På den ene side er den svær.
Det er jeres ikke biologiske mor, og I har lovet at passe på hende.

Men så går hun hen og finder en vredladen kæreste.
Suk.
Enormt fristende at tænke yes, så underholder han hende.

...
Men, jeg tror virkelig, ren overtro måske, at kvinder der har besvær med selvværdet har lettere ved at falde for de sure røvhu....
De bekræfter jo deres verdenssyn, at de ikke er så meget værd. Og det er jo trygt at få sit verdensbillede bekræftet...

Anyway.
I kan naturligvis slå hånden af hende.
Men hvad med kvindelist?
Hvad er der, af aktiviteter der rager ham en papand?
Men som I egentlig har til fælles med jeres låne-mor?
Strikning?
Madlavning?
Bøger?
Bi avl?

Jeg er rørende ligeglad med hvad i vælger.
Men overfor ham så meld ud
- Jeg har en veninde, der lige har mistet sin mor. Og ved du hvad, bagefter opsagde hun, at alle de lækre julesmåkager, æbletærter og forloren hare, og hvordan man lavede brun sovs - det havde hun aldrig HELT fået styr på.
Hun ringede jo bare hjem.
Nu er moren død, og min veninde kan ikke lave sine livretter pga traditionen med, at det lavede mor!
Så vi vil hente papbedste hver anden tirsdag.
Kun os to, og så maden.
Ingen forstyrrelser! Ingen mænd!

Eller -
Vi vil gå til strikning med Birthe.
Dig med?
Fint. Jeg laver en grå og blå islænder sweater.
Birthe laver babytøj.
Hvad vil du lave? Ikke noget?
Beklager, kun aktive strikkere kommer ind i caféen.

Vil du med i biavlsforeningen?
Fint.
De har tre lånedragter til at beskytte imod stik. De er optaget. Men du kan jo købe dig en, eller gøre som gamle Søren. Han kommer bare uden. Normalt har han kun en håndfuld stik efter honning høsten.
-der er tusind aktiviteter, som gamle sure mænd ikke gider... Udforsk de aktiviteter med et listigt grin...

Og til fødselsdage.
Tja.
I den alder kalder de sig jo venner.
Bliver I inviteret med til fødselsdage i hans familie? Nej?
Okey, derfor er der ingen gensidige forpligtelser. Det er jo bare en ven, ikk?
Jeg kan ikke se, at I er forpligtet til at invitere ham med.

Jeg synes det var en stor byrde jeres far gav jer. Misforstå ikke. Næstekærlighed, omsorg er godt. MEN, hvornår bliver der tid til jer?

Hun havde ikke overskud til jer da i var små og havde brug for det. Jeres far valgte at tage sig af Birthe som 1.prioritet og i måtte affinde jer med det.

Det kan der jo desværre ikke ændres på.

MEN, i skal ikke "slæbe rundt på både en ikke-omsorgsfuld papmor samt hendes nye og tvære mand.

Og det skal i undlade at gøre med fuldstændig ren samvittighed.

 

Hvornår er det jer der skal prioriteres over alt andet? I blev det ikke som børn. Det lyder heller ikke til at i er blevet det som voksne, men det kan i nå endnu, hvis i tør træde lidt ud af flinkeskolen.

 

I har fuldstændig ret til at undlade at invitere Birthe. I har også fuldstændig ret til at invitere Birthe nogle gange og meddele at det er uden påhæng.

 

Man kan og skal ikke gøre alle tilpas og jeg synes i skal sige højt : "Far, nu har Birthe fået en anden mand og vi betragter os som frigjort fra det løfte vi gav dig - vi har taget vores tørn".

 

Vores ældre naboer til vores sommerhus har hele hytten fyldt med arvemøbler fra den ene og den anden forældre, så man kan dårlgt trække vejret. Og så siger de: Bare vent til i arver en masse.

 

"Næ, i kan tro det er løgn. Vi vælger fuldstændig selv hvad vi skal putte i vores hus og vores minder om forældre og bedsteforældre lever fint uden gammelt, tyngende møblementer".

 

Man skal ikke slæbe rundt på gamle arvestykker hele livet. Ryd op, sig fra, stil krav, så der er overskud til de der virkelig har fortjent og behov. Fx. egne børn. Birthe brugte jeres fars omsorg og gav ingen til jer, lyder det til, hun har vist fået sin del af jeres families omsorg og opmærksomhed. Efter min mening.

 

Held og lykke med at træde ud af flinkeskolen.

Tusind tak for jeres svar og gode råd.

 

Doctor Who: Den teori du har med at man får sit verdensbillede bekræftet af folk der trykker en ned, kan jeg sagtens følge. Jeg har helt klart indtryk af at Birthes nye mand er ham der bestemmer og har det sidste ord, og det tror jeg netop hun finder en form for tryghed i. Da min far levede var hun også lidt en skygge af ham, og lavede aldrig noget uden han var med.

I forhold til det med aktiviteter med Birthe, så er det ikke noget hverken min søster eller jeg har lyst eller overskud. Vi synes det er voldsomt at slå hånden helt og aldeles af hende, men vi vil bare gerne trappe lidt ud af samværet og forpligtelserne overfor hende. Hun går til en del aktiviteter med bl.a. sine naboer (sang, IT, foredrag osv.) og hun går lange ture hver morgen. Efter hun har mødt Hans, så laver de to også en del sammen. Problemet opstår når vi så endelig ønsker at invitere Birthe til en kop kaffe, for så tager hun det som en selvfølge at Hans også er inviteret - og det er han bare ikke. Vi har endnu ikke sagt til hende at vi ikke gider at have ham i vores liv, men det resulterer jo så i at vi helt undlader at invitere hende til noget. Og det med at få det sagt er bare svært, for vi ved hun vil tage det ekstremt nært (da hun jo er psykisk syg, og da der ingenting skal til for at hendes verden vælter).

 

Rosenholm: Tak for din besked, som bare rammer hovedet på sømmet. For du har så meget ret i at vi har gjort mere end rigeligt for Birthe, og hvad vi vælger at gøre for hende fremover er op til OS. Hun orkede ikke os dengang, og nu orker vi ikke hende - kun i et vist omfang, og så må det være det.

Jeg ved vi skal prøve at slippe den dårlige samvittighed. Nogle gange er det lettere sagt end gjort fordi man er så vant til "flinke-rollen". Jeg har siddet hos min fars gravsted og fortalt ham hvordan jeg har det med det. Det kan måske virke fjollet, men det hjalp faktisk lidt. Og så tror jeg bare slet ikke at min far ville bryde sig om Hans hvis han var her .

Endnu engang tak for din meget rammende besked .