Hej, kære hestenet.
Da jeg i flere år har levet med en dum skavank, fik jeg den fremragende idé at skrive et opslag herinde, for at høre om andre har lignende erfaringer, og om det evt. er blevet løst.
Nå... Sagen er den, at jeg for 12 år siden blev opereret for lyskebrok. Selve operationen skræmte mig på ingen måde. "Ork, sådan et operationssår er da ingen sag; det kan ikke være slemt!". Til gengæld var jeg hunderæd for at blive lagt i narkose, og præsterede da også at lave en mindre scene inde på operationsstuen... Det gik dog ellers efter planen, og de var så søde og forstående.
Da jeg vågnede op, var det helt absurd forfærdeligt! Jeg er ellers ikke sart, men aldrig i livet om jeg nogensinde har oplevet noget så smertefuldt; hverken før eller efter; heller ikke engang da jeg præsterede at afmontere et godt stykke af egen pegefinger med en rosensaks... De fik hældt en masse morfin i mig, og jeg kastede op, kastede op, og kastede op. Føj, jeg var dårlig.
Jeg fik at vide, at det var syet indvendigt, og så var der sådan nogle plaster-agtige ting udenpå. Pga. de mange opkastninger, gik den yderste "lapning" op, og jeg blev lappet sammen igen. Derudover ved jeg ikke om det er relevant at nævne at operationen tog halvanden time, fremfor den estimerede halve time. Jeg var for groggy osv. til at spørge ind til det. Pga. min tilstand, valgte de at beholde mig til næste aften.
Da jeg var kommet hjem, fortsatte jeg troligt med at indtage det morfinpræparat, de havde givet mig med. Hverken smerterne eller opkastningerne og svimmelheden aftog. Da jeg efter forholdsvis lang tid STADIG vandrede rundt i en mærkeligt udseende 90-graders vinkel, valgte min daværende svigermor at krænge mig ind i sin bil og køre mig til egen læge. Lægen konkluderede hurtigt at jeg ikke kunne tåle morfin. Jeg havde på det tidspunkt også erhvervet mig et smukt udslæt i fjæset. Så vidt jeg husker, mente hun at smerterne burde være aftaget, men at jeg lige skulle give det noget tid.
Da den tid var gået, og jeg stadig hverken kunne det ene eller det andet, blev jeg henvist til en scanning på den afdeling, der havde forestået indgrebet. Det blev jeg ikke meget klogere af. De kunne ganske rigtigt se at der var en "ansamling", men af hvad, fandt jeg aldrig ud af. Jeg må gå ud fra, at det måske er arvæv? Jeg er også en klovn til at stille spørgsmål, I know, men jeg lider af angst, og bliver hurtigt perpleks i sådanne situationer.
Meget senere var jeg igen ved lægen, som mente at eneste løsning ville være at blive åbnet igen, for at se hvad der var los, og evt fjerne det indopererede net. Det blev så et nej tak fra min side! ALDRIG om jeg skal igennem det dér igen!
Her 12 år efter er det naturligvis blevet meget, meget bedre. Jeg fungerer normalt, men har stadig ondt. Ikke som i av for h.....hele tiden, men jeg kan mærke området 24/7, og jeg tåler ikke berøring der; kun ganske blidt/overfladisk. Selve arret ser fint ud. Gudske tak og lov havde jeg ikke hest dengang det her skete, men det har jeg idag, og af og til niver det også gevaldigt i det, under galoppen. Det føles også som om det trækker hen over hoften-agtigt. Det er lidt svært at forklare. Det er forholdsvis generende i min hverdag, men hvis alternativet er at det skal åbnes igen, er det stadig nej tak. Jeg kan heller ikke overlade min hest (Som er i genoptræning, og RET speciel) til en anden i flere måneder; det dur ikke. Jeg har i mellemtiden skiftet læge, og hun mener ikke at det er normalt, men er også forstående overfor min aversion mod at blive åbnet igen.
Har nogle af jer andre oplevet noget tilsvarende, eller har erfaringer med lyskebrok? Jeg er sikker på at de har glemt et par briller eller en sygeplejerske derinde; haha.