Montreux

Her er så Montreux' helt egen side i Cyberspace... Han får ordet selv:

Tja, jeg hedder Montreux i mit pas, men min mor kalder mig mest bassen eller knallerten. Det sidste kalder hun mig mest, når jeg igen er kommet til at opføre mig lidt åndssvagt... Jeg bor i Huholt v Sønderborg, hvor jeg er glad for at bo. Der bor jeg sammen med 8 andre heste, og min bedste ven hedder Sir Valiant. Han bor også lige ved siden af mig i stalden. Jeg har lige fået et fint nyt stort hus, og det nyder jeg rigtig meget. De andre i stalden er alt lige fra den mindste, men ældste dame, Tulle og op til mig, som er staldens krabat. :-)
Jeg kan godt li' at lave noget, helst i mit eget hurtige tempo, så min mor bliver nogle gange lidt sur på mig og siger, at jeg skal vente på hende, og at det er hende der bestemmer!
HA! Det er da noget hun tror! Når man er 17 år, må man altså godt bestemme selv, bl.a. hvilken fold man vil gå på... For jeg hopper jo bare over hegnet, hvis det er den forkerte hun har sat mig ind på... Hun har da heldigvis ikke sat mig på en forkert fold længe, så jeg er pænt blevet på den rigtige side af snoren.
Hvis du nu skulle komme forbi min stald en dag, så husk lige at tage lidt guf med til mig, ikke? Det kan jeg nemlig rigtig godt li'

Ses vi så???

Farvel til min trofaste ganger...
På torsdag d.29.10. kl 14 kommer dyrlægen igen. Som hun har gjort et par gange på det sidste... Men denne gang kommer hun ikke for at give dig medicin, du bliver rask af. Hun kommer for at give dig medicin, der får dig til at sove rigtig længe. Og når du vågner, er dine bedste venner hos dig - og en dag kommer jeg også! Så skal vi sammen suse ud over markerne med vind i håret. Og du skal få lige så mange æbler og gulerødder, som du gerne vil have.

Det hele skete jo så pludseligt. Pludselig en dag, ville du ikke have, at jeg skulle ride på dig mere. Du blev meget sur og opførte dig, så jeg ikke forstod dig. Når jeg kom ud på marken til dig, kom du ikke længere løbende ned til mig, men vendte dig og gik. Du begyndte også at hoste meget. En dejlig søndag, hvor solen skinnede rigtig meget, red vi en tur sammen med Nautilus og hans mor. Det synes du var dejligt... Jeg nød også at galopere afsted hen ad skovvejen.

Men du ville stadig ikke med over i ridehuset. Jeg ringede til dyrlægen, som kom og lyttede til dine lunger, og vi blev enige om, at vi to skulle køre en tur ud på dyrehospitalet, så hun kunne kigge dig i halsen. Det klarede du bare så flot, nøjagtig som hver gang, du har været syg. Vi fandt ud af, at du havde noget allergi, og jeg gik i gang med at undersøge, hvad vi så skulle gøre, så du fik det bedre.

Men jeg nåede aldrig særlig langt i det arbejde, for 5 dage efter skete det... Du havde lige fået din aftensmad og dit hø, jeg havde sagt godnat og var kørt min vej. Da jeg kom hjem, ringede telefonen. Jeg skulle skynde mig at komme ud til dig igen, for du var meget syg.

I løbet af 20 minutter havde du fået det rigtig skidt og var faldet om i din boks, hvor du havde et epileptisk anfald. Du svedte, så du var nødt til at have Valiants dækken på i stedet for dit eget, og til sidst var det også så vådt, at du fik et tredje på. Din gamle dyrlæge kom i mellemtiden, og han prøvede alt han kunne på at hjælpe dig. Du ville kun gå og gå og gå. Og det var meget mørkt derude på marken, hvor vi gik med dig, men det var for langt at gå over på rideskolen. Til sidst blev vi nødt til at give dig noget afslappende medicin, så du faldt til ro, og kunne stoppe med at gå. Da klokken blev 22, stod du stille og roligt og gumlede på det hø, du aldrig nåede at spise til aften.

Næste morgen kom jeg rigtig tidligt ud til dig. Du virkede glad og frisk, og jeg troede, du var helt ok. Din gamle dyrlæge kom lige forbi og tog en blodprøve, men ellers gik du og Valiant bare ude på folden og hyggede jer.

En uge efter tog jeg din sadel frem, og vi var på det, der skulle blive vores sidste ridetur. Jeg skridtede dig ovre i ridehallen, men jeg kunne godt mærke på dig, at der var noget galt. Du gik ikke, som du plejer. Da jeg hoppede af, gnubbede du ikke dit hoved op af mig, som du altid har gjort, og altid har fået skæld ud for, men slikkede i stedet på min hånd... Jeg blev meget bekymret og ringede til dyrlægen. Hun kom nogle dage efter og lave nogle forskellige undersøgelser på dig, og kom så med dommen.

Du havde enten haft en hjerneblødning eller også har du en tumor på din hjerne.



Du er ikke dig selv mere, det kan jeg se. Jeg har truffet en af de sværeste beslutninger i mit liv, og jeg håber, du tilgiver mig for det... Du har altid været min store stolte og smukke hest, og at se dig sygne hen er bare for meget for mit hjerte... Jeg brister indeni ved tanken om, at du ikke skal være hos mig mere, men er dig evigt taknemmlig for, at jeg har haft dig i mit liv. Du har hjulpet mig på måder, ingen medicin kan gøre. Og jeg har elsket dig af hele mit hjerte...



Så farvel til dig, smukke rare Montreux. Jeg putter dig ind i mit hjerte, hvor du vil være, til vi ses igen. Hvil i fred...



Montreux - 20.05.92-29.10.09