Ud over at jeg nu har en part der ride min hest et par dage om ugen, har det faktisk ikke ændret sig så meget. Selvfølgelig går det meste af min tid sammen med min søn, og istedet for at at tage i stalden efter arbejde bliver det når min søn er puttet om aftenen.

Nu har jeg også en sød og nem hest, der ikke har behov for at blive redet daglgt, hvis hun bare får noget at spise og bliver kløet bag ørene så er hun fint tilfreds. Det gør jo det hele meget nemmere. Heldigvis lader det til at min søn er vild med heste, så når han bliver lidt større kan det oven i købet være at han vil med ud og ride, man kan jo håbe .

Ja de unger ændre altså noget i en. Jeg selv har som sådan set udefra ikke ændret mig meget. Jeg bor samme sted, jeg har stadig 5 heste osv osv.

Men jeg har ændret mig meget. Hestene var mit et og alt, inden jeg fik børn. Alt drejede sig om de heste.

Idag er mine heste.... mine heste... ikke mit et og alt. Ikke det vigtigste. Jeg elsker stadig at være heste-ejer men jeg elsker mere at være mor til mine unger. Jeg nyder frirummet ved at kunne gå ud til hestene og dyrke mit eget ego, men samtidig ærger jeg mig, når ungerne er syge og far er på arbejde at jeg har 5 heste som skal passes, selv om jeg egentlig ikke har tiden. Jeg kunne have aflyst at gå til fodbold, men hestene kan ikke aflyses. Der synes jeg nogle gange det er hårdt at have heste. Jeg har 2 hjemme hos mig selv og 3 ude i byen, så det kræver tid og planlæggelse, fordi jeg selv står for den daglige pasning.

De 2 heste (ponyer) som jeg har stående herhjemme,har jeg lige fået hjem for 3 uger siden. Og siden de er kommet hjem, har min datter (4 år) været helt vild med dem og har hver dag tigget om at komme ud og ride. Så hver dag strigler og rider vi ( jeg løber ) og for mig er det simpelthen toppen af lykke. Der får jeg mikset det jeg holder allermest af. Så hvis hun bevare gnisten til hestene ( jeg håber også min søn vil, når han bliver større) så tror jeg min nye rolle i hestelivet bliver at være ponymor. Det kunne jeg godt tænke mig.

Når jeg tænker tilbage på hvor mange timer jeg har tilbragt på hesteryg, i bil med trailer bag, eller til stævne sammen med min mor, både da jeg var barn, teenager og ung voksen, så ønsker jeg at jeg selv får den mulighed med mine egen børn.

Så jo.... min verden har også ændret sig. Ikke så meget mine omgivelser, men mit syn på livet har i den grad ændret sig.

Hilsen Ane

ja den kan jeg også skrive under på.. jeg er faktisk blevet bange for heste... jeg tør simpelthen ikke og ride mere... jeg er slet ikke så frygtløs som jeg har været... jeg er endda helt holdt op med at dyrke sport... jeg har et meget dårligt knæ og i tilfælde af jeg kom til skade ville jeg ikke kunne tage mig af min søn...

man bliver bare sådan mere forsigtig tror jeg og sætter alle andre for en selv, eller der gør jeg ihvertfald... hvilket nok ikke er så smart... men det er det der er sket, nu er der bare lige en lille mand som kræver mig, og kræver mig 100% det har været svært da vi har prøvet i 9 år og få børn og bum så er han her...

jeg kan godt en gang i mellem mange at jeg bare lige kan, at jeg bare lige kan kører ud og handle, at jeg bare lige kan det ene og det andet, at alt ikke skal planlægges efter spisetider osv... ( han er flaske barn) men på den anden side vil jeg da heller ikke undvære ham for noget som helst...

Mit liv er langt hen ad vejen det samme - blot er jeg endnu mere presset på tid, end jeg tidligere var.

Hvor jeg måske tidligere kunne nusse i stalden eller blive hængende til en snak og en kop kaffe - så er det nu en meget sjælden forteelse - jeg kommer, rider og kører igen. Jeg tager heller ikke ud til hestearrangementer - stævner eller sådan. Det ville simpelthen ikke være fair at prøve at presse mere 'hest' ind i forhold til resten af familien.

Tiden betyder også, at jeg næsten ikke ser nogen venner længere (de har heldigvis også børn og travlt - så ingen sure miner).

Jeg har unghest og rider ham indtil videre selv - men planen er, at min tidligere part også skal tage ham 1-2 dage, når han er tilstrækkelig trænet.

Stævner gjorde jeg det begrænset i tidligere - og kan ikke se mig selv gøre det i den nærmeste årrække - selve stævnedagen vil lægge for stort beslag på tiden - og så har jeg måske heller ikke rigtig samme ambitioner om at skulle vise fremskridtende frem for andre end min træner længere.

Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at skulle ride - men det ville måske have været mere optimalt for mig lige pt. at være partrytter på en god hest 2-3 gange om ugen - men lige det perfekte match kan jo være svært at finde - og det er i øvrigt også for sent - nu har jeg jo købt

MH Nana

STRUKTUR - det må være overksriften for mig.

Da jeg fik mit første barn oplevede jeg for første gang at blive lidt pyller og gik fra at ride military og "det kunne ikke blive vildt nok" til at ride alm. springklasser, distance og mere dressur.

Jeg var enlig mor med mit første barn, så al ridning foregik nå jeg havde en babysitter, eller rettere efter kl 20 om aftenen, når min unge pige i huset var der og barnet sov.

Så mødte jeg min nuværende kæreste og vi fik barn nr 2..

For første gang blev jeg en stor familie og skulle tage hensyn til min kærestes behov, så ridning blev ekstremt struktureret og efter et helt fast skema.

Men jeg er måske så heldig at jeg har haft den samme hest gennem hele forløbet.(14 år - den er nu 20 og jeg er 38)

Vi har gået fra at være "unge og vilde" til at være ældre skovturshest med stresset mor, som bare nyder at få en time hjemmefra.

Så vi har alle ændret os - men stadig hestepige tin benet!

Ja, børns ankomst ændrer i den grad på ens liv, når de melder deres ankomst...

Mit liv har også ændret sig meget. Det værste jeg har måtte sige farvel til, er mit behov for kontrol. Eller det vil sige at mit behov er der stadig, jeg føler bare at jeg har mistet kontrollen. Jeg har altid været utrolig velovervejet og undersøgt tingene til bunds, før jeg kaster mig ud i noget. Sådan er der bestemt ikke mere.

Jeg har bl.a. (desværre) her i efteråret fået taget en meget hurtig beslutning om at låne min hest ud. Det viste sig desværre at være til den forkerte, og det mistede jeg mange penge på, og brugte meget tid og bøvl på det. Øv øv.

Desuden savner jeg helt bestemt min frihed til at tage ud til min hest, når jeg vil, men jeg kæmper for at det er muligt, for det er med til at give mig glæden til livet.

Men ja, børn ændrer mere på ens liv, end man nogensinde tør forestille sig. Jeg behøver vel derfor ikke nævne, at vores lille guldklump forbliver enebarn, selvom vi selvfølgelig holder utroligt meget af ham

Jeg må nok erklære mig enig i det TS skriver... Jeg blev gravid (planlagt) i april i fjor, og under hele graviditeten tænkte jeg at jeg da ville fortsætte med min skønnet unghest. Jeg fik ordnet med en part som kunne holde ham lidt igang med skovture osv, mens vi ventede på at jeg kunne komme tilbage i sadlen og fortsætte tilridningen i dressur. Baby kom for 9 uger siden, og alt ændrede sig fuldstændigt. Jeg har nu meget lidt lyst til at være hos hesten, selvom baby er en af de nemme, som fint sover i barnevognen når jeg er i stalden.

Men jeg har bare meget mere lyst til at hygge mig med baby og til at være i mødregruppe og babysang osv, som jeg føler jeg må skære ned på for at være med hesten.

jeg ville sådan ønske man kunne sætte hesten på pause og finde ham frem igen om nogle år, men det går jo ikke har vel egentlig besluttet mig for at sælge hvis jeg kan, og så i stedet være part på min venindes fjordhest en gang eller to i ugen....

men hold op det er svært at acceptere at man er havnet her!

Mit liv har ændret sig meget, efter at jeg har fået børn, og mennesker omkring mig vil nok sige, at jeg har ændret mig meget. Det er jeg ikke enig i. Godt nok er jeg gået fra høje høje hæle til flade. Rider ikke mere. Går i haven og hygger mig med det (før børn overvejede at asfaltere det hele!). Og har fået nogle andre prioriteringer.

Men jeg prøver stadig at fokusere på de ting jeg har valgt til, i stedet for det jeg har valgt fra. Jeg tror stadig at man kan vælge at være lykkelig. Og i stedet for at træne heste, træner jeg nu barylere - de grundlæggende principper er egentlig de samme, og min lyst til at lære nyt lige stor - så meget ser anderledes ud, men ligner alligevel på en måde sig selv.

Men jeg kan da godt nogle gange stoppe op og tænke over, at det er ret sjovt, at det er lige hertil, at livet har bragt mig - det havde jeg virkelig ikke set komme

mvh. tina

Alt handler jo om at prioritere her i livet!

Jeg kan se at min historie slet ikke er "unik"! Men det er da fantastisk hvor meget man sætter til side for sine skønne unger <3

Det blev aldrig til et udlån af hesten, parten viste sig at være ustabil. Så for 8 dage siden blev hun sat til salg - og blev solgt i weekenden! I morgen krydser hun det store vand og bliver sjællænder! Og så ser jeg aldrig min prinsesse igen!

Her har det egentlig ikke ændret sig så meget. Min datter er fra starten blevet slæbt med ud til hestene og er nu ponypige og har 2 ponyer selv. Jeg har stadig min efterhånden gamle hest, han er 18 nu og jeg har haft ham i snart 13 år. Jeg har ikke rigtig nogen ambitioner om at ride stævner mere. Vi hygger os med noget spring, dressur og ture med min datter og hendes pony(er). Men efterhånden er det mest min datter der rider ham Hun er 10 og elsker at ride på ham. Han har en del flere knapper end hendes egne ponyer og hun lærer en masse. Og han passer så fint på hende den gamle dreng

Så jeg er ponymor mest nu. Men det er den skønneste interesse at dele med sit barn. Og kunne give hende de muligheder jeg ikke havde

et barn, men synes ikke det har ændret så meget. Nu er jeg gravid igen og ved da godt at I en periode får jeg mindre tid, men så snart jeg ikke ammer hele tiden regner jeg da godt med at kunne smutte 2-3 timer op og ride om aftenen. Men jeg har heller ikke behovet for at være meget sammen med min kæreste, vi ses i forvejen stort set aldrig Så tror det handler meget om struktur og prioritering.

Jeg sagde farvel til min sidste hest (han blev aflivet som følge af skade) oktober 2010. Vi aftalte herhjemme, at jeg bare skulle have en pause, fordi han var nr. 4 hest på 8 år, jeg sagde farvel til pga. uheldige omstændigheder. Jeg turde simpelthen ikke købe hest igen.

I dag juli 2014 har jeg stadig ikke fået hest igen. Jeg er blevet mor to gange.. (har dog kun et barn i dag som følge af en tragisk fødsel, jeg ikke vil komme nærmere ind på). Så livet har taget en drejning, efter jeg er blevet mor.. Ja. Og hest har ikke været muligt som de sidste 2,5 år har set ud.

Vi købte ellers gård 1/2-12, som vi overtog 1/6-12, og nu skulle vi bare have hest igen, når lillemand var født og mor her var fysisk ok, og tiden igen var der.. Og aldrig mere opstaldning ude. Hurra!!!!
Suk... Det er endnu ikke blevet til noget.. Da jeg mistede min søn ved fødslen i marts 2012 gik min verden itu, og jeg havde simpelthen ikke mentalt overkud til at passe en hest. Men 6 mdr. efter endte det alligevel med, at jeg lånte en hest. Min mand mente, at det eneste der kunne få hans kone bare lidt tilbage, var hest. Han fik ret. Jeg glemmr stadig ikke den første rigtige ridetur efter ulykken. Jeg vågnede ligesom, og begyndte faktisk at få lidt ro i hovedet..
Men lykken varede kort, for lånehesten måtte sendes tilbage pga. en gammel skade, der blussede op under ridning. 8000 kr. fattigere, og igen ingen hest at ride på. Nu skulle jeg finde min helt egen hest igen.

Gravid igen i maj 2013. Lykkelige var vi, og denne gang endte det godt. Vi fik vores lille dattr i armene. Det lykkeligste der er sket i hele mit liv!!!!!
Men hvad er igen sat på stand by? Hesten. Det er nu også ok.. Men jeg savner altså stadig at stikke næsen ind i pelsen, kysse mulen, strigle og bare ride. Jeg har ikke noget imod at sige farvel til stævner osv. Det har jeg alligvel ikke dyrket de sidste 7-8 år som følge af syge eller skadede heste..

Men vi har stadig renovering indenfor tilbage, vedligeholdelse af udendørsarealer er der jo altid, pasning af dyr og ikke mindst vores lille datter. Det tager tid!

Jeg ELSKER at være sammen med min lille skat, men jeg savner virkelig meget at have hest. Sådan helt ind i knoglerne. Hver gang jeg går ovre i skoven med barnevognen og hunden, tænker jeg på, hvor mange dejlige minder jeg har på hesteryg, og hvor meget jeg ville give for at opleve at have egen hest igen.

Jeg ønsker af hele mit hjerte, at vi får mulighed for at give vores datter et dejligt hesteliv (hvis hun selv vil), som jeg ikke selv havde mulighed for, før jeg var voksen og selv tjente penge.

Men hvornår tiden er til det, det ved jeg virkelig ikke.

Jeg har et "nemt barn", som sover igennem om natten, er mild og glad. Jeg har en hjælpsom og sød mand. Men nu er det så økonomi (barsel) der sætter en stopper for det. For den gamle grisestald skal "liiiiiiige" laves om til en hestestald... Det er jo ikke billigt. Og i mellemtiden skal datterens værelse blive færdigt.

Det bliver ikke "de dyre DV´ere" næste gang. Det bliver en forvokset pony eller mindre hest til let dressur/skovture og en selskabshest. Og det bliver hygge og skovture i stedet for dressurundervisning og stævner. Så på den måde har jeg ændret mig. Det troede jeg ellers aldrig jeg ville komme til....

Summa sumarum: min hesteinteresse er intakt, men muligheden er der ikke. Og når alt ovenstående er sagt, så er heste (dyr) ikke længere det vigtigste i mit liv som hidtil. Det er naturligvis min lille skat, min mand og vores lille familie i det hele taget. Heldigvis, for sådan skulle det da gerne være

P.S. På trods af mit savn til hestelivet, er det ikke sjældent at jeg tænker på, om vi bare skulle sætte gården til salg og lade hestelivet ligge. Det er simpelthen ikke slidet og slæbet værd at bo på landet, og have så megen plads der skal vedlgeholdes og passes, hvis ikke hestedrømen bliver opfyldt. Så hellere ind til byen i et villakvarter tæt på skole, legekammerater og fritidsinteresser (man kan jo altid købe hest igen og have den opstaldet ude, hvis datteren skulle få ideer... Tal lige om selvmodsigelse! ).

Sne Ferrari.. Min datter hedder Merle og blev født d. 23/1 (skulle ellers have været sat i gang 25/1).

næææ ikke mange ændringer her, vi har et barn og elsker ham højt nyder at være sammen med ham, men nyder så sandelig også at være hos hesten.

efter barsel gik jeg ned på 25 t. og står så for meget af det huslige men samtidig er der faktisk hele 3 hverdage hvor jeg kan nå at ride inden jeg henter Emil. Jeg har aldrig redet hver dag, rider max 3-4 gange om ugen.

Jeg synes ikke der er så meget som har ændret sig kan slet ikke følge dem som skriver deres liv er ændret totalt men sådan er vi heldigvis forskellige.

Faktisk rider jeg mere nu, træner op tilndistancestævner, får undervisningen og manden har også tid til sin fritidsinteresse.

Her er der heller ikke de store ændringer.

Jeg vil have tid til hesten, så alt ikke går op i mand og barn. Og så er der jo også den mulighed, at de tager med ud til hesten, engang i mellem.

Selvfølgelig er der den ændring, at det lige skal planlægges lidt mere, og evt findes barnepige, når manden er i marken, men det plejer at lykkes mig, at komme ud til hesten ca 4 gange om ugen for at ride, og så er jeg næsten forbi hver dag med drengen på vej hjem fra børnehaven..

Har tvillinger, nu 15 år gamle. Har haft hest siden de var 4 år, det betød at jeg fik mindre søvn da jeg måtte tidligere op for at nå at ride inden jeg startede arbejde( hjemmefra) kl 8.30. Manden afleverede børnene om morgenen.

for 3 år siden mistede jeg min hest, men købte unghest 1/2 efter, da jeg slet ikke fungerede uden, så ham er jeg i fuld gang med.

Så at få børn har absolut ikke fjernet min interesse for hestene. Nu nyder jeg interessen med min datter. ?

Jeg er stadig glad for at jeg kom af med hestene...

Jeg har ikke haft tid til at savne dem en eneste gang... Står op kl 04:50 og tager på arbejde, får fri, henter børn.. Arbejder hver anden weekend.. Min mand sku være meget alene med dem, eller de sku have meget lange dage i institution hvis jeg sku komme til hesten! Og specielt det sidste ville jeg aldrig byde dem. De bliver hentet 13:30 alle dage undtagen tirsdag hvor det er 15:30 - hvilket jeg har så dårlig samvittighed over!