Som jeg ser det, er der to problemstillinger. 1. Hun snubler 2. Hun har svært ved at bevare traven i volter mm. Det kan der være flere årsager til, men det kan også hænge sammen.
En hest, der snubler, kan gøre det af forskellige årsager. Det første jeg ville kigge på, var hovene. Hvis en hest er beskåret, så den bliver lang i tåen, vil den ofte komme til at snuble. Jeg ville tage en snak med min smed om det er muligt at beskære den med noget mere overrulning. Heste skal også helst beskæres med 6-7 ugers mellemrum, så de ikke bliver for langtået.
Næste skridt: Er hesten halt? Hvis du har svært ved at se det selv, så allier dig med en, der er god til at se haltheder. Heste, der for eksempel har hovsenebensbetændelse snubler ofte. Og husk, at udtryk som at hesten går utaktet eller går kort-lang også dækker over at hesten er halt.
Er hovene som de skal være, og hesten helt rentgående, så hænger den dårlige balance sikkert sammen med ridningen. Snublen kan skyldes, at hesten går på forparten. At hesten har svært ved at trave på volter, skyldes ofte, at den har for meget fart på, eller at man forlanger en bøjning som hesten ikke har bæringen til. Helt basalt bør man arbejde på at hesten lægger så meget af vægten som muligt på bagparten, så den får styrke og bæring til at udføre de øvelser, man ønsker af den. Det øves bedst sammen med en god underviser. De færreste af os kan gøre det alene, det er guld værd at have en underviser, der kan hjælpe med lære en at ride hesten korrekt.