Som jeg forstår det, er overgangsalderen den tid hvor ens menstruation stopper, og man får en masse hormenelt bøvl. Det kan sikkert godt udløse en midtvejskrise, fordi man mangler østrogenen til at lægge lyserødt filter over tilværelsen, sådan som østrogen gør. For nogle handler det også om at miste forplantningsevnen, og skulle redefinere sig selv som kvinde.

Nu er jeg ikke selv gammel nok til at have midtvejskrise, men jeg tror jeg er i gang med en sen 30-årskrise. Det handler ikke om om jeg har opnået det jeg ville, men snarere at jeg har opnået langt mere end jeg troede muligt, men stadig er skuffet over livet, og over mig selv. For mig kommer det mest til udtryk ved at jeg er blevet enormt usikker på mig selv, nærmest værre end da jeg var teenager. Måske er mit slet ikke en aldersbetinget livskrise, men en frustration over at min hjerne fungerer værre og værre, uden lægelig forklaring, på trods af diverse tiltag for at bedre situationen. Hvad det hele drejer sig om, finder jeg nok først ud af, når jeg er på den anden side af situationen.

Overgangsalderen er som der skrives, der hvor vi kvinder stopper med at ha menstruation. Ja det giver nogle gener, men er til at verkomme.

Midtvejskrisen er ofte det udtryk der bruges når mænd og kvinder når omkring de 45-50 år. De begynder at kigge tilbage og overveje om de nu også har nået det de ville. Lidt en form for panikalder for nogle, som ikke kun kigger tilbage, men ændre 100% på deres tilværelse enten med jobskifte eller udskiftning af ægtefælle. Nogle vælger også at tage et stor flytning som deres valg i midvejskridsen.