Jeg tror mange kan genkende det du skriver.

Dyr svigter ikke, man ved hvor man har dem, de kommer ikke pludselig til at forlade dig, skuffe dig eller andre "menneskelige" ting.

På den måde er de jo faktisk de perfekte venner.

Dog må jeg alligevel sige, at mine bedste venner hører til blandt mennesker. Dyr stiller en god sikkerhed, men på den måde er de også meget forudsigelige.

Det smukke ved bedste venskaber er jo netop, at mennesket kan gøre hvad det vil - stikke dig i ryggen, skuffe, gøre ked af det, osv. Men hvis man har en rigtig god bedste ven, så gør de det ikke

På den måde er det mere risikofyldt at have et menneske som bedste ven, men på samme måde er det dermed også mere fyldestgørende, synes jeg. Du er nødt til bare at stole på, at personen er god mod dig, hvor du altid kan regne med det hos dyr.

Og hvis man stoler på hinanden gensidigt, gennem mange år, så tror jeg man får et meget kraftfuldt venskab, som (efter min mening) overgår det man kan have med dyr.

Det er blot min mening jeg kender mange der har det som du beskriver, og jeg forstår dem fuldt ud. Jeg personligt foretrækker min bedste ven som menneske, men der er ikke noget der er rigtigt og forkert i den kontekst.

Jeg har det ikke sådan og forstår det heller ikke

jeg har brug for at mine bedste venner er mennesker og jeg har brug for at kommunikere verbalt for at blive stimuleret i et venskab.

jeg kan godt lide mine dyr men de dækker et andet behov, jeg kan fint leve uden dyr men ikke uden andre mennesker.

Ts synes det er et ualmindeligt trist indlæg.

Håber du en dag finder en allerbedstete ven bland mennesker.

Ja, sådan kan man nogle gange godt have det, men det fine er så også at man kan have gode venskaber både blandt 2 og 4 benede.

Har man svært ved at få 2-benede venner, så omgås man måske de forkerte personer.

på ingen måde, at oplægget er trist. Jeg tror altid, at jeg har haft det i den dur. Jeg knytter mig ufattelig meget til dyr, og de er mine gode venner. Ikke sagt at jeg ikke har menneskevenner, men det er meget drænende for mig at være sammen med mennesker, men dyr dræner mig slet ikke på den måde.

Jeg synes faktisk ikke, det er svært at finde dejlige mennesker, som jeg gerne vil være venner med - jeg har bare ikke energien til det, så jeg vælger nogle få mennesker ud. Mine katte kan jeg være sammen med hele tiden uden de dræner mig - samværet med alle mennesker (også min dejlige kæreste) dræner mig for energi. Mit venskab til dyr virker bare mere umiddelbart og let end venskaberne til mennesker. Jeg håber, at det forklarer lidt

....

pony-mor:

Trist, trist er det ikke, jeg overlever.

Men håber da, at finde et sødt menneske, som jeg kan komme overens med.

Anette-shagya:

Har altid haft venner blandt de 4-firbenet, blandt 2-benet muligvis mere tvivlsomt, om det er de forkerte, tror jeg ikke, jeg er bare ikke til mennesker i det private, dyr er så meget mere nemmere at være sammen med, de er så umiddelbare...

Ikke, at jeg har noget imod, at være sammen med mennesker, tværtimod, men det er bare for mig, så meget nemmere at være sammen med dyr kontra mennesker.

Dyr er så dejlige, så umiddelbare, så kære, så ærlige og så lyver de heller ikke....

Du er bestemt ikke den eneste Jeg har altid haft det sådan.

Samværet med dyr er så uforpligtende og let. De er nemme at læse og har aldrig bagtanker med deres adfærd. De er så umiddelbare og derfor føler man, at man kan stole på dem. De accepterer én, præcis som man er og ofte kan de også mærke, hvis man er i dårligt humør og der er da bare ikke meget, der trøster så godt, som sådan en kærlig kattesnude eller hestemule.

Ofte, når jeg har været sammen med mennesker længe, er jeg fuldstændig drænet for energi, så jeg blver nødt til at være lidt sammen med dyr for at få min energi tilbage.

Især da jeg var barn og teeenager, hvor jeg ikke rigtigt kunne lide andre mennesker og andre mennesker ikke kunne lide mig, der var dyrene virkelig mine forbundsfæller. Tvivler på, om jeg overhovedet var kommet igennem gymnasiet og universitet uden de kære heste!

Meen... en menneskeven kan nu altså opfylde nogle sociale behov, som dyrene ikke kan! Jeg har været staldpasser, hvor jeg kun snakkede med heste og hunde i 4-5 måneder - var i et fremmed land og talte ikke sproget så godt, at jeg kunne indgå i meningsfulde samtaler - der savnede jeg sgu mine egne artsfæller til sidst!

Så jeg stemmer for, at man har begge dele! Hvis man da er så heldig!

Heidi

Jeg foretrækker også dyrene frem for mennesker og tør godt sige det højt.....for det er der intet galt i og faktisk gør min veninde det samme

Jeg har også mennesker i min hverdag, men skulle jeg vælge var det dyrene der trak det længste strå

Jeg ville ikke kunne leve uden mine dyr! Længere er den ikke.

Der er intet galt i at have en 4-benet ven. Selvom det måske kan lyde lidt sørgeligt, så er faktum at rigtig mange får det bedre af, at være sammen med en 4-benet ven fremfor andre mennesker.

Det er uhyre sjældent, at et dyr, skuffer et menneske, hvorimod der dagligt er mennesker som skuffer et dyr.

Feks. er der hunde på plejehjem (har en veninde som ofte har haft sin hund med på job på plejehjem og hun siger at den er TRÆT efter sådan en "vagt"!) og der er hunde som hjælper børn med at læse,

www.hej-hund.dk/fakta/Sider/ boernoghundeogsocialek...encer.aspx

og hunde som hjælper urolige børn til indlæring www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/01/ 07/074843.htm

Heste som lærer ledere med, at blive bedre ledere osv. osv. osv.

Så er der det her link, som er både god og underholdende læsning politiken.dk/kultur/boger/ faglitteratur_boger/ECE846442/ selvhjaelp-med-humor-de-fleste- zenmestre-er-katte/

Enhver katte og hunde-ejer og elsker er naturligvis ikke i tvivl om rigtigheden af indholdet.

af at omgås katte, hunde og også heste

Men ville blive trist. hvis jeg ikke havde nogle 2 benede at betro mig til...

Men igennem et liv kan ens "fortrolige" også sagtens skifte afhængig af livsforhold m.m.