... Men det generer mig ikke at andre omtaler mig som "Baloos Mor" eller tilsvarende for en af kattene.

Det er jo ikke fordi omtalen gør mig til mor for dyrene. Og de fleste jeg kender der siger sådan, gør det jo i sjov.

Så egentlig går jeg ikke så meget op i "betegnelser".

Om jeg omtales som Baloos mor, ejer, oppasser, tjener eller andet - det er mig ligemeget.

Dyr er dyr - og ikke børn. Men de er vores ansvar, og det kan da godt være at jeg i plejen af mine dyr får afløb for et eller andet "yngelplejeinstinkt" som jeg ikke har andet afløb for. Det ser jeg også som ok - bare jeg ikke begynder at behandle dyrene som mennesker - for det vil ikke være til deres fordel.

jeg er heller ikke mor til mine dyr, hverken katte eller heste, jeg er ejer boss...ikke at mine dyr har forstået det budskab.

... tager jeg det heller ikke så tungt om nogen kalder Baloo for "han" eller "den" (samme gælder kattene).

Jeg ved godt at nogen ser det som væsentligt og mener at "den" betyder at man ser ham/den som en "ting" - sådan har jeg det ikke.

Men min hest er min baby.
Det har han heddet siden han blev født,
selv om han ikke er helt lille.

Men min hund er mors dreng.
Men det er jo en betegnelse, og ikke noget der betyder noget.
Det gode ved dyr er du kan bilde dem ind du er præsident eller dronning eller bistandsklient, og så vil de stadig elsker dig ubetinget, da de er fløjtende ligeglade.

Mine dyr er mine dyr, og de kæreste i verden.

Om jeg er ejer, mor eller madmor... tja.. det er vist efter humør.

Men jeg er ikke mor til mine dyr. Jeg ejer dem.

At de så hedder tåbelige kælenavne- er op til mig.

mine dyrs mor og det gælder for på heste, katte og koen. kæresten er deres far. De bliver behandlet som de dyr, de nu engang er, men det er da mig, der plejer og passer dem. Vi anvender dog visse mennesklig gørende vendinger. Når jeg går ud for at give hø til natten, hedder det sig, at de bliver lagt i seng - hmmm

Det meste af tiden føler jeg mig nok mest som deres slave .

Hvorfor vi er "forældre", ved jeg ikke, det er vist bare kommet snigende.

Ok Lisbeth, der er jeg så ikke enig...min hest er en hoppe, dvs. en HUN, ikke en en "den"...(så tydelig hoppe, så på sin plads)..

Kattene på gården er også female, dvs. ikke "dem" eller "den"...

Dvs. ok at vise hvilket køn de er ....det er jo sjovt, at have med hun-køn at gøre, de har lige en x-tra twist til livet...

Skønne hun-køn og deres "hormoner", eller nej, måske er de bare damer, skønne damer...

Nej, på ingen måde.. Faktisk så KAN jeg jo af gode grunde ikke være mor til noget som helst.

Og nej, dyr er heller ikke hverken drenge eller piger, men derimod hanner og hunner.

Drenge og piger er mennesker, hanner og hunner er dyr..

Kantet måske, og måske bare en "kønsforskel", men dreng og pige om dyr minder mig lidt om noget, der måske kunne kaldes for "skruk-syndrom", men jeg ved ikke om det "bare" er fordi, jeg er af hankøn, og så ikke ser tingene helt på samme måde???

At nogle kalder feks. en vallak for "den" rører mig heller ikke, ganske som Lisbeth nævner...

Nej selvfølgelig er jeg ikke min hests mor. Jeg er dens ejer, og det er min pligt at passe og pleje den så den har det godt.

Jeg er dog typen der bruger diverse kælenavne om dyr generelt, så Elvis=Eller, Coco=Cocsen, April=Aprilski osv osv. Og der kommer "Mors musse" så også indover som kælenavn til min elskede Røde hoppe-loppe

Ligesom vi da i familien joker med at Røde er det 4-benede barnebarn, og min mor kalder sig for mormor til den røde

Men det er jo altså ikke det samme som at man vitterligt mener hesten er "et menneske" og skal indgå på lige fod, som var det et barn i vi havde med at gøre.

Er helt enig med Lisbeth(Baloo) når hun skriver:

Dyr er dyr - og ikke børn. Men de er vores ansvar, og det kan da godt være at jeg i plejen af mine dyr får afløb for et eller andet "yngelplejeinstinkt" som jeg ikke har andet afløb for. Det ser jeg også som ok - bare jeg ikke begynder at behandle dyrene som mennesker - for det vil ikke være til deres fordel.

Så jow, jeg kan godt finde på at sige mors musse og.lign., men jeg ligger intet andet i det end kærlighed og at det er ment som et kælenavn.

... omtaler jeg da også dyrene med deres rette køn - men det generer mig ikke at andre ikke gør det, og jeg har set (her på HN) at der er nogen der kan hidse sig lidt op over det.

Her på gården omtaler jeg oftest hopperne som henholdsvis "Damerne" og "pigerne" (sommetider Fruerne og frøkenerne) - og vallakkerne omtaler jeg som "drengene" - hvor andre kalder dem "Islænderne" - noget som jeg morer mig lidt over, men har vænnet mig til, selv om Baloo altså ikke er spor islænder

Jeg KAN også finde på at omtale hele flokken som ædemaskinerne, snothovederne (der er et par der er lidt forkølede for tiden), pelsmus eller alt muligt andet.

Nej, selvfølgelig har jeg ikke født dyrene, men - man kan vel godt være nogens mor uden at være biologisk relateret? Sådan, både mennesker i mellem også.

Mine dyr er mine "børn" og jeg er deres "mor" og min kæreste deres "far", mine svigerforældre er "farmor og farfar" til dyrene osv.

- Totalt fjollet, barnagtigt, tuttenuttet og alt muligt, uden tvivl, men det betyder jo ikke at jeg behandler dem som små børn af den grund.

Dyrene bliver stadig behandlet godt og ordentligt, og som de dyr de nu er - og det bliver de uanset om de bliver kaldt "mors luckybucky", "hunden" eller hvad vi nu skal kalde dem

Hvorfor kalder vi dem det? Puh, egentligt et godt spørgsmål - det gør vi vist bare... Vi skal ikke ha' børn, så dyrene er vores "børn" og så er det vist også lidt ironisk ment.

Jeg er på ingen måder mor til nogen af mine kræ, derhjemme. Der er tre mødre: 1) min mor (menneske ), 2) Luka, selvom hun er det mindst moderlige væsen, jeg kender. Eller... hun virker bare fortsat som en forvirret teenager, selvom hun har haft 4 hvalpe. 3) Bissen, som ofte går under navnet Bisse-mor, fordi hun er mor til to af vores andre store firbenede.

Hverken hundene eller hestene ser jeg mig beslægtet med på det vis; det nærmeste jeg kan komme, er at have haft et søsterligt forhold (jaja, I know, det er langt ude) til min nu afdøde Nala. Lidt søster-bedste-ven-plejemor-agtigt forhold. Hun var bare den skønherligste

Jeg må dog indrømme jeg blev lidt "hmpf", hvis nogen sagde "den" om Nala. Også lidt med de andre - men mest Nala.

Nope, mine dyr bliver aldrig mine børn....

De er dyr...

De aller-kærligste dyr i verden...

Jeg vil elske dem over alt i verden, men vil aldrig være deres mor eller des. lign.

Jeg vil tage ansvar for dem, til enhver tid...

Forleden fik jeg et føl på tværs, det var ret ubehageligt

Nej, eller det kan da godt ryge ud af munden på mig når jeg kalder på katten

Nej jeg er ikke mor til mine dyr -

men jeg er mine dyrs menneske.

Her hjemme er vito "mors baby" og min "lille bassemand"

hvis det betyder at jeg er mor til min dreng i jeres øjne - så ja

JA, jeg er mor til mine dyr. Mor er ikke fysisk, men i overført betydning.

Mor = Omsorg, beskyttelse, pakken ind i vintertøj, hvis "børnene" fryser og bliver syge, sørge for sundhed, opdragelse, konsekvens, at kunne se, hvad der er dyret/barnets bedste i det længere løb.

Vi kender alle en, som burde have stået i boksro, eller dyrlægen sagde "ingen ridning", og alligevel bliver den redet ned til skosålerne. En Mor tager det større ansvar, og handler på "barnets" bedste, ikke egen vinding.

Jeg er Mor med stort M. Jeg ville blive en god mor til børn og børn skatter mig, men af andre grunde, skal jeg ingen have, har må indrømme, det sidder i mig.

Vi skal ikke have børn, så vores dyr er vores "børn".. Så selvfølgelig bliver de alle kaldt "mors prut" eller får at vide "Nu kommer far" osv osv.. Mega fjollet i andres ører garanteret, men vi behandler stadig vores dyr som det de er, dyr, men de er en del af vores lille familie, kun hestene bor ikke under samme tag

jeg er slave for mine dyr og kalder dem alverdens ting, mors pruller osv ,så ja i snak er jeg deres mor og manden er deres far , men de bliver behandlet som de dyr de er.

jeg snakker også med dem , nogne gange som var de mennesker og ved de ikke fatter et brik af mine ord, men JEG føler mig bedre, de kælenavne de har, er gode for MIG , mine dyr kan kun høre forskellen på tonen om jeg er kærlig eller ikke og jeg tror så længe man holder det lidt i baghovedet kan man kalde dem hvad man kunne tænke sig.....

ja, ingen skal kalde mig "lille prut"....

HvAD VIL DU...=

MIn kæreste siger altid "Der kom mor jo", "se hvad mor har", eller lignende, når han står sammen med min hest.

Jeg kalder mig ikke selv hans mor, men synes det er ok, at andre gør det (jeg ved jo hvad de mener; at jeg er hans særlige menneske, og at han er min "lille" øjesten, og det er da egentlig meget sødt ).

NOPE...

jeg kalder mig aldrig mine dyrs mor, men med de totalt fjollede kælenavne mine dyr udstyres med kunne jeg vel ret beset lige så godt tage det skridt med

sjovt er det, at før jeg blev mor til en lille menneskepige kunne jeg blive helt arrig over at nogen kaldte mig mor overfor mine dyr.fx "der er din mor" til min hund el.lig

føj for en ulykke jeg synes det var skummelt.

da jeg nu er mor til et menneskebarn, så kan jeg bedre kapere hvis nogen kommer til at kalde mig det ift mine dyr?!

min mor kalder sig konsekvent for mine dyrs mormor og jeg synes det lyder åndsvagt!

men hende om det, det er jo bare ord der kommer ud af hendes mund og alle mine dyr elsker hende og det er joi det vigtigste

Tjaaaaa vi bruger det on off for sjov, manden og jeg har ingen fælles børn, men en fælles hund.

Jeg tager det heller ikke bogstaveligt om jeg bliver kaldt mor forstået på den måde at fordi jeg kaldes mor så giver jeg altså ikke hunden fjollet tøj på, lader den spise med ved bordet, eller i det hele taget menneskeliggør den.

Jeg sørger for at min hund ved den er hund og at jeg er flok-leder, og at den adlyder mig 100%, jeg har feks. aldrig snor på hende normalt og hun følger mig uanset hvad.

Tilgengæld ringede jeg og sagde, for at drille med alderen, til min mor hun var blevet oldemor da min kanin fik unger.

Nej jeg er ikke mor til mine dyr, men det genere mig ikke hvis andre siger det. Tror dog at min mand ville få ikke bare et føl, men også hele hoppen på tværs hvis nogen kaldte ham deres far .

Til gengæld genere det mig UFATTELIGT meget hvis nogen siger den. Det kan man godt lige checke inden - den er så..... ja den siger man om sadlen eller hesteskoen, men ikke til en af mine smukke dejlige heste.

De bliver altid omtalt som babyen (hun er den yngste), princessen, Madammen (eller Dronningen), hundehvalpen og drengene. Damerne og drengene.

Nu snakker jeg som regel italiensk til dem, og selv der er jeg meget påpasselig med at få kønnet rigtigt i tiltale til dem.

De kunne jo som så være ligeglade med om jeg sagde bravo eller brava ????

Til gengæld - og find logikken her - er vores biler / vores transporter / min mands motorcykel alle hunkøn. Min man havde altid omtalt sin motorcykel som hunkøn før vi mødtes - og jeg min bil .... så det har bare hængt ved lige siden.

hejsa

Tine

Har man børn og dyr bliver man hurtig mor og far for dyrene der bor i huset - for sådan udtrykker børnene det jo med:

- Find mor.

- Gå hen til mor.

- Nu kommer mor.

Så vores sidste hund havde helt styr på hvem Mor var.

Før vi fik barn var vi ALDRIG - mor og far. Mor identiteten kom først da jeg blev mor til et barn.

I dag når jeg til en af kattene sige: Der kommer moars mis jo! Så nej - den kommer ikke! For den kæntre på vejen af kælenskab.

At folk alder et dyr for DEN er jeg helt ligeglad med - MEN at folk kalder deres dyr for min/mors DRENG og/eller PIGE - synes jeg er kvalmende.

Når folk herinde skriver om deres dreng der er død syg og skal i en længerevarende behandling, - for længere nede i indlæget finder ud af at det handler om en kat/hund/hest - står jeg helt af.

... jeg er ikke mor for mine dyr, men jeg kan da sagtens finde på at sige "uha ja tag bolden og gå hen til far med den" osv....

Egentlig forstår jeg ikke hvorfor folk tager sådan på vej over at andre siger at de er mor for deres dyr.

ved udemærket godt at min hest er en HEST den dejligste vallak af slagsen!

Meeen, nogen gange kan der godt komme et "mor" snigende, også selvom jeg kun er 18 år gammel :p

Men er da 100 % klar over, at min hest er en hest og ikke et barn, men han er bare sådan en lille nussegøj at jeg nogen gange ikke kan lade være med at kalde mig selv for hans mor

bare rigtig uforskammet For jeg siger han, hun eller den om dyrene som det nu lige falder mig ind.

Men det værste er at jeg også nogle gange kommer til det om børn, altså at sige den.... Det er ikke alle der tager lige pænt imod det.

Det er mest hvis barnet ikke har fået et navn endnu for så plejer jag at være god til at bruge navnet...

Jeg hænger mig ikke i titler, det eneste jeg ikke vil kaldes er mor til f.eks. kærestens/mandens børn, for de har jo en mor og man har kun én mor.

folk der er meget imod at man kalder sig mor til sine dyr, blander gerne to ting sammen:

at KALDE sig mor

at VÆRE mor

jeg synes personligt at der er pokkers til forskel...

det er da hamrende ligegyldigt hvad folk kalder sig, overfor deres dyr,- dyret kan nok ikke dansk eller forstår meningen alligevel...

men der er ingen grund til at lægge for meget i, hvad folk omtaler sig selv som overfor deres dyr...

Ja, jeg omtaler mig selv som "mor" når jeg snakker til min hund.. For han er mit "barn"... Ikke at han bliver klædt ud i tøj eller sådan noget(svært med en stor labber dreng på 42 kg og det i øvrigt er dyreplageri i min verden at pynte dyr med tøj), men da jeg ikke har børn, så er han blevet mit barn. Nok mest fordi at man sådan instinktivt har brug for at kaste sin kærlighed på nogen, og når man ikke har børn ja så er det hunden det går ud over... Jeg ved folk syntes at det er lidt underligt at jeg vil putte med min hund i sengen(ja bare sig jeg er ulækker, det er ok), men han giver mig rigtig meget tryghed og kammeratskab ikke at forglemme(ok, det koster så også at man må skifte sengetøj 2-3 gange om ugen, når man er sådan lidt fin på den som jeg er... hi hi). Min kæreste omtaler sig også som "far".. vi har ikke tænkt på at det var noget vi skulle kalde os selv, det er bare ligesom kommet hen ad vejen..Mht. til krikken så er jeg ikke mor til ham.. .Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at skulle være "mor" til sådan et stort dyr..

Det ville nok også gøre fandens ondt at få et føl

Nej - næh nej!

Jeg er ikke mit husdyrs moar - men jeg holder TOSSET meget af kræet, min genial-gale blåpandede amazon-gøj.

Han hedder alverdens kalde/kælenavne ("skævbideren", "Bin Laden", "Terroristen", "næbdyret", "kongen" m.fl.) omend han faktisk hedder Kong Gulerod - og egentlig kun lystrer, når man kalder "GØJ" efter ham (det er han til gengæld også god til at sige selv)!

"Moars-gøj" kan godt slippe ud af min mund - men det er mest udtalt i ironiske tilfælde, hvor kræet har kostet en formue i - ja, hvad gøjer nu koster penge til i forbrug. Desuden kan buldoozeren i ham komme galt afsted i ny og næ - så er han KUN tilfreds med at sidde og hænge hos mig, så kan "moars gøj" også godt blive brugt... Ellers er det "fjerkræet" "gøj" "øglen" m. fl...

"Skrub over til fa-ar" kan han dog godt få besked på - når jeg er irriteret på at jeg ikke må have mine hænder i fred men konstant skal nusse ham, men jeg bør lave noget andet (og kæresten sidder i sofaen og laver INGENTING)!

Jow jow - husdyr er herlige - jeg ved ikke rigtig, om min vil være tilfreds med jeg EJER ham, men han ser da gerne, jeg vedligeholder buret og sørger for, der er frø og frugt i huset!

Det bruger vi ikke! Min ex-mand sagde altid til vores nu afdøde hund "kom hen til far" eller "gå hen til mor" - men i dag synes jeg faktisk det lyder åndssvagt....

Vi er hverken far eller mor til Sully - han er derimod "pigens hund" eller "mandens hund", ligesom kattene og hestene er "pigens" eller "mandens"...

Men mine forældre har faktisk altid brugt det med forældrebetegnelsen overfor deres hunde - de har så selv "valgt" at være "bedstemor" og "bedstefar" til mine hunde, og det har jeg da ikke noget problem med.

Vi vil ikke have børn, men det er ikke ensbetydende med, at vores dyr er vores børn - de er jo stadig dyr, og dyr skal ikke behandles som børn...

Men "pigens hund" - dét er han da, ham her :

Holdninger og meninger er der jo lige så mange af som der er heste folk.

Jeg er Øffe's mor og min kat Theodor er min lille baby. Og sådan er det, mine dyr er mine børn, jeg passer dem og plejer dem som de har behov for.

Dog bliver det brugt for sjov, for nej selvfølgelig er jeg ikke mine dyrs mor, men som det bliver nævnt i andet indlæg så sørge jeg for at mine dyr har det godt og er tilfredse.

Venligst Christine

Jeg er mine dyrs "mor" for det er mig der tager mig af dem.

Så længe man behandler dyr om dyr synes jeg det er underodnet hvad man vælger at kalde sig, dyrene forstår det alligevel ikke.

Jeg behandler dyrene som de dyr de nu engang er.

Ja, jeg er absolut 'mor' for mine dyr.

Jeg mener nemlig ikke, at dyr er i stand til at hitte på nye kasser at putte andre i, så deres opfattelse af os skal findes indenfor det, de kender fra deres egen verden.

Ser man det derfor ud fra et dyrs synsvinkel, jamen, hvem var det så, der tog sig af det, gav det mad, sørgede for det på alle måder, og som det havde tillid til?

Det var mor.

Det er en menneskeskabt modvilje, den med ikke at ville acceptere sin position som 'forældererstatning' eller mor/far for sine dyr. Naturligvis er vi det, hvad skulle dyret ellers opfatte os som?

Skulle hesten kunne tænke: Hun er min ejer? Næppe..

Mine dyr bliver dog altid behandlet og betragtet som de dyr, de er. De to ting kan sagtens harmonere.

Og man er altså ikke kun mor, hvis man har født barnet. Det kan mange adoptivforældre bekræfte.

altid man hører at det at være forælder/mor/far ik kræver biologiske forældre - for det at være forælder handler ik om gener, men om det man gør.

Med det i mente- så ja. For jeg varetager dem nøjagtigt som min søn- som jeg ville med min steddatter om hun boede hjemme og ik var min biologisk ect.

Jeg tager mig af dem, giver dem mad, giver dem kærlighed, tag over hovedet, beskytter dem, tager dem til doktor dyr, opdrager dem, hygger med dem, leger med dem mm.

At kalde sig mor til sine dyr er blevet et skældsord, mange kun tror anvendes som værende en erstatning for børn man aldrig har fået el lig. Men så er det andres opfattelse der fejler noget - jvf ovenstående i mit indlæg altså!

Ja, jeg har været "mor" til mine dyr. Jeg står for fodring, pasning, pleje og omsorg og føler en ubetinget kærlighed for dem. Mine heste har været "mors dreng", "mors dengse", "mors prinsesse", "min baby" eller andet. Det er jo bare en betegnelse i overført betyning, og betyder ikke en fløjtende fis.

Og selvfølgelig er jeg ikke mor til mine dyr, som jeg er mor til vores barn, som snart skal komme til verden. Det kan man slet ikke sammenligne..

kan jeg jo rent biologisk ikke være mor til mine dyr, men om jeg "siger kom hen til mor" aner jeg faktisk ikke.

jeg er mor til fem menneskebørn så sætninger som "hjælp lige mor med ......, har du set mors........., mors lille pige osv. ligger lige for på tungen, og det skulle ikke undre mig om jeg bruger samme tale måde til dyrene, når vi nusser rundt.

jette

jo jeg er da herhjemme er det mors lille lauridreng, mors dullehund og mors majsebold om hundene og de er ikke navneforstyrret gg de har helt styr på deres navne, kælenavne og navne på "mormor og morfar"

mvh

Malene