Helmuth

Jeg fik min første hest, Helmuth, da jeg var 14 og selv kunne betale udgifterne til det.

Den lille skid af en Nordbagge, som rideskolen havde købt ind, havde desværre været så hårdt mishandlet i mundet, at ingen kunne styre den - han åbnede bare munden og bulrede derudaf.

Da stangmålet viste at han kun var 131 cm havde jeg ikke den store interesse i ham - han var jo i princippet alt for lille til mine 1 m og nogle og 70 cm.

Men der blev presset lidt på fra ridelærerens side, da jeg var den eneste der havde vist sig at besidde den tålmodighed der kræves når man arbejder med problematiske krikker, så til sidst begyndte jeg selvfølgelig at lege lidt med den lille hest. (- Ikke forstås sådan at jeg er expert i den retning eller noget, men jeg er tålmodig og forfærdelig stædig, og den cocktail kan næsten ikke undgå at give resultater i sidste ende hehe)

Et års tid senere var det lykkedes mig at få Helmuth til at acceptere biddet igen, lave tilbagetrædning, schenkelvigning osv og han var nu så flink at andre kunne begynde at ride ham.

Jeg blev derefter så småt flyttet over på større heste, men de andres interesse for Helmuth var meget begrænset, da han stadig krævede en ufattelig blød, meget stabil hånd, for at være nogenlunde til at have med at gøre, forudsat at man som rytter gerne ville have lidt indflydelse på i hvad retning og tempo turen skulle foregå i.

Faktisk endte det med at der var så få der gad at ride ham, at en hestehandler blev bestilt til at hente ham og to andre.

Jeg blev naturligvis forfærdelig ulykkelig, for der er altså ikke meget der sætter så stort præg på en, som en lille stædig, umulig hest med ufattelig stort ego.

Jeg var faktisk så ulykkelig at mine forældre langt om længe gav sig og gav mig lov til at få hest. Så længe jeg var i stand til at afholde udgifterne selv.

Det er nu mange år siden og jeg har aldrig et sekund fortrudt købet af den lille forfærdelige pony ved navn Helmuth.

Vi har haft mange morsomme timer sammen, alt fra køre-/rideture og fakkeloptog til bare at sidde i det grønne græs og nyde synet af den lille mule der kværner mad ind.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤


Marts 2011.....

Alt det er nu slut. I en alder af 27 tog kolik livet af min lille Helmuth.

Bortset fra manglende tænder, var han så sund og frisk som man kunne ønske sig. Med en opførsel og energi som en 3 års hingst, morede vi os stadig med dejlige skovture spændt for vogn. Selv dyrlægen som kom med boltpistolen, var imponeret over at han stadig lignede en hest på 14, ingen svajryg her!
Så selvom vi kunne have været smerterne foruden, må det dog siges at han var kvik og værdig til det sidste.

Men hvor er det dog forbandet hårdt at skille sig af med en lille hest, man har tilbragt mere end halvdelen af sit liv sammen med.

Han var en skøn krikke.