hørte jeg en historie om at man skulle vende sig om, hvis man blev jagtet af en trold, og se den i øjnene: Så ville den blive til en sten. Hvis man med list lokkede navnet ud af den først, og sagde det højt, så blev hele troldens familie til sten.

Go figure, Trolle 4

Det er en meget sjov historie xy. Jeg kan godt se meningen, men efter en del tænketid, har jeg stadig ikke fået listet et navn ud af trolden.

Nogen der har erfaring med at gætte troldenavne? Eller bare nogen som kan dele kiksede historier med mig? Jeg er ved at have til min egen udgave Bridget Jones´ dagbog.

Eller er det det der er "troldens navn"? At jeg her på det sidste er sunket så dybt i kiksethed, at jeg ikke ser anden udvej end at forklare alle implicerede om hele den kiksede historie bag det de lige oplevede? Det synes jeg bliver lidt langtrukkent, må jeg indrømme.

nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men er du ikke bare på vej mod den alder, hvor man ikke orker mere @!#$?

personligt begyndte interessen for hvad andre mente og tænkte om mig at falme da jeg blev 30 og nu som 41årig fortrækker jeg altså ikke at lægge låg på mere.

men det kan jo være svært, hvis man hele livet at blivet opdraget med at piger er pæne, ikke bander, ikke drikker, ikke prutter, husker venindegaver, elsker at shoppe er flink, sød og siger de rigtige ting?

man er ikke forpligtet til selvskabelighed, man ikke selv gider- selv med søde og rare mennesker.

jeg synes du skal starte med dig selv: tænk på hvor lidt du egentlig tænker på andre mennesker- ved du hvad? de tænker ligeså lidt på dig. Hold op med at bekymre dig- det er den form for overskud som tiltrækker mennesker værd at samle på og jager resten væk.

vær du bare glad for, at du har fundet ud af, hvad du faktisk trives med og lev med dine " begynderfejl"- det er ofte de mest charmenrende træk ved andre mennesker.

Tak for dit inspirerende indlæg. Jeg kan levende følge dig, og synes alligevel, at jeg på en måde har gjort det omvendt. Jeg synes altid jeg har været jævnt ligeglad med hvad andre mente om mig, måske endda været lidt stolt af skille mig ud, når flertallet/normalen ikke passede mig.

Det lyder underligt, at jeg, som kun er lidt yngre end dig, først nu begynder at interessere mig for at passe ind. Det er måske bare den proces der virker lidt underlig. Eller også er det ikke. Det kan også være, jeg bare har været lidt ved siden af mig selv.

Jeg tror tre af dine trolde hedder Reflegta, Tæmpostat, og Åbservine.

Hmm interessante navneforslag.

Jeg har nu selv opdaget en indlysende årsag. Det er jo noget med selvtilliden/selvværdet. Nok mest det sidste. Hvordan kan det sådan langsomt fise ud af ens verden? Var det ikke meningen at man med alderen kom til at hvile mere i sig selv, og opøvede højere selvværd?

frontsatge og en backstage person. Jeg er helt sikker en anden når jeg er på arbejde kontra når jeg er sammen med mine nære venner.

det handler ikke om at jeg "ikke gider noget @!#$ eller gider @!#$"

Jeg agerer bare forskelligt i forskellige situationer.

Jo, det er jeg ret enig i.

Da jeg skrev indlægget havde jeg bare i længere tid haft følelsen af, at jeg var helt ved siden af mig selv i langt de fleste kontekster jeg agerede i. Når man sådan er helt ved siden af sig selv, får man ikke altid ageret hensigtsmæssigt i forhold til alle de situationer man stor overfor.

Det er noget underligt noget, hvordan man i perioder kører med klatten og spreder god stemning hvoren man er, og andre gange er helt væk fra vinduet.

TS - hvordan har du det nu, er du ved at finde dig selv igen?

Lidt mere generelt om de ansigter vi viser - jeg læste en gang en artikel, hvor billedet mere var at vi er som en klase vindruer. Så vi er mange forskellige 'ansigter', ikke kun backstage eller frontstage. Det giver mening for mig, jeg er på en anden måde når det kun er manden og mig, end hvis vi alle er samlet. 'Arbejdsansigtet' er også forskelligt på forskellige arbejdspladser. Og hesteansigtet er noget helt for sig selv

TS - måske har du haft brug for at have en periode, hvor du fandt mere ind til hvad du ønsker af forskellige sociale forhold. Venindeforhold kan ændre sig, man får nye/andre interesser, familerelationer - tja, der er man ofte mere pligtopfyldende. Fritidsinteresser - der synes jeg man bør være kræsen mht. hvad man vil bruge sin tid på, og med hvem.

TS - opdatering????

Det er altid dejligt når du blander dig i en tråd, Sanne!

Opdatering: Jo tak, på de fleste fronter er jeg ved at være faldet på plads igen. Jeg har også valgt en enkel fritidsinteresse fra, hvor jeg synes der er nogle mennesker, der ikke ligefrem fremmer en god stemning.

Det er rigtigt nok det med vindruerne, men jeg tror måske jeg er lidt mere kirsebæragtig, sådan lidt utilbøjelig til at have flere facader. Kirsebær vokser 2 og 2, ik og jeg kan lige klare at have en arbejdsfacade og en privatfacade.

Da jeg var yngre følte jeg mig direkte facadeløs, og opdagede i løbet af teenageårene, at det måske var et problem. På den anden side har jeg tiltrukket mig nogle af de bedste og mest interessante venskaber man kan forestille sig. Så måske er det ikke kun skidt at være facadeløs.

Der kan også have været noget rent neurokemisk inde over, da det var værst, for jeg følte mig virkelig forkert, uanset hvor rar jeg, objektivt set, var at være sammen med. Det er heldigvis gået over, og det er som om, at jeg vokset lidt med krisen.