Efter mange års fravær fra HN, vender jeg lige for en stund tilbage, da jeg brænder inde med nogle følelser, som jeg ikke ved, hvor jeg kan fortælle om andet end her, og hvor de involverede aldrig vil finde om det:
Advarsel: Dette indlæg indholder meget "hvor har jeg ondt af mig selv"-ynk.
Anyway, here we go:
Jeg er 26, bliver snart 27, har intet job, ingen indkomst og må bo hjemme.
Generelt føler jeg ubrugelig og som en kæmpe byrde for mine forældre. Min storebror har været langt mere succesfuld mht. uddannelse, job osv.
Det er ikke meget erhvervserfaring jeg har grundet uddannelse, og jeg har bare følelsen af ikke at kunne noget.
Jeg er socialt akavet. Dog har jeg venner og bekendtskaber, men det er mig selv, der skal tage initiativet til at lave noget med dem - aldrig omvendt. Jeg er meget bange for at miste kontrol (hvilket gør, at jeg ikke tør tage kørekort), og jeg føler generelt, at jeg 'kommer for sent' til alt.
Dog er tingnene begyndt at se lidt lysere ud. Jeg starter i skolepraktik inde for detailhandel, hvilket er = jeg får en uddannelse gjort færdigt, jeg kommer til at tjene lidt, og jeg kan få tilbagebetalt mine forældre hen af vejen, samt spare op til de store ønsker og drømme som jeg har
I går aftes smed min storebror så bomben, der gjorde, at det hele lige bryder sammen for mig, men som samtidig også er følesler, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med.
I mange, mange år, siden jeg var 15 har jeg haft ønsket om at tage til Japan. Men grundet, ja, som sagt, manglende job og frygt for at miste kontrol og rejse selv, ja så har jeg ikke turde, men ønsket er der stadigvæk, og jeg har efterhånden bygget modet op til, at når/hvis jeg fik job, ville jeg gøre det i år.
Derudover har jeg aldrig været ude og rejse alene, og ingen i min familie (udover storebrors kæreste) har været i Japan, og jeg har sådan forestillet mig, at det nu kunne være mig, der var afsted, og mig som de skypede med henover sommeren for at høre, hvor jeg var, og mig som lagde billeder og videoer op på facebook, som de kunne følge med i, og mig som havde foto-aftenen efter hjemkomsten.(Det har de altid gjort i min familie).
Min bror meddelte så, at han og kæresten tager dertil til næste sommer, hvor de ville tage på alle de ture og se de steder som jeg længe har ønsket og drømt om.
Jeg kan ikke beskrive hvor ondt, og hvor skuffet jeg er. Jeg kan godt forstå, hvis folk synes det er mærkeligt, at jeg ikke under dem det, men det gør jeg ikke.
Min storebror ved udmærket godt hvor stort ønsket er, i og med, at jeg tit og mange gange har talt om det.
De tager afsted grundet, at hans kæreste har været der, og hun gerne vil vise ham landet.
Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne være den store og den med overskudet, der bare kunne sige; "tag afsted og få en fed tur!" Men det kan jeg ikke. Hvis det havde været enhver anden destination, havde der intet været, men Japan har bare været en milepæl i så mange, mange år, og endelig kan jeg se det for mig.
Min følelser omkring det her er så blandede, at jeg ikke føler, at jeg kan gå til nogle med det. Min storebror og kæresten er de mest fantastiske mennesker på denne jord, og jeg elsker dem så meget, at jeg hader, at jeg lyder som det mest egoistiske væsen når jeg tænker over det.
Jeg ved, at jeg på ingen måder har ret til at bestemme over min storebror over den slags, og det er i bund og grund min egen skyld, at jeg ikke selv er taget afsted, og hvis jeg fortalte ham om det, og de valgte en anden destination, så vil jeg skamme mig så meget over det, da jeg ved, at det ville være på grund af mig.
Jeg ved også godt, at deres tur ikke bremser min, men det her handler for mig også om at jeg, som beskrevet tidligere, endelig kunne være den som kom hjem og kunne fortælle om en tur, som ingen af de andre (pånær min storebrors kæreste) havde været på.
Jeg føler mig, som sagt, så forkert med de følelser her, fordi jeg ikke føler, at jeg kan tillade mig at have dem. Jeg har enorme privliger i en familie som ikke sparker mig ud af døren, og som har taget mig med på lange og spændende rejser verden over.
Jeg føler mig så alene med mine tanker lige nu, og som sagt, så ved jeg ikke hvor jeg ellers kan dele dem end på nettet her, hvor folk ikke lige umiddelbart ved, hvem jeg er.
Igen undskylder jeg lidt denne her gang selvynk, men jeg ved, som sagt ikke, hvor jeg skal gøre af det...