Som overskriften siger, så er jeg 26 år og har ingen børn. Jeg har været sammen med min kæreste i over 3 år og vi har nok det mange ville betragte som, et "godt fundament" for at få børn. Min kæreste er ansat i en fast stilling og tjener gode penge, men jeg er studerende.

Jeg er i gang med at færdiggøre mit speciale på universitetet og ved at mange af mine kvindelige medstuderende har planlagt deres graviditet, så det passer med afslutningen af deres speciale. Men mit ønske efter 5 års uddannelse er ikke, at skulle stå med gylp og l*rtebleer, men at komme på arbejdsmarkedet og bruge det jeg har lært de sidste 5 år.

Ved at vælge sådan, så føler jeg også at jeg er nødt til at fravælge børn de næste 2-3 år. Det bunder nok i, at jeg føler jeg har et ansvar overfor en kommende arbejdsgiver. Jeg kan ikke få et arbejde, være der et år og så skulle på barsel. Det føler jeg ikke er fair overfor arbejdsgiveren. *Det er min personlige samvittighed, der ikke byder mig det - hvad andre gør er deres sag*

Samtidig så skræmmer tanken om at få børn mig helt vildt. Jeg er på mange måder et egoistisk menneske. Jeg vil have tiden til mig selv og min hobby, og sådan har min kæreste det også. Vi går begge to meget op i vores sport. Jeg har hestene og han har ishockey. Samtidig så er jeg en lille smule control freak - når vi rammer nytår, så er jeg allerede mentalt ved at forberede næste jul - for så ved jeg at der er styr på tingene. Det er uladesiggøreligt med et lille barn - der ryger både kontrollen OG spontaniteten. Eller det forestiller jeg mig i hvert fald!

Men når jeg så sidder med min gudsøn, så er følelserne nogle helt andre! Så kan jeg ikke forstille mig en fremtid, hvor jeg ikke på et tidspunkt sidder med min egen baby. Men jeg frygter jo også lidt, at når jeg først har fået gang i min karriere, så er det den der fylder og ikke ønsket om børn.

Det var lidt af mine tanker - måske ikke super relevante nu hvor der stadigvæk ikke er børn på matriklen!

\\ Pernille

Jeg er næsten lige fyldt 30 og vi er først gået i gang nu. Jeg har været klar til børn LÆNGE! Men det kræver 2 for at danse tango og manden var ikke klar. Det mener han så han er nu. Til november har vi været sammen i 11 år...

Jeg har været "skruk" længe - men måtte bare acceptere at hvis jeg ville min mand skulle være far til mine børn, ja så måtte jeg vente.

jeg skulle ikke have børn, havde så meget andet jeg hellere ville- da jeg var ca 32 begyndte jeg at genoverveje - manden ville gerne, så vi blev enige om at droppe præventionen, der gik 3 år før jeg blev gravid- hvor jeg også gik noget i panik for var det nu også det jeg ville!!! ???

drengen ankom og hele min verden ændrede sig - elsker den lille fyr over alt på jorden idag og vil meget gerne have en til men er nu 39 og det er ikke lykkedes endnu, desværre. Det er jo nemt at være bagklog, men ville gerne være gået igang tidligere, men sådan er det bare.

grunden til jeg ventede så længe, tja angst for det ukendte, livet var jo godt som det var - andres børn sagde mig ikke en s... , egenligt gode nok grunde men det føles noget hult nu man sidder "på den anden side"

Tak for alle jeres svar.

Især dit gjorde indtryk på mig NoomiW. Jeg tror nemlig jeg vil få det på samme måde hvis det ikke lykkes, at nu er det altså det jeg vil. Jeg håber og ville ønske at jeg kunne affinde mig med situationen og nyde vores liv som det er nu.

Ja jeg er lige blevet 37, og har en på 4,5 og en på 3 år. Jeg ventede så længe med at få børn, fordi jeg lige manglede manden som skulle være Far.

Jeg har også haft to heste i fuld ridning, mange timers arbejde, og lang transport tid, men tro næsten alle de ting bliver prioteret gangske anderledes når først baby er på vej.

Husk man kun fortryder de børn man ikke fik....

Men JA for pokker det er hård at blive forældre, og jo ældre man bliver jo sværre tror jeg faktisk at det bliver. Altså at skulle give slip på sin frihed.

Hilsen Anni

Beklager hvis det netop er hvad jeg bliver med mit indlæg...

Jeg havde det præcis som dig, min mand og jeg havde det virkelig godt, med masser af frihed til spontane rejser og tid til hestene. Da vi var henholdsvis 32 og 33 fik vi vores datter... Og jeg har på mange måder fortrudt det! Det lyder så hårdt når man siger det, men vi ville ikke vente for længe, og fik hende nok inden at primært jeg var klar. Jeg føler alt min frihed er røget, mine heste er blevet til foldbumser, og alt handler om baby! Døgnet rundt... Så man skal være MEGET klar, og være opmærksom på at alt ændrer sig... Det ved jeg godt at man altid får at vide, det gjorde jeg jo også, men troede ikke på at sådan et lille menneske kunne ændre SÅ meget! Selvfølgelig elsker jeg hende, men skulle nok have ventet nogle år, eller helt droppet det...

Nu skal jeg forsøge at undgå at skrive noget som kan misforståes - for for mange er det jo et ømt emne med de børn...

Jeg er 29, og venter mit første (og eneste) barn sammen med min kæreste... Vi har ventet, fordi jeg har været så egoistisk at jeg bare ville RIDE og ride og slet ikke kunne forestille mig at holde pause... Plus jeg har aldrig haft den der "jeg SKAL bare have børn"... Plus tanken om "det ukendte" - og vi havde jo en lækkert liv med plads til en miliard stævner og spontanitet...

Vi har hele tiden været enige om, at hvis jeg en dag blev gravid var det fint.. Men vi havde det også lige så fint alene mig og ham - så skulle vi aldrig få børn var det også fint... (vi har så endt med at skulle have hjælp)

Jeg må indrømme at jeg er GLAD for at vi ikke har ventet længere end vi har gjort nu... For personligt synes jeg selv man begynder at blive "for gammel" når man når op midt i 30érne - men det er jo meget en smags sag...

Min mening ang alder ændrede sig heller ikke, da min far skrev til mig at han havde regnet på at når vores barn (som kommer til januar) skal konfirmeres - Så vil mine forældre være 70 år gamle... Og af en eller anden årsag, så fik jeg total "panik" på der.. Men det er nok fordi min mormor døde da hun var 70 - og det var meget traumatisk for mig dengang - Så derfor har jeg lidt den ubevidste tanke at lige så snart man er 70 så er man noget nær skinddød... Og jeg vil så gerne at min datter kan have sin mormor og morfar i MANGE år - for jeg selv havde VIRKELIG meget glæde af min mormor...

Vi har været sammen i 11 år min kæreste og jeg - og er flere gange blevet spurgt "skal i ikke snart" osv osv.. Og jeg er også gået hen og blevet stædig-agtig... Men for et års tid siden, blev jeg pludselig "skruk" - som jeg ellers aldrig har været før... Når jeg så en gravid fik jeg et sug i maven og blev lidt trist og tænkte "skal jeg virkelig aldrig opleve det??"

Og IKKE fordi man skal få børn "for andres skyld" - Men tanken om at min mor aldrig skulle få lov til at være sådan en fantastisk mormor som jeg VED hun ville være - Den gjorde VIRKELIG VIRKELIG ondt..!

Men det har været min heste-trang og at jeg ikke er så god uforudsete ændringer i mit liv - der har holdt os (mig) fra ønsket om børn...

Men nu hvor jeg har en livlig pige der basker rundt inde i min mave - Så fortryder jeg at vi ikke har gjort det tidligere!!

Jeg GLÆDER mig til januar, og jeg GLÆDER mig til at prøve at have noget andet end kun HEST at gå op i

Og nu håber jeg VIRKELIG ikke at jeg træder nogen på tæerne over min holdning til hvornår man er for "gammel" eller ej... Det har intet med "god eller dårlig forældre" at gøre.. Mere at jeg personligt selv ønsker at kunne have så mange år som muligt med mit barn, og at mit barn skal have så mange år som muligt med sin mormor og morfar...

Første da jeg var næsten 33 år.. Jeg har været sammen med min mand fra jeg var 19 år (han var 18 år) jeg blev gravid efter 1/2 år sammen og vi besluttede at beholde det.. Det viste sig at vores søn havde gastroskise (ligesom hareskår men i maven og dele af indvolde og organer sidder derfor udvendigt) vi fik at vide at han skulle opereres ved fødslen og der blev holdt ekstra øje.. Desværre ventede de lidt for længe.. Var til scanning i uge 35 (var hver uge) og de siger nu skal han ud.. Bliver indlagt og får lungemodner og jordmoderen vil lige køre en strimmel for at se om de skal indkalde lægen til akut kejser snit eller vente til der er tid.. På den time siden scanning havde vores lille dreng opgivet og hans hjerte var stoppet.. Jeg fødte ham dagen efter.. En lille bitte perfekt dreng.. Men det meste der skulle være i maven sad udvendigt og der var gået infektion i..

Derefter havde i gen af os lyst til børn.. Regnede med at det kom når vi blev ældre, men da jeg nærmede mig 30 år var jeg sikker på jegnaldrig ville have børn.. Vi ville hellere nyde hinanden, rejse og bruge tid på vores hobby..

Men pludseligt som lyn fra en klar himmel så vågnede et eller andet i mig og pludseligt var der en uoverskyggelig trang til at få et barn.. Heldigvis havde manden det på samme måde.. Et år efter vi først talte om at få barn fødte jeg vores første datter.. 2 år efter kom nr 2 og 14 måneder efter nr 2 kom der en lille upser prinsesse.. Så på 3 år og 1 månede havde vi pludseligt 3 prinsesser og ville ikke bytte det for noget i verden

Thea. Sikke et hudløst ærligt svar. Og ganske tankevækkende.

Sikke en historie Signe. Jeg kan godt forstå at der gik noget tid før i havde lyst igen.

Jeg går nok lidt og venter på den der BANG, nu vil jeg have et barn fornemmelse. Og har af og til tænkt på at et uheld måske ville være det bedste. Så var man ligesom nødt til at tage stilling til det. Jeg er nu ret sikker på at vi ville beholde det, vi har sådan set alle forholdene til det, økonomisk, og pladsmæssigt.

38 år gammel da jeg blev gravid med mit første og eneste barn.

Jeg har ikke rigtig ville have børn, og har prioriteret at jeg skulle have uddannelse, job og egen bolig med heste og hunde.

Jeg mødte min mand da jeg var 32 år, og han havde 2 fra tidligere.

Det at skulle være en del af at skulle tage sig af nogle børn, fik mig til at ændre mening. jeg ville gerne have mit eget barn som jeg kunne give min kærlighed til også. men jeg havde jo ikke travlt

Så da vi besluttede at nu kunne vi da godt gå igang, ja, så gik der ikke mange måneder før jeg var gravid. Så det var nemt for os.

ja - det tager tid at have barn, og man skal være indstillet på, at spontaniteten godt kan forsvinde.

Og ja, jeg havde også fået alle de løftede pegefingre med at jeg da aldrig ville blive gravid når jeg var så gammel osv osv.

man skal ikke sætte børn i verden for andres skyld, man skal gøre det for sin egen (og sin mands) skyld og fordi man mener man har tid, råd og overskud til det.

Jeg vil så lige komme med en dimentral modsætning til alle jeres historier.

Jeg fødte min og mandens første datter, i en alder af 23 år, og nr 2, kom da jeg var 25. Jeg er i dag 28 år - min mand er 36.

Jeg havde altid sagt, at skulle jeg have børn, så skulle jeg have dem inden jeg blev 25 år. Det lykkedes.

Jeg er selv barn af unge forældre og har altid nydt det, og nyder nu, at de har energien til at være bedsteforældre.

Jeg har aldrig oplevet at mine børn har været en hæmsko for mit ego. Jeg har hest og har hele tiden haft det, og har redet alt det jeg orkede, har tilgengæld også en meget forstående mand, der giver mig pladsen til min interesse, ligesom jeg giver ham pladsen til at kunne udleve sin drøm om at være selvstændig.

Jeg kan nogle gange, hvis det har været en hård nat med syge børn eller lign. tænke - godt jeg ikke er 10 år ældre.... Min mand er en hængt kat, hvis hans søvn har været afbrudt!

Selvfølgelig ved man aldrig hvad man går indtil, men det ved man heller ikke når man køber en ny hest!

Og ja, selvfølgelig er det hårdt, til tider, men jeg vil nu vove den påstand, at det er hvad man gør det til.

Pø pøj, til jer med tanker om børn - i vil ikke fortryde, ens egne børn er fantastiske - alle andres er stadig pisse irriterende

Vi ventede med at få barn - og det er jeg sørme glad for. Jeg har altid kæmpet lidt med stress og depression, og jeg har sindsyg meget brug for at få søvn. Vi ventede til, at min kæreste var klar og jeg var klar - det var vi, da vi var hhv. 43 år og 29 år. Jeg blev lynhurtigt gravid, selvom min kæreste er oppe i årene (og jeg er jo heller ikke helt ung). Vi har fået en skøn datter, men oven i hatten fik jeg en efterfødselsreaktion (frygteligt forløb efter fødslen), og der var ventetid på at få hjælp. Jeg fødte i april og fik først hjælp 4 mdr. efter, hvor jeg efterhånden var ved at få det bedre af mig selv og det faktum, at jeg atter begyndte på studiet (halv tid - det var så godt at komme hjemmefra).

Hvis jeg havde vidst, hvor hårdt det var, og hvor meget det ville gå ud over mig, så ved jeg ikke, om jeg ville have haft mit barn - jeg fortryder jo ikke nu (men det har jeg sørme gjort mange gange siden april), for jeg elsker det lille myr Og det med at påstå, at det er, hvad man gør det til - det kan godt gøre mig ret harm. For mig er det kanon hårdt ikke at få min søvn, og jeg har fået et lille larmedyr af en datter om natten. Jeg kan ikke bare sige pyt af fysisk udmattelse - jeg har fundet veje til at holde modet oppe, men det er stadig sindsygt hårdt rent fysisk, og jeg føler mig meget sejere at jeg kan klare dette end en fødsel - for mig er dette den virkelig hårde del, at mangle søvn. Det har nu været hårdt i 6 mdr., så det er sørme en lang fase, og jeg regner ikke med, at det stopper lige foreløbig.

Om man vil have børn, når man efterhånden er lidt ældre, det er helt op til en selv. Det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, men jeg synes da, at man skal prøve, hvis man har lyst Jeg vil ikke dømme - jeg er sikker på, at børnene hellere vil fødes end bekymre sig om, at deres forældre er gamle. Jeg synes, at mine forældre var gamle, og de var kun hhv. 34 og 35, da de fik mig men derfor vil jeg da gerne have mit liv alligevel. Der er mange forskellige grunde til ikke at få børn som ung, og man skal passe på med at peje fingre af andre, for det er så svært at sætte sig i andres sted.

.....

Jeg er igang med at forsøge at få mit første barn nu i en alder af 33 år, og det er der mange grunde til som sådan og den vigtigste for mig er aat jeg på ingen måder har følt mig klar til at have et barn før nu. Jeg har reelt set altid sagt at jeg aldrig skulle have børn, men det har ndret sig efter at mit liv har fået en helt anden sammenhæng og jeg har egentlig altid elsket at drøne rundt med mine veninders børn, så nu skulle det være hvis jeg skal have et.

økonomisk og mentalt har jeg heller ikke været klar før nu, så på den måde er det for naturligt at have ventet til nu.

Mvh

MKC

mine børn er kommet til af lyst og er ikke som sådan planlagt,planlægningen kom hen af vejen, feks havde jeg 6 mdr hvor jeg ikke kunne vende tilbage til mit studie og ej heller få SU men jeg blev dagplejer for en pige i mit hjem fra da min søn var 5 mdr og tjente så min dagplejeløn. Jeg afsluttede mit studie februar 2001 og var på det tidspunkt gravid med tvillinger, så gik direkte ud på barsel de kom i maj måned 2001 - at mine børn kom i studietiden har været en motivationsfaktor til at hænge i studiemæssigt.

Jeg fik job nov 2001 og har været i forskellige job siden indenfor mit fag ( har af og til haft lyst til en arbejdspause feks i form af barsel - men syntes 3 børn er et fint antal )

Jeg er nu 41 år og har været hos lægen i fredags og får inden længe svar på om jeg er på vej i overgangsalderen, det vil være lidt tidligt men noget tyder på at den kommer tidligt hos mig, og det er jo en af grundene til man ikke skal vente i evigheder på at få sine børn, det bliver sværere med tiden at få dem.

Jeg er glad for at jeg har fået mine børn tidligt, min ældste er 17 år idag og bliver fejret i USA hvor han er på udveksling, mine tvillinger er 14 år, inden længe går jeg min anden "ungdom" i møde for mine børn er blevet selvkørende unge mennesker.