Logo used for printing

HN afstemning
Køber du dyrt udstyr for hestens eller din egen skyld?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Seniornettet

 Familefesternes forbandelse!
Forfatter: 
Dato:  23-07-2017 09:10


Familiefester.

Er jeg den eneste, der simpelthen hader det fænomen?!

 

Den konstant tilbagevendende forbandelse, som man simpelthen bare ikke kan slippe udenom. Weekend efter weekend, især i de højtider, hvor man har fri og gerne vil nyde nogle lange dage i stalden eller med gode bøger og den nærmeste familie.
I stedet skal man ud i store forsamlinger og spise kedelig mad, tale med uinteressante folk i uinteressante samtaler om deres (og ens eget) uinteressante arbejde eller mangel på samme. Samtalerne er de samme, som de var for flere år siden, maden er den samme, folk er de samme, tøjet, musikken, vittighederne... Og hvis man ikke kommer (jeg undviger, så snart jeg kan), så bliver folk så frygteligt fornærmede. Undskyldningen om, at man bare lige ville have en juledag derhjemme, den er ikke gangbar!

Endelig har man en weekend efter en hård uges møgarbejde. Endelig har man tid til at være sammen med sine børn, sine heste og sig selv. Men nej. Der er nogen andre, der lægger beslag på en.

Jeg har tit hørt folk udtrykke irritation over, at de skal til en fødselsdag, barnedåb, konfirmation, havefest - you name it - i weekenden. Hvorfor bliver de ved med at opstå? Hvorfor har folk behov for at leje et havetelt og lægge beslag på 25 menneskers lørdag eftermiddag og fejre sig selv?
Er der nogen, der kan lide familiefester?!

Heidi

7
2
Svar på denne tråd
 
 mhm...
Forfatter: 
Dato:  23-07-2017 12:07

Årh, jamen jeg kan KUN tilskrive mig din frustration!

Én ting er, at der er familie-tamtam, men når det foregår på et andet kontinent (læs: Sjælland - jeg bor i Jylland), så er det virkelig svært at sige "ja, selvfølgelig har jeg lyst til at bruge 3-4 timer i bil, så jeg kan komme til min yngste nevøs 1-års fødselsdag, så jeg kan ikke-spise boller og lagkage og kagemand (jeg er veganer) sammen med folk jeg som regel kun lige tåler (læs: min søsters svigerforældre), for en intetanende unge".

 

Jeg siger ret ofte nej, især fordi de fleste netop bor så langt væk... og det er egentlig ikke noget jeg har det ret godt med - men helt ærligt, så gider jeg ikke.

 

Nogle påstår de er sådan "man skal gøre hvad man har lyst til"-agtige, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke/føle, at de bliver skuffede når man siger nej.

 


Bissen

Forgive yourself for not knowing what you didn't know until you learned it

1
0
Svar på denne tråd
 
 At dømme efter
Forfatter: 
Dato:  23-07-2017 13:56

 

sætningerne "[...]tale med uinteressante folk i uinteressante samtaler om deres (og ens eget) uinteressante arbejde eller mangel på samme. Samtalerne er de samme, som de var for flere år siden, maden er den samme, folk er de samme[]", så kunne det jo være fordi du ikke spurgte ind til deres historier, hvad der gik forud, hvorfor de så gjorde som de gjorde, osv. - eller bidrage med nogle egne historier som mindede lidt om deres (eller slet ikke).

 

Og nej, jeg tror ikke der er nogen der kan lide alle aspekterne ved familiefester, men jo større de er, desto større chancer er der for at finde forbløffende mennesker, det kræver altså bare en indsats, og det kræver evnen til at se universet i et sandkorn, begge dele kan læres, og det lader til du har rigeligt med muligheder for det Eller tage med til nogle af dem, og bruge dem som undskyldning for ikke at tage med til de andre.

 

Men du kan selvfølgelig også prioritere børn og heste fremfor storfamilien, og håbe at dine børnebørn ikke laver et lignende indlæg om +30 år på fremtidens HN.

14
0
Svar på denne tråd
 
 Familietamtam
Forfatter: 
Dato:  25-07-2017 15:15

Jeg har som sådan ikke noget i mod familietamtam, men når man er skilsmissebarn (min mor er gift for 3. gang), og min far for 2. gang - så er der selvsagt tonsvis af familiesammenkomster og fødselsdage. :)

 

Jeg elsker hele min kæmpe familie, men jeg kan godt nok få lidt stress over at jeg meget sjældent har en fri-weekend. Derudover er min pengepung også en smule trist, da den meget ofte er rungende tom. At mine heste sluger en del af mine penge, det er hvad det er. Men i snit at skulle give 1-2 gaver om måneden, og endnu flere i december, da 3 familiemedlemmer også har fødselsdag den måned, det er skisme lidt hårdt i længden. ;)

 

Jeg er begyndt at sige nej. Især til de spontante invitationer på hverdage. Jeg kan simpelthen ikke rumme det. Jeg har fuldtidsarbejde og vil også rigtig gerne kunne passe og motionere mine heste med god samvittighed. Det kan jeg ikke, når folk kommer med en inviation til kl. 18 på en hverdag. Mine heste er mine børn og jeg bruger oceaner af tid på dem, for det er der min passion ligger.

 

Jeg siger meget sjældent nej til weekendinviationer, medmindre det er til en børnefødselsdag kl. 9 lørdag morgen. Der trækker jeg grænsen!

 

Min svigerfamilie accepterer det fuldt ud, problemet er min egen familie - nok egentlig bare min mor. Hun kan ikke forstå at jeg ikke kan smide alt jeg har i hænderne og f.eks. køre op til hendes sommerhus en onsdag kl. 19 for at være der 2-3 timer, for så at køre hjem igen. Hun har jo sommerferie, men glemmer fuldstændig at nogle mennesker i samfundet arbejder om sommeren og først kan holde ferie når alle kollegaerne med børn er retur.

 

Jeg har været ekstrem dårlig til at sige fra, da jeg har evig dårlig samvittighed over ikke at kunne tilgodese alles behov, men de seneste par år er jeg blevet bedre til det.

Og det letter altså en del.

Det er okay ikke at deltage i alt. Det er okay at man bare har lyst til en off-day og det er okay at fravælge familien af og til. :)

 


Sagde Josephine

Med sine to soulmates og guldklumper M & N <3

 

8
0
Svar på denne tråd
 
 forskellige mennesker
Forfatter: 
Dato:  28-07-2017 08:59

Jamen så vil jeg takke mine forældre for min opvækst.

 

Min mor kom på børnehjem da hendes mor døde da min mor var 1,5 år.

Hun blev fabriksarbejder på Junckers. Var det mest elskelige mennesker, der altid stod op for de svage. Blev valgt i Byrådet.

Min far var ligeledes på Junckers, men blev valgt af medlemmerne til at sidde i fagforeningen .

 

I vores hjem kom der folk fra alle lag i samfundet og alle blev behandlet ens, der var altid kaffe på kanden, trods min mors meget travle liv, med 4 børn, mand, hårdt fabriksarbejde og mange timers politisk arbejde. Der var ofte ekstra munde til aftensmaden, trods en i forvejen stor flok. Det blev sagt: Når maden er spist, er måltidet endt. Der blev delt hvad der var.

 

Borgmesteren fik ikke mere taletid - eller bedre mad end kollegaen fra samlebåndet.

 

Og hvis man gider at lytte, så har alle en historie og et bidrag til vores samfund, som kun kan fungere fordi vi netop har så forskellige kompetencer, om det er god fysik eller skarp hjerne, menneskeforståelse, dyretække, talforståelser, sprog osv.

 

Og ja, jeg siger også pænt nej tak til nogle invitationer. Der skal være tid til både arbejde, børn, dyr, hus, have og socialt samvær.

 

Men ikke på noget tidspunkt har jeg tænkt at de mennesker der har gidet invitere mig, lægger beslag på min tid. De har ønsket at se mig, de har gidet ulejlige sig med at lave mad, det bedste de har lært og det sætter jeg til enhver tid stor pris på - også selvom jeg må takke pænt nej, fordi der har været for meget arbejde eller for mange sociale arrangementer.

 

De inviterer mig helt sikkert ikke for at genere mig. Og derudover er en invitation ikke et diktat og jeg er sikker på, at hvis du viser din familie dit indlæg her, så slipper du for fremtidige invitationer, hvilke dog - efter min mening - vil være synd for dit barn, som så ikke kender familiens historie, hvilke vil præge ham som voksen.

17
0
Svar på denne tråd
 
 6 tegn
Forfatter: 
Dato:  28-07-2017 17:19

Jeg kan genkende følelsen, dog vil jeg nok ikke beskrive det så hårdt som du gør.

Jeg er meget beæret over, at folk ønsker at invitere mig, og som regel kan man få hyggelige samtaler osv.

 

Men jeg må tilslutte, at det simpelthen kan blive for meget.

Jeg er skilsmissebarn. Jeg er fra Fyn, og har valfartet til Jylland OG Sjælland til diverse familie-halløj, OG England fordi min far bor der. Han er gift med en skotte, så masser af familie tam-tam i Skotland er det også blevet til.

 

Jeg føler simplelthen jeg valfarter land og rige (i flertal!) rundt, hver gang det er en højtid.

Jeg er hjemme-menneske, der elsker at slappe af og ikke have planer. Jeg vil gerne se min familie, men for filan man bliver idiot af at køre i bil 4-5 timer til Nordjylland, og dagen efter hoppe på et fly, i højsæsonen, til et andet land, for så at flyve hjem igen (inkluderet stresset lufthavns-tumult), for så at tage til en anden landsdel så man også får set dem.

 

Jeg har selvfølgelig heller ikke gjort det nemt for mig selv, ved også at blive kærester med endnu et skilsmissebarn, så nu er der dobbelt op på faren rundt, især i højtiderne.

 

Og jeg gider ikke være utaknemmelig. Men det kan virkelig være overvældende..

Jeg inviterede heller ikke hele familien, her da jeg blev færdig som dyrlæge. Jeg gad ikke alt det postyr, og at folk skulle bruge tid på at tage hele vejen til København, bare for det.

Selvom andre i familien har holdt stor fest, da de blev læge, jurist osv.

Jeg inviterede de absolut nærmeste, det er rigeligt for mig.


Mvh. Sophie (:

 

"And those who were seen dancing

were thought to be insane

by those who could not hear the music".

- Friedrich Nietzsche

4
0
Svar på denne tråd
 
 Smiler.....
Forfatter: 
Dato:  28-07-2017 20:07
Jeg kan heldigvis.ikke genkende din beskrivelse af hvordan familie fester Opleves, jeg kunne aldrig drømme om at tænke, at dem der invitere til fest spiller min tid. De gør sig sikkert umage med at hygge om deres gæster, der i blandt mig selv. Det gør jeg i hvert tilfælde selv, når det er mig der invitere. Og jeg håber sandelig ikke at nogen af mine familiemedlemmer, tænker sådan som du beskriver det, om min mad, min andre gæster og min musik.
Jeg kan dog godt nogen gange føle mig presset af mangel på tid, for man kan jo ikke være 2 steder på en gang.
Når det er sagt, så er der igen sammenkomster jeg takker nej til, hvis jeg har brug for at prioritere noget andet, feks et stævne eller Roskilde dyrskue.
Jeg har det nok sådan, at en fest bliver præcis lige så festligt, som gæsterne og værterne, gør den til i fællesskab.
Hvis man ikke syntes man har noget positivt til fælles med festens midt punkt ellers de andre gæster, tror jeg nok at jeg havde takket høfligt nejtak.
Jeg gør mig umage med at være glad og hyggelig til de fester jeg deltager, fordi jeg rigtig gerne vil have at mine gæster gør det samme, når jeg invitere, og det gør jeg gerne, jeg elskeren god familie fest

En rytter uden sin hest er kun et menneske, men en hest uden sin rytter er stadig en hest.

 

Nu med en smuk blå engel.

 

7
0
Svar på denne tråd
 
 Familefesternes forbandelse!
Forfatter: 
Dato:  01-08-2017 16:14

Hej igen.


Undskyld - jeg kan godt se, at mit indlæg lyder rigtig hårdt. Jeg skrev det, da jeg var frygtelig frustreret og så håbede jeg, at der var nogen, der var lige så frustrerede som mig derude. Det er der måske også, for jeg har fået 5 likes, men de giver vist ikke rigtigt lyd.

Jeg vil først slå fast, at jeg rigtig godt kan lide min familie. Vi hygger os meget sammen. Jeg er blot vokset op i en meget lille og yderst asocial familie og jeg var til min første familiefest, da jeg mødte min kæreste midt i tyverne og siden har der været så mange. Jeg er socialt akavaet, genert og oven i købet arbejdsløs på 3. år. Desuden er jeg vegetar. Det gør alt sammen, at jeg har visse, hm... udfordringer til familiefester.

 

Samtalerne ender ofte med det samme, nemlig min arbejdsløshed og uholdbare boligsituation. Folk vil så gerne komme med velmenende råd og jeg er desværre for dårlig til at skifte emne selv, så jeg sidder bare og nikker, mens jeg bliver dårligt tilpas. Det er måske noget, jeg skal øve mig på. Jeg har dog svært ved at finde ud af det - mine small talk evner er på level 0. Nej okay. Level 1. Jeg kan faktisk godt lide at snakke om vejret.

Maden er jo heller ikke kedelig; hvis man da er kødspiser. Det er jeg dog ikke og så bliver maden altså nogle gange lidt trist. Der er gerne kød i selv salaterne. Det er jo mig selv, der har givet mig det problem, kan man sige! Og så er flødekartofler altså heller ikke lækrere... ;)

Det lyder som om, jeg er et svin, men jeg kommer faktisk til de fleste fester og jeg prøver, virkelig, prøver, at være glad og social. Jeg har bare næsten ondt i maven, når vi kører afsted. Så mange mennesker på én gang, så mange kram, når man mødes, så mange spørgsmål, der skal besvares. Jeg sætter mig ved nogle, jeg er trygge ved, så plejer det hele da også at gå.

Jeg er glad for jeres svar, for nu kan jeg se det fra den anden side. At man gør sig umage med at lave god mad, inviterer folk, man kan lide og så videre. Af uvisse årsager, så følte jeg mere, at jeg blot bliver inviteret, fordi "når man inviterer ham, skal man jo også invitere påhænget" og ikke fordi, de reelt vil se mig. Hvad kan jeg da bidrage med? Og da maden ofte var den samme, så tænkte jeg, at man bare bestilte det, der var en succes sidst, men der er mit problem jo, mine spisevaner... Og musikken er ikke kedelig. Faktisk er der slet ikke musik til langt de fleste fester.
Jeg beklager mit oprindelige indlæg, som var skrevet i en desperat stund, da jeg lige fik en bunke invitationer oven i hinanden. Jeg mente det ikke. Familiefester er... ja, ikke min yndlingsbeskæfteligelse, det skal jeg indrømme, men de kan være hyggelige og ja, de må jo betyde noget for dem, der holder den. Det er et behov, jeg ikke forstår (jeg fejrer ikke engang min fødselsdag), men derfor er det tilsyneladende et behov, andre mennesker har og det må jeg jo acceptere.
Dårlig samvittighed, det har jeg nu, overfor min familie og jeg håber da ikke, at de ser mit indlæg herinde. Sådan noget skal man ikke skrive på internettet (hvorfor jeg også sletter min profil nu, så det ikke sker igen!)

 

Jeg melder fra, hvis jeg synes, at det er for meget - problemet her er jo så, at så skal min kæreste komme alene (han melder aldrig fra) og det bliver hurtigt pinligt for ham.


Og Ulla, jeg kan fortælle dig, at mit barn ser sine bedster, mostre, fastre og hvad der ellers er, hver eneste uge, deltager i de familiefester, vi kan holde til og ja, han skal tilmed holde sin (og min!) første familiefest til efteråret (Det betyder meget for min kæreste og jeg vil også gerne have, at min søn får en normal opvækst.) Dette er mit eget personlige problem pga. min opvækst og det skal han ikke lide under.

Summa Summarum: der er ikke noget galt med familiefester. Der er noget galt med mig. ;)

Over and Out!

6
0
Svar på denne tråd
 
 hmm...
Forfatter: 
Dato:  02-08-2017 21:45

Plovbestet, jeg er vist lidt den eneste der stemmer i med dit oprindelige indlæg.

Jeg stod netop også over for at skulle køre 4 timer i bil til en fødselsdag, være der i 4-5 timer, og så køre hjem samme tur. Det er sgi lidt træls, og rigtig meget af min familie bor langt væk, så det kan blive til mange køreture, og jeg hader vitterligt at køre bil. Derudover er der nogle personer jeg ikke kommer så godt ud af det med, grundet traumatiske oplevelser i mine teenageår (jeg var vegetar, dybt deprimeret, og på vej ind i spiseforstyrrelse, og så blev der løbende kommenteret på mine mærkelige spisevaner, vedkommende kom med "sjove" komentarer, som jeg ikke syntes var spor sjove. Det var ikke fedt. Det lyder måske fjollet, men i flere år undgik jeg helt kontakt med de få personer, og det har sat sine spor).

 

Som sagt har jeg været meget spiseforstyrret i mange år, det er der dog nogenlunde styr på nu, men nu er jeg veganer i stedet, så det med akavetheden fordi man skiller sig ud, kender jeg i den grad også. De fleste vil rigtig gerne gøre noget for at der også er noget til mig, og det er jo rigtig, rigtig pænt af dem, men det er sådan en sær, akavet følelse af hensyn man egentlig ikke har lyst til bliver taget...

Jeg fejrer i øvrigt heller ikke min egen fødselsdag, og jeg er heller ikke den helt store sociale sommerfugl, selvom det er blevet bedre.

- Så vi har vist en del fællespunkter :)

 

Jeg kan ret godt lide det meste af min familie, men somme tider kan det godt blive for meget køren frem og tilbage. Jeg er ikke så tæt med fx. mine søskende, og det har jeg aldrig rigtig været. De er dog ret tætte.

Det hjalp heller ikke på vores forhold, at jeg i en del år var RET anstrengende pga. mine forskellige sygdomsforløb, og alle gik mig voldsomt på nerverne. Jeg var et asocialt røvhul.

 

Jeg tænker nok det er sådan nogle "uuuuuugh nu igen"-følelser man har ind imellem, og det tror jeg altså alle har. Jeg blev faktisk overrasket over folks reaktioner...

 

TL;DR: Jeg tror ikke du er et utaknemligt røvhul, men at du bare lige, igen, sad med udsigter til noget du ikke nødvendigvis altid lige har det store overskud til. Og det kender jeg i hvert fald godt :)


Bissen

Forgive yourself for not knowing what you didn't know until you learned it

3
0
Svar på denne tråd
 
 Familiefester
Forfatter: 
Dato:  03-08-2017 20:51

Hej,

Familiefester har også voldt mig kvaler. Heldigvis har jeg ikke mange nu, og har nu fundet en kæreste som også er uden en stor familie, hvilket begrænser samværet.

Men jeg husker tydeligt med en ekskæreste den evige forventning om samvær, sammenkomster og fest i hans familie. Jeg spiser alt og er som sådan ikke udfordret, men jeg er i introvert og søger ikke selskabet for selskabets skyld. Det Trætter mig meget at være i selskaber hvor jeg ikke føler nogen særlig kemi med festdeltagerne, hvilket samtidigt kan betyde at jeg føler mig meget udenfor. Alt det sjove som de andre har, har jeg ikke, og jeg kan ikke bare lade som om. Jeg kan rigtigt godt lide mindre forsamlinger hvor der er plads til dybere samtaler, men det helst heller ikke ALT for tit.

Nøj jeg var drænet i juledagene dengang med valfart til alle 'interessenter'. Den ene gang skulle vi vende tilbage til svigerforældrene for at åbne gaver fra min kærestes farmor, fordi hun ikke lige var til stede, og gerne ville se os åbne dem.

Jeg ved godt at folk giver selskab af kærlighed og socialitet. Jeg fungerer bare ikke så godt i de rammer.

 

Så fuld forståelse herfra. Jeg har faktisk lidt ondt af dig :-)

3
0
Svar på denne tråd
 
 respekt respekt
Forfatter: 
Dato:  04-08-2017 09:07

Respekt Heidi.

Det er godt gået, at du lige reflekterer lidt og kommer tilbage med en uddybelse.Det første indlæg var - i mine øjne - ret usympatisk og det er absolut ellers ikke normalt det jeg forbinder med dig.

 

I virkeligheden mangler du jo "bare" 20 års træning i at være i større forsamlinger.

Det er lettere at forstå eventuelle psykiske udfordringer, hvis man sammenligner med det fysiske, synes jeg.

 

Hvis jeg skulle spille tennis med Wozniaki fx. så ville jeg jo fremstå komplet akavet og ville være træt og udmattet på ingen tid og både fremstå og føle mig som akavet og anderledes. Jeg mangler lige x antal års træning i forhold. Samt en portion talent.

 

Jeg er ret overbevist om, at jo flere gange du deltager, jo lettere bliver det og når det bliver lettere, så bliver det også sjovere. Nøjagtig som med fysiske udfoldelser, der også bliver sjovere jo bedre man bliver.

 

Det er ikke sikkert du kommer til at elske familiefester, men du kan nok komme til at hygge dig lidt.

 

Når det er sagt, så synes jeg det er komplet urimeligt, at fx. skilsmisse forældre eller bare store familier, forventer at børnene/de unge, skal fløjte land og rige rundt til jul og fødselsdage, for ikke at gøre forskel på forældrene og forældrenes nye familier. Det er sqi ikke børnene der har valgt at blive skilt og flytte til andre landsdele.

 

Og generelt synes jeg at man naturligvis altid har ret til at sige pænt nej tak til en invitation, med eller uden begrundelse. Og der er nok en del voksne mennesker der har et problem med at acceptere et nej. Men siger man høfligt nej tak, så må det altså være værternes problem, hvis de ikke kan acceptere dette.

 

Jeg er selv meget social, men har siden vi fik børn, holdt fast i at fx. 1. juledag, der legede vi med børnene og deres julegaver, gik rundt i nat-tøj og bare holdt fri.

Og nu er børnene store, men vi vil stadig ikke til julefrokoster alle juledagene. Juleaften og een julefrokost er hyggeligt og det er heller ikke rimeligt, at man er træt af sammenkomster og mad, når man kommer til næste arrangement. Eller iøvrigt er helt kvæstet når man skal starte igen på studier eller job.

 

Så Heidi, forsøg at find en god balance med din lille familie. Fortæl at det kræver enorme anstrengelser fra dig og at du gerne vil komme et par timer fx. til de "vigtigste familiemedlemmer", men at du ikke kan magte alle sammenkomster og heller ikke i for mange timer ad gangen. Sig til sidemanden. Jeg kan ikke finde ud af småsnak, jeg forsøger at øve mig, så lad være med at tro at jeg er uhøflig. Viden skaber forståelse.

Held og lykke.

 

6
0
Svar på denne tråd
 
 Familietamtam
Forfatter: 
Dato:  22-08-2017 21:08

Jeg kan nu godt forstå dig, TS - også dit første indlæg. Det er jo bedre at lade sin galde flyde udover frivillige læsere på nettet, end at fare direkte til telefonen og overfuse det menneske der formastede sig til at invitere, lige når man ikke kunne overskue mere selskabelighed.

 

Ærligt, så gider jeg heller ikke for mange store sammenkomster. Jeg har en skøn familie, og de laver i øvrigt vidunderligt vegetarmad, men der er bare for mange mennesker på én gang. Vi når ikke at komme i dybden med nogen somt helst emner, og der er hele tiden afbrydelser i form af børn, skål, mere mad der skal inhaleres, og hvad har vi ellers? Jeg vil meget hellere besøge mine skønne, kloge familiemedlemmer i mindre portioner, og gerne når vi begge har tid, og ikke når mindst én af os har stresset for at arrangere fest for 20-30 mennesker - og så er jeg slet ikke startet på de store familiefester. Hvis vi endelig skal være alle sammen samlet, så foretrækker jeg faktisk arbejdsdage, hvor man har nogle praktiske arbejdsopgaver der skal løses. Der får man snakket meget mere med de enkelte, og man skaber noget sammen. Det er lige mig.

 

Hvad skal du gøre? Melde fra når du ikke har tid. Mig-tid er også noget man kan skrive i kalenderen, og som bør respekteres på lige fod med andre aftaler. Jeg er gerne ærlig og forklarer den der holder fest, hvilken forsømt hobby der er drivende nødvendig at jeg passer den dag. I min familie er der heldigvis stor respekt for hobbyer, uanset om det handler om dyr, kunst, eller social forpligtigelse til anden side. Jeg prøver bare at sørge for at det ikke altid er den samme person jeg melder fra til, selvom min ene niece altid har fødselsdag på samme travle tidspunkt af året.

 

Jeg håber du finder din balance i det.


 

 

Medlem af Bullerklubben

 

2
0
Svar på denne tråd
 
 Så sig dog nej
Forfatter: 
Dato:  28-08-2017 10:56

En fest er en fest, og så må det være op til modtageren af invitationen om at deltage eller ej.

 

Jeg ville godt nok blive ked, hvis jeg havde inviteret, og folk kun kom som pligt og ikke af lyst, så så jeg hellere at de blev væk.


Hilsen Helle

 

1
1
Svar på denne tråd
 
 Overskift
Forfatter: 
Dato:  09-09-2017 08:05

Jeg er også på dit hold TS. Bare fordi man deler blod, eller gener behøver man ikke have andet til fældes end det, og hvorfor skal man så være tvangsindlagt til at ses hvis man egentlig ikke har behov for det? Sådan har jeg nu altid set på det.
Selv har jeg en meget lille familie, så det er ikke så tit jeg kommer i den situation, og det passer mig faktisk rigtig godt. Jeg vil hellere selv vælge hvem jeg vil se og bruge min tid på.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg har fravalgt
Forfatter: 
Dato:  14-11-2017 19:45

Min mands "familietamtam"- og han fravalgte det også selv i mange år, men nu vil han gerne. Så han drager af. Alene.

 

Jeg tager så til min egen families tamtammer, og nej: Det er ikke sjovt, at skulle køres/have togbilletten betalt, men det er, hvad det er. Min familie vil jo gerne SE mig, som jeg vil se dem. Så winwin. Den (dem) jeg ikke kan med, behøver jeg trods alt ikke diskutere med, og kun sige goddag og farvel til.

 

Vi har så også en god (dårlig) undskyldning, at en af os må blive hjemme pga husdyr. (Dem kunne vi nok få vores flinke naboer til at hælde foder i, i det døgn eller to. Men! )

 


Mvh

Tine

0
0
Svar på denne tråd
 
 trådstarter....
Forfatter: 
Dato:  14-11-2017 21:10

Familiefester.

Er jeg den eneste, der simpelthen hader det fænomen?!

 

Er der nogen, der kan lide familiefester?!

 

Ja, til begge dele, jeg hader familie-fester hvor alt er arrangeret på forhånd, men elsker familie-fester hvor alt er impulsivt, dvs. ingen bord-kort osv.

 



1
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider