Det giver mig ondt i maven at læse.

Jeg kan desværre ikke kommet med noget jura eller anden form for hjælp.

Jeg er bare et skilsmissebarn der MÅ og SKAL udtrykke HVOR vigtigt det er, ikke at skille søskende ad. Det er hul i hovedet og mit hjerte bløder af at læse, at de skal skilles.

Min bror og jeg har brugt hinanden som støtte gennem to styk skilsmisser, den første da vi var børn. Værdien kan ikke beskrives med ord.

Det er SÅ vigtigt at have hinanden i hverdagen, have hinanden tæt på, og det indebærer at bo i samme hus.

Vi har det ekstremt tæt bånd, og det skyldes at vi har gennemlevet den storm sammen, som er at være skilsmissebørn fanget i forældrenes barnlige opførsel.

Jeg BRÆKKER mig over, at børnene ALTID sættes til sidst i skilsmissesager! Altid!

Det er fanme altid de skide voksne, der skal have DERES vilje. Som om børnene er ting, man skal fordele, som møbler eller bilen! For helvede altså.

Jooo jeg blev da vist spurgt af en børnepsykolog dengang, men min mening talte IKKE i afgørelsen.

Og jeg læser dette alle steder. Pattebørnenen (det vil sige forældrene), er dem der får lov at vælge, det er dem hvis ønsker og behov skal opfyldes!

Jeg er bevist om at nogle fædre har svært ved at få retten til børnene, og det er derfor at Foreningen Far blev oprettet.

Alligevel føler jeg foragt overfor denne forening - og hvis foreningen Mor findes, så føler jeg også foragt overfor denne!

For UNDSKYLD MIG, vil i være så hjertens f*cking venlige at oprette Foreningen Børn i stedet?!

Jeg sidder og koger lige nu. Det er altid de dumme forældre der tages hensyn til. Og ja jeg kalder dem dumme, for i skilsmissesager opfører selv fornuftige mennesker sig fuldstændig åndssvagt, og børnene må være de store og voksne og pænt pakke deres weekendtasker, når de med bukket nakke, og stor loyalitet overfor begge forældre, bruger timer af deres liv på at transportere sig mellem hjem A og hjem B, hver gang der skal skiftes hjem, vennegruppe, skole, tilværelse, rutiner, hverdag osv.

ØV for fanden altså.

Hver gang jeg havde skiftet hjem, så sagde den pågældende forældre altid "hvorfor er du altid så sur, når du har været hos mor/far"?.

Jeg havde aldrig noget godt svar, men som voksen kan jeg se dette: det er UDMATTENDE at skifte hjem, rutiner, regler, pligter, vaner, venner, skole, fysiske opholdsrum med videre, hver gang man skal opfylde pattebørnenes behov ved at veksle mellem sine to "hjem".

Det var dagens galle. Jeg føler et raseri mod den far du beskriver her i tråden, og jeg ville ØNSKE at folk gad tage hensyn til de stakkels børn.

Gu fanden skal søskende blive sammen, det kan ETHVERT skilsmissebarn skrive under på.

Af helvedes til med foreningen far. Nååårh stakkels far, får han ikke ret til et af sine børn, som om de er en ting? DET var da synd, så må vi hellere smadre børnenes opvæskst, så lille farmand kan få det bedre.

Idioter allesammen. Jeg skal lige ud og køle ned.

Trådstarter jeg håber af hele mit hjerte at det ender godt. Jeg håber mine følelser kan vise hvor vigtigt det er at søskende bliver sammen, og at børnene bliver HØRT og at deres valg vægter højst.

Det eneste positive er (uden jeg lige kan huske formuleringen) at børnene har ret til selv at vælge hvor de vil bo når de er 12 år, så drengen skal kun vente til sin næste fødselsdag. Så må man håbe at han ikke er blevet for ødelagt til den tid.

Al medfølelse til de ramte parter.

Sophie, jeg er vild med din definition af "pattebørn" Hvor har du ret og jeg kan godt følge din galde. Det er dybt problematisk og frustrerende med systemer hvor de "artige" overses og de larmende/besværlige føjes.

Jeg er træt og har ikke så mange fornuftige ord lige nu. Men jeg er også selv skilsmissebarn, men dog så heldig at det er ret uproblematisk. Mine forældre bor tæt sammen og enes fint.

Jeg var lige fyldt 15 da mine forældre blev skilt, det var to måneder inden jeg tog på efterskole. Derfor er jeg slet ikke lige så hårdt påvirket af skilsmissen, som min 6 år yngre søster. Dengang fik jeg også at vide, at jeg med min alder kunne vælge frit hvor jeg ville bo - mine forældre måtte så trække sine ord i sig igen, for det er noget med at hvis forældrene er enige, så bestemmer de. Også selvom jeg var 15. Men det er jo så ikke helt tilfældet ved jer.

Faktisk blev min søster og jeg delt. Vi boede begge ved min mor mens jeg var to år på efterskole, men jeg var jo kun hjemme i ferier og weekender, så jeg fik slet ikke den hårde hverdagspåvirkning. Udover det faktum at jeg psykisk har håndteret skilsmissen lidt bedre. Da jeg kom hjem fra efterskole, flyttede jeg faktisk hen til min far, fordi jeg synes det ville fungere bedre i min gymnasietid, men jeg fulgtes med min søster i weekenderne. Vi havde (og hun har stadig) en ordning der hedder hverdage ved mor (far for mig dengang) og hver anden weekend ved far - plus torsdage aftner om vinteren, fordi min mor er til kor der.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det måske ville have gjort en forskel for min søster at vi var sammen. På den anden side, så lærte vi altså først at enes nogenlunde mens jeg var på efterskole. Det er bare sådan en dum aldersforskel, at det først har været her de sidste par år at vi er begyndt at få rigtig glæde af hinanden. Nu er vi 21 og 15.

Det var og er så rigtig dejligt og hjælper på det, at vores forældre enes. Men det er hårdt at leve i en taske. På efterskole levede jeg næsten i en taske. Sidste år var jeg et halvt år på skolehjem, så der havde jeg faktisk 4-5 hjem(!), dog havde jeg bestemt kun at have ting liggende 3 steder. Dét var faktisk lidt hårdt, selvom jeg var 20. Det er noget lettere efter jeg er flyttet hjemmefra, men jeg lever stadig i en taske :p

Den "nye" forældreansvarslov, er desværre mere kompliceret, end som så!!

Selv når børnene er langt ældre end 12 år, kan de stadig blive hørt, uden at blive HØRT!

Der er ikke nogen aldersgrænse længere. Børnene "bestemmer" ingenting.

Man kan så også diskutere om de direkte skal bestemme - det er et kæmpe ansvar, at give børn/unge, når forældrene er i konflikt kommer de nemt i en loyalitetsklemme, som ikke er rimeligt, at sætte dem i. Men når man nu har valgt, at de skal høres og så alligevel ikke hører på, hvad de siger - syntes jeg man svigter dem dobbelt. Det er en stor mundfuld for et barn i den alder, at skulle tilkendegive tydeligt, at man vil bo hos´den ene forældre, velvidende den anden forældre tager det personligt og bliver "sur" og dommeren så alligevel ignorer barnets udtaelser og handler stik modsat.

Nu kommer jeg med min synsvinkel.

Min mor er skilsmisse barn, med 4 søskende.

Min mor valgte som eneste barn at bo hos min morfar (da hun fik lov, og man kunne se det var der hun havde det bedst). Min mormor ville gerne flytte min mor og søskende til Sjælland, men gennem SF dengang fandt man ud af at min mor ville trives bedst ved at blive i de faste rammer.

Min morfar var også en psykisk belastning for min mormor, men han var verdens bedste far for min mor.

I dag har min mor et godt forhold til hendes søskende, men bestemt også til min mormor.

Ligeledes har hendes søskende et godt forhold til min morfar.

Og selvfølgelig vil en mor da helst have sine børn hos sig, men en far har egentligt ligeså meget ret til sine børn, hvorfor SKAL mor altid være bedre end far?

Børnene kommer vel også til at ses i weekender og ferier, og kan godt forstå at man siger en 11årig dreng kan have godt af at blive hvor han er.

Husk på der er altid 3 sider af en historie, hans, hendes og sandheden.

Jeg er sådan set "ligeglad" med hans og hendes sandhed.

når børnene har givet udtryk for, at de gerne vil bo hos deres mor - er det det, der tæller i min bog!

Din mors historie, har ingen relevans - da man blev ENIGE i samråd med din mor! Derfor har din mor været indforstået og afklaret.

Far kan sagtens være lige så god og i nogle tilfælde bedre - det er bare ikke det der gør sig gældende i det hr tilfælde....

Rolig rolig...

Jeg siger ikke du skal lytte til begge parter, for selvfølgelig skal du støtte din veninde, men nogle gange er det bare ikke tingene er som man helst selv ser.

Du skriver selv der har været børnefaglig vurdering indeover, og der har man vurderet hvor drengen har det bedst, og når man siger mor, ja så er det jo mor, men der må jo være andet der spiller ind siden en dommer dømmer som han gør?

Det at søskende bliver skilt skal ikke være det der vægter højest i en sådan sag, men går udfra at mor har anket, og vælger at gå hele vejen så hun kan give sine børn den trykke og stabile hverdag, og eventuelt kan samarbejde med sin xmand om hans samvær i weekender og ferier.