Svedmærker på sadelunderlag og hest efter endt arbejde, kan fortælle rigtig meget om, hvor godt sadlen ligger på hesten. Derimod kan en dårligt tilpasset sadel sjældent bringes til at fungere ved at korrigere med sadelunderlag, mener fremtrædende sadelmager

Viden om svedmærker og sadelfit

Sadelmageren Jochen Schleese var den yngste certificerede Master Saddler i Europa i 1986, og i 1996 blev han ansat som officiel sadelmager ved World Dressage Champoinships. Han har desuden taget patent på et revolutionerende sadeldesign i 1996, og er internationalt anerkendt som autoritet på sadelområdet.

Jochen Schleese har studeret svedmærker på sadelunderlag og på hest, der som han fremhæver det, siger ret meget om, hvor godt et sadelfit man konkret står med. Han giver sine råd videre til hesteejere.

Svedmærker sladrer

Logikken foreskriver at svedmærker og snavs vil akkumulere de steder, hvor der er størst bevægelse. Det vil sige 1) foran hvor skulderen svinger frem og tilbage og 2) bagpå, der hvor ryggen bevæger sig op og ned.

Den hurtige forklaring er, at der ikke bør samle sig snavs og svedaflejringer de steder, hvor sadlen knapt berører hesten, såsom over rygsøjlen eller i overgangen mellem sadelklapperne og panelet.

Se efter sved-trekanten

En hvid trekant under den forreste del af sadlen, er også tegn på et godt sadelfit. Det er det, fordi sadlen i dette område bør ligge helt jævnt og tæt til hesten og forholde sig i ro under arbejde, uden at denne del kommer alt for meget bevægelse. Det er samtidig der hvor hovedparten af rytterens vægt er placeret, derfor bør der ikke opstå ophobning af støv og snavs på dette sted.

De fleste ved at hesten i naturen bærer ca. 60% af sin vægt på forparten, og hvis der er rytter på øges dette til ca. 75% af den samlede vægt.

Hvorfor er det vigtigt?

Grunden til at vi ønsker at se denne hvide trekant på sadelunderlaget er, at dette indikerer, at det lykkes at frigøre den forreste og den bagerste del af sadlen, således at hesten frit kan løfte ryggen op og aktivere sine bagben. Det første skridt hen imod at hesten kan løfte vægten over fra forparten til bagparten er, at den har denne evne til at løfte ryggen op. Kun derved kan hesten vinkle sit bækken og træde korrekt ind under sig med bagparten. Herved bliver hesten i stand til at løfte vægten fra forparten over på bagparten komme op og frem og fri foran skulderen og herved bevæge sig mere frit og med større afsæt.

Derfor skal det meste af hestens bevægelse kunne ses på underlaget ved skulderen foran og bagved i ryggen og ikke under trekanten.

Hvordan hesten sveder

Heste er et af de dyr der sveder ligesom mennesker gør det, for at regulere kropstemperaturen. Det gør den ved aktivering af svedkirtler. Faktisk er det sådan at en hests ryg reelt har ganske få svedkirtler. De fleste af dem er placeret på siden af hesten, ved nakken eller flanken, der er områder der har en bred og åben overflade, der gør brug af at luft og vind kan køle kroppen ned ved hjælp af sveden, hvilket er grunden til at de store sadelklapper (den inderste hvis der er to klapper) og monoklappen, hvis der kun er en - ofte på engelsk kaldes 'sweat flaps' - på dansk: sved klapper.

Som en mand i hvid skjorte

Man kan til eksempel anvende en analogi ved at sammenligne et sadelunderlag på hesten med en hvid skjorte på en mand. Uanset om den hvide skjorte passer til manden eller ej, - er fx enten for lille, for smal eller for stor), så vil det meste skidt fortsat samle sig ved nakken, der hvor mest snavs fra miljøet samler sig og presset eller berøringen med huden opstår. Der hvor det er mindst synligt med snavs, vil være der hvor skjorten passer bedst mod kroppen.

Forskel på pletter

Med en sadel vil det bedst tilpassede sted skulle være under sadelbommen og stigebøjleophænget, svarende til at skjorten hænger på skuldrene på en mand. Det er her hvor den mindste mængde støv fra omgivelserne vil skulle samle sig, fordi det er her, hvor der bør skabes mindst mulig friktion som følge af bevægelse mellem hus/pels og materialer. Ifølge Jochen Schleese er det acceptabelt hvis der under stigbøjleophænget er nogle store nyreformede tørre pletter, mens tørre pletter i det område hvor sadlen er tiltænkt til at hvile på hesten, er udtryk for trykpunkter f.eks. som følge af en ujævn eller klumpet stopning af sadlen.

De fleste engelske sadler har et sadeltræ der er lettere kurvet let opad på den sidste del. Dette er for at give mulighed for at kunne polstre sadlen under baren og ved bøjleophænget, for at give optimal polstring på disse områder.

Balance mellem frihed og gnidninger

Udfordringen for sadelmageren eller fitteren og sadlens ejermand, er at etablere tilstrækkeligt med bredde for at forhindre at sadlen rokker frem og tilbage og hermed irriterer hesten, kan forårsage slid på hårdlaget eller føre til misforståede hjælpere, som følge i alt for megen bevægelse mellem sadlen og rytteren. Selvfølgelig kan man så vælge et meget bredt sadeltræ, og lægge en masse pads under sadlen, men hvor mange atleter kender du egentlig, der ville iklæde sig masser af underbukser og mange par sokker i deres skøjter eller løbesko, for at kompensere for, de alt for store størrelser i bukser eller fodtøj?

Bedste kommunikation opnås ikke med mange lag polstring

Horfor er det så lige, at samtlige top ryttere I samtlige klassiske engelske ride discipliner ikke bare følger dette simple råd, at anvende ekstra brede sadeltræ og ekstra megen polstring underneden? Det ville jo gøre livet meget lettere for både sadelmageren eller sadelfitteren, for producenten, for træneren, rytteren, hesten osv. Her siger logikken igen, at hvis dette var den rigtige løsning, så ville hele industrien også følge disse anvisninger, men sandheden er derimod, at det absolut må foretrækkes at få hesten og rytteren så tæt i kontakt med hinanden som muligt, ved at benytte sadlen som kobling mellem dem, for at skabe grundlag for den bedst mulige kommunikation mellem parterne, og bruge hjælpemidler uden at reducere præstationsformåen eller risikere at forårsage langvarige skade.

Et sadelunderlag bør derfor kun anvendes til hvad det er designet til - nemlig at beskytte læderet på sadlen fra hestens sved - i hvert fald hvad angår engelske sadler. I visse dele af Europa, er der ryttere der end ikke anvender sadelunderlag. Det der gør en engelsk sadel behagelig for hesten, er en korrekt tilpasset sadel, ikke et spørgsmål om at bruge et sadelunderlag og i så fald hvilket.

For nærmere information se her: http://www.schleese.com, eller læs"Suffering in Silence: The Saddle Fit Link to Physical and Psychological Trauma in Horses" af Jochen Schleese.

Svedmærker på sadelunderlag og hest efter endt arbejde, kan fortælle rigtig meget om, hvor godt sadlen ligger på hesten. Derimod kan en dårligt tilpasset sadel sjældent bringes til at fungere ved at korrigere med sadelunderlag, mener den fremtrædende sadelmager Jochen Schleese.