skal i min optik være netop det - et frirum, man lader op i.

Selvfølgelig kan der være dage, hvor det føles mere som en sur pligt at være hesteejer, men det skal være de færreste.

Det lyder umiddelbart, som om der er flere faktorer i spil end "bare" det at du faldt af og blev - fuldt forståeligt - forskrækket, og nogen gange kan det hjælpe, at angribe problemerne et ad gangen.

Kunne det være en mulighed at sætte ham i ridning i en periode, så du ikke behøver overveje om du tør ride ham, eller er nødt til tage ud til ham, men kan gøre det hvis du har lyst?

Dorte

få hjælp her: rytterfokus.dk eler på facebooksiden.

Det ser ud til, at der er en del der får hjælp til den slags problemer der.

Vh Jannie

Har prøvet noget af det samme, og nu får du lige min historie, som jeg har skrevet i et andet forum.

Sådan kan det gå :

Når jeg følger med herinde, så læser jeg om mange som har svært med at feks sælge deres hest pga af forskellige årsager.

Derfor vil jeg nu skrive min historie, den bliver måske lidt lang, men det er for at få hele billede med.

Så for at starte fra begyndelsen, så har jeg redet siden jeg var 10 år gammel, begynde på en lille fræk pony, som både smed mig af og løb med mig. Så kom jeg op på en større pony, som var lige så fræk, jeg kæmpede og blev ret god til at håndtere ponyen og vi begyndte at springe, hvilket også gik fint.

Så flyttede ponyen for langt væk fra mig, og jeg måtte finde et andet sted at ride, jeg kom ud til vores lokale hestehandler, og fik lov at ride på alle hans ponyer og hest, jeg er nu 14 år.

Ponyerne og hestene hos hestehandleren, var tit nogle som var for "vanskelig" eller bare blevet tilovers. I den tid lærte jeg virkelig meget, om vanskelige heste, håndtering og omgang i det hele taget. Jeg red de mest umulige heste, lærte at "afkode" dem, så de blev sikre at ride på. Det var en spændene tid.

Da jeg var 20år, købte jeg min første egen hest, en 3 års kun rytter vant. Han var mit et og alt, vi red i skov, vi red dressur og vi sprang.
Ingen ting vare desværre evigt, så da jeg mistede ham, blev han erstattet af en ny dengang en kun 2 år gamle plag.

Sådan er der blevet skiftet et par gange og hver gang har jeg købt en ung hest. Jeg holder meget af at arbejde med de unge heste, stille og roligt lære dem kunsten at "gå til ridning". Tage dem med ud i verden, køre i trailer, komme til stævne, komme i skoven, gå på vejen.

Så da jeg mistede min elskede bund regulære hoppe, så fandt jeg selvfølgelig en ny, denne gang en 4 års hoppe, købt fra avler, dog ryttervant.

Jeg valgte at den forblev i tilridning yderligere 1 måned, inden at jeg hentede den hjem. Den kunne gå skridt, trav og galop.

Da den kom hjem, viste det sig hurtigt at den var noget af en mundfuld. Bare at komme op var et projekt, men efter en måned med tålmodig træning, kunne hun stå ved skamlen og jeg kunne stige ombord.
Vi startede træningen ganske stille og roligt op i skridt og lige så stille kom der også trav på. MEN hesten er meget, som i meget vågen og "spooker" , og den er hurtigt som bare den. Den giver mig store udfordringer, jeg skal helt tiden tænke en 3-4 træk frem, for at være på forkant med den.

Nu er vinteren omme, og vi skal ud på vores udendørs ridebane, vi er på banen sammen med hendes staldkammerater. Og så ud af det blå explodere hesten, og jeg ryger af for fulde gardiner, og slår mig temmelige meget.

Da jeg kommer til hægterne igen, forsætter jeg ridningen, det meste af sommeren går fint, så får den lige pludseligt et udfald igen, denne gang blev jeg på. Oven på den tur valgte jeg at skifte træner, det satte gang i en positiv udvikling, vi trænede flittigt hele vinteren, og så igen var det tid til at komme på ridebanen igen - det gik fint, altså de første par gange.
Så igen ud af det blå, holdt den sin egen fest og jeg måtte af igen - dog uden at komme noget til andet end lidt såret stoldhed.

Da jeg får fat i hesten igen og sat den i en longe, med den hensigt at lade den krudte af. Mens jeg står og longere hesten, beslutter jeg mig for at nu er det SLUT, jeg vil IKKE ride den mere!

Den skal hen til nogen som kan få glæde af hende, som den hest hun er.
Vores forhold var slut, jeg havde ikke længere tillid til hende.

Det gjorde ondt og er overhovdet ikke nogen nem beslutning, men jeg vil ikke risikerer liv og førerlighed, bare for at ride på den hest.

Med til historien høre også at der er gået mange ture ned i skoven, ned af vejen, vi har trænet trailer og "forhindringsbane" samt enkelte rideture i skoven. Derudover var den på lav stivelse/sukker foder og på fold dagen lang. Stod på et lille sted med ro og orden.

Og at den ud over de gange den har smidt mig af, flere gange har lavet andre ting, hvor den forvandlede sig til en tikkende bombe.
Først her bagefter kan jeg se hvordan jeg har "bygget" et system op omkring hesten, feks. Ikke at ride med mindre at alle hestene er på stald, eller at alle hestene er på fold og at INGEN bliver taget ind mens jeg rider osv.

Nu er hesten videre og jeg har fået mig en dejlig 10 års vallak, der er lidt mere drift stabil, så nu er min ridning igen en glæde.

Det skal også lige med at jeg er gået hen og blevet 53 år, og må erkende at det ikke helt er det samme som da jeg var 25år.

Min pointe med min historie er at det nogle gange er bedre at sige farvel og komme videre. Ikke kun for rytteren, men hesten har også mere glæde af en rytter som stoler på den.

PS Jeg har ikke brug for at hører, hvad i mener hvad jeg skulle have gjort, det er alt sammen fortid.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke om du kan bruge min histiorie til noget, men jeg er stadig glad for min beslutning, og jeg har tilfulde fået lysten og glæden retur. Nu skal jeg "bare" lige lære at stole på at hesten ikke "spooker".....

Først, så må du gøre op med dig selv, om det er HESTEN der har fået dig til at få mavekludder når du skal i stalden, eller om det er INTERESSEN "hest og ridning", der gør udslaget.

Er det pga. af den dårlige oplevelse med hesten, kan du lægge en handleplan for dén del. Men om det er salg, udlån, sætte den i ridning, finde en fuldtidspart eller noget helt andet der skal ske med den, kan kun du afgøre. Måske skal der en bundstabil Musse på banen, til du har genfundet glæden ved, at _din_ hest netop ikke er så bundsolid, at går den langsommere, falder den i søvn.
Måske du og din hest langsomt skal finde hinanden igen, uden ridning? Gå nogle ture, grundig strigling, bruge en halv time på bare at nusse ører, eller hvad din hest kan lide. Træn fra jorden, vis den alt muligt, lær den alt muligt. Hav det sjovt sammen. Pludselig en dag, sidder du i sadlen igen.

Er det selve interessen der er væk, er det altså helt i orden at sælge hesten og trække sig. Alt har sin tid, og tro mig, der kommer andet i stedet for, der giver den samme glæde. Og måske dukker interessen op igen.

Livet er for kort til både partnere og heste, man ikke føler sig tryg ved. Der er udfordringer nok uden det.

Søg noget hjælp.

En dygtig underviser, som kan hjælpe dig tilbage i sadlen uden angsten

Jeg har arbejdet en del med angst ryttere og det kræer små trin og små succeser. Så kan man arbejde med angsten

Tusind tak for alle Jeres svar - det er altid godt at høre andres tanker/historier.

Det skal lige nævnes at vi er "fuldt" ridende, jeg er ikke panik-panik i at side på ham - men som skrevet jeg er heller ikke 100% tryg og jeg bruger enorme mængder energi under ridning ved at skulle finde ud af hvad det næste han bliver bange for er ..

Tak for din historie, Julle. Den satte hvert fald nogle tanker i gange, at det er ok "at give op" - uden det skal forstås forkert eller nedladende.

Jeg har en fantastisk dygtig underviser. Når hun rider ham er der intet (eller altså han vil altid være sensitiv, men spooker ikke på samme måde). Han er en utrolig følsom fyr og jeg er bange for "at jeg ødelægger" ham, ved at min nervøsitet går i ham.

Det er hårdt, når man holder så meget af sin hest.

Mht. salg, så ved jeg også hvad jeg har nu, man ved aldrig hvad man får ...

Kunne det måske hjælpe dig (som en anden vidst har foreslået) at du simpelthen får noget undervisning fra jorden (jeg tør næsten ikke bruge ordet "horsemanship" ).

Men jeg tænker, at det kunne være en god måde at opbygge tilliden til din hest på - især fordi du skriver, at det kun er når du rider, at den spooker over ting, men ikke når din underviser rider.

Jeg har selv kvittet ridningen tilbage i marts måned og arbejdet intensivt fra jorden siden- selvom jeg ellers vil betegne mig selv som en ok rutineret, typisk dressur-hobby-rytter.

Tilliden mellem min hest og jeg var væk, efter noget sygdom hos hesten jeg ikke har taget alvorligt nok (den var påvirket på nervesystemet) og vi havde udviklet nogle meget voldsomme konflikter, som krævede at jeg enten lagde min stil om - eller skilte mig af med hesten.

Jeg kunne som sådan godt ride hende og var ikke nervøs for hende fra ryggen da hun aldrig har smidt mig af eller forsøgt at gøre det, men det fungerede bare ikke. Hesten var uvillig og hun syntes ikke det var sjovt at gå til ridning med mig.

Jeg har planer om at vi skal genoptage ridningen i sensommeren, med den samme træner som jeg bruger til jordtræningen, da vi nu er kommet så langt i træningen, at vi begge er ved at være mentalt klar til ridning igen.

Træningen fra jorden er blevet et KÆMPE turningpoint for mig i min udvikling med min hest, takket være en meget dygtig underviser- og jeg har ellers altid været den der rynkede lidt på næsen, når folk nævnte horsemanship. Men jeg kommer ALDRIG til at slippe det igen, det har givet så meget mening, efter jeg først kom lidt ind i det.

Jeg kan næsten ikke fortælle dig, hvad det har haft af betydning for tilliden mellem hesten og jeg, uden det kommer til at lyde som om jeg er blevet hjernevasket

Men du er velkommen til at kigge på FB-siden (link nedenfor), så kan det være at det giver mere mening, hvilken betydning det har haft for os at vi tog det hele et par gear ned.

Jeg har selv stået lidt i din situation, havde en unghest, som jeg virkelig virkelig synes var den bedste op jorden, min soulmate.

Men min ridelyst og lidt hesteglæde forsvandt, da han dels var svær at ride (han kunne dø hvis asfalt skiftede farve, et blad raslede, en fugl fløj op) han var fuld af skader hele tiden (og viste det sig, bændelormsproblemer trods ormekure) så vi kom aldrig videre med ridningen.

Vi skridtede lidt og travede lidt og galloperede lidt, og så stod det stille igen med ridningen pga et eller andet. Så selvom han var min bedste ven og vi nød bare at være sammen, så var det også hårdt, bla pga konstante bekymringer om hans helbred og så var han så svær at ride pga alle de forskrækkelser han oplevede. Ikke at han reagerede voldsomt, men kiggen, insisteren på at gå uden om, små hop osv. var også hårdt for MIN krop. Der var heller ikke de store turmuligheder ud.

I efteråret stod jeg i en krise med mit ægteskab og min bedste ven mistrivedes mere og mere og havde ændret personlighed i løbet af det sidste år. Der tog jeg beslutningen om at han skulle have fred (1,5 år med halthed, bændelorm med 4 ormekure på 1/2 år, sure stråler på alle hove, dermatofilose i huden, en dyrlæge der havde givet helt op osv og ingen nedring trods uendelige mængder tilskud, medicin, massør, kiropraktorer og andre behandlere) det er stadig det sværeste jeg har gjort, men tidspunktet var det rigtige. Det ville have været synd at kæmpe mere, men havde det ikke været for krisen er jeg bange for der havde gået længere tid hvor han blev dårligere.

Jeg svor at jeg ikke skulle have hest igen, det knuste virkelig mit hjerte at komme af med ham. MEN langsomt kom savnet om en blød mule, duften af hest og en ridetur tilbage, jeg er stadig lammet af sorg over min bedste ven inden i, men lysten til heste er kommet snigende.

Jeg har så sat mig og virkelig gennemtænkt hvad jeg vil have, den anden hest fik jeg lidt ved en tilfældighed og for kun 5000 fordi han VAR en mandagsmodel, og det vil jeg ikke mere. Jeg er heller ikke til baneridning eller spring. Så jeg kom frem til at JA jeg savner hest, men jeg savner ikke bekymringerne eller sandkaserridning.

Så jeg har nu besluttet mig for islænder af den gamle robuste type og har endda fundet en avler, hvor jeg kan få opstaldet også. Derudover er det 5 minutter fra det mest naturskønne rideområde, hvor vi kan ride i timevis, hestene tilrides bla i skoven. Og der ER ridehus til de sure dage også. Der vil komme bekymringer selvfølgelig, men denne gang smider jeg penge efter det IKKE er en mandagsmodel og krydser fingre for at det så er en der "virker"

Jeg var ude at ride turridning hos dem og fornøjelsen ved en hyp, der uden at vende et øre bare gik afsted og så tölt var fantastisk, med min skavankfyldte krop var det lige noget jeg kunne bruge og jeg har af andre årsager kæmpet mig ned i en vægt, hvor en stor islænder, der er avlet efter robusthed/som turhest, er passende.

Så selvom du ikke behøver at aflive, så vil jeg bare med min historie fortælle at det er rigtig godt at finde ud af hvad man vil og KAN, og så få sig en hest derefter Det kan jo også være at du finder ud af at din hyp stadig er det bedste for dig, jeg er bare selv færdig med at skulle på alt for spændende rideture Held og lykke!

Jeg har stået i lidt af det samme.... endte med at sælge min soulmate igennem 7 år. Beslutningen tog mig et halvt år, så umådeligt hårdt. Heldigvis har jeg fundet et rigtigt godt hjem til den, solgt m. Kontrakt om forkøbsret m.m.

nu har jeg lånt en erfaren og ligetil dressurhest, rideglæden er kommet tilbage med 120 % . Nu synes jeg pludselig om at ride tur m.m.

Sælg den til en der vil have en sensitiv hest, køb en ny der er lidt mere død i sværen, nyd dine timer med din nye hest.