro på den slags

Skøøøøn tråd!

Jeg husker en gang hvor min søsters computer var gået i stykker - tastaturet ville ikke virke. Min far prøvede at hjælpe, men måtte til sidst give op og sagde så lidt frustreret "Så er der kun en ting at gøre, vi må hælde Cola ud over den!"

jeg sad ved siden af og tænkte COLA?! Kan det nu være godt for den stakkels computer?

Jeg tænkte at jeg hellere måtte lade være med at spørge, det var nok bare en af de ting man bare vidste. Et par år senere da min computer gik i stykker siger jeg til min far at vi jo bare kan prøve at hælde cola udover den, det skulle jo virke... Jeg troede jo virkelig på det!

mine forældre fik sig et godt grin

Og ja, så var der den med stikprøven i lufthaven. Første gang jeg skulle ud at flyve blev jeg trukket til side til en stikprøve, og jeg som er RADSELSLAGEN for nåle blev jo helt bleg, og protesterer så "jamen, nej jeg vil ikke have taget nogen stikprøve".... til dem der ikke ved det, er det bare et almindeligt tjek med de der bippere de har.........

Det bliver der stadig grint af i familien.....

Jeg var riktig glad i at lære nye ord som lille og begyndte ret tidlig med engelsk. Men det var nu ikke bare nemt, en del ord blev ikke helt riktige. Jeg ved ikke hvordan, men jeg var totalt overbevist om at ordet pedestrian var det samme som en pedofil. Jeg fik jo høre så tit at man skal ikke være med fræmmede mennesker nogle stede, de kunne jo være pædofile. Så jeg var visst også lidt bange for de her mennesker, heldigvis.

Men jeg kan ha været en 6 år den gang jeg var med til London første gang og til min store forskrækkelse var der skilter over det hele hvor der stod: Mind the pedestrians.

Jeg kunne ikke forstå de skulle ha så mange af dem herover at der skulle skilter til mens jeg aldri mødte en her hjemme. Så i mit lille hovedet var det da kun en naturlig forklaring. De blev alle sammen sendt til London

Vi flyttede i hus, da jeg var 4 år gammel.

Mine forældre valgte at opbevare kartofler i nederste skuffe i et skab.

Men så valgte de også at gemme deres pengebeholdning i form af pengesedler sammen med kartoflerne. Sedlerne lå løst sådan hulter til bulter med kartoflerne.

Genialt sted, mente de nok selv

Jeg havde ikke rigtigt noget begreb om, hvad pengesedler var, men syntes at det så grimt ud, og jeg mente i hvert fald ikke, at de skulle ligge der.

Så min mor fandt dem alle i skraldespanden under køkkenvasken

Første gang jeg skulle køre med familien over Lillebæltsbroen undrede jeg mig over, at vi skulle køre på wirerne.. altså dem der bærer broen. Det ville være som en fæl rutschebanetur..

Hånden på hjertet.. så var det ikke bare en undren. Jeg var skisme bange.

Kh. fra Esma.