Problemet er, at det ikke er så let at finde ud af hvor meget skade du gør, ved blot at konstatere at barnet heldigvis ikke er grønt med blålige prikker, når det kommer ud.
Skaden viser sig laaangt senere
Det må være så evigt nederen, at have et barn, der som 25-årig kommer og fortæller at h*n ikke lige kan lave børn selv feks. - med mindre man naturligvis er dygtig nok til at bilde sig selv ind, at det helt sikkert intet har med ens egen levevis at gøre.
..det er lidt som gravide rygere, der også mener at barnet ingen nød har lidt, når det blot viser sig levedygtigt ved fødslen
Al kemi omkring fostre og (spæd)børn, viser sig senere - vi taler eksempelvis ændring af arvemasse/reproduktionsevne, problemer der feks. sætter barnet tilbage i forhold til andre, indlæringsevneballade og så generel ophobning af tungmetaller.
Det er jo ikke for sjov at man ikke må arbejde med langt de fleste kemikalier under graviditen - og hårfarve er i den grad kemi!
Som gravid har man ansvaret for at forvalte et andet livs begyndelse - det er et KÆMPE ansvar, at sørge for at dette lille væsen kommer så godt som muligt fra start.
Og det gør man altså ikke med hårfarve - efter min overbevisning. Det er ikke for sjov at sundhedsstyrelsen udarbejder råd - og det er vel og mærke dem, de kan dokumentere 100%.
Er man kvik nok til at have opfanget at noget er skadeligt (om det så endda er potentielt), så har man i min verden også pligt til at være kvik nok til at undgå det skadelige i videst muligt omfang.
Hårfarve er jo ikke livsnødvendigt - er man ved at panikke over udgroede mørke rødder eller grå hår der pibler frem (og det har jeg STOR forståelse for ), så må man kompensere med en lækker frisure.
Held og lykke med graviditeten