Barylerne er 5 år, og vi har snakket rigtig rigtig meget om døden. Først døde vores højtelskede kat, da de var 3½ år, og her i januar døde min far, som de godt nok ikke kendte, før han blev stærkt hjerneskadet, men de oplevede da min sorg på første parket. Begge dødsfald rejste naturligt nok et hav af spørgsmål. Og en meget stor bekymring om, jeg også skulle dø.
Jeg er ærlig. Så ærlig som jeg overhovedet kan være. Det betyder, at barylerne skiftes til at mene, at man kommer i jorden eller i himlen, eller at kroppen kommer i jorden og rådner, inden den kommer videre i himlen, eller at kroppen kommer i jorden og hovedet i himlen. Det er noget rodet, ja, men jeg havde altså ikke lige en færdig historie klar, så det blev som det nu engang blev.
Med hensyn til, hvordan det føles, er jeg jo så øh... heldig... at min farmor havde dårligt hjerte, og hun havde beskrevet for mig, hvordan det føltes at få et hjerteanfald, hvorefter hun sagde "Hvis det er sådan, det er at dø, så er jeg ikke bange for det". (Hvilket var en ubeskriveligt stor trøst, da hun så døde af et hjerteanfald). Så det kan jeg jo formidle videre. Og jeg kan også sige, at jeg altså tror, det gør pænt meget ondt at blive kørt over af en bil eller at blive skudt og dø. Og så kan jeg svare ved ikke til nogle spørgsmål - og tilbyde at vi undersøger, hvad svarene er til andre, ved at google, spørge andre, gå på biblioteket osv.
Jeg oplever, at de informationer jeg kan give, er nok, selv om det langt fra er alt jeg kan svare på. Jeg tror, det værste er, at feje dem af og ikke ville / kunne snakke med dem om det. Her har døden bare været et af mange emner, der kan snakkes om hen over middagsbordet, eller hvornår der nu lige rammer et spørgsmål. Så det er altså ikke et emne, der er uddebbateret, det er vel lidt ligesom med religion - man kan hente nogle fakta, og så bliver man nødt til efterhånden at skabe sin egen version.
mvh. tina
