Min søn fik en Islandsk hest da han var 1 år og hesten 12. Det viste sig desværre at hesten var 25 år og den blev 30. Til sidst KUNNE hun altså bare ikke mere og vi holdt nøje øje med hest dagligt og måtte til sidst bestille dyrlægen; men da var han også godt klar over at nu var der ikke mere at gøre.

Knægten var med og sige farvel. Han trak hende ud til vejen og så gik vi sammen ind. DØD hårdt at se sin søn SÅ ked af det!

Bagefter gik han ofte ud og sagde farvel i det følgende døgn. Det gav ham lidt ro at kunne gå ud og ligesom få alle følelser med på at det var altså rigtigt nok. Hest VAR død og den led ikke (hun havde lidt svært ved at rejse sig til sidst og hun lå ofte ned på folden.)

Han savner hende kolonormt, men dels så har han valgt en sang som er hestens og når han hører dén så tuder han lige så stille. og dels så har han et dejligt billede af sig selv og hest over sin seng. Han taler ofte med hende og det giver ham ro.

Jeg tror, nej jeg er overbevist om at det giver ham ro at vide at det var en nødvendig beslutning som han til dels var med i og jeg véd at han er lykkelig for at have et dejligt billede over sin seng så han føler at hans elskede hest ligesom altid er lige i nærheden.

Det var også vigtigt for ham at han var med til at sige farvel. Han så hende ikke falde, men han var med liiige indtil og bagefter.

Skide hårdt, men det er også en del af livet som de ligesom før end siden kan "opleve" i det midste når nu det uundgåelige kommer til at ske.

Held og lykke med hundens sidste rejse.

En veninde måtte aflive sin elskede hund mens hun boede i lejlighed og hun fik den kremeret og da de siden købte hus så kunne hun finde et sidste hvilested. Ikke nemt med en hest, men med en hund kunne det være en idé.

Ih det så svært- for i værste tilfækde, og med vores held. Så ender det ud med lidt ud af det blå agtigt, og uden mulighed for det store forklaren.

Jeg har snakket om at få hende hjem og begrave selvom vi skal fytte. Den ide virker manden ik specielt vildt med, som jeg egentlig heller ikke er.

Jeg skal måske nok se nærmere på kremering - aner ik hav det koster (og tør næsten ik finde ud af det)

Jeg synes, du først og fremmest skal lade være med at gøre så stort et nummer ud af det.

Ingen tvivl om, at tabet af et kæledyr er barskt for en 5-årig og et af barnets første møder med sorg. Men du kan ikke forlange, at drengen skal kunne forstå døden - det er han da alt for lille til.

Hvad med at fortælle ham at vovse er gammel og træt og gerne vil op i himlen til de andre hunde/heste/mennesker? Jeg synes ikke, man behøver være troende (er jeg ikke selv) for at bruge den historie til et lille barn. Du kommer jo ikke udenom, at hunden er væk, og jeg tror, at drengen vil være endnu mere påvirket, hvis du går og bekymrer dig om det hele tiden og endda laver specielle arrangementer (gravsted osv.).

Held og lykke med det.

naturlig del af livet, og faktisk forstå børn ofte dette meget bedre end voksne. Eller rette de kan ikke overskue konsekvenserne af døden, på sammen som voksne, og bliver derfor heller ikke påvirket på samme måde.

Derfor synes jeg ogå man skal passe på ikke at overføre sin sorg og behov for at dyrke den, til sine børn.

Jeg mistede selv 4 nære familiemedlemmer i løbet af mine første 7 leveår og jeg husker tydeligt hvor hårdt det var at leve op til de voksnes forventninger omkring hvordan jeg skulle reagere, og jeg havde meget dårlig samvittighed over at jeg ikke var "nok ked af det".

Børn er rigtig gode til at forholde sig til ting hvis de forklares helt enkelt og troværdigt. Jeg er personligt ikke så meget til historier og forstillinger om himmel/helved osv. så jeg har haft mest success med at holde mig til "min sandhed". Forklare hvad der skal ske, hvorfor og hvordan, og så selv lade barnet beslutte hvor meget det ønsker at deltage.

Jeg synes det vigtigeste er at man er ærlig over for sig selv omkring hvordan man selv ønsker afslutningen skal foregå og ikke får lavet en masse påstyr for barnet skyld, for det kan hurigt komme til at virke mere overvældende end "nødvendigt".

Håber i får en ritig fin og konstruktiv afslutning på et nært venskab

Nu kan jeg kun tale af personlig erfaring - har ikke erfaring med børn. Men jeg har da selv sagt farvel til mange kæledyr igennem tiden, nogle er blevet begravet (smådyr) andre er bare blevet hentet (heste).

Små dyrene har jeg alle set døde og sagt farvel til - da jeg var 10-12 år døde min kanin pludselig i favnen på mig af (nok) en blodprop, det var hårdt især fordi jeg var alene hjemme. Men ellers ligner de jo blot nogle som sover.

Jeg bruger ikke selv det at gå til deres gravsted (gør jeg egentlig heller ikke med mennesker), men jeg nyder at have nogle ting som minder mig om dem - dufte, sange, billeder. (Har en sang som jeg sprang til til et stævne, og den minder mig så meget om min gamle pony, så selv her 13 år efter tuder jeg stadig når jeg hører den sang - heldigvis er det ikke en der spilles i radioen alt for ofte)

Jeg syntes, at Hanne kommer med nogle gode pointer. Det er altid hårdt at sige farvel, men livet går videre og man får nye bedstevenner - måske en ny hund - men derfor er det jo stadig rigtig fint at have noget som minder en om den der var engang.