Hej Pernille
Som Doctor Who tænker jeg nu heller ikke andet end at du er en omsorgsfuld kattejer, der har sat sig ind i hvad de kære kræ kan komme til at fejle.
Jeg har selv haft en kat med diabetes, og her er vores historie. Jeg er selv uddannet dyrlæge, men min dejlige kiskat, som desværre er død nu (ikke af sin diabetes, vel at mærke!) boede hos mine forældre sine sidste 6-7 år, da hun slet ikke trivedes med at bo i lejlighed.
Mitte, som hun hed, havde siden hun var omkring to år været overvægtig på trods af, at jeg satte hende på RC slankefoder, så snart hun begyndte at blive buttet. Den gang boede hun stadig hos mig i lejlighed.
Hun fik VITTERLIGT ikke andet end 45-50 g slankefoder om dagen, og jeg luftede hende dagligt i sele og forsøgte også at aktivere hende med legetøj og klikkertræning, men lige tyk var hun!
Stor var glæden derfor, da mine forældre købte hus igen, og hun kunne komme ned til dem og bo, så hun kunne komme ud og røre sig og fange mus.
Hun fik stadig kun sit slankefoder, og var i øvrigt ikke interesseret i andet mad; hun brød sig slet og ret ikke om andet end tørfoder - og hun blev VED med at være for tyk, selvom det hjalp en lille smule, at hun nu kunne være ude.
Og så pludselig begyndte hun at ændre adfærd. Blev mere reserveret, søgte steder hvor hun kunne være alene, ville ikke kæles.
Herefter begyndte de fysiske forandringer. Hun drak og drak, og brugte bakken om natten, så den var gennemvåd om morgenen, pelsen blev mat og pjusket og hun begyndte at tabe sig i foruroligende fart på trods af en voldsomt øget appetit. Hun der ellers aldrig ville æde andet end tørfoder, var pludselig klar til at æde hvad som helst.
Et par måneder før disse ændringer havde hun været hos en af mine kollegaer i mine forældres lokalområde til tandrens, røntgen (for en gammel skade i hoften), blodprøver mhp organstatus og generelt sundhedstjek, og hun blev fundet sund og rask med undtagelse af lidt tandsten og den gamle skade.
Derfor var jeg selvfølgelig forvirret over denne hurtige forværring, og hun blev straks sendt til ny undersøgelse, hvor det, som jeg havde frygtet, viste sig, at hun havde MEGET slem diabetes. En kats sukkertal bør ligge mellem 3-6. Mittes lå på 33, og der var også sukker i hendes urin. Det var bare gået så stærkt...
Hun blev straks sat på RC diabetes foder og indledende doser insulin.
Den dyrlæge mine forældre snakkede med, havde skrevet speciale om diabetes hos kat, og vidste en masse om det, og forklarede, at katte ofte går i spontan remission på det rigtige foder og med lidt støtte af insulinbehandling til at starte med, så de med tiden måske kan undvære at skulle behandles med insulin.
Med Mitte skete der ingenting... Selv på virkelig høje doser insulin og virkelig skrap, restriktiv fodring nåede hendes tal kun ned på 25, og hendes symptomer blev værre og værre.
Værst af alt gik hun konstant og klagede sig af sult; virkelig klagede sig, det var ikke bare almindeligt tiggeri, hun led!
Og jeg sagde til mine forældre, at det der kunne vi ikke byde hende, så var det bedre at give hende fred.
Men naturligvis satte jeg mig grundigt ind i emnet, og tænkte, at måske var det en god idé at rette blikket mod nogle amerikanske artikler om emnet som et sidste forsøg.
Rådet her var ganske kontant: Væk med ALT kulhydrat i kosten. Kun kød. Intet andet.
Den dyrlæge der havde tilset hende, ville slet ikke tage ansvaret for noget så drastisk, men støttede til gengæld en aflivning fuldt ud.
Vi gav Mitte kød. Dagen efter faldt hendes sukkertal så hurtigt, at vi var nødt til at trappe hendes insulindoser hastigt ned over de næste dage.
14 dage efter var hendes tal normale på den allerlaveste dosis insulin, og hendes symptomer var væk. Hun var ikke længere sygeligt sulten, hun drak ikke længere unormalt, hun tissede ikke længere unormalt meget.
To måneder senere var hun trappet helt ud af insulin, hun var for første gang i sit voksne liv normalvægtig, og hendes pels var sindssygt flot...
Mine forældres andre tre katte blev øjeblikkeligt skiftet til samme diæt som Mitte, men... de blev kedelige og matte i pelsen og fik urinvejsproblemer. Underligt nok kan DE ikke tåle andet end special tørkost mod urinvejsproblemer, så jeg har da fået lært, at det der med fodring ikke er så enkelt endda, og at man må se på det enkelte tilfælde (også selvom man bliver en lille smule hjernevasket på studiet af de der foderfirmaer, der gør en del reklame. Og de ER også gode, og der LIGGER en masse forskning bag, men nogle individer er man nødt til at finde andre løsninger til).
Nå, Mitte levede faktisk til hun blev 15 år gammel, på trods af sin diabetes og at hun udviklede noget allergisk tarmsygdom, der gjorde hendes foder endnu mere udfordrende. Hvad der omsider gjorde, at hun skulle videre, var faktisk gigt pga den gamle hofteskade. Over årene målte min mor hende selv med sit eget blodsukker apparat, og hvis tallet steg for meget, fik hun et par uger på meget lav dosis insulin, og så var hun fin en lang periode igen.
Ja, det var en meget lang, indledende smøre (beklager, jeg håber ikke, at du er faldet i søvn undervejs 
). Grunden til at jeg fortæller Mittes historie, er for at illustrere, at en diabetes diagnose hos kat ikke nødvendigvis er en dødsdom, selvom det er et meget slemt tilfælde.
Og nu til din søde Monika. At hun drikker mere kan godt tyde på en begyndende diabetes, især da hun også er overvægtig (og tro mig, som ovenstående historie viser, så VED jeg, hvor svært det kan være at slanke en kat, især en indekat!).
Men det kan lige så vel være, at hun bare godt kan lide at drikke af vandhanen - det er der masser af katte, der godt kan.
Hendes område over haleroden med lidt skæl og manglende underuld kan faktisk skyldes hendes overvægt. Overvægtige katte får svært ved at vaske sig ordentligt lige præcis der, og det giver skæl og kedelig hud. Du kan hjælpe hende med en børste, og så bør hun naturligvis slanke sig.
Jeg synes, at det er en rigtig fin idé at tale med din lokale dyrlæge. Og faktisk er det en fordel, hvis du kan finde en der vil køre ud.
For at stille en diabetes diagnose skal der nemlig tages blodprøver, og hvis katten stresser for meget, kan sukkertallet stige unormalt bare af dette, så chancen for at få et mere reelt billede er større i kattens eget hjem, hvor den næsten med sikkerhed vil være mere rolig.
Hvis nu Monika har diabetes, og det er slet ikke sikkert, at hun har, så tror jeg roligt, at du kan gå ud fra, at det kun er i det indledende stadie endnu, udfra at du beskriver, at hun spiser og opfører sig normalt, og ikke har tabt sig pludseligt og har normalt energiniveau.
Måske kan hun simpelthen reguleres bare med foder, og ja, din anden kat kan sagtens tåle diabetes foderet, hvor slankestrategien ligger på et meget højt proteinindhold og et lavt kulhydratindhold, hvor de gamle typer slankefoder indeholdt mange fibre for at skabe fylde og mæthed. Det fungerer bare bedre til kat med protein-vejen, er min erfaring med det.
Har hun behandlingskrævende diabetes bliver det mere besværligt, men ikke umuligt. Så kan man behandle med lave doser insulin, der skal indsprøjtes under huden to gange dagligt.
Det lyder skræmmende, hvis man ikke er vant til at give indsprøjtninger, men dyrlægen vil lære dig præcis hvordan du gør. Kanylen er sådan en lillebitte, tynd en, som katten dårligt mærker. Mitte sagde ingenting til at blive stukket, og var ellers en meget temperamentsfuld dame, der var umulig at give piller og den slags uden en kamp af den anden verden.
Jeg har set optagelser af en meget klog kat med sukkersyge, der havde luret, at den fik det bedre af indsprøjtningerne. Den kom selv hver dag på de faste tidspunkter og lagde sig ned og præsenterede sine flanker til at blive stukket 
(meeeen, den var nu nok et særtilfælde...!).
I starten beder dyrlægen så også en om at måle sukkertal hjemme med en glukosemåler, hvor man tager lidt blod fra øret for at overvåge insulinens virkning.
Se, alt det her er jo virkelig krævende, og det er (forståeligt nok) ikke alle der orker det eller har ressourcerne til det. Hvilket jeg synes er helt fair, det er et stort arbejde. Men som sagt kan man være heldig, at ens kat spontant får det bedre efter at behandlingen har givet kattens bugspytkirtel en pause, og så kan man styre det med foder bagefter.
Som sagt kan det være, at din Monika slet ikke fejler andet end lidt for meget på sidebenene og en lille vand-fetish. Det vil jeg krydse fingre for! Og i så tilfælde, kan du bede dyrlægen om at hjælpe dig med at lægge en slanke-plan der fungerer for dig og Monika og også Modig 
Held og lykke (og beklager det lange indlæg!)
Venlig hilsen Mitte (Yep, crazy cat lady har taget brugernavn efter sin gamle kat 
)
