For efterhånden en del år siden skulle jeg til militarystævne. Jeg havde lige købt fine nye ridebukser i fuldskin (hele buksen var af skind). De var meget fine og meget dyre.

 

Under terrænspringningen ryger jeg af. Jeg glider simpelthen ud af sadlen, da det viser sig at disse bukser ud over at være fine og dyre, også er utroligt glatte. Jeg kommer på hesten igen og vi fortsætter banen igennem.

 

Over målstregen hopper jeg af og trækker hesten rundt, så hun kan blive skridtet af. En af mine konkurrenter kommer over og snakker om nogle læderbukser, som jeg tror hun selv har, som er revnet i endepartiet, og jeg snakker med og siger at det er ærgeligt, men de vel kan syes. Hun spørger om jeg ikke skal stige på hesten, og ride den istede, og jeg siger nej, for hesten har jo gjort dagen arbejde.

 

Min mor, hesten og jeg går en lille km, som der var fra terrænbanen til traileren sammen med mange af de andre fra stævnet.

 

Tilbage til traileren bliver hesten sadlet af og jeg giver hende køleler på benene og begynder at bandagere.

Min mor står og taler med en meget selskabelig mand og lige der er det at jeg pludselig mærker en luftig brise omkring mit endeparti, her mens jeg står med r.... i vejer og bandagere.

 

Og det var så mine bukser som var revnet. Og ikke bare en lille revne. Helt fra lynlåsen foran til bæltestroppen bagpå. Da jeg dengang var en yngre pige, havde jeg et par små diskrete g-strengs trusser på.

Så det var min bukser min konkurrent havde snakket om. Og det var derfor hun måske synes jeg skulle sætte mig på hesten igen

 

Nej hvor var jeg flov. Jeg tror hele stævnepladsen har hygget sig over hende med den bare rø.

 

Behøver jeg at sige at disse bukser røg retur til butikken, selvfølgelig til en ekspedient som havde svært ved at holde masken, da jeg fortalte om hvad disse møg bukser var skyld i. Jeg fik uden problemer pengene retur.

 

Idag er det en sjov historie, men dengang syntes jeg absolut ikke det var sjovt.

 

Hilsen Ane

 

HAHA, nøj det må ha' været pinligt! Så er min historie jo barnemad
(selvom det nu også mest bare var sjovt)

Jeg havde næsten lige fået hest og skulle lære den at gå på vej. Tæt ved foldene lå en lille blind vej som jeg synes var et oplagt begyndersted. Vi skridtede afsted, hesten var lidt spændt men det gik fint. Længere henne på den blinde vej står så to ældre herrer og taler. Er lidt forberedt på at min hest måske bliver bange, tager lidt mere fat i tøjlerne og vil have hesten til side så vi ikke kommer for tæt på de to mænd. Men nix! Min hest styrer direkte mod de to mænd. ½ meter fra stopper hesten og er ikke til at rokke ud af stedet. Jeg hilser pænt på mændene og prøver at få min hest væk. Men nej, den er som stenen. Mændene hilser pænt igen, fortsætter deres samtale, men begynder at skule noget til mig fordi jeg ikke rider videre. Jeg prøver alle midler for at få min hest væk, men nix! Så begynder min hest at prutte og mændene kigger denne gang på mig med et noget bebrejdende blik og vælger at gå ind i en indkørsel. Men ak min hest følger med selvom jeg ihærdigt holder godt fast i den og prøver at dreje den væk. Ja, det endte med at jeg måtte stå af og trække hesten væk.

Det er nu over 9 år siden og red ikke siden på vej med hesten.

Da jeg blev 11 fik jeg et føl i fødselsdagsgave - min fars sidste hjemmeavlede føl. Åh vi var pot og pande! Da han er ca 8 måneder gammel har jeg bundet ham op og står og ordner hove på dyret. Han har altid haft en vane med at stå og nusse mig på ryggen imens. Men lige den dag han han vist tænkt: "Gad vide hvad der sker hvis...?" Det resulterede i at min kære mule satte tænderne i min strittende bagdel! Det resulterede i jeg rettede mig meget hurtigt op og udbrød: "Emil dit skarnsdyr!" til stor morskab for min far!

 

Han har aldrig bidt siden Og mit fine tandsæt i ballen er heldigvis også forsvundet.

 

Da krampen så blev 3½ blev han sendt i tilridning. Vi tager op og besøger ham og står og klapper ham i stalden da hans rytter kommer ind. Og hun var helt vild med ham! "Han er altså bare den sødeste vallak!" - Måtte jo så forklare hende at han stadig var hingst. Det troede hun ikke på før hun havde mærket efter.

Kom bare med flere!

Vi havde en pony, som var en være udbryderkonge, jeg sætter så ekstra tråd på og da jeg er færdig, står jeg og snakker med naboen ude ved vejen. Jeg fortæller vidt og bredt om, at nu kan den lille laban i hvert tilfælde ikke komme ud af folden.

2 min. Efter jeg har sagt det, kommer ponyen traskende lige så roligt langs vejen.

jeg store klovn havde glemt at tænde for strømmen og da pony kunne høre os derude, skulle han da lige ud og se hvad vi lavede.

 

Ponyen har vi ikke mere, men episoden må jeg stadig høre for

Mange tak 💐 for den historie. Jeg tror altså at jeg havde solgt hesten efter sådan en oplevelse! Kan godt forstå at du ikke syntes at du skulle have det kræ med i byen igen!!!

Mvh tina

Hesten, der hed Emile, blev verdens sødeste hest - bare ikke at ride på. Han var traver og selvom de fleste travere kan rides, var ham her mere til kørsel. Så den sidste tid jeg havde ham kørte jeg udelukkende.

Da han kom alvorligt til skade på folden og kom ind på Landohøjskolen var han samme pinlige hest. Hver gang de ville have, at han skulle løfte hø. bagben pruttede han. Han kom desværre ikke hjem igen og selvom jeg har fået en ny er Emile stadig meget savnet. Elsker de der heste hvor jeg får "modspil" på den gode måde. Og det fik jeg sandelig af Emile selvom det nogle gange var lige pinligt nok

Min mest pinlige hesteoplevelse skete sidste år i Djurs sommerland. Min lille søn ville ride på de elektroniske heste. Jeg sætter ham op og hopper selv op bagpå. Mens jeg kigger ned til siden (retter på min jakke eller noget), hiver min søn i snoren, der får "kræet" til at starte. Fuldstændig uforberedt på vilddyrets pludselige galopanspring VÆLTER jeg bagover og i ren panik når jeg også at hive min søn med i faldet, så vi begge ligger på jorden, mens vi ser hesten galoppere væk i det fjerne (HOST).

 

Hvordan kan det lade sig gøre, for en rytter med mere end 20 års erfaring, at falde af robothesten i Djurs sommerland? For satan, det var pinligt. Min mand grinede HELE resten af den dag.

 

Og nej, vi havde hverken ridehjelme eller sikkerhedsveste på. Men jeg HAR skrevet en vred mail til Djurs sommerland og informeret om gældende ridesikkerhedsregler

En af dem som altid bærer mig utroligt dumt ad, så pinlige historier er der masser af...

 

En af de dårlige vaner jeg har er at jeg ofte mister min mobil - Hvilket jeg også gjorde denne dag.

Jeg var lige et smut i stalden, og kigge til hesten ude på marken, og fik muget dens boks.

 

Adskillige timer senere er jeg derhjemme og opdager så at jeg har mistet min telefon. Får lånt en telefon og forsøger at ringe til min egen. Efter et par ring bliver den taget og jeg udbrydder "Hallo hallo - Hvem er det" men ingen svarer, hører bare nogle skratte lyde. Jeg er på dette tidspunkt fuldstændig overbevist om at min telefon er blevet stjålet og giver mig til at skælde og smælle på den person der er i røret.

Så bliver der bare lagt på, og godt hidsig skynder jeg mig over i stalden for at få assistance.

Jeg ringer op igen og bliver noget paf da jeg rent faktisk kan høre telefonen Igen bliver den taget og der følger skratte lyde..

Stille siger jeg "Hallooo...??" Imens jeg går langsomt ned ad staldgangen... For tyven må jo være lige i nærheden...

Kommer ned til Silles boks (min hest) og ser at hun står nok så fornøjeligt og leger med min telefon - som ligger i hendes krybbe... FLOVT!!!!

 

Jeg har så åbenbart lagt telefonen i hendes krybbe da jeg muger ud, og glemt den, og Sille har så fået trykket på knapperne da jeg ringer

 

Så jeg kan rent faktisk sige at jeg har talt i telefon med min hest - og at hun lagde på da hun ikke gad høre på mig længere.

 

Det skal lige som tillæg siges, at Sille ELSKEDE mobiltelefoner. Især hvis hun kunne få lov til at holde mulen på dem imens de vibrerede.

Ved ikke om den er pinlig men sjov er den

jeg rider langs foldene på mit store skrummel af en varmblod (180 i stg) og da jeg rammer vejen for et postbud øje på mig og løber bogstavelig talt ned af den nærmeste vej mens han stirre skrækslagen på krikken, både hest og jeg glor men ak hesten kunne da ikke nøjes med at glo og sætte i Lunde trav hen mod denne her mand, jeg tager i bremsen og manden brøler "den angriber" det fik hesten til snurre rundt og sætte i badut spring den anden vej jeg blev på og fik stoppet dyret

Ved ikke om den er pinlig men sjov er den

jeg rider langs foldene på mit store skrummel af en varmblod (180 i stg) og da jeg rammer vejen for et postbud øje på mig og løber bogstavelig talt ned af den nærmeste vej mens han stirre skrækslagen på krikken, både hest og jeg glor men ak hesten kunne da ikke nøjes med at glo og sætte i Lunde trav hen mod denne her mand, jeg tager i bremsen og manden brøler "den angriber" det fik hesten til snurre rundt og sætte i badut spring den anden vej jeg blev på og fik stoppet dyret

Nej hvor sjovt! Nogle mennesker er virkelig uvidende. Nu du siger det
Har jeg faktisk også en gang været ude at ride på en blandingsrace, min kusinehhavde
Engang (175 i stg) vi rider langs nogle marker og efter en god galop lader jeg hesten græsse
Lidt i vejkanten. Pludselig kommer der en lille flok små børn (gætter på de har været
5-7 år) gående hen mod os. De stopper brat op, 10 meter fra os og stirre forbløffet.
En lille pige hvilker: "Er det en hest?" hvorefter en lille dreng svare i ramme alvor: "Nej den er alt for stor, jeg tror det er en giraf!" Jeg kunne sagtens høre hvad der blev sagt og skulle tage mig voldsomt ssammen for ikke at begynde at grine . Efterfølgende hoppede jeg af og lod børnene klappe ham (han var den roligste hest jeg nogensinde har mødt) og jeg fik fortalt den.lille gut at det faktisk var en hest og ikke en giraf .

For lang tid siden havde jeg en meget stor og stærk kæreste, sådan en rigtig macho mand (fyldt med tattoo's, udsmider osv..)

 

Han skulle så med ud på folden og hilse på min hest.. Vi går derud, jeg går lidt i forvejen for og hente min hest.. Får lige kigget tilbage og ser en af shetterne gå hen for og hilse på ham, da han ser shetteren komme imod ham, ser jeg den der store mand løbe ud fuldstændig skræmt fra vid og sans hen og kaste sig ud under hegnet og ind i roemarken.. Han får rejst sig op, ponyen er travet lidt efter og står og kigger forundret på ham på den anden side.. Manden puster sig op, kigger på ponyen og snerrer så til den: "Ejj, hvor er du grim!!".. Han skulle lige have det sidste store "stærke" ord, ponyen fattede ingenting.. Jeg grinede min røv i laser og manden ville jo selvfølgelig ikke indrømme at han var blevet bange..

... frisk fra fad.

Jeg har været til Trec-stævne i dag.

Jeg valgte en kort klasse, da jeg lige er kommet hjem fra ferie. Jeg har ikke redet i 3 uger og har den ONDESTE jetlag (var over 28 timer undervejs, så en dags hvile er ikke nok)

 

Orienteringsridtet gik fint - og gangartstesten ligesådan.

 

Men så kom forhindringsbanen. De første par forhindringer gik fint - en enkelt lille fejl, men det sker jo at man kommer til at træde på en bom i labyrinten (Baloo kunne ikke lide at der var vand på banen)

3. forhindring var en opsidning - det plejer vi at være gode til - Baloo står SÅ fint stille, og da jeg jo godt ved at jeg er en tung rytter, har jeg arbejdet meget på at jeg netop IKKE klasker hårdt ned i sadlen. Vi har faktisk fået meget ros for netop denne øvelse ved de seneste mange stævner.
Men i dag var min hests ejer et fjols - gjorden var ikke efterspændt - så da jeg var ved at svinge mig op.... ja så endte jeg nede på siden af ham.

Så den forhindring måtte jeg opgive, og derfor få NUL points for.

Det tåbelige er at jeg så, da sadlen var fint på plads igen, måtte låne skamlen fra forhindringen for at komme op - og lavede en særdeles fin opsidning, på en hest der stod som MURET til jorden... Den var lige til et 10 tal! Men 2. forsøg tæller selvfølgelig ikke

Der var desværre også en del skønhedsfejl ved flere andre forhindringer (3 sekunder var det Baloo kunne stå stille, da han skulle stå 10 - det plejer ellers også at være en af vores gode forhindringer).

Men opsidningen er den der plager mig - det er sku en PINLIG fejl at lave!!

 

 

Og for lige at føje spot til skade, er jeg lige kommet i tanke om at jeg selvfølgelig har glemt at få hans pas med hjem!!!

SMART frk Jetlaghjerne! Jeg håber at jeg kan hente det et sted i nærheden i morgen eller overmorgen - vil ikke ud og køre mere i dag!

Her kan jeg også være med.

Jeg var ude at ride, og da min telefon ringede tog jeg den selvom jeg sad til hest.

Min hest er stille og rolig, så det plejer ikke at være noget problem, men denne gang var vi på en lidt smal sti og det var efter en kraftig storm, så der var sket en del forandringer i skoven.

Jeg så en masse grønt komme imod mig, og dukkede mig fremover, som jeg plejer, så jeg kunne komme under de nedhængende grene......det var bare ikke blade og tynde grene, men en halv træstamme, der hang henover stien, og jeg blev skrabet bagud af sadlen, så jeg endte bagved bagsvidslen. Jeg råbte "stop", "stop", til hesten (hvilket ikke virkede, da kommandoen for stop er "oooog holdt", hvilket jeg ikke lige tænkte på i situationen. Min far blev ved med at snakke i den anden ende af telefonen, og jeg prøvede at få fat i tøjlen, men jeg var allerede for langt væk fra halsen til at det kunne lade sig gøre.

Jeg endte med at måtte lade mig glide af ud over hans bagdel, mumle "oooog holdt", og gå op til hesten, imens jeg prøvede at berolige min far der ikke kunne forstå hvad al den raslen og råben gik ud på.

Jeg var glad for at være alene i skoven der, men er sikker på hesten grinede af mig

En dag ringede min mobil, og jeg nåede ikke at se, hvem det var.

 

Men det var helt tydeligt en stønner. Inden jeg fik trykket afbryd, syntes jeg dog, at der var noget bekendt over den måde der blev prustet på og så var der også lyden af hove.

 

Det viste sig at min ryttervenindes telefon uden hun vidste det, havde ringet op til mig, da hun var ude og ride, og stønneren det var hesten der travede der ud af.

min muntre episode skete for 6 år siden... 30. september faktisk for det var på min 30 års fødselsdag.

 

Jeg havde købt den her unge haflinger som ved købet var ret tyk med spækkam og deller på lænden og STOR hjerteformet bagpart... tyk var han egentlig stadig men dog nået til en mere "light udgave" af tyk og da han var een ud af 3 heste så blev han ikke redet så meget, at han var velopdragen... med andre ord så tog han biddet og prøvede at kyle folk af efter at have gjort det med stor succes med min veninde een gang.... een gang er nok til at noget er vellært... suk...

 

På daværende tidspunkt havde ridecenterets ejer en hingst som lige var blevet tilredet og den her berider fra Gentofte Rideklub -og skribentklumme i Ridemagasinet hest- skulle så komme og undervise dem. Jeg var lige ny udsprungen akademisk inspireret og trænede altid fra jorden først for at tjekke signalerne var på plads... hvilket de ikke altid var med haflingeren, men så vidste man da hvor man var henne på dagen.

 

Jeg ville egentlig have redet på banen udenfor, men så regnede det og jeg endte i ridehuset med berider, unghest og ejeren af ridecenteret. Der stod jeg så med min +100 for meget overvægt haflinger i trense og et sadelunderlag på ryggen holdt fast med en elastik gjord. Et yndigt syn af en pony ekvipage uden de store ambitioner og i skærende kontrast til palomino ekvipagen, der tog det ganske seriøst. Så for ikke at forstyrre, røg jeg direkte op på haflingeren uden at tjekke om hafferlaf hjernen var slået til. Faktisk var det på formaning om, at jeg ikke måtte arbejde fra jorden og forstyrre, hvis jeg ville dele ridehus og forstyrre ville vi så sandelig ikke

 

Der gik ikke mere end et par omgange i ridehuset, før haflingeren tog biddet og løb så stærkt de små gyldne trommestikker ku rende og uden sadel -og med en tøndeformet haflinger- var jeg i en statistisk dårlig situation for at blive siddende ovenpå, da de uundgåelige bukkespring satte ind. Unghesten i ridehuset var helt rundt på gulvet... Berideren så målløs til fra midten da min haflinger fint plantede mig i ridehusbunden, men jeg holdt fast! Nu er det bare sådan, at beslutsomme haflingere stopper ikke dér- og min var særdeles beslutsom ligesom sin ejer.

 

Vi tog derfor en hel langside i galop sammen med mig i tøjlen efter hesten, hvor vi trak den fineste stribe gennem ridehusbunden med min krop, alt imens jeg i ren frustration og raseri brølede "NEMOOOOOOO!!!!!%#". På det her tidspunkt var unghesten totalt i hopla, berideren så totalt rådvild og handlingslammet ud og jeg ku allerede se min opsigelse af boksen komme fra ridehuscenterets ejer, når hun blev kastet af unghesten. Da vi nåede kortsiden kom de der haflinger hove lige lidt for tæt på mit ansigt og jeg tænkte, at det var nok bedre at slippe taget i tøjlen, for det var ret tydeligt, at ponyen ikke stoppede med 58 kg dødvægt på tøjlen plus ridehusbund friktion.

 

På en eller andet heldig måde lykkes det palominoekvipagen at undgå mega energi eksplosion og ejer blev siddende (der findes en gud) og jeg kunne mørbanket, slukøret og skamfuldt indfange min hjerne forstyrrede haflinger sammen med et styks chokeret berider, hvorefter jeg trak min haflinger ud i regnen på ridebanen udenfor og tog 30 minutters kamp med løb og buk . Behøver jeg at nævne at det var en @!#$ 30 års fødselsdag og jeg ønskede min haflinger pony hen hvor peberet groede?

 

Jeg var træt, gennemblødt af regn og pænt øm over det hele da jeg tog bussen hjem og var først hjemme kl 20... Hvor hele forhaven er fyldt med skilte hvor der står Maria 30 år... og skilte med fint udskårne ponyfigurer Og således endte hele nabolaget med at vide at pebermøen nok var pebermø fordi hun gik liiiidt for meget op i sine heste. Ku man da bare ha fået en peberbøsse?

 

Jeg når lige ind ad hoveddøren og "surprise!!!" så står hele familien der inkl kusiner og fætre og overrasker mig med at have lavet fødseldagkage -jeg havde regnet med at forbigå min 30 års i stilhed... Alle totalt uanende om mine lidelser gennem ridehusbunden timer forinden... Men da jeg tømte ridehus bunden ud af jophursstøvlerne og dereftet 1 kg mere ud af ridebukserne så tror jeg, at det dæmrede for dem, at min dag hos hestene nok ikke var gået helt efter planen...

 

Til min haflingers forsvar skylder jeg at sige at han stoppede ret kort herefter med sine spontane "sæt i løb og buk shows" da det gik op for ham at jeg ikke blev skræmt af dem som veninden og effekten med ridefri udeblev... og så er han nok blevet klogere med alderen... Men på ridecenteret griner vi stadig af episoden... som jeg ikke tror den kendte berider har oplevet før eller siden. Simpelthen for pinligt Ville nok svare til at jeg i dag havde lavet samme stunt foran Helgstrand... lol... men i dag har jeg en velopdragen, slank haflinger MED sadel så det sker ikke.