Edderkopper
Tandlæger
Højder
Fly
Ild
Tab
Det paranormale
Og så er jeg også let klaustrofobisk (at sidde fast, at blive holdt fast)

Edderkopper

nåle

højder (ved ikke om højdeskræk er en fobi, men jeg er meget bange for højder)

Jeg har fobier for:

• Højder
• Store edderkopper
• Jeg er også let klautrofobisk (kan ikke lide at sidde fast)

Frøer!!!! Desværre en stor fobi for mig, kan gå helt i baglås! Hader overraskelsesmomentet når de pludselig springer op (ja efter struben selvfølgelig;0))...

Højder... Ikke når jeg skal et par trin op af en stige eller på en stol, men sådan en ståltrappe med huller i så jeg kan se ned igennem, føj! På en ferie var vi oppe i en gammel kirkeruin, da vi skulle ned, stivnede min krop og sveden sprang frem, den reaktion kom meget bag på mig.

Tja, førhen var jeg panisk ræd for edderkopper men den fobi forsvandt da vi begyndte at renovere et 100 år gammelt hus - DER var mange edderkopper!!!

Herudover har jeg det meget svært med højder og dybder (er meget angst hvis jeg svømmer et sted hvor jeg ikke kan bunde)

OG - så er jeg panisk ræd når jeg ser en bus!! Føj for pokker, dem har jeg det svært med!!

Større edderkopper

Rotter

og så ting, som egentlig ikke er fobier, men som jeg bryder mig så lidt om, at det hæmmer mig i det jeg egentlig skal/vil:

lægebesøg

At blive rørt af fremmede; f.eks at få massage, eller lave øvelser 2 og 2 til træning, med en som jeg ikke kender.

At tale for store forsamlinger

Jeg har egentlig ikke nogen fobier. Der er dog ting, jeg ikke er vild med. Men ikke noget der udløser angst.

Jeg har ingen fobier. Der er ting jeg bryder mig mindre om end andet, men der er ikke noget der giver mig panikangst eller bare angst.

Det kan være jeg lider af fobofobi... hvem ved

Har ikke umiddelbart nogen fobier.

Men er nysgerrig, mht. hvorfor, at nogen mennesker har en fobi ifht. fugle...?

Hvad er det der skaber fobien ? og hvad er I bange for ?

Om det er en 'rigtig' fobi ved jeg ikke. Men jeg er rigtig bange for fugle. Dog har jeg lært ikke at være skrækslagne for egne høns, og kan også gå en tur på strøget, duerne til trods. Jeg går dog i store buer udenom. Hvis en fugl har fået forvildet sig ind indenfor, såpanikker jeg. Står og hopper op og ned,og kommer de besynderlige lyde. Jeg kan ikke styre det, men forsøger virkelig,da jeg nødig ser mine børn overtager denne 'fobi'

mvh

C

... en mild araknofobi. De små edderbobber kan jeg godt holde ud at se på - de store gør mig dårlig i længere tid. De få store der har været i min lejlighed, ved jeg stadig PRÆCIS hvor var (som om den næste kom samme sted )

Højder er jeg heller ikke vild med. Har jeg noget "sikkert" at komme ned med - en stige, trappe eller lignende, generer det mig ikke - men f.eks. at kravle rundt på et tag eller et eller andet højt og skulle "springe" ned eller klatre hvor jeg ikke er sikker på landingen der kan jeg gå helt i sort. Det er jo så heldigvis en situation man kan undgå.

Der er flere andre ting jeg ikke har det godt med - læger, tale i forsamlinger osv - men jeg vil ikke betegne det som fobier - det er bare situationer jeg finder ubehagelige, men KAN overkomme.

Jeg tror at det med at nogle er bage for fugle har præcis samme baggrund som edderbobber, frøer eller andre dyr. Det er nok bare et spørgsmål om hvilke oplevelser man har haft med et dyr i den sammenhæng. Jeg tror nemlig at det er noget med at de bevæger sig hurtigt, uforudsigeligt og nogle gange dukker uventet op. Så har man fået en forskrækkelse med det - så hænger den ofte ved.

Jeg er ikke bange for fugle, men en veninde jeg har, nævnte at hun ikke kunne lide marsvin. Jeg spurgte hvorfor, og så var det fordi hun synes marsvinekløer ligner fuglenes fødder. Hun har fobi over for fugle og det er relateret til kløernes udseende. (Nøgne ben, skarpe negle).

Jeg har kun én rigtig fobi, resten er bare ting jeg absolut ikke bryder mig om og gør meget for at undgå.

Min "rigtige" fobi er klaustrofobi

Jeg kan ikke klare følelsen af at være spærret inde, fanget, ikke kunne komme væk. Det værste er hvis mine arme er låst fast, det går jeg fuldstændigt i panik over.

Jeg kan tydeligt huske min første oplevelse med det, hvor jeg som barn skulle hente noget legetøj under sengen, som min lillebror havde trillet derind. Jeg lå et godt stykke under sengen, og pludselig kom der bare ren panik, for jeg kunne ikke rejse mig pga sengen, kunne ikke skubbe mig tilbage fordi mine arme var nærmest låst fast rundt om sengebenet og puha..

Får det helt dårligt af at tænke tilbage på det..

I dag mærker jeg det i forbindelse med meget små elevatorer. Uanset hvor højt op jeg skal, så tager jeg trappen, hvis jeg vurderer at elevatoren er for lille.

Hvis elevatoren har glasvægge så jeg kan se ud har jeg det MEGET bedre.

Jeg duer heller ikke til at stå meget tæt blandt andre og føle, at jeg ikke kan komme væk (igen hvis armene er mast ned langs siden, det er det værste, dem skal jeg have frie).

Sikke en lang udredning

Mine andre "små" fobier er

- Liiidt højdeskræk, dog ikke invaliderende

- Fugle. Helt fint hvis de er rolige/langt væk, men jeg HADER når duer flyver op i ansigtet på mig, eller hen over hovedet eller bare tæt på. Den der voldsomme basken med vinger i nærheden af mig kan jeg ikke klare, så går jeg inde i København eller på banegården og dukker hovedet, drejer væk og springer til siden, så andre mennesker kigger og tænker "hvad pokker laver hun? "

Jeg aner ikke hvorfor jeg har det sådan.

Og så plejede jeg at have araknofobi. Nu kan jeg godt selv tage edderkopper (med strakt arm, sved i håndfladen og hjertebanken, men jeg tager dem selv!)

Det lærte jeg ligesom da jeg flyttede hjemmefra og blev nødt til at støvesuge mine edderkopper, i stedet for at skrige på min bror

Det hjalp endnu mere da vi skulle ud i zoo med studiet og lære at håndtere krybdyr. Jeg holdte slanger og firben og alt muligt sjovt.

Til sidst måtte dem der ville holde en fugleedderkop. Jeg stillede mig pænt lidt væk og så på alle de andre skiftes til at holde den. Da alle var færdige havde jeg besluttet mig, det skulle jeg altså prøve, for det var noget pjat at være bange for!

Ham fra zoo var også fobi-coach, og det hjalp SÅ meget. Han stod bare med den i hænderne, og så talte vi lidt om hvad jeg var bange for (den måde den bevæger benene på og fx strækker de to forreste ben op i luften, det er lige så det løber koldt ned af ryggen med de ben...).

Og så snakkede vi om hvordan edderkoppen bevægede sine ben; den har jo ikke knogler, men lemmerne bøjes og strækkes ved hjælp af hydraulik osv.

Det hjalp rigtig meget at snakke om edderkoppen som et biologisk fagligt relevant emne, og pludselig stod jeg med den i hånden! Endte faktisk med at synes den var helt sød, den havde jo en masse pels og faktisk flotte farver (rød og sort).

Og den vejede INGENTING, så det var slet ikke slemt at have den til at kravle rundt

Var meget stolt af mig selv, og fik også foreviget øjeblikket

(Og JA, jeg er meget flot i vores totalt formløse blå kliniktøj )

... sådan et billede jeg SLET ikke kan have.

Jeg så det øverste af billedet og VAR egentlig klar over at der nok var en kæmpebob længere nede - men jeg ville jo gernese om der var nyere indlæg uder.

Så jeg prøvede med et LYNhurtigt page down tryk - og fik desværre det nederste af billedet med.

Uhhh hvor det ikke føles rart i maven at tænke på at den slags overhovedet er i tråden - for jeg vil jo gerne læse med, men nu risikerer jeg når somhelst at få øjenkontakt med sådan en satan...

Højder er det værste jeg ved!!! Kan simpelthen begynde at græde bare af tanken om det Det værste er sådan set at jeg rigtig gerne vil. Var i Eiffeltårnet, blev mega bange, gik ind i cafeen der ligger der, og vupti, så er jeg ikke bange mere. Så snart jeg er lukket inde og ikke kan ryge ud nogle steder, så kan jeg være nok så højt oppe. Film hvor der kommer pludselige højder, folk der glider ned fra tage osv. skræmmer livet af mig

Edderkopper skal i min optik udryddes fra jordens overflade, de er simpelthen for klamme og skal overhovedet ikke i nærheden af dem! Min kæreste ved at når han kommer hjem, og der ligger bøger på gulvet, skal han igang med at skrabe edderkoppesplat op

klaustrofobi, men det er rimeligt under kontrol. Jeg kan godt tale mig selv ned i et stykke tid, inden jeg får et akut behov for at komme fri af situationen - jeg er dog meget ked af at blive holdt fast, fornemmelsen af hænder på min hals, at mine arme ikke er frie (dynen skal f.eks. ikke ligge for tæt omkring mig) eller noget så tåbeligt, som hvis mit hoved sidder fast i en trøjeåbning Den anden dag så vi en film, hvor en person var spærret inde i en lille kasse, og det reagerede jeg fysisk på ved at sidde og spænde.

Jeg aner ikke, hvorfor jeg har det sådan - især er det med hænder på halsen lidt mystisk. Jeg har aldrig været udsat for vold eller andet.

Jeg er heller ikke glad for kryb og den slags, men det ville jeg ikke kalde fobier, da små edderkopper f.eks. gerne må kravle på mine hænder. Men de store skal ABSOLUT ikke sidde på min hovedpude eller i tøj, jeg har smidt på gulvet..!

Jeg kan huske en gammel klassekammerat, som var helt panisk, når hun så slanger. Også på billeder. En dag tog vores biologilærer en slange i sprit i et glas ind i klasseværelset, og pigen gav sig til at græde på stedet og forsvandt ud af lokalet. Ikke sjovt.

Ej sorry Lisbeth

Jeg hører administratorer om de kan slette det..

Se, det er simpelthen SÅ irriterende at man ikke kan ændre/slette indlæg på HN, det er altså normalt at kunne :/

Ved godt mange stemte i afstemningen at de ikke gad man kunne ændre/slette, men synes det er bedst i mange situationer..

Men jeg skriver lige til dem.

Den eneste fobi jeg lige har er højder. Bare det så skulle op op vores "trappestige" - et trin og en plade, er nok til at gøre mig utryk - og jeg skal helst have en hånd på væggen eller have noget i nærheden jeg kan holde fast i. Er så bange for at falde! Bryder mig heller ikke om at stå på vores altan/tagterrasse hvis det er ude ved rækværket - for så kan jeg se der er "langt" ned.

Men 40 meter silo på mandens arbejde kan jeg godt håndtere - der gik vi så også op indvendigt og der var et stykke ud til rækværket rundt om platformen så det kunne jeg lige håndtere uden at panikke. Og så hjalp udsigten en del på det. Men stiger og des lige er jeg bestemt ikke god til!

edderkopper, og fugle... jeg hader edderkopper og fugle... det er simpelthen noget af det væreste jeg ved.. puha

... og det skal der da heller ikke.

Jeg skrev det mest til eftertanke så andre måske lige tænker over det med at sætte billeder af store edderbobber (eller for den sags skyld slanger, frøer eller andet "farligt") lige i tråde hvor folk netop har skrevet at de er angstfremkaldende.

Nu har jeg jo selv skrevet et indlæg nedenunder - så nu kan jeg trykke mig til bunden af tråden ´med End, og så læse indlæg op til jeg ser min egen signatur - uden at møde den skrækkelige MonsterBob

Jeg ved ikke om det er en forbi - men jeg jan simpelthen ikke have aber. I zoo bag glasbure eller billeder og film - så er det fint nok!

Desværre ender jeg tit steder på mine ferier, hvor er der løse aber

Sidst var et sted med nogle "søde små aber" - den ene havde jo nok opfanget at jeg ikke var så glad for den. Så den valgte simpelthen at drille mig. Min far var med og mig og aben gik rundt om min far.

Min far syntes det var ret sjovt indtil han kunne se, at mine øjne var smækfyldt med tårer ... Så fik han den væk!

Det stammer fra dengang jeg som 11 årigt skulle holde en sk*de abe i thailand ...og så bed den mig! Siden da har jeg været bange for dem - når de altså er løse!

Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det ...for det er aligevel relativt sjælndet man lige møder en abe på gaden

Og så kommer jeg i tanke om, at jeg da er blevet bidt et par gange af nogle ponyer og heste ( hvem er ikke det!?) ... men er man bange for dem? ..nææææh...

Egentlig lidt mærkeligt

Lisbeth: jeg har fået var fra HN og de ville ikke fjerne det da de 'absolut' ikke kunne se nogle problemer med billederne..

Jamen jeg tænkte mig jo bare ikke om.. Jeg havde ikke læst de andre indlæg i tråden før jeg selv svarede.. Men jo det giver jo sig selv i en tråd om fobier. Jeg var bare så glad og stolt over at jeg var kommet mig over min frygt, så det skulle da vises frem! Det beklager jeg altså, der var jeg lige hurtigt nok uden at tænke en ekstra gang..

.. jeg kan godt forstå at du er stolt af det.

Det ville jeg også være - hvis det ikke var fordi jeg næsten får en nærdødsoplevelse bare ved tanken om at røre sådan en satan (det er RIGLIGT at jeg er bevidst om at jeg har haft en kravlende i ansigtet - hvordan skulle jeg ellers være blevet bidt i panden af den. Og det HAR sandsynligvis været i den vægtklasse du viser - for det var dem mine forældre vidste var i baghaven i deres hus i Havana)...

Det var nu heller ikke for at få billedet fjernet - men mere for lige at sige at det måske ikke er det optimale når der tales fobier (og der kommer sådan et billede næsten hver gang dt kommer på bane)

Altså ud over at jeg ikke kan fordrage edderkopper og ikke kan være i samme rum, med sådan en eddermonster....

Så kan jeg gå helt i panik over balloner, meget upraktisk. Men nogle gange er der bare balloner alle steder. Udsmykning, ballondans, børn med balloner. Jeg kan næsten gå helt i panik hvis der kommer et barn med en ballon tæt forbi mig.

Og så er der det med GRISE - løse grise. Det stammer så tilbage fra min barndom, hvor min Mormor og Morfar havde grise og den ene - Gysse var deres "kælegris", og Gysse var meget glad for mig, det var ikke gensidigt. Jeg var bange for kræet og er mere end en gang blevet evakueret ude fra stalden

For edderkopper over en vis størrelse og så højder.

Er blevet bedre til det med edderbørgerne, var langt værre da jeg var mindre. Og det er mest de der klamme husedderkopper jeg ikke bryder mig om.

Går ikke i panik, men vil bestemt hellere have, at andre end jeg selv skaffer dem af vejen.

Emetofobi og araknofobi

Julle:
Jeg er faktisk også mega bange for balloner, den havde jeg lykkeligt glemt Dejligt endelig at finde en lidelsesfælle

SLANGER og slangelignende dyr feks regnorme

rotter

høns

døde dyr/mennesker altså selve den døde krop

tordenvejr

at sejle i små både

Jeg havde en slem fobi for elevatorer og balonner da jeg var barn/yngre, men jeg er så småt ved at få styr på det. Har simpelthen tvunget mig ind i elevatorer siden, men føj jeg har det ikke godt med det.

Jeg er helt igennem panisk angst for dovendyr.. Jep, du læste rigtig.

Jeg kan ikke holde ud af se på dem, hverken billeder eller tv. Da jeg opdagede at de havde dem i Randers regnskov, gik jeg helt i sort, os selvom jeg ikke så nogen af dem. Fik bare at vide at de var der. Det at være i samme rum som dem gjorde mig SÅ bange..

Er ellers ikke bange for noget.. Edderbobs, stankelben, højder osv er KLAMT, men ikke nok til at jeg på nogen måde går i panik, men hele min dag kan være ødelagt hvis jeg lige kigger forbi animal planet og de har gang i dovendyrsdokumentar.. Fy for!!!!!

- aner ikke hvor det kommer fra, ved bare det startede da jeg var barn

Det der kan gøre mig allermest panisk angst er Michael Jackson. Hvilket lyder helt ud i skoven, men det har traumatiseret mig dybt siden jeg var barn.

Husker det faktisk tydeligt, min far og jeg sad hjemme i sofaen i 90erne og så MTV, jeg har gået i børnehave dengang.

Så kommer "Earth Song" med Michael Jackson på, og den musikvideo kombineret med sangen skræmte LIVET UD AF MIG, kan ikke huske så meget af selve videoen den dag i dag, da jeg har svoret at jeg aldrig skulle se den siden. Men kan huske en masse med ildebrand, og muligvis også noget med nogle elefanter der er døde/vælter

Har haft mange mareridt om det om natten. Ikke nok med det viser det sig f*ndme at vi i folkeskolen skulle lære at spille LIGE PRÆCIS denne sang i musikundervisningen !!

Derfor kan jeg SLET ikke høre denne sang mere, jeg forlader STRAKS en bygning/et lokale hvis den bliver spillet for mig. Og har sagt til min kæreste at han ALDRIG skal drille med med at sætte den på, for det er et dybt alvorligt problem for mig.

Værst er det at min underbo for nyligt har valgt at spille denne sang, så jeg kan høre den her ovenpå og er nødt til at holde mig i ørerne i flere minutter...

Nu hvor jeg mærker efter, må jeg nok indrømme, at jeg har noget med højder alligevel.

Jeg mærkede det, især sidst jeg var i London. På hotellet, som var 4 tidligere herskabshuse, bygget sammen. I hall'en var der en kæmpe trappe. Vi boede på øverste etage, og når vi havde taget elevatoren derop, skulle vi krydse den smalle afsats til trappen. Det var jeg ikke glad for, og ville slet slet ikke kigge ned. Min veninde havde ingen problemer med det. Og jeg gjorde det jo oxo flere gange om dagen, men holdt mig tæt på væggen.

Men sjovt nok var vi oppe i London Eye, og der havde jeg ingen problemer med at kigge ned, og stå ude ved kanten (For dem der ikke ved det så er væggene genenmsigtige, næsten hele vejen rundt, fra gulv til loft) Mens min veninde sad helt stiv på bænken i midten og ikke turde flytte sig, før vi skulle ud igen. Så det er meget forskelligt.

Og så er jeg heller ikke helt tryg ved trappe, hvor man kan se mellem trinene, men det ved jeg hvor kommer fra.

Da jeg var barn 4-5 år (1971-72) boede vi i Skovlunde. Der skete en ulykke i nordbyen ( Gasfyret i en etageejendom var eksploderet og flere opgange var styrtet sammen. 3-4 døde) og da min mors veninde boede i området, tog vi derop. Ikke så meget for at lure, men vi vidste ikke hvilket etagehus, det var galt med og ville se om mors veninde og hendes børn manglede hjælp. Heldigvis var det ikek gået ud over hende, men det gjorde stort indtryg på mig, at gulvet kunen forsvinde under en.

Jeg er skrærkslagen for edderkopper nåle højder og har klaustrofobi?

Dovendyr er altså også virkelig creepy, sorry to say it.

Jeg har ikke angst for dem, men tror simpelthen ikke jeg vil kunne røre ved en. Jeg synes det er skræmmende, den måde de bare er helt stive i kroppen på, og ligner mennesker med freaky lange kløer, og de "smiler" på sådan en gyselig og skræmmende måde!

Puha nej..

Sjovt det med at være bange for en sang, jeg fik mig en ordentlig gang "traume", da vi i musik i folkeskolen skulle se The Wall.

Jeg kan ikke præcist huske hvilket klassetrin, men jeg var mentalt slet slet ikke klar til at se sådan en film.

Børn med gasmasker der blev skubbet ned i en kødhakker, børn der samlede kondomer op fra jorden, en mand der springer ud af et vindue og det hele er rødt (for mig = blod), og de der frygtelige tegneseriefigurer!

Jeg havde aldrig set noget lignende og var skræmt helt ind i min lille barnesjæl.

Jeg fik efter noget tid lov at gå ud og sad og tegnede blomster og andre "gode" ting, for at glemme den film. Men nej, jeg var plaget af mareridt længe efter.

Om jeg i øvrigt fatter at sådan en film sættes på for børn i min alder.. Der er ikke tale om overbygningen, kan dog ikke huske præcis hvilken klasse det var. Men det var ikke ligefrem 7. 8. eller 9. klasse.

Som teenager forelskede jeg mig jo i rocken, og "tvang" mig selv til at høre den sang, for det var jo Pink Floyd og dem skulle man jo kende og lytte til!

SAngen gør mig derfor i dag ikke noget, men jeg har til dags dato stadig ikke set The Wall, og jeg er ikke sikker på jeg har lyst. Tror godt jeg vil kunne tåle at se den som voksen, men fordi jeg blev så skræmt som barn, tror jeg det er bedst at lade være..

Sophie: Jeg så også en film som barn, der skræmte mig helt åndsvagt - Silkwood. Om en kvinde, der arbejder på et plutoniumsanlæg. Der sker selvfølgelig et udslip, og der er en scene, hvor nogle mænd i Ebola-dragter løfter hende skrigende ind under en bruser lige efter, hun er blevet bestrålet. Jeg var alt for ung, da jeg ved en fejl så den i fjernsynet, og den scene sidder HELT fast i mit hoved - gav mange, mange mareridt. Jeg anede ikke, hvad der foregik, men kvindens angst var meget ægte for mig. For 5-7 år siden tog jeg mod til mig, købte filmen, og så den igen. Det er en hård film, men den har et vigtigt budskab (baseret på en virkelig historie). Så jeg ville overveje at se The Wall igen, Sophie

Dovendyr er fantastiske - jeg skal til Panama til næste år, og jeg håber sådan, at vi ser dem i naturen. Men jeg kan godt se, at de har menneskelige træk.

Nå - tilbage til fobier

Sine: Jamen måske har du ret

Jeg har faktisk flere gange overvejet at se den, for det er jo en kulturel og vigtig film. Måske er den nok ikke så slem, når jeg er voksen.. Men puh kan stadig huske de der uhyggelige tegnefilmsfigurer, skrækindjagende

Jeg håber du ser dovendyr så! Jeg ved at mange mennesker synes de er søde, jeg synes bare de er lidt creepy

For mig er dovendyr kun forbundet med angst.

Jeg får det fysisk dårligt af at se på dem, høre om dem og tænke på dem.

Bare beskrivelsen af dem som du lige kom med Sophie, var nok til at gøre mig helt skidt tilpas.

Ved godt at mange ser dem som søde og charmerende, min kæreste er én af dem... Det er en helt anden snak for mig :/

Zemmifobi som er fobi for muldvarpe ! ja jeg kan slet ikke døje de blinde udskud.... jeg kampsveder, ryster og begynder at tude.

Digitusfobi som er fobi for andre folks tæer nej nej puuuu bare ved tanken køre det i maven.

Coulrofobi som er fobi for klovne, de kæmmer seriøst livet af mig, om det er pga filmen "it" i en alt for tidlig alder er mig uvist

edderbobs kan gå bare de ikke dukker op lige pludseligt!

Puh, edderkopper kan bare scare the living crab out of me!!!! Jeg ved også fobien stammer fra min barndom, hvor vi boede i et semigammelt hus med kælder, og det VRIMLEDE med store husedderkopper!!!! Jeg skulle engang ned i kælderen og hente en sodavand, og der på kontakten i mørket, kunne jeg mærke en edderkop i min hånd..Jeg faldt hele vejen ned af vores stentrappe, og lå bare der, helt paralyseret og kunne end ikke græde,imens jeg stirrede op på de store edderkopper i loftet. Havde engang været til dyrskue, og min mor havde lavet karbad til mig i kælderen, og da jeg stikker foden ned i vandet, følger der en druknet edderkop med op ..Eller den dag min psykopatagtige bror, havde lukket en håndfuld af dem ind på toilettet, mens vi var alene hjemme, og jeg sad stiv af skræk i 4 timer på toilettet, ude af stand til at kunne bevæge mig. Jeg var så kold og frøs som en hund, og der fandt de gamle mig så siddende, rystende af kulde og gråd!!!! Der er nok af grunde til, at jeg hader dem inderligt

Og så har jeg noget med ulukkede døre, i rum der skal være firkantede..og det skal de bare!!! Kan blive helt ude af mig selv, hvis døren står på klem..Den skal lukkes..hermetisk!!! Rimeligt belastende, når man nu primært befinder sig i et klasseværelse, hvor børnene render frem og tilbage på toilettet i tide og utide.Børn KAN ikke lukke døre efter sig!!! De er konsekvent opdraget i et cirkus, eller er vant til andre folk gør det for dem. Det er ihvertfald den følelse jeg sidder tilbage med, når de altid skal have at vide, at de skal lukke døren efter sig..

... ret interessant at høre hvad folk er bange for - og også at høre lidt om baggrunden, der hvor den kendes.

Jeg har altid haft det dårligt med edderbobber - men det har nok ikke HJULPET på det at min bror et par gange i min barndom proppede en husedderbob ned ad nakken på mig. Og det der med at blive bidt af en cubansk monsterbob hjalp heller ikke.

Interessant det med at de menneskelige træk hos f.eks. dovendyret skræmmer nogen. Jeg finder dovendyr lidt nuttede at se på - men jeg bryder mig ikke om aber, dukker og klovner, der jo har forvrængede menneskeudtryk. Jeg har ikke fobier imod dem - men de tiltaler mig på ingen måde.

Det med barndomstraumer kan også gælde med lyde. Jeg ved ikke om I kender den sang med Frankie goes to Hollywood, der hedder Two Tribes? Den starter med en luftalarm!
Min mor var lille under krigen og havde en angst for den lyd - hun forbandt den med at blive flået ud af sin varme seng og slæbt med ned i en kold kælder - og vente på om der måske kom en bombe.

Hun vænnede sig, som voksen, til at den kom hver onsdag kl 12, som PRØVE - men hun var meget bevidst om lyden og det den gjorde ved hende.
En dag da jeg var nok 13 år, sad jeg på mit værelse og hørte Hej P3 i radioen - og så kom den sang.
Jeg husker det som det var i går, der havde ikke lydt 5 sekunder af den før min mor stod på mit værelse, kridhvid i hovedet og spurgte hvad det var. HUN havde jo bare hørt det som en luftalarm!

Det gør indtryk når ens mor er SÅ bange - så efter det sad det også dybt i mig - og når jeg hørte radio, nåede speakeren derefter aldrig at sige mere end Frankie go.... så var jeg henne og skrue HELT ned, til alarmen var væk. Jeg tror at jeg selv den dag i dag ville have impulsen til at skrue ned hvis den kom i radioen!

Vandskræk Jeg er panisk angst for vand. Selvfølgelig kan jeg gå i kar bad og bruser, Men løber der bare lidt vand ned i ansigtet føles det som min hals klapper sammen og jeg begynder at hyperventilere.. På stranden eller i svømmehal kan jeg stå med vand til knæene men IKKE længere. Både er udelukket og skal vi med færgen til Tyskland er det første jeg tjekker er hvor redningsbåden er.. Får hjerte banken ved bare tanken om at have hovedet under vand, og ja jeg vasker mit ansigt med en klud

Her er det højder, bjørne og hajer.

Højder - der kan jeg nogle gange få fornemmelsen af at falde ned fra noget, altså suget i maven, på de mærkeligste tidspunkter. vildt ubehageligt.

Bjørne - ved jeg godt hvor stammer fra. Da jeg var 7 år brækkede jeg benet = en hel sommerferie foran fjernsynet. Vi lånte en masse film, bla. en tegnefilm med bjørne - nogle var gode, andre onde osv. Og den skræmte bare livet af mig!

Hajer - ved jeg ikke hvor kommer fra. Men selv når jeg snorkler rundt i Spanien frygter jeg at møde en, og kan virkelig blive bange.

Og så har jeg faktisk også en mild social fobi, men har heldigvis fået mere styr på det efter behandling.

Jeg hader især mobiltelefoner og jeg kan få kulddegysninger og ondt i maven ved tanken om at skulle ringe. Det sjove er, at jeg ingen problemer har med at ringe arbejdsrelateret eller lignende, det er kun til familie, venner og lignende at jeg har problemer. Brr ih hvor jeg altså hader det

Hvor sjovt, MissGreen!!! Troede jeg var rimeligt ene om, at hade telefoner. Beskeder er ok at skrive og modtage, men jeg kan simpelhen ikke fordrage at TALE i tlf..Når den ringer herhjemme, låser jeg mig inde på toilettet..og ja, jeg skammer mig en kende, men satser slet og ret på, at en anden tager den!!! Jeg kan ikke udstå at stå og tale i hele og halve timer i sådan et rør..Det er NÆSTEN ligeså slemt som ulukkede døre...

Jeg er panisk angst for mus og rotter. Faktisk har det bredt sig til også at inkludere en ubehag ved andre gnavere som kaniner og kapivari'er...

Højder! Pyyyyh, bare jeg står på en stige eller ser dybe afgrunde i fjernsynet, får jeg geléknæ og sortnen for øjnene.

Folk, der har tildækket hele ansigtet, hvis de kommer tæt på mig. Det gælder desværre både shoppingcenterbamsen og kvinder i burqa. Can't help it!! Disneyland er naturligvis aldeles lukket land for mig!!

Jeg er desværre bange for ret mange ting.

Men når det kommer til fobier har jeg nogle få.

Har en kæmpe forbi for hvepse, er virkelig bange for dem. Går i panik når de er i nærheden af mig.

Voksdukker og mannequiner, kan slet ikke gå forbi sådan nogle uden at jeg stopper med at trække vejret og blive helt dårlig.

Højder - blive helt svimmel og er virkelig bange for at falde.

Smerte.

Nåle - undtagen lige når det kommer til tatoveringer, mærkligt nok.

jeg hader også at tale i telefon. Det tog mig længe at blive ok med at ringe til læge osv, det er jeg jo nødt til da jeg bor alene.

Da jeg boede hjemme og telefonen ringede, tog jeg den aldrig! Også selvom jeg var den eneste hjemme. Dengang kunne man ikke se nummeret på telefonerne, så vidste ikke hvem der ringede og det var helt no-Go for mig.

Kan stadig få det dårligt af hvis jeg fx skal ringe til min bedstemor og sige tillykke med fødselsdagen. Pga mine forældres skilsmisse og at de bor helt oppe i Nordjylland, ser jeg dem sjældent, og føler det så akavet at ringe.. Jeg vil rigtig gerne ønske tillykke osv! Men det er md hjertebanken, og jeg går og tager mig sammen flere dage op til. Jeg hader bare at snakke i telefon

Selv når min bedste veninde ringer skal jeg lige tage mig sammen, for jeg ved hun snakker i hele og halve timer.. Puha nej.

Det eneste jeg er ok med er at snakke med folk jeg kender rigtig godt, dvs.. Min kæreste og min mor, hende snakker jeg også tit med. Men resten undgår jeg virkelig helst.

Har altid tænkt at det nok bare var fordi jeg var introvert, at jeg ikke bryder mig om det. Jeg kan ikke aflæse folks ansigtstræk og fornemme deres følelser/sindsstemning

Dejligt ikke at være den eneste der finder balloner angstfremkalende. Der er ikke mange der kan forstå det. At et lille uskyldigt barn, der glad kommer løbende med sin ballon, kan fremkalde koldsved, klamme håndflader og forhøjet hjerterytme....

At jeg aldrig går i ballongyngen i Tivoli, er ikke fordi det hedder BALLONgyngen, men fordi den holder stille oppe i luften!! Prøver aldrig de ting der holder stille oppe i luften

Min angst er helt klart blevet mere håndterbar. Jeg havde også svært ved at ringe til min nu afdøde mormor da jeg var på din alder.

Der er mange ting, jeg er bange for, men det eneste, som nok kan kategoriseres som fobi er min evindelige angst for vand! Det er blevet bedre, end det var, men det er nu stadig en træls fobi at have her i Danmark! Sjovt nok er min mor panisk angst for vand...!

Noget andet, jeg ikke kan klare, er voksne mennesker, som er klædt ud f.eks. som maskotter, julemanden eller klovne. Der stopper jeg altså også med at tænke rationelt og finder den første vej væk! Uf!

Heidi

Åh ja ballongyngerne i Tivoli. Jeg tænkte at på trods af min højdeskræk så kunne jeg nok godt lige klare en tur med min mor og min søn. jeg tog fejl, det var så modbydeligt og jeg var ret tæt på at begynde at græde.

mega pinligt

super dejligt med så mange svar, tak folkens <3
Er der flere skal i ENDELIG byde ind! Bliver kun glad for det

Jeg har et par og de gør mig virkelig paniske.

Sprøjter, så voldsomt jeg har flere gange gået til angreb på den der vil stikke en i mig. Jeg kan slet ikke styre det og jeg hader det. Værst i munden

At slippe op for luft. Altså at drukne, blive kvalt, ikke få puste generelt.

Ellers ikke riktig noget

er: fremmede hunde (der går jeg i panik og kan ikke trække vejret)

højder herunder fly, ski-lifte mv. og så er jeg ikke den store fan af slanger og krybdyr. Almindelige edderkopper, frøer ol. kan jeg sagtens klare, men når jeg møder en hugorm i skoven stiger pulsen godt nok en anelse

Kan ikke lide højder, broer, flyve, ikke kunne bunde, stankelben og ondskab i verden.

Højder og broer - jeg kan kampsvede når jeg skal over Lillebælt og endnu værre med Storebælt!

Vejle Fjordbroen har jeg lært at køre over, men er ikke stolt af at kigge ud til siden på vandet - puh.

Bor i jylland, som kommer heldigvis sjældent over de førstnævnte, men puh ha.

Kan stadig huske en dag jeg skulle i Zoo med min datter og lillesøster, vi valgte Odense og kørte afsted på motorvejen, alt vr godt lige indtil Lillebæltsbroen dukkede op i det fjerne!

Seriøst, jeg var klar til at lave en u-vending på motorvejen og køre hjem!

Fik dog kontrolleret mig selv og vi kom over, men var IKKE stolt af det og svedte!

Værre endnu da vi skulle til Riget med vores søn, jeg havde det SÅ skidt med broen, hyperventillerede og svedte og var bare angst - og det blev ikke bedre af de sug der kom i bilen efter hver søjle!

Vi kom over og tilbage igen + har været på Sjælland engang siden - og tilbage igen, men øøøøj det er ikke sjovt!

Har aldrig været ude at flyve, er grotesk overbevist om at den falder ned hvis jeg tager med - og tanken om ikke at kunne gøre en skid, skræmmer mig fælt!

Stankelben er det klammeste der findes - næsten. De er så uforudsigelige, ulækre og bare KLAMME - uf kan slet slet ikke have dem!

Får koldsved hvis jeg ser en og kræver den udrydet ASAP!

Min mor har læst at de første "fobier" kan skyldtes at jeg blev født ved hjælp af en sugekop - det har givet mig en tidlig følelse af at side fast og være uden kontrol - hvilket senere i livet kan give højde og klaustrofobi.

Er ej heller lykkelig i en elevator og har præsteret at tage trapperne til og fra 15. etage i Prag under en skolerejse - hele ugen!