Selvmordstanker er frygteligt at gå rundt med, tanken om at alt ville være bedre hvis man ikke var her er ikke rar. Og det er ikke alle der får hjælp, enten fordi de ikke beder om det, eller fordi de ikke bliver taget alvorligt.

Selvmord er jo oss forfærdeligt, for dem der står tilbage. Men jeg kan ikke blive sur, eller harm over at nogle vælger at gøre det.

Man er jo selv herre over sit liv, og vælger man at afslutte det, ja så er det jo bare sådan.

Jeg er IKKE en af dem som syns det er egoistisk at begå selvmord, jeg ser det som en ikke egoistisk handling.

Livet kan være så svært, at man ingen anden udvej kan se.

Syntes også at selvmordstanker er frygtelige, men omvendt tror jeg at rigtig mange har haft disse tanker på et eller andet tidspunkt i livet! Alle kan godt tænke, er det her liv, værd at leve? Ja / nej. Hvis nej, så tænker man over hvordan man vil slutte det...

Læste en gang for mange år siden, i et interview med Kronprins Frederik, at han også en gang havde haft disse tanker i forbindelse med de forventninger der var til ham. Altså det rammer alle samfunds grupper.

Faktum er desværre, at der er flere som har held med det både herhjemme og i udlandet. Mange har sikkert allerede glemt manden i Grækenland som brændte sig selv i fustration over hans økonomi.

Det er ikke den lykkelige løsning og slet ikke for de efterladte og dem som finder en.

på en måde giver jeres meninger, mig lyst til at genoverveje sagen, og måske bare prøve at holde lidt mere ud

At give op er ikke løsningen i sig selv for det løser ikke problemet på en fornuftig måde.

Er der ikke noget der er værd at kæmpe for?

Er der ikke noget at se frem til?

Måske ikke lige i næste uge eller næste måned?

Er der ikke noget, som du for alt i verden ikke vil gå glip af?

Havde selv en årerække, hvor folk omkring mig som jeg holdt af bogstaveligt dødede og det var svært at finde en mening med livet!

Hestene og de føl de fik var det der gav mig noget at kæmpe for..

Selvmordstanker er forfærdelige og man kan ikke se en ende på ens problemer og alting synes uoverskueligt. Jeg er dog af den opfattelse at selvmord er en egoistisk handling - det er ikke kun træls at være den med problemet, men også dem der skal se til uden at kunne gøre noget har det forfærdeligt. Der findes så mange folk der er til for at hjælpe og de hjælper en til at kunne se en anden udvej.

Der er intet i mit liv der giver mening. Min familie har vendt mig ryggen, og mine veninder tør ikke snakke med mig, fordi jeg er syg. Den eneste jeg snakker med nu er min Psykiater.

Kort intro:

For to år siden, fra den ene dag til den anden begyndte min familie at hade mig, og skrive onde ting på facebook om mig. Jeg har ikke hest mere, for den sidste jeg havde sparkede mig ret hårdt i hovedet, så jeg skulle opereres. For 4 måneder siden kom jeg og min eneste veninde(der ville tale med mig) ud for en dybt traumatisk ulykke, på en ferie med hendes forældre i Spanien. En mand kom hen og tæskede hende til døde og voldtog hende, mens jeg så på. Det har sat så dybe spor, at jeg nu har diagnosen PTSD.

I de sidste 2 måneder har jeg ligget på psykiatriskafdeling, og det har kun gået ned af bakke siden jeg kom. Jeg føler ingen livs glæde. Ingen grund til at eksisterer. Jeg nasser på samfundet, så det ville bare være så meget bedre at forsvinde fra denne verden.

Jeg har gået til psykolog 2 gange om ugen i de sidste 8 år uden virkning.

Man har lov til at være ligeså sur og gal og ked af det - og depri, som man har lyst til.

Man kan dog skubbe folk væk, også fordi når man er depri ønsker man som regel ikke folk skal "kigge en over skulderen" eller blande sig.

Jeg gider ikke længere overveje det, men glæder mig til at dø, synes livet kan være ganske råddent. Sagt sådan helt faktuelt og objektivt.

Jeg nød livet mere, da jeg var ung. Tror jeg er blevet gammel og træt. Tænker mere, handler mindre. Opskriften på at få en depr.

Man kan vælge at tage skeen i den anden hånd. Ud at nyde livet, det kræver, man har noget selvtillid, og føler, man kan opnå noget, få det bedre, tror på, man har noget inde i sig, som kan gavne verden, eller som kan foldes ud og bygges videre på.

Det var mine tanker om den slags.

Hej

Det lyder som om, at du er helt nede lige nu, men det kan altså vende igen.

Jeg lider selv af en alvorlig psykisk lidelse, så jeg skal daglig indtage en masse medicin, for at have det godt.

Får du ikke noget medicin som kan hjælpe dig lige nu ?

Har du fortalt dine læger og behandlere at du føler at livet for dig er totalt ligegyldigt ?

Jeg tror at grunden til at du har mistet dine veninder er, at du er syg, og derfor afviser dem ubevist. Samtidig ved de måske ikke hvordan de skal takle dig og din sygdom.

Held og lykke

Under en tidligere indlæggelse Paroxetin (tror jeg det hedder) og der fik jeg alm. Dosis, og det var uden virkning.

jeg har intet overblik eller tidsfornemmelse mere, af at være spæret inde bag 4 hvide vægge.

Jeg vil væk NUUU

Hvor er det frygteligt for dig at du har det så skidt. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv "Okay - det kan ikke blive værre - hvad skal det til for at det bliver bedre?" Prøv at finde bare en ting der giver dig en smule glæde eller i det mindste fjerner dine tanker fra de dystre overvejelser du går med.

Måske skal du fordybe dig i bøger, skrive dagbog og få dine tanker ud og væk, male, begynde at løbe (det er dokumenteret at det er virkningsfuldt) deltage i et kursus af en slags - bare et eller andet.

Mht. din familie synes jeg du skal sætte dig ned og skrive et langt brev til hver enkelt du føler har vendt dig ryggen. Skriv hvordan du har det lige nu, hvad du føler for dem og hvordan du ville ønske det var mellem Jer. Send brevene hvis du føler det er det rigtige og at det vil ændre noget, ellers gem dem selv. Bare det at skrive har en fantastisk virkning.

Jeg har en veninde som har været selvmordtruet og været indlagt. Vi har kendt hinanden i 34 år, alligevel fortalte hun mig det først efter hun var kommet hjem og var lidt ovenpå igen. Hvor ville jeg da gerne have været der for hende, havde hun da bare kontaktet mig, var jeg gerne kørt de 75 km ned til hende for at være der for hende...

En skoleveninde tog sidste år sit eget liv. Jeg havde talt med hende om sommeren og vi havde aftalt at jeg skulle komme op og se hendes heste. Det nåede jeg aldrig. At kaste sig ud fra en bro var desværre den eneste udvej hun kunne se. men at se alle de beskeder der derefter tikkede ind på hendes FB-side og se at så mange mennesker så gerne ville have været der for hende, det var smertefuldt. jeg var selv en af dem...

Du har så meget foran dig, selvom det er svært at se det lige nu. Smerten aftager, solen vil skinne igen - men du skal give den lov. Sæt dig ned og skriv et afskedsbrev til den veninde du mistede og til sorgen og smerten der ligger i tabet. Sig farvel til begge dele.

Håber det bedste for dig...

Hej

Sidste gang var jeg indlagt en uge på det lukkede afsnit og efterfølgende 5 måneder på det åben afsnit. I den tid fik jeg slet ikke besøg af venner eller min forældre.

Der er nogle mennesker, som tror at psykisk sygdom smitter. Man finder ud af, hvem der er der for en og hvem man ikke kan regne med.

Jeg synes, at selvmord er det mest egoitiske man overhovedet kan gøre.

Det er tarveligt og ondskabsfuldt for de efterladte eller for dem der finder selvmordet.

Når det så er skrevet, så har jeg den dybeste forståelse for dem der vælger selvmord som den sidste og for den ramte, eneste løsning.

Egoisme dækker over begrebet "jeg'et". Og er man ikke i stand til at leve eller at se lyset gennem mørket, så er man heller ikke i stand til at være noget for nogen andre - egoist! Og det er positivt ment!

Jeg har haft den grimmeste smerte i liv. Og var jeg ikke dengang blevet mandsopdækket 24/7 af familie, så havde jeg ikke været her i dag. Hele mit eksistens grundlag forsvandt og mens jeg befandt mig i chok/reaktionsfasen var jeg ikke i stand til at tage vare om andre end mig selv. Smerten var så stor og ligegyldigt hvad jeg gjorde kunne jeg ikke fjerne den. Jeg ønskede ikke at være her mere. Alt var kørt i stilling med hvad der skulle ske med dyrerne og gården og hvordan jeg skulle herfra. Min familie fik heldigvis nys om mit forehavende, de viste mig vejen gennem mørket mod lyset. Jeg var så langt ude, at jeg formentlig aldrig havde fundet vejen selv.

Jeg arbejder i kriminalforsorgen og herinde oplever vi desværre jævnligt selvmord og selvmordsforsøg - det er jo frygteligt, at så mange skæbner kan drives så langt ud. Og at der alt for ofte ikke er nogle til at gribe dem.

At have selvmordstanker tror jeg alle har prøvet i et større eller mindre omfang - faktisk tror jeg på, at det er en naturlig tanke i livet.

Jeg kan læse, at du er indlagt pt. Jeg kan også læse, at tiden for dig er meeeget lang. Jeg håber, at du gør personalet omkring dig opmærksom på, at du mangler stimulation. At kede sig er jo et sunhedstegn - det er kroppen/hjernen der fortæller dig, at du er klar til yderligere udfordringer.

Ved ikke om du kan bruge mit skriveri til noget - men så fik jeg da luftet lidt af mit.

Held og lykke med dit - knus Lisbet

Hvorfor er selvmord egoistisk? Man skal sgu da ikke holde sig i live for andres skyld!

Når det så er sagt så tror jeg ikke på du virkelig ønsker at komme herfra, for så havde du gjort det uden at skrive her først du er jo et sted hvor du har alle muligheder for at gøre det, man skal bare være lidt kreativ.

Jeg ER en mega egoist, fordi jeg tænker sådan, okay så siger vi det?

Jeg har brugt rigtigt meget af mit liv på at hjælpe andre, og lade andres behov kommet før mine. Det var en måde at glemme sine egne problemer lidt på.

Jeg tænker ikke på den måde, at dør jeg, så mine efterladte skal være ked af det, og have dårlig samvittighed over de behandlede mig så dårligt.

Jeg vil væk fordi at jeg bare er en samfundsnasser, der er under konstant opsyn. Jeg udleder co2. Jeg ligger og fylder på en stue. Hvis jeg ikke var der, kunne en som faktisk kunne hjælpes bruge den stue. Alt ville være bedre uden mig. Måske er der et sted når man dør, hvor alt er perfekt.

hmmm hvordan kreativ ??!

Jeg ER en mega egoist, fordi jeg tænker sådan, okay så siger vi det?

Jeg har brugt rigtigt meget af mit liv på at hjælpe andre, og lade andres behov kommet før mine. Det var en måde at glemme sine egne problemer lidt på.

Jeg tænker ikke på den måde, at dør jeg, så mine efterladte skal være ked af det, og have dårlig samvittighed over de behandlede mig så dårligt.

Jeg vil væk fordi at jeg bare er en samfundsnasser, der er under konstant opsyn. Jeg udleder co2. Jeg ligger og fylder på en stue. Hvis jeg ikke var der, kunne en som faktisk kunne hjælpes bruge den stue. Alt ville være bedre uden mig. Måske er der et sted når man dør, hvor alt er perfekt.

hmmm hvordan kreativ ??!

Nej selvfølgelig skal man ikke leve for andres skyld, men med egoistisk tænker jeg på dem der kaster sig udforan et tog eller lignende hvor andre bliver indvolveret. Har selv været tæt på en der ville begå selvmord og det var det mest forfærdelige jeg har prøvet. Der findes ikke problemer så store at de ikke kan løses. Du er stærk nok til at fortælle os om dit problem, og det skal du have crédit for, derfor tror jeg også du ville gøre dig selv en tjeneste at fortælle det til de folk der har en mulighed for at hjælpe dig. Kram

jeg har været der, og jeg synes ikke det var egoistiske tanker som gik gennem mit hovde, jeg fik en del hjælp på chatten på http://www.depnet.dk der var altid nogle der havde tid til at snakke, og mange af dem forstår

De tanker der gik gennem min knold var rent, hvis jeg ikke var der, ville livet være så meget nemmere for resten af min familie. og det synes jeg jo ikke var egoistisk.

Men jeg har lige oplevet at miste en meget megt tæt ven, han var ensom, tiltrods for han havde en stor familie der elskede ham, og en kæmpe vennekreds som alle ville ham, men han fortalte det aldrig til nogen og en dag .. ja fik man beskeden at han ikke var her mere. Havde undret mig hvorfor jeg ikke havde hørt fra ham i 2 dage, men havde jo håbet han havde mødt en pige. Det havde han desværre ikke :'(

Der så jeg og kan stadig mærke hvor meget det går en på at miste en på den måde, jeg forstår det stadig ikke, han var der og så var han væk, det er ikke retfærdigt, jeg kan godt forstå at folk synes det er egoistisk, men det er jo bare ikke egoistiske tanker som man har når man vil væk.

Håber du kommer igennem det.

Jeg har prøvet i mange år at fortælle folk der kunne hjælpe mig om mine problemer, men uden held. Jeg har også prøvet virkelig mange forskellige terapimetoder, nærmest alt medicin på markedet. Jeg har været så overdopet af alt muligt, at jeg følte mig som en robot, der intet kunne, kun sidde i min seng. Jeg havde ingen tanker eller følelser.

Min psykiater og psykolog ved nærmest mere om mig end jeg selv gør. Jeg er i gang med en pause fra dem, for jeg har ikke følt bedring i et par måneder. Jeg har slet ikke sagt et ord i de sidste 3 uger, så jeg er lidt i tvivl om jeg stadig kan tale, og om hvor tydelig min talefejl er nu, da jeg ikke har trænet det.

Som sagt sover jeg meget af tiden, men sjovt nok keder jeg mig ikke. Jeg føler mig ikke understimuleret. Jeg føler nærmest at jeg ofte ikke engang kan overskue at sove, og så kan jeg være vågen flere døgn i træk.

Gud hvor bliver jeg forarget over at nogen mener det er egoistisk at begå selvmord!

Der er to slags selvmordstanker - der er den sure teenager (jaja i ved hvad jeg mener) der bare vil væk fordi alle er modbydelige og onde og så kan de bare lære det og være kede af det, og de vil savne mig!

Og så er der de seriøse og alvorlige selvmordstanker, som går på, at verden ville være et bedre sted uden mig, alle ville blive gladere hvis jeg ikke var her, og det ville være bedst hvis jeg bare forsvandt.

Det er den sidste gruppe der begåe selvmord, og det er det totalt modsatte af egoisme. Denne viden har jeg desuden fra overlægen på psykiatrisk afdeling i Odense.

Hvis man mener selvmord er egoistisk, så ved man ikke nok om emnet, og bør ikke deltage i en debat omkring det. Uvidenhed gavner ingenting.

Nu har jeg selv haft en veninde der begik selvmord - som en af de få bebrejdede jeg hende ikke. Hun havde det forfærdeligt.

JEG har ikke samvittighed til at kræve, at andre lever videre i deres elendighed for min skyld! Så egoistisk er jeg ikke

Men jeg har også respekt for dem, som mener at de bare ikke kan bidrage med mere, at hverdagen er en smerte for dem. Har også selv stået med de tanker, ret alvorligt, og endte med ikke at gøre det, fordi min far ville blive knust. Og det er godt, for i dag er der gået nogle år, og jeg har fundet lysten til livet igen. Jeg kom på gymnasiet, mødte andre mennesker, der skete nye ting i mit liv. Jeg er glad for at jeg gav livet en chance mere, men det er ikke alle der er så heldige.

Min kæreste lider af depression, og vi har tit snakket om det med selvmord.. Det ville ødelægge mig fuldstændigt ikke at have ham mere, men i sidste ende ville jeg aldrig hindre ham i det, mere end at prøve at overtale ham til at blive. Jeg ved hvilket helvede han har været i og stadig kommer i nogle gange, grundet sin sygdom. Jeg elsker ham nok til at han må gøre hvad der er bedst for ham selv.

Heldigvis har han det meget bedre, får stadig piller osv, men han fortryder heller ikke, at ha fortsat har givet livet en chance.

Så TS, jeg ved godt det ser sort ud, med ingen familie eller nære venner.. Det er rigtig hårdt, men du er nødt til at give det en chance til. Du er kun 16, der kan ske SÅ meget endnu. Du er ikke dødsdømt til at være lukket inde resten af dit liv.

Tag kontrol over det du KAN ændre. Begynd at tegne, lær at spille guitar, skriv dagbog og digte, find noget kreativt der kan holde din hjerne beskæftiget.

Og så fatter jeg ikke hvorfor du går til psykolog og ikke psykiater?? Det andet er en langt større hjælp, psykologer kan kun snakke! Psykiatere er uddannede læger og kan ordinere medicin. Jeg ved min kæreste får rigtig meget ud af at gå til psykiater, det er en kæmpe hjælp for ham.

Op med hagen mit barn, tag så meget ind af livet som du kan. Du aner ikke hvad fremtiden bringer, der kan ske så meget endnu! Giv det en chance til, for din egen skyld. Det er synd og skam at lade et liv gå til spilde før det er gået igang.

Jeg har faktisk overvejet at begynde at skrive dagbog. Ikke kun i en notesbog, men på en blog hvor alle kan se det. Efterhånden har jeg ingen privatliv til bage, så jeg har ingen hemmeligheder. En af grundene for, at jeg vil skrive en blog online er, så folk der ude kan få et indblik hvad det vil sige at have 2 bodyguards med sig rundt konstant, at leve uden bevægelsesfrihed, et liv med PTSD. Den anden grund er til folk, som måske fejler det samme, eller også går rundt med mørke dystre selvmordstanker, og føler de er de eneste i verden der har det sådan, for det er det langt fra.

Jeg har engang skrevet forskellige noveller, og de ligger også på nettet, men lige nu har jeg ikke det overskud det kræver, at bruge sin fantasi. Noget af det medicin jeg får, gør jeg konstant har en virkelig voldsom hovedpine, nærmest migræneagtigt.

Jeg skal faktisk snart i Zoo, for jeg elsker alle dyr, og jeg SAVNER omgangen med dyr så utroligt meget. Så er det jo egentlig meget heldigt, at det bare ligger over på den anden side af vejen. Så Mine to Bodyguards og jeg skal have Zoo helt for og selv, for vi har fået lov til at komme før åbningstid, så jeg kan få lov til at komme ind bag ved, og klappe og fodre nogen af dyrene. det er også godt at der ikke er andre, så skal jeg ikke forholde mig til andre folk og min socialangst.

Sophie »Whisper« : jeg får både hjælp af en psykolog og en psykiater, men lige nu holder jeg en pause, da det nærmest er som om de ved mere om mig, end jeg selv gør.

Hej TS. Jeg synes der er et håb at spore i dit seneste indlæg, i forhold til de tidligere. Det siger mig, at der er ting her i livet der gør dig glad - og at du kan se det. Det betyder super meget

Jeg tror følelsen af ensomhed, håbløshed, at være til besvær mv er helt almindelige for folk i din situation. Jeg tror det kunne være rigtig godt for dig at komme i kontakt med en, som har været i din situation og har været i systemet - og som er kommet ud på den anden side. For det kan man nemlig! Du er stadig så ung, og jeg har personligt haft kontakt med en del som er kommet ud på den anden side og har fået en lykkeligt liv, trods diverse udfordringer på vejen dertil.

Hvis du får lyst til at snakke med nogen, som ikke er en del af systemet, kan jeg anbefale Ung på Linje: www.urk.dk/hvad-goer-vi/stoette-og- raadgivning/ung-paa-linie/har-du- brug-for-nogen-at-snakke-med/

Der kan du både ringe og chatte med unge, helt anonymt.

Pas på dig selv

Jeg er bestemt en af dem der mener, at selvmord er egoistisk.

Det mener jeg da den der vælger denne udvej overhovedet ikke tænker på følgerne af beslutningen!

Min mor tog sit eget liv på sin 30 års fødselsdag. Alt var tilrettelagt!

Hun havde sørget for at min far ville tage mig, under påskud af, at jeg havde ytret ønske om at komme hjem til ham at bo.

Hun havde solgt hvad der var at sælge og kommet af med sin lejlighed.

Hun havde skaffet de piller hun skulle bruge for at komme væk fra denne verden.

Forløbet var således: som sagt fyldte hun 30. Der var kun min mor, hendes kæreste og så mig. Hun ville ikke have lagkage kan jeg huske. Mor og kæresten kom op at skændes, for jeg ved ikke hvilken gang, og hun vælger derfor at tage jakke på og gå til døren. Hun spørger mig om jeg veil med hvilket jeg siger nej til fordi jeg er ked af det og bange for hun vil ikke sige hvor vi skal hen.

Hun tager afsted og dagen efter får jeg beskeden om at min mor ikke er mere.

Jeg var 7 år gammel.

Jeg har stadig hendes afskedsbrev hvor hun gang på gang afkræfter min skyld i hendes valg. Hun skriver hun håber jeg kan tilgive hende.

Jeg har tilgivet hende, men jeg har altid manglet den person der skulle tage sig af mig og passe på mig.

Psykisk og fysisk misbrug udøvet på mig senere hen af bla. min far, har sammen med 15 års uvished flere gange sat mig i samme situation.

Jeg frygtede min 30 års fødselsdag og en veninde besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. Hun kørte mig til psykiatrisk skadestue og efter en samtale med en læge, blev jeg indlagt.

Tanken om selvmord var der ikke, men mit humør var så dybt påvirket af det faktum, at min mor ikke overlevede sin!

Dagen efter min fødselsdag blev jeg udskrevet og min stolthed var stor, for jeg havde vundet over mig selv!

Men mine børn skal IKKE gå igennem det samme som mig for jeg ved hvilket helvede det er, at miste sin mor på den måde! Jeg har kæmpet en kamp uden lige for at få hverdagen til at køre, fordi jeg ikke kun tænker på mig selv!

For mig er det dybt egoistisk, for personen tænker KUN på hvad der er bedst for en selv. Ikke på de efterladte og i denne situation et barn!

Der er altså et liv at leve. Ja det er hårdt til tider og mange dybe spor sætter præg. Gu er det hårdt at komme igennem men kampen er værd at kæmpe! Nogle ting tager længere tid at blive bearbejdet og de vil sandsynligvis aldrig forsvinde helt. Men det bliver bedre hvis viljen er der til det.

Chili: gør dig selv den kæmpe store tjeneste og kæmp! Ikke mindst for dig selv men også for de der holder af dig selvom de måske ikke viser det. Tro mig! De elsker dig stadigvæk og tabet af dig vil mærke dem til den dag de ikke er her mere.

Spørg dig selv om hvad den helt konkrete årsag til din lyst, for at komme væk, er.

Er det for at du får fred i dit sind eller er det for at straffe dem du ikke tror holder af dig.

En sidste ting jeg vil sige er, at min erfaring med psykiatere er, at de IKKE er en dyt værd! Jo de kan udskrive medicin, men det kan en alm. læge også.

En psykolog går i dybden og er langt mere holdbar.

Medicin er ikke altid vejen, men er selvfølgelig en hjælp ved siden af det der skal arbejdes med.

Jeg håber dit liv bliver bedre og at du snart kan se lyset igen. Du HAR meget at leve for, du ved det bare ikke endnu.

Kærlige knus fra mig

Har ikke de store ord omkring det hele. Har bare rigtig ondt af dig TS. Men vil lige sige at det medicin du tager ( Seroxat og Paroxetin ) har selvmordstanker som bivirkning. Især hos unge under 18 år.

Mvh Trine

Det er absolut forfærdeligt. Men føler kræftigt med dem der tager den beslutning. Det er absolut ikke fair for de efterladte. Men det er absolut heller ikke fair for den der tager el. prøver at tage sit eget liv. De får simpethen ikke nok hjælp og slet ikke nu når kommunerne har lukket pengekasserne i. Vil ikke skrive så meget mere, men føler meget med dem og ved 130% hvor svært det er m.m..

Jeg kender efterhånden alt til alle de forskellige midler de har prøvet at stoppe i mig. Lægerne og min psykiater overveje også meget længe om de skulle lade mig prøve Seroxat og Paroxetin, også selvom jeg er under 18 år.

selvmordstanker har været der hele tiden, med tanken: jeg er ikke ønsket, jeg er ikke elsket, jeg har intet at komme tilbage til. og de er ikke kommet efter mit forsøg med den slags medicin.

Lige Pt. får jeg intet, alt de har prøvet har ikke haft nogen effekt, og det var så der jeg tænkte: hvis det alligevel ikke har nogen virkning, så kan det også bare være ligemeget, for det er ikke specielt sundt for kroppen. Så lige nu er jeg i progress uden medicin.

jeg skrev en meget velskrevet mail igår til mine forældre, om hvad jeg følte, og hvordan mit syn på det var. jeg er dog lidt nervøs, om hvad de svare, eller om de overhovedet svare.

lige før jeg blev indlagt første gang, sagde min far at jeg måtte have lov til at få et ønske. Jeg ønskede mig, at min familie ikke ville synes om mig, og ikke hade mig som de gør nu. Og at de måske ville give mig lidt mere kærlighed og annnerkendelse. og svaret var: "never gonna happend. her har du en computer. Den har kosten mig mange penge, som jeg kunne have brugt på alt muligt andet meget vigtigere.

jeg ville ønske de bare kunne give mig en stor dosis sovemedicin, så alt det her kunne ende.

Kære Chili ?bassen?

Det gør mig utrolig ondt at læse om din triste tilværelse og dine dystre tanker. Ikke mindst gør det mig virkelig ondt at læse at din familie er så følelsesforladt, det burde jo aldrig forekomme når man har sat et barn i verden. En computer kan aldrig kompensere for ægte omsorg. Men i det mindste er det den der tillader dig at skrive her på HN. Jeg tror vi er rigtig mange der føler os berørte af din historie og situation, og selvom vi er anonyme ansigter bag skærmen som du ikke kender, så er vi også rigtige mennesker som bekymrer os for dig. Jeg gik faktisk tur med hunden og tænkte på dig. Grunden til at jeg siger dette er at du skal vide at du er et menneske som gør en forskel i verden, du sætter tanker i gang hos andre, der er faktisk nogen der tænker på dig.

Jeg kender dig ikke, men jeg er sikker på at du har en masse kvaliteter og noget at give, hvis bare du får lov. Det ses ud fra måden du skriver på, du er intelligent og du tænker over tingene (helt sikkert rigtig meget). Du har nogle kvaliteter, det har alle mennesker, og selvom du ikke føler at de bliver værdsat så er det fordi du ikke har de rigtige mennesker omkring dig. Det er trist, og jeg ved ikke hvordan det kan ændres, specielt fordi du er under 18 år og stadig afhængig af din familie. Men hvis du holder ud, så vil du på et tidspunkt selv kunne bestemme og forme dit liv, gøre ting der giver dig glæde, møde mennesker der vil anerkende dine kvaliteter, lære nye ting.

Tag en dag af gangen og forsøg at holde ud.

Et stort virtuelt kram til dig!

Lene

Hej trådstarter

Det gør mig ondt at læse om din situation. Jeg vil bare sige, at jeg synes du skal vise denne tråd til personalet på din afdeling - på den måde vil de meget lettere kunne hjælpe dig i den rigtige retning

Jeg håber for dig at du snart vil komme ud af gråvejret, og at solen vil skinne på dig i fremtiden.

Her til aften fik jeg så det brev fra mine forældre, og jeg ved virkelig ikke om jeg skal være sur, ked af det eller bare være ligeglad, for der ikke så meget at gøre ved det. men jeg har valgt at tage en lille del af det der stod:

"Jeg fortryder aldrig den måde vi har behandlet dig på, og det vil jeg nok heller aldrig gøre. Det var det rigtige, at gøre det sådan. Du er ikke ønsket, som din storesøster er. Du blev bare til ved et tilfælde, og desværre opdagede vi det først for sent. Nu ville jeg ønske at vi havde fået en tilladelse, til en abort efter 12 uge, men nu er det jo ligesom for sent. Vi har gjort mere end rigeligt for dig. Du fik en hest, hvad andre børn som fortjener det meget mere end dig, nok aldrig ville få. Ja, selvfølgelig forkælede vi din søster meget mere end dig, for hun var vores første prioritet, vores lille guldklump. Hvis du bare vidste hvor mange smerter din mor havde da hun fødte dig, ville du nok ønske at du aldrig var blevet født, for hun kunne godt have undværet alt det.

Og for resten har vi solgt din hest, da du nok alligevel ikke kommer ud foreløbig, eller måske aldrig?! Din søster manglede en ny heste trailer."

jeg læste ikke resten af mailen færdig, det kunne jeg slet ikke. Men så fik jeg da en lille smule forklaring, hvis man kan sige det

.... okay jeg ER sur, og kan mærke at der snart kommer et aggressions anfald igen

...Tænker, at din familie ikke lyder helt rigtige i hovedet, når de kan sige sådan noget, til deres egen datter. Planlagt eller ej.

Der findes andre veje ud end selvmord. De er bare lidt længere og tager mere tid at komme igennem. Det er værd at finde, den længere og bedre vej ud end selvmord.

Nu har jeg fulgt med i din tråd her.....og jeg er målløs over din familie.

Jeg kan sagtens følge dig med at du er dybt ulykkelig, hvem ville dog ikke være det?

Når det så er sagt, så er din familie bestemt ikke værd at dø for.

Glem det!!!!

Hovedet op og videre i livet, glem alt om din såkaldte familie og kom i gang med at elske dig selv.

Skriv en positiv-liste med alt det du er god til, alt det du elsker at lave og gå efter det!

Måske du kunne have lyst til at komme til udlandet at arbejde...au-pair, i en stald eller andet.

Der findes masser af mennesker herude, som er klar til at holde om- og af dig!

Lær andre mennesker med PTSD at kende, feks gennem nettet, og du vil se, man kan have et godt liv alligevel.

(Jeg har selv PTSD)

Som en anden skrev, livet er en gave...vi kan tids nok dø....og den vej skal vi alle.

Jeg føler med dig og følger med her.

Skriv gerne pb, hvis du vil.

Kram

jeg tænker at du skal afskære kontakten til dem, de er da bare ikke god til dig, og ja de er bestemt ikke værd at ende livet for.

Hold da op for et brev. At skrive sådan noget til ens datter er bare så meget ikke i orden!

Kære du, det er ikke dig der er noget glat med, det er, og jeg beklager hvis jeg fornærmer nogen, din far der burde komme i behandling for at være et meget følelseskoldt menneske.

Hvis jeg var dig så ville jeg absolut ikke overveje at begå selvmord, for det ville da bare være en sejr for din familie. Nej, jeg ville vise dem at jeg kan klare mig selv og blive et menneske der er tusind gange bedre end dem. Jeg kan godt forstå at det virker helt uoverskueligt at tænke på fremtiden lige nu, efter sådan en omgang, men kan du ikke forsøge at vende din vrede (som er mere end rimelig) til energi til at kæmpe for at gøre dig fri af din familie og finde dig selv? Jeg ved at det er drønsvært, du er kun 16 år og selv for en teenager med en helt almindelig familie er det en svær alder. Men du har kvaliteter, og før eller siden skal der nok være nogen der ser dem, tro mig!

Er der en eller anden ansat på den afdeling hvor du er indlagt som du taler godt med? En som du føler sympati for? Kan du eventuelt vise vedkommende det brev dine forældre har sendt, så de kan se hvor dine problemer er opstået? For det er her de er opstået, i forholdet til dine totalt uegnede forældre. Det er ikke dig der er noget galt med, det er dem. Husk det.

Lene

Jeg har lige prøvet at vise det brev, men svaret var som altid: det kan vi ikke gøre noget ved, det er en sag mellem dig og din familie, der kan vi ikke gøre noget.

Jeg har faktisk en forholdsvis okay dag i dag (for første gang i 4 uger), og jeg kan godt i dag se en lidt lysere fremtid, men de dystre tanker sidder der jo stadigvæk, det er svært at komme uden om. Det ser vist ud som om, jeg får lov til at blive flyttet over på den åbne afdeling engang i næste uge, højst sandsynlig tirsdag, så det er da et skridt på vejen.

jeg har afskåret al kontakt nu, af ønske fra min Far. Jeg føler bare overhovedet ikke det er rimligt, at jeg skal leve i had. Kunne de så bare ikke have skudt mig i stedet.

Jeg nære meget medlidenhed med de der går rundt med selvmordstanker.
Men selve handlingen i sig selv, er for mig, egoistisk.
Det går ud over så mange andre end en selv - og det er de personer omkring en, som skal leve med dette.

Livet bliver bedre, det er bare med og hænge i

Jeg tror som flere andre, at stort set alle har haft selvmords tanker på et tidspunkt, nogle selvfølgelig værre end andre. Jeg synes det er rigtig forfærdeligt for dem der går rundt, og har det så skidt at de overvejer selvmord.

Jeg har selv en veninde der har været indlagt flere gange, både på åben og lukket afdeling, besøgte hende en gang om ugen ca. Hun har også sine nedture af og til, hvor hun ikke har lyst til at være her mere. Men heldigvis så er hun her endnu, og jeg håber aldrig at jeg skal undvære hende

Jeg synes hele dét system er lidt underligt. Jeg kan ikke rigtig se hvad det skal gavne at spærre folk inde, og proppe dem med medicin, uden yderligere behandling af nogen art. Når nu man ved at f.eks. motion og dyr, og mange andre ting, kan have en gavnlig effekt. Selvfølgelig kan det være nødvendigt med medicin i nogle tilfælde.. Men jeg kan bare ikke se at det er holdbart i længden.

Jeg tænker lidt selv, at livet kan være pissetræls nogen gange, men det er trods alt noget du kun har én gang. Og der findes nu engang rigtig mange gode ting i livet. Det hjælper mig at fokusere på de positive ting, og finde ud af hvad der gør mig glad. Det kan være alt fra en løbetur, til noget god musik, en kop kakao om aftenen osv. Der er SÅ meget man selv kan gøre, og andre gør det nu engang ikke for én Hvis jeg f.eks. har venner, som jeg ikke føler bidrager med noget positivt til mit liv, så bliver de skåret fra. Og lige så med familie. For at gøre plads til positive ting (og mennesker) i sit liv, bliver man nød til at fjerne det negative - hvis det giver mening.

Jeg håber du holder ud, og kæmper videre. Der ER rigtig meget at leve for, selv om du måske ikke kan se det lige nu. Det lyder rigtig fedt at du skal i zoo og klappe dyr, det gad jeg virkelig godt Hvad med f.eks. at melde dig som frivillig medhjælper på et internat? På den måde kan du være sammen med dyr, og gøre en god gerning, og måske endda finde nogle nye venner/bekendte der.

Håber det bedste for dig.

Jeg undrer mig over, at folk ser så negativt på ordet egoisme/egoist?

Det refererer til egenkærlighed, egennytte og folk der kun tænker på sig selv.

Og er man i en situation, hvor SELVmord er i tankerne - så er man vel ikke i stand til at føle andre end sig selv?

Forstået sådan, at den smerte man bærer rundt på overskygger alle andre følelser og hvad "normale" ville opfatte som sund fornuft.

Folk der er drevet så langt ud, at selvmord er den eneste udvej - de gør det jo sjællendt for at skade andre - de er kun i stand til at handle på egne følelser og tænker derved kun på sig selv = egoist!

Lisbet

Ja muligvis. Men nogle gange skal man sku kun tænke på sig selv og ikke andre. Man kan sku da ikke have/få milidenhed med sådan en familie der behandler hende sådan. Der er muligvis andre omkring hende. Men de hjælper åbenbart ikke.

jeg er enligt ret træt af at høre den undskyldning. At man er igoistisk el. fej hvis man gør det. Men hvis man gør det så er det jo fordi dem omkring ikke hjælper el. i hvert fald ikke hjælper nok. Ellers er/var det jo ikke nødvendigt. Så det er lige så meget omgivelserne der er igoistiske og feje, fordi de ikke hjælper den der har det så mega svært.

Til TS. Hvor i landet bor du?