Logo used for printing

HN afstemning
Hvor meget betaler du i staldleje pr hest? (Foreslag: Sebrina )

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Træning

 Hvor meget presser I jeres børn?
Forfatter: 
Dato:  12-09-2019 11:14

Hej med jer.

 

Jeg hedder Rie og er 37 år, jeg har en datter på 6 år som for et par år siden fik sin egen pony. Jeg rider selv dressur på MB niveau og elsker at starte stævner og alt det der. Selv om jeg er 37 år og inders inde godt ved at jeg aldrig bliver grand prix rytter eller professionel så har jeg alligevel de der drømme inden i. Nogen gange ønsker jeg at jeg var startet med at ride tidligere og at jeg havde haft den rette forældreopbakning og det rette materiale til at komme igang på dressurbanerne alledere som ponyrytter. Hvem ved hvad det så kunne have været blevet til??

 

Men nu er min tanke bare om jeg prøver at leve mine egne forliste drømme ud gennem min datter? Ingen tvivl om at hun ELSKER sin pony og at de har nogle skønne og gode timer sammen, men jeg tænker på om jeg presser for meget på for at hun skal ride "rigtigt"???

 

Jeg har prøvet at skrife et lille indlæg ril ridersnotebook om mine tanker og om hende... Det er her:

 

peek.ridersnotebook.dk/maa-man- presse-sit-barn/

OBS: når du har klikket skal du scrolle helt ned i bunden for at finde det.

 

Har du måske de samme tanker? og hvad gør du for ikke at presse for meget men stadig støtte til udvikling...???

 

De bedste "mor hilsener" fra Rie

 

0
1
Svar på denne tråd
 
 Hvorfor have pony.
Forfatter: 
Dato:  12-09-2019 22:30
Det som slår mig er, at I bloggen er det ret tydeligt hvilke drømme der motiverer dig.
Dit formål med ponyhold er synligt.
Din motivation er synlig.

Men barnet?
Barnet er usynlig.
Hvad elsker barnet ved sin pony?
Hvad elsker hun ved heste generelt?
Hvornår er hun stolt af sin pony?
Hvornår er hun stolt og glad og engageret som rytter???
Hvad gør du, hvis hun hverken gider dressur eller spring? Hvad hvis hun vil trail, distance eller være cowgirl med en lille pony der kan barrel racing? Eller, pelset islænder i skoven?
Og - kan du rumme det???

Barnet er usynlig i din blog.
Hvis bloggen beskriver jeres heste liv frygter jeg at barnet brænder ud.
Pres generer mig faktisk ikke - men jeg er ked af, hvis I er fysisk sammen men ikke mentalt sammen.
2
1
Svar på denne tråd
 
 et usynligt barn?
Forfatter: 
Dato:  13-09-2019 09:14

Kære Doctor Who

 

Tusinde tak for dine reflektioner..... Duy har på sin vis helt ret i at jeg har ambitioner på mit barns vejne... Det tænker jeg alle forældre har på den ene eller anden vis. Om det omhandler at de skal klare sig godt i skolen, skal have gode venner, forblive sunde og raske, blive dygtige inden for en given sportsgren eller noget helt femte...

 

Når børn er små ved de jo ikke alle de muligheder verden rummer, og som forældre vælger man jo at præsentere dem for nogen af de muligheder som findes, ofte vil det vi præsentere dem for være bnoget vi selv har en vis relation til da det er det der umiddelbart falder os ind og er inden for vores rækkevidde. Så må man jo se om børnene bider på og uydvikler deres egen passion herfor eller ej....

 

Ud over min datter har jeg også en søn på 10 år, han fik også en lille pony da han var tre år, men det blev hurtigt tydeligt at han ikke bed på. Ponyen blev ikke rigtig brugt, hun af nogle søde piger fra nabogårdene som kom og hyggede sig med den,. Da han blev 7 år spurgte han mig om ikke kan måtte sølge sin pony og få en firehjulscrosser ligesom albert? Og det blev sådan.!! Coco fik et godt nyt hjem og Capian racer nu rundt i haven fra tid til anden på sit blå lyn. Så det er ikke alfa omega for mig at mine unger rider, slet slet ikke. Men det der er vigtigt for mig er at hjælpe dem til at få succes med det de kaster sig over.... Uanset alder kan man ikke være lige motiveret hver dag. Det er helt ok at have off dage hvor man hellere vil lege eller se fjernsyn, men ind i mellem tænker jeg at man også er nød til at presse lidt på så de også får udrettet noget, klarer noget og lære noget og derefter han vokse og blive stolte af egen succes...

 

Jeg er ked af hvis du oplever at Sia fremstår "usynlig" på min blog.... Men det tager jeg til efterretning... Men jeg synes faktisk vi laver mange andre sjove ting og gruiner en hel masse om det gør en usynlig pige vel ikke???

1
0
Svar på denne tråd
 
 pædagogik
Forfatter: 
Dato:  01-10-2019 11:05

Set fra et pædagogisk synspunkt, mangler jeg også din datters oplevelse af hendes liv med ponyen. Om du presser for meget skal jeg ikke kunne sige uden at have mødt Jer Jeg kan derimod fortælle lidt om min egen datters start på et liv med ridesport.

 

Vi købte den første pony da hun var 4 år, vi valgte en gammel stævnepony med masser af erfaring. Den cyklede jeg vejene tynde med, indtil vi fik vores ridebane. Hun kom også omgående på et elevhold på den lokale rideskole.

Efter halvandet år på den måde kom det første stævne, og mor skulle selvfølgelig hjælpe med lidt ekstra undervisning derhjemme. Det at hun gik til undervisning med ponyen på rideskolen, gav mig muligheden for at sige "hvad ville din underviser sige lige nu" når noget skulle rettes. Det vigtigste for hende at lære var ikke at hænge sig i fejlene, men ride videre. Altså øvede vi på en måde der støttede det = først ride programmet igennem et par gange og så vælge de to fejl der var størst sandsynelighed for hun kunne rette og dermed få en endnu bedre oplevelse.

Ellers gik det efter devisen ros, ros, belæring godt pakket ind i endnu mere ros.

Jeg rettede også hendes ting når hun sov. Hun skulle selv strigle ponyen, flette og pudse seletøj, når hun sov gik jeg ud og forbedrede det. Hun fik ros af andre for hendes flotte pony og det styrkede selvtilliden, det tog hun med på banen og vandt.

 

I dag er hun voksen og har forlængst overhalet hendes mors viden og kunnen. Men jeg/vi nyder stadigt at tage til stævner sammen.

 


Suldudu

1
0
Svar på denne tråd
 
 Hej annette
Forfatter: 
Dato:  04-10-2019 06:23

Kære Annette...

 

tak fordi du vil dele din erfaring også..... det lyder jo som om at du har formået st støtte din datter på den rette måde så hun har taget sporten til sig med kærlighed...

 

Det må være sjovt for digts sidde og se hende idag og tænke på hvordan det hele startede...??? Min datter er som sagt kun 6 men hun er også allerede i den der - «Jeg vil selv » fase, så for øjeblikket tager det meget lang tid når vi skat strigle og sadle op😂😂 men det tager jeg som et godt tegn for det må betyde at hun har det sjovt med det....

 

Jeg er helt enig med dig i at ROS er det vigtigeste i hele ligningen. Men det tænker jeg egentlig gælder for alle forhold når børn skal vokse, lære og udvikle sig... desuden "leger" vi meget her. Ligesom at du har haft benyttet jeres ridelære så bruger vi som sagt Celton (ponyen) til at formidle tips og tricks og det fungere fantastisk....

0
0
Svar på denne tråd
 
 Skal man presse?
Forfatter: 
Dato:  07-10-2019 10:44

Allerførst vil jeg lige oplyse, at jeg har ingen børn selv - så jeg er naturligvis ekspert på området

 

Jeg har veninder med børn, og deres forventninger/ambitioner på børnenes vegne er vidt forskellige - men de børn, som det er lykkedes bedst med, er nok dem, som er opdraget lidt ligesom jeg selv blev det, og det kan måske også være en form for inspiration :)

 

Min far bibragte mig hesteinteressen - han er selv hestetosset, og havde som ung mand først i 60'erne sin egen ridehest (som blev solgt for at skaffe kapital, da han skulle købe eget landbrug).

Han købte mig min første pony, og han har jævnligt lagt penge til i løbet af min barndom/ungdom - men kun når jeg selv ofrede sparegrisen.

 

Min hest stod på gården, og min far passede den om morgenen - fodrede og lukkede ud. Så var det min pligt at ordne stald, lukke ind og fodre til aften. Og det skulle gøres - hver dag. Ellers solgte han krikken, sagde han. Og jeg var aldrig i tvivl om, at han mente det ;)

Naturligvis kunne jeg være syg eller forhindret - og så lavede vi en aftale om at han overtog pasningen. Helt problemfrit: men det skulle aftales, det var ikke en selvfølge.

 

Han var nok i virkeligheden bedøvende ligeglad med, hvor meget jeg red på hesten - jeg skulle bare passe den, og passe den godt. På den måde lærte han mig, at når man tager et ansvar, så HAR man et ansvar... hver dag.

 

Da jeg kom så vidt, at jeg ønskede at gå til ridning og blive dygtigere til at tumle hesten, betalte mine forældre glad og gerne for min ridning - og når det var mørkt eller møgvejr, kørte min mor mig frem og tilbage (i godt vejr skulle jeg selv cykle).

Og jo, de har altid været flinke til at komme og se mig - selv i dag, hvor jeg er over 50, kan jeg finde dem blandt tilskuerne engang imellem. Og det er da bare så fedt

 

Flere af mine veninder gør det samme: støtter op/bakker op, når børnene vil - men forlanger ikke andet, end at de passer det dyr, de har taget ansvar for. Dén lærdom kommer børnene til gode resten af deres liv, uanset om de bliver dygtige ryttere eller ej :) Og sandsynligheden for at de holder ved, er mindst ligeså stor, når de ikke skal opfylde moderens ambitioner, men "kun" deres egne...

 

Hilsen Sif


Det er sjovt at tage fjordheste alvorligt


www.sadelrummet.dk

2
1
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider