Jeg går frem på den måde, at når de byder sig til, så får de lov. Især sidebevægelser lagde jeg rimelig hurtig nogle trin ind af, fordi det gav både hesten og jeg en god grundtræning i hvad hjælperne betød. ( det er mine to første ungheste jeg har redet op)

Især schenkelvigning i trav er jo oplagt lige at skære et hjørne, og lade ungheste "drive sig selv" naturligt ud til barrieren. Og versader i skridt langs barriere udaf hjørnet fungerer også fint.

Til gengæld får de så også fred i de perioder, hvor de ikke byder til. Og jeg er lynhurtig til at mærke det.Fx har marts måned i år primært gået med volte arbejde og tempoveksel, samt bakketræning.

Vi rider udendørs, og det er koldt og vådt og klamt, så ingen gider rigtig at mosle - sådan føles det

Det har gjort, at jeg har to heste på nu 9 og 10 år, som elsker at "gå til dressur", begge er b-heste, som altid er arbejdsvillige og forsøger at gøre deres bedste.

Og som fx i weekenden gav mig en super træning med masser af gode takter i piaff og passagetræningen, fordi det " leges" ind i dem, når de byder sig til og er klar.

Så er unghesten klar i krop og sjæl til at gå lidt sidebevægelser, og arbejde med en smule samling - så bare gør det. Så længe man husker ikke at presse citronen, men altid stopper mens legen er god

Og så husker jeg mig altid på, at læring ofte går som en slags trappe - et fladt stykke hvor der "intet sker", og så lige pludselig et stort trin op. Og det er på det flade stykke man skal have tålmodighed og udholdenhed til ikke at presse - især hvis man rider sammen med andre med ungheste, som ikke deler den samme philosofi, og derfor på den korte bane rykker forbi en, men på den lange bane ikke når særlig langt, og i særdeleshed ikke har heste som ser ud til at synes, at det er særlig sjovt at være ridehest.

mvh Charlotte

Ps ikke at presse betyder ikke, at man ikke forlanger noget af hestene - men mere at man aldrig når ud i at de føler sig så presset, at de slår fra/rejser sig/sparker/bukker e,l - begrænsningens ædle kunst