Hvornår er nok nok? Ja den er ikke sådan lige at svare på, jeg tænker det er individuelt, lige som hvor robust man er, og hvordan man bedst kommer " tilbage" på sporet.
jeg har selv tænkt meget over dette spørgsmål det sidste års tid.
jeg er sådan skruet sammen, at mulighed for handling og kontrol, er mine bedste batterier til energi, så så længe jeg har har dem, kan jeg klare ret voldsomt pres, både personligt og fagligt.
jeg er uddannet Socialpædagog, og har stor erfaring med at hjælp mennesker i Krise, og beskæftiger mig dagligt med supervision af kollegaer og studerende.
så man skulle mene at jeg har styr på det, men jeg har faktisk været i tvivl det sidste stykke tid, måske fordi jeg netop er sådan en, som alle tænker, hun kan klare alt, er det svært at "opdage" at noget ikke er som det skal være.
vi fik ny ledelse for nogen år siden, mange ting har ændret sig, flere til det bedre, men mange ting er også blevet anderledes, end jeg er vandt til, og som en stor del af min faglige identitet, nok var bundet op på.
Jeg har midste gode kollegaer undervejs, som ikke kunne se sig selv i alt det nye.
jeg har fået nye dygtige kollegaer, men " familie" følelsen er væk, og jeg føler mig lidt som en dinosaurus, en gammel kulturbære, af en kultur, som blir udskiftet, til fordel for, nye og anderkedes metoder, og måder at se på jobbet som Socialpædagog på. Meget af det nye er spænden og jeg er ikke bange for at jeg ikke fagligt kan følge med, men personligt er der noget galt.
jeg har stadig stort ansvar for mange "liv" på jobbet og privat, jeg er stadig en som de andre vender sig mod, når deres verden ramler, og som reglen er jeg parat og har overskud til at stå ved deres side, og hjælpe med at få styr deres verden.
Men nu er det ofte sådan, at jeg ikke kan lægge tankerne om de triste skæbner på jobbet fra mig, jeg kan ofte ikke falde i søvn, ligger vågen, og spekulere på både private og faglig problemer, som pludselig ser helt uoverskuelige ud.
jeg ser i spejlet og ser oftere en gammel træt kvinde, der ikke smiler nok, end et spejlbillede jeg kan genkende, som mit oprindelig positive jeg.
jeg blev rigtig fortvivlet over at hesten pludselig skulle flyttes i december, og kunne nærmest ikke tage beslutning om hvor han skulle bo, før i sidste øjeblik, jeg sov nærmest ikke og forestillede mig alt det forfærdelige der kunne ske med ham et nyt sted, det ligner mig ikke at reagere så voldsomt på en praktisk udfordring.
jeg når ikke det samme som jeg plejer, jeg føler jeg skal tjekke op på om kollegaerne nu også løser opgaverne, når jeg endelige har fri.
jeg får lyst til at lade være at svare, når mobilen ringer og jeg kan se det er fra jobbet.
jeg kigger stillings annoncer, men har aligevel ikke lyst til at søge noget andet. Jeg har elsket det job i 20 år, mine kollegaer er super skønne, men aligevel tæller jeg ned til hver en fridag.
jeg ved godt det er helt forkert, og jeg ved godt at de ydre omstændigheder, der måske har udløst lavine af negative følelser, har fået lov at fylde for meget.
men hvordan pokker for man vendt skuden, uden at det følelse som en totalt fallit erklæring?
jeg passer mit job, jeg passer min familie, jeg passer min hest, men ofte er min tanke virksom bundet til mine nederlag og dårligdomme, frem for til sejrene og det postitiv og alt det gode der også sker.
så tilbage til TS spørgsmål, hvornår er nok nok?
bare jeg kunne svare på det.