Jeg har en nabo, der selv har heste.
På et tidspunkt fik jeg en ny pony i stalden. Min nabo kunne se den ovre fra hendes ejendom, og var blevet meget betaget af den. En dag kommer naboen på besøg, ser ponyen, og bliver endnu mere begejstret for den. Den mindede hende om en pony hun selv havde haft tidligere. Naboen siger gentagende gange, hvis jeg nogen siden skulle skille mig af med denne pony, ville hun meget gerne overtage den, så måtte den nyed sit otium ovre hos hende.
Min tanke var, det er da rigtig fint, men jeg havde ikke gjort mig tanker om, at jeg skulle af med den.
Jeg skulle have ponyen til kåring og naboen var rigtig flink til at hjælpe med forskellige ting op til dagen. Igen sagde naboen meget seriøst og intenst, at hun gerne ville overtage ponyen den dag jeg ville af med den. Jeg var overbevist om, at hun inderligt mente det, men havde ingen planer om at komme af med den. Blot sagde jeg, at det vil jeg huske.
Ponyen havde fået et føl og de skulle vænnes fra. Hoppen var ikke så nem at have gående sammen med føllet, for den var meget beskyttende og opmærksom på føllet.
Jeg kom i tanke om, at naboen gerne ville overtage ponyen og ville ikke have noget i mod at overdrage ponyen til hende, for jeg vidste den ville få det godt.
Efter mange tanker frem og tilbage, tog jeg mig sammen til at spørge hende om hun ville overtage den.
Hun svarede ikke promte og da jeg efter en henvendelse endelig fik svaret, var hun ikke interesseret alligevel, for hendes mand ville have en anden race (manden har intet med hestene at gøre), og at de jo var to om det økonomiske, så hun kunne ikke tage beslutningen selv.
Jeg blev egentlig utrolig forbavset over svaret - fordi jeg da havde regnet med, hun på det private plan havde grønt lys, inden hun i første omgang, fortalte mig om hendes betagenhed af ponyen, samt at hun meget gerne ville overtage den.
Man kan undre sig over andre voksne mennesker - Jeg kan da forstå hvis et barne kommer med den slags ønsker og drømme......
Er noget ligende sket for andre?