Jeg plejer aldrig at svare i tråde som disse, da jeg ikke skal være dommer over nogens ægteskab.

Men det skinner SÅ meget igennem at du slet slet ikke er lykkelig. Temmelig meget det modsatte.

Hvis I på 4. år endnu ikke har fået slebet kanter af og hverdagen er god, så tror jeg desværre ikke du skal satse på det bliver anderledes.

Du har endda sagt det mange gange og det bliver ikke bedre.

Et forhold med gensidig respekt og kærlighed, burde man heller ikke skulle bede om omsorg. Det ville være en naturlig del af det.

Du skal ikke gå ud for dig selv og græde. Er det virkelig sådan du vil have dit liv skal være. Det burde fuld af lys, varme og massere af latter.

Kan kun snakke ud fra mig selv og jeg ville ikke kunne leve i sådan et forhold. Så hellere være alene.

Jeg har været single det meste af mit liv og ikke haft lange forhold. Lige indtil jeg mødte min nuværende mand. Vi er også på 4. år nu.

Endelig i en sen alder har jeg fundet ham der er perfekt til mig. Men igen, jeg ville hellere undvære end at gå på kompromis med mig selv. Hvis man mister en lille del af sig selv hver dag så går det kun den forkerte vej.

Er ked af at høre du har været syg og håber du har det godt igen.

Mit råd er, hvis ikke det bliver bedre med en ordentlig snak mellem Jer og I begge er indstillet på at få forholdet til at køre, så har du det nok meget bedre alene i det lange løb.

Så vil der også blive plads til den "rigtige" mand, som giver dig hvad du har brug for.

Ønsker dig alt held og lykke

Heidi

Ps. Selvfølgelig skal hans lille pige have opmærksomhed og kærlighed, men det lyder næsten unaturligt den måde han gør det på. Det ville også være langt over min grænse

Når jeg læser dit indlæg tænker jeg ganske nok, at du er jaloux.

Du skriver at du skruer op for lyden på tv'et, når de siger godnat. Det må da være den ultimative tilkendegivelse, af at du ikke bryder dig om det, der foregår.

Du kan aldrig vinde over den datter. Hun er altid nr 1. Det vil aldrig blive anderledes. Du skubber din mand fra dig. Naturligt nok, for et eller andet sted skal han tage stilling til din utilfredshed, over den kærlighed han har til sin datter. Det kan man da ikke forlange af et menneske?? Forlange af en forælder?

Selvfølgelig hopper og springer han for hende, ville du ikke det, hvis dine børn havde behov for det?

Måske har der været et smertefuldt brud mellems din mand, og den mor der er til din mands barn??

Ærlig talt, "suck it up"! Elsk den datter sammen med ham, vis din asccept og forståelse, så får du det samme igen. Han vil elske dig for det!

Jeg har faktisk lidt ondt af de børn der er fanget i det der. Hans datter må da uden tvivl bemærke du er dybt jalous på hende. Og at skulle håndtere det som kun 10 årig må være virkelig hårdt. Jeg synes for din egen skyld og børnenes at du bør komme ud af det forhold.

Kære Charlotte,

Det lyder til at dine tanker er meget kaotiske ligenu og at du mentalt er nede i et dybt hul og ikke selv kan finde stigen op (been there, got the t-shirt

Du skriver selv med stor selvindsigt, at du mangler omsorg og kærlighed, hvilket efter din sygdom er ekstra tydeligt og du føler dig svigtet og uelsket.

Jeg vil egentlig ikke kritisere din mand for den manglende omsorg, måske kan i begge ændre på nogle ting i jeres forhold, og det er noget i kan se på senere. Dette siger jeg, fordi at du skriver, at du elsker ham og egentlig ser ham som en kærlig mand?

Faktum er, at han giver dig den kærlighed, som han er stand til lige nu. Hvordan ved du, at han ikke kan give dig mere ligenu? Fordi han ikke giver dig mere. Hvis han var i stand til at give dig mere omsorg, ville han give dig det.

Dvs. at du min kære, må give dig selv den omsorg og kærlighed, som du har brug for. Det kræver arbejde at lære sig nye vaner og ændre gamle tankemønstre, men brug din energi der hvor den kan hjælpe dig. Ligenu strømmer den ud i tårene du græder, når du er alene. Når du føler dig tilsidesat/svigtet vælter følelserne frem og dem kan du ikke stoppe. Du kan finde frem til de tanker/overbevisninger som ligger før dine følelser og sætte spørgsmåltegn ved, om de virkelig er sande? Dine tanker er ikke virkeligheden, din hjerne er bare rigtig god til at finde beviser for at de historier du fortæller dig selv er rigtige

Jeg er stor fortaler for, at vi mennesker først og fremmest finder os selv og opfylder vores egne behov istedet for, at kræve at andre lapper hullerne i vores sind. Det gode ved at starte med at kigge på sig selv med kærlige og ærlige øjne er, at mennesker og situationer i vores omgivelser også ændrer sig til det bedre.

Da jeg læste dit indlæg, kom jeg til at tænke på Byron Katie og "TheWork"(der ligger ret meget gratis på nettet, hvis engelsk ikke er det bedste findes hun vidst også på dansk). Hun har et meget simpelt værktøj på 4 spørgsmål, som kan hjælpe dig i gang).

(Desuden er Pernille Melsted også et godt sted at starte, hvis du har lyst til at arbejde med dine skyggesider

Bedste tanker og held og lykke med livsprojektet

Pia

Jeg har været lidt i din situation. Og jeg er ked af at læse at andre betegner det som jalousi overfor et barn.

Heldigvis kommer Serena 1 med et fint indspark - nemlig det med at blive betragtet som en ligeværdig voksen.

Min mand har også to sønner fra tidligere og det kunne gøre mig sindsygt frustreret, at vi kunne have en samtale voksen til voksen og aftale noget, hvorefter manden kunne finde på at lige at vende sagen med en 12-årig, hvorefter alle beslutninger skulle gøres om. Det handler ikke om jalousi, men om at blive umyndiggjort og - i de forkerte situationer - blive sat af holdet.

For selvfølgelig kom hans børn først - men skæg for sig og snot for sig.

Sådan noget kan løses med tid - nu er mandens børn voksne og det blev da kun lettere som tiden gik. Når jeg kunne stå distancen, så var det fordi vi kunne tale om det på en fornuftig og konstruktiv måde.

Men i dit tilfælde er det vel ikke kun barnet, der kommer i mellem jer - som jeg læser det. For mig lyder det ærlig talt som om du er ret færdig med ham. Forestil dig at en veninde talte om sit parforhold på den måde. Hvilke råd ville du give?

hopper og springer jeg også for mine egne børn, men som jeg skriver så absolut ikke i samme grad.

Der er som sådan ikke et anstrengt forhold mellem min mand og moderen til datteren, men han synes bare ikke hun oplever "nok" hos moderen, som ofte køber meget dyre ting til datteren, så derfor hænger det tilsyneladende på os at lave alt muligt med hende når hun er hos os, det være sig ferier, ture i biografen, koncerter mv.

Jeg gik ind i vores forhold med et åbent sind omkring dine og mine børn og til at starte med (og indtil for vel ca. 1 år siden) gik det også rimelig gnidningsløst. Jeg prøvede at fordele sol og vind lige mellem alle 3 børn og det forsøger jeg stadig at gøre, men han gør det ikke omvendt. Det er kun datteren der tæller og han kunne ikke drømme om at finde på at spørge om min søn f.eks. vil med ud i haven og spille fodbold, men hans datter spørger han så snart han skal ud om hun vil med.

For godt 1 år siden snakkede vi om det her med at hun hele tiden vil kysse og kramme (på hans opfordring) og han spurgte mig om råd til hvordan han skulle forklare hende at man ikke kysser på den måde med sine børn. sammen kom vi frem til en forklaring der skulle gøre det nemmere for hende at forstå og acceptere og det holdt da også lige til næste gang hun kom hjem til os, hvor han så prøvede at få hende til at kysse sig på kinden i stedet for og blev mødt med et: elsker du mig ikke far? Dem man elsker kysser man da på munden..

Jeg har flere gange sagt til mig selv, at hun vokser fra det, men spørgsmålet er om jeg er villig til at vente på at den dag kommer.

Hun snakker ofte om dengang hun og far boede selv og om fars ekskærester. Jeg ved da godt at dengang de var alene da drejede alting sig jo om hende og det savner hun måske (eller det ved jeg hun gør).

Jeg indrømmer blankt at jeg er jaloux på deres nærvær og ømhed og jeg er fuldt ud klar over at jeg selv er ansvarlig for min lykke.

Jeg kæmper virkelig en kamp i mit indre med om jeg skal blive eller gå.. Det gør mig frygtelig ked af det og ganske sikkert umulig at være i nærheden af.

Måske skal jeg bare huske på noget jeg engang hørte, nemlig at manden en gang har sagt han elsker dig og hvis det ændrer sig så skal du nok få det af vide.

Sikke en gang rod.

Hvis en veninde kom til mig (dem har jeg bare ingen af, de blev langsomt siet fra efter jeg blev syg) og fortalte ovenstående så ville jeg nok råde hende til at komme ud af forholdet, så hvorfor gør jeg ikke bare det? Jeg har jo egen indkomst og mine 2 børn, samt en hest at tage mig af så jeg skulle såmænd nok klare mig alene.

Det hænger ligefrem på jer, at lave noget med hende???

Jøøses.

Så du er både jaloux på dine egne og dine børns vegne?

Det lyder som om du er ved vejs ende med det forhold.

Charlotte T ( 7 ) du ved da vidst ikke hvad det vil sige at have en sammen-bragt familie.

Fordi man ønkser at det skal være lige for alle børn, er ikke ens betydende med at man er jaloux. Hverken på sin egne eller sine børns vegne.

Nej det handler om man bliver såret på ens børns vegne. Man ville ønske der var deltagelse fra anden side i ens børn og ikke kun i hans eget.

Det er meget nemt at sidde og komme med påstande om at være jaloux, men hold op hvor kan det altså være svært at få sådan et forhold til at køre.

Charlotte 2, jeg håber virkelig det bedste for dig. Som du selv siger ville du råde dine veninder til at komme væk. Det er bare ikke lige så nemt selv at finde overskuddet til at gøre det. Netop fordi du er langt nede i forvejen. Det vil kræve dine sidste resurser at gøre det.

Og skal selvfølgelig kun gøres hvis du ikke kan se noget håb for Jer eller en løsning som alle kan leve med.

Ved din mand egentlig godt hvor slemt du har det? Sådan virkelig ved det?

Håber da at hvis han forstod det, ville træde mere i karakter og være der for dig. At I kunne lave fælles "regler" som I begge kan leve med.

Hvis ikke, må du tænke på dig selv og dine børn.

Heidi

Jeg forstår simpelthen ikke det led kyssende.

ville du have at barnet skulle begrænse sig og sin trang til kys og kram og ikke måtte kysse på munden???? Et barn må få alle det kysser og kram som dets forældre magter og kys på munden er en naturlig del.

Hvis du har det svært med det overstående så tænker jeg reelt, at du har et problem. For så går din jaluxi, så meget ud over din måde at tænke og agere på, at det ikke blot skader dig og dit parforhold, men rent faktisk også et barn... Et barn som uanset hvor røv irreterende det er, er uskyldigt og blot respondere på dets omgivelser, som du i dette tilfælde er en del af.

Men i forhold til alle de andre problemer, så er det jo fælles ansvar, at få det op og kører. Jeg tror godt på, at i kan komme videre fra hvor i er nu. Men jeg tror i mangler noget hjælp.

De fleste kommuner tilbyder gratis familie rådgivning og ellers ville jeg søge en god familie-og par terapeut.

Hvis i ikke vælger denne løsning, så tror jeg ikke i holder, da jalousien æder dig op indefra og gør dig måske både til en person din kæreste ikke ønsker, men vel lige så meget dig selv. Det er jo rædselsfuldt at være så jaloux. Jeg har været der, dog uden børn og ingen havde det i virkeligheden godt imens det stod på.

Men jalousi er jo ikke et enemands problem og derfor heller ikke kun dit ansvar, at løse, men et fælles projekt imod en bedre hverdag, hvor alle kan trives

Det her lyder måske kynisk, men jeg tror simpelthen, du passer bedst sammen med én som enten ikke har børn, eller hvis børn er voksne.

Intet ondt ment! Jeg kommer selv fra en skilsmissefamilie, med en forælder som levede i et forhold meget ligt dit. Partneren havde et barn, min forælder havde mig og søskende, men begge havde de meget forskelligt forhold til deres børn, og der var ikke én stor symbiose i den sammenbragte familie.

Det tog hele min ungdom før man fandt ud af, at den slags forhold ikke var noget man kunne med i længden.

Nu er man ude på den anden side, meget lykkelig, og lynhurtigt i stand til at spotte, hvis man er ved at komme ind i et lignende forhold.

Man kan sagtens være en god og omsorgsfuld forælder, selvom man ikke trives i en familiekonstellation med andres børn.

At begynde at rode med mandens forhold til datteren, begrænse dem i deres nærvær (på deres egen måde, som de er vant til at udtrykke den), det ville jeg synes, var over grænsen. Det skal de have lov til at have.

Desuden har jeg en teori om, at det i nogen grad gør sig gældende for enebørn. Jeg havde mine søskende at støtte mig op ad, hvilket jeg i høj grad tror har haft indflydelse på, hvor "loose" min forælder har været omkring os (absolut ikke negativt), mens kærestens barn var enebarn, og havde et andet bånd til sin forælder.

Det er aldrig noget der har påvirket mig, som barn i det forhold.

Men jeg tror, mange forældre går med dårlig samvittighed, når deres (ene)barn står tilbage efter en skilsmisse, hvorimod søskende efter en skilsmisse har en form for samhørighed og derfor måske er mere selvstændige overfor forældrene, fordi de kan finde en form for kollektiv støtte i hinanden - også mange år efter skilsmissen.

Jeg håber du finder ud af, hvad der er det bedste for DIG

for mange gode råd og vejledning og forståelse. JEg tror altid det er svært at sætte sig ind i situationen når man ikke selv kender til det og derfor forstår jeg også godt de "negative" kommentarer. Og tro mig jeg har læst det hele og prøvet at forstå hvad der bliver skrevet.

Jeg kan godt se at jeg burde snakke med min mand om det men det kommer bare ikke til at ske, for jeg ved han ikke vil se det som at jeg vil snakke om at løse problemer (og for ham er der ikke problemer), men derimod se det som at jeg beder ham vælge mellem mig og datteren (en sag der jo på forhånd er tabt) og det kunne jeg aldrig drømme om at bede ham om for mine børn kommer jo også i første række hos mig.

Jeg har i kraft af min sygdom været igennem en meget hård periode og har som følge deraf meget let til tårer og tager alting meget personligt. Heller ikke det har vi snakket om og jeg tror det hele kunne ændres hvis vi bare kunne sætte os ned og snakke om det, men det ønsker han ikke. Han lukker i så snart jeg nærmer mig emnet... Jeg kan godt se hvor det her bærer henad.

Nå, men hvorom alting er så vil det eneste der kunne hjælpe være, at vi var ærlige overfor hinanden og kunne snakke om alting.

Tak fordi I har lagt øre (og øjne) til mig

Håber i hvert fald at du er ved at blive rask?

Har lige et spørgsmål. Hvor tit er hans datter hos jer? Og hvordan med dine børn, hvor meget er de hos jer?

Min umiddelbare indskydelse er, at din mand ikke har kunne finde ud af at drage omsorg for dig under din sygdom. Og det er ikke særlig atypisk. Nutidens kvinder er - ofte - meget stærke og har pulsen på hele familien, økonomi, job osv., men HVIS de så i en periode ikke er så stærke, så har mændene faktisk svært ved at tackle dette, har jeg ofte oplevet.

Hvis det er korrekt, så bunder noget af din "jalouxi" nok i dette. Altså det er jeres - dog ret nye - fortid, der ligger til grund for din tvivl/mistro nu?

Tak for det. Jeg er i hvert fald nået så langt at jeg kan se en ende (en god ende) på min sygdom.

Vi har hans datter og mine børn i en 7/7 ordning så de er her alle 3 på samme tid en uge ad gangen. Det sker dog ofte at vi har hans datter ekstra, bare en dag engang imellem.

Ud af det blå spurgte min mand mig i går aftes om hvordan jeg egentlig har det nu efter min sygdom, og jeg skyndte mig at gribe chancen og fortælle lidt, men jeg nåede ikke langt før han var kommet videre og ikke ville snakke mere. Jeg er helt sikker på at han har haft svært ved at takle hele det her sygdomshalløj og ja jeg har været den stærke hele vejen igennem og taklet indkøb, økonomi og børn mv.

Jeg læste hele indlægget og alle svarene, da jeg faktisk tænke, jeg kunne hjælpe, men nu bliver jeg i tvivl.

Jeg har været den datter. Og jeg kan med 100% sikkerhed sige, at den over-opmærksomhed, som faren giver, det skyldes dårlig samvittighed.

Det var min far der valgte at smutte og fandt en ny kone, som han flyttede langt væk for at være med. Det giver selvfølgelig dårlig samvittighed, hvilket vil sige han smed alt han havde i hænderne, når jeg kom på besøg.

Når jeg tænker tilbage, er det egentlig utroligt min stedmor ikke har været mere irriteret på mig (eller blot skjult det godt).

Det har måske hjulpet, at jeg aldrig har været på de der 7/7 ordninger eller weekendordninger, grundet afstanden til min far. Så det avr mest i ferier osv jeg så ham, så det har nok været lettere at overkomme for min stedmor.

Jeg kan ikke sige om din mand gør det samme, men efterhånden som jeg blev ældre, slap han det lidt mere. De flyttede længere væk (der hvor hun gerne ville bo), men jeg tror også det hjalp at jeg havde min lillebror. Ikke så meget i starten, da han var for lille, men da vi blev ældre fandt vi meget styrke i hinanden, og jeg blev mindre "afhængig" af at være fars pige.

Min stedmor har generelt været god til at give plads til os, og lave aktiviteter med os, men jeg tror noget af det også har været medlidenhed, fordi hun vidste min egen mor ikke havde noget overskud, og at vi derfor var overladt til os selv derhjemme.

Og så HAR det uden tvivl hjulpet, at vi ikke er kommet rendende hver anden uge, men kun i forlængede weekender/ferier.

Jeg ved ikke om det overhovedet kan hjælpe dig. Men der er ingen tvivl om (som jeg ser det), at den overøsen med opmærksomhed og sætte datteren på en pedistal, skyldes dårlig samvittighed fra hans side, over at datteren jo er den store taber i en skilsmisse.

Måske kan det hjælpe dig, at kende grunden bag hans reaktionsmønster. Måske kan du så snakke med ham om det. Spørg ind til om han har dårlig samvitighed (måske ikke så direkte), snak med ham omkring det.

Når det så er sagt, lyder han ikke som den store snakke-type. Vi er alle forskellige, men for mig er kommunikation det vigtigste. Jeg er hverken gift eller andet fancy, men mit forhold har været meget turbulent, og vi har kun været sammen i 7 år nu, fordi vi altid har været gode til kommunikation.

Og det skal altså gå begge veje. Han er nødt til at åbne op.

Jeg kan ikke sige så meget, men en ting lægger jeg mærke til :

Du vil gerne snakke med din mand, og er bange for at jeres forhold ellers er slut.

MEN du vil ikke starte med at snakke, fordi du mener han ikke vil vil se det som en snak om jeres forhold, men som om at han skal vælge mellem sin datter og dig, og der ved du at han vil vælge sin datter.

Så du har sat det op som - at hvis I ikke snakker, så slutter jeres forhold. Og hvis I snakker, så slutter jeres forhold også.

Eneste lille mulighed for at det overlever er efter min mening, HVIS i forsøger at snakke - måske kan I komme igennem til hinanden, måske skal I begge have hjælp med rådgivning ?

Men ingen snak = intet forhold - og så skal du jo reelt være fair nu i dag, og gå ind og sige, at du går fra manden, for så har han jo ingen chance.

Et parforhold er altid at være to om tingene, og at kunne tale sammen OGSÅ når man ikke er enig. Ellers er det jo bare et økonomisk bofællesskab man er ude i.

mvh Charlotte