Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Seniornettet

 Stress - hvornår er nok?
Forfatter: 
Dato:  29-10-2015 12:14

Hej.

 

Vi har sikkert alle sammen været stressede i flere perioder af vores liv og ofte er stressen forbundet til besteme ting; en syg hest i et langt behandlingsforløb, flytning, nyt arbejde, eksamen osv. Stressen går derfor i sig selv, når problemerne bliver løst - ja, ofte kan stressen hjælpe os med at løse problemerne for os!

 

Men hvad når man er stresset over hele sin livsituation?

Jeg tilspørger hermed jer, som har været gået ned med stress: hvornår var det nok for jer? Hvornår vurderede I, at det her går ikke over af sig selv, jeg må gøre noget?

Hvordan kom I tilbage igen?

Mvh

Heidi

0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg lagde mig
Forfatter: 
Dato:  29-10-2015 17:00

med stress fra mit arbejde juni i år.

Jeg gik til min leder og talte om at jeg ikke kunne overskue mine bunker af ubehandlet sager og jeg fik en akut tid hos en krisepsykolog betalt af arbejdet.

Denne kp bad mig om øjeblikkeligt at sygemelde mig inden at jeg gled over i en svær depression!

Jeg ringede til min leder og sygemeldte mig og på vejen hjem kamp tudede jeg, for det gik op for mig at dette var sgu alvor.

Jeg kom tilbage på arbejde midt august, delvis sygemelding og er nu på fuld tid igen.

Fik 12 gange hos krisepsykologen betalt af arbejdet og det var en rigtig god hjælp og øjen åbner!

 

Jeg måtte indse et par ting og også at livet er fulde af facetter som af og til rammer mig. Det er op til mig selv at tage vare på mig selv og nej er ok at sige.

 

3
0
Svar på denne tråd
 
 stress......
Forfatter: 
Dato:  30-10-2015 10:20

Jeg har været der og man skal lytte til de signaler ens krop giver.

Efter 12 år på samme arbejdsplads fik min krop nok. Jeg havde eksem op af begge ben, havde hovedpine, ondt i alle led og tabte ofte ting. Kunne ikke huske og sov næsten ikke. Vægten steg med 20 kilo på to år. Min lægen truede med at indlægge mig i november md. 2014.

Øjenåbner var da min mand sagde at han da godt nok snart ville ha sin glade kone tilbage, og min vennde sagde hun ikke mere gad besøge mig, for jeg var da godt nok langt ud.

 

Det var relateret til mit job, hvor ny ledelse og nye ejere, på få år havde gjort arbedsdagen til et helvede for alle medarbejder.

 

Jeg var heldig at have en super famillie og gode venner bag mig, samt en super Fagforenig, som støttede op om mig og mit valg at opsig mit job med virkning fra d.1.1.2015. Det var ikke muligt at blive i jobbet, da hverken ledelse eller temaledere kunne se der var problemer, tiltrods for mange konflikter i alle afdelinger, mange sygemeldinger og mange der gik grædene til og fra job. Der blev ikke lyttet til medarbejderne og heller ikke reageret på de synlige bevis på stress hos medarbejderne.

 

Jeg fik stor hjælp fra KRIFA igennem det halve år jeg var arbejdsløs. Mit eksmen forsvandt, mine smerter i hoved og led forsvandt og vægten er på vej ned af. Mit humør er igen positivt og jeg står nu snart to år efter, som ny uddannet SSH, med et nyt job og til marts næste år er jeg optage på SSA uddannelsen.

 

Du skal lytte til din krop, lad være med at tro at det nok går over, kan du på dit arbejde ikke få den hjælp der kræves, skal du ha fat i din læge og eventuelt din fagforening. Min fagforening igangsatte en del, så jeg fik samtaler med fagpersoner, der kunne hjælpe mig igennem.

At få stress er jo ikke kun at indrømme at man ikke kan mere, hvilket kan være utroligt svært, nej det er også at kunne komme igennem på den bedste måde og få den hjælp der kræves.


 


IMC nu med ny PROP.

 

 

 

Helt nye læder ridestøvler sælges.

www.heste-nettet.dk/marked/nedsat- helt-nye-derby-topper-laeder- ridestoevler/a/23987/

 

 

SORT HAVRE SÆLGES 4370 ST.MERLØSE

.

 

3
0
Svar på denne tråd
 
 Det med stress
Forfatter: 
Dato:  30-10-2015 15:06

Jeg har været der - et par gange. De gange jeg har overvundet mig selv til at bede fagfolk om hjælp blev jeg lidt overrasket (for at sige det høfligt) over hvor lidt og hvor dårlig hjælp jeg fik.

 

Jeg har været alt for dårlig til at lytte til mig selv, har lyttet alt alt for meget til alle de velmenende 'tag dig sammen'. Men den gang var det heller ikke accepeteret at være stresset, altså at man kunne gå ned på det.

 

Mht. 'at gøre noget' og 'komme tilbage' ..... Tja .... første gang blev jeg sygemeldt (kraftig tilskyndet af manden) og så fik jeg sparket. Siden er jeg langsomt blevet bedre og bedre til at fange signalerne. Jeg har en enkelt gang fået psykologsamtaler, betalt af arbejdsgiveren. Det hjalp mig rigtigt godt videre.

 

Mit bedste bud er, at du har 1-2 gode! venner/familie, der har tålmodigheden til at hjælpe dig. Og så en prof. psykolog, der kan hjælpe med den 'faglige' side af sagen.

 

Mit næstbedste bud er, at du får hjælp herinde ;) Hvis du har lyst til/brug for en helt neutral udenforstående person at vende tingene med stiller jeg gerne op. Når det er hele din livssituation er der nok ret meget, der fylder inde i dit hoved.


Mvh. Sanne

 

Pt. er det mest arbejde fra jorden .... INDE ;)

0
0
Svar på denne tråd
 
 Stress...
Forfatter: 
Dato:  31-10-2015 00:20

...thjaa, skægt nok så er man tit altid selv den sidste der fatter hvor galt det står til

 

Jeg fik faktisk først mistanke til at jeg var på vej den HELT gale vej da jeg stod og vrælede op af min teamleder - over hvad? PAS!

 

Her var det primært udløst af smerter fra et halvsmadret knæ, men også andre ting har naturligvis spillet ind - og jo, jeg VIDSTE da godt at jeg ikke havde super meget overskud, og jeg vidste da også godt at jeg var træt, og jeg vidste da også godt at jeg fumlede en del mere en vanligt - MEN, på trods af dette så jeg ikke i øjnene at det kunne være stressrelateret før "dagen" hvor det gik ud over min leder

 

Hun agerede super, tog mig i enerum og lod mig vræle ud, fik fat i en af mine kolleger som også er en god venninde og bad hende sige at jeg blev sendt hjem, så de andre måtte lige finde en løsning på mine arbejdsopgaver, fik mig råt for usødet fortalt at nu "skred jeg hjem og fik ringet til lægen - og jeg skulle have en tid I DAG!!!", OG hun ville ringe senere på dagen og tjekke om jeg havde gjort det... Havde jeg IKKE det, så ville hun personligt komme og kører mig derned - og blive der til der var styr på mig

 

Det blev dog ikke nødvendigt, da jeg fik en akut akut tid (tid samme dag uden for akuttiden ) - og da jeg ikke lige overrender lægen normalt, så hilste hun jo pænt - og så vrælede jeg ellers igen... SUK! 45 min. senere havde jeg en foreløbig sygemelding på 14 dage og aftale om at jeg kom hver uge til samtale på ½ time (eller som hun sagde "eller til jeg giver dig lov til at smutte" ) Det fortsatte jeg med i ca. 2 måneder, vendte dog tilbage på job efter de 14 dage, hvor det eneste jeg lavede var at passe hestene, gå gå gå og gå endnu mere, huset sejlede, haven sejlede alt andet sejlede - men JEG kom ovenpå.

 

Nu er det efterhånden 4 år siden, og jeg føler faktisk at det har været sundt at være nede og vende - det kan jeg selvfølgelig kun sige FORDI jeg er kommet 99% ovenpå igen. MEN det har lært mig en bunke! Generelt har jeg altid kendt mig selv, men har været en klovn til at sige fra, en klovn til at prioritere MIG, en klovn til at være perfektionistisk og en klovn til at tage i mod hjælp - det er nu ændret rigtig meget. Kan stadig fejle - men jeg kan gribe mig selv i det nu, og ændre adfærden før det går galt.

 

Trine (Faxa)


2
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  05-11-2015 11:43


Tak for jeres svar!

Det var åbenbart også nok - utroligt så langt ud, man skal komme, før man selv indser det. Især fordi det faktisk har været på vej i 2 år!

Men nu bliver der endelig gjort noget! Sikke en lettelse!

Det er dælme HÅRDT at være arbejdsløs!

 

Heidi

0
0
Svar på denne tråd
 
 har du sagt op?
Forfatter: 
Dato:  06-11-2015 20:24

Ja det kan godt være lidt hårdt, men også utroligt givende og med til at udvikle os via kurser, når vi er arbejdsløse.

 


 


IMC nu med ny PROP.

 

 

 

Helt nye læder ridestøvler sælges.

www.heste-nettet.dk/marked/nedsat- helt-nye-derby-topper-laeder- ridestoevler/a/23987/

 

 

SORT HAVRE SÆLGES 4370 ST.MERLØSE

.

 

1
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  12-11-2015 11:25

 

Nej, jeg har ikke sagt op - jeg har ikke engang haft et arbejde. Er arbejdsløs dimitend. I humaniora.


Jeg har endnu ikke stødt på nogle kurser, som kunne lære mig noget, jeg ikke kunne i forvejen. Bortset selvfølgelig fra matematikken, da de sendte mig ud på deres standardkurser og jeg havde eksamensbevis i det hele blot på et meget højere niveau end de kunne tilbyde (altså... at tilbyde notatkursus til en, der lige har afsluttet 5½ års studier på KU...!). Det eneste jeg ikke kunne, var at regne. Så jeg skulle sidde og lære de små tabeller, at multiplicere og dividere. ;)

Så nej. Jeg føler ikke just at de kurser, de tilbyder, udvikler mig specielt meget i nogen positiv retning!

Heidi

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 mister kontrollen
Forfatter: 
Dato:  13-11-2015 20:56

Heidi, det er dybt uretfærdigt, at du har knoklet og fået en så flot eksamen, og så kan du ikke komme til at bruge den. Føler virkelig med dig .

 

Omkring stress, så tror jeg, at man bliver stresset når man synes man mister styringen eller kontrollen over eget liv.

 

vi har prøvet - i firmaet - at få nogle gevaldige gok i nøden, bl.a. en meget stor kunde der gik konkurs, og var tæt på at rive os med i købet. Vi vidste simpelthen ikke om vi kunne klare os igennem det tab - midt i finanskrisen og i en tid, så hang vi noget med næbbet og havde søvnproblemer osv.

 

Men, stakkels hund måtte trave med på lange aftenture, og indimellem blev der vendt en hel del ting, andre gange var der bare stille tanker.

 

Vi kom hurtigt frem til at vi måtte holde møde med banken. I en fart. Og orientere om problemet´.

 

Grundet den berømte finanskrise, vidste vi simpelthen ikke om banken så ville hjælpe eller lukke bixen.

 

Kunden og banken satte os derfor i en situation, hvor vi ikke følte vi havde kontrol over fremtiden.

 

Men så fik vi - ved fælles hjælp og de lange gåture - sat nogle alternativer op. Dels forslag til banken, hvis de IKKE var samarbejdsvillige, dels en ændring af kunde-målgruppen i fremtiden, så vi ikke var så sårbare og dels alternative finansieringsmuligheder.

 

Da vi havde gjort dette - stadig kun for os selv, så lettede låget. Pludselig var vi ikke længere "bare" handlingslammede "ofre", men havde i stedet anderledes løsningsmuligheder, så vi ikke havnede under "administration".

 

Så jeg vil foreslå dig, at forsøge at lægge en alternativ plan for din fremtidige karriere. Tænke helt nye baner. Først og fremmest - bare stå på hovedet for at få ét eller andet job: Julehjælp, rengøring, gartner .........................

 

Det kan godt være, at det - i starten - ikke indebærer at du kan bruge din uddannelse til noget som helst, men det vigtige er at komme igang på arbejdsmarkedet og så den vej spore dig ind på nogle jobs, hvor du kan trives, tjene nogle penge og forhåbentlig på sigt, bruge din uddannelse.

 

Uddannelsen er jo aldrig spildt. Du har en stor viden inden for dit fag. Du har bevist at du kan lære og huske store mængder data osv. osv.

 

Jeg ønsker dig i hvert fald held og lykke.

 

1
0
Svar på denne tråd
 
 6 tegn
Forfatter: 
Dato:  17-11-2015 21:38

Som "nyligt diagnosticeret" (dvs. i sidste uge), vil jeg gerne bidrage med, hvornår nok var nok.

 

For mig personligt var det, da opvask, vasketøj, støvsugning og deslige normale gøremål simpelthen ikke kunne gennemføres.

Mit studie er min smertegrænse, så der mødte jeg trofast op, mens alt sejlede derhjemme og jeg levede af frysermad, fordi tanken om at lave et måltid gjorde mig så træt, at jeg hellere gik på hovedet i seng.

Hammeren faldt da jeg ikke kunne stå op og gennemføre studiet, der som sagt var min prioritet, fordi jeg er meget pligtopfyldende på det punkt.

Da min kæreste fandt ud af jeg ikke engang kunne komme afsted om morgenen, kom han fluks hjem og så hvordan mit "hjem" så ud.

Blev smidt til lægen omgående, videre til speciallæge, og har nu en forbandet sygemelding med den fine titel "belastningsdepression og stress".

 

Så der var nok, nok (selvom jeg skulle have et kærligt skub for at indse det selv).

Mindstekravet for min overlevelse var at deltage i studiet (trods hjemmet sejlede og jeg ikke fik spist ordentligt), og da jeg ikke længere kunne dét, ja så var det nok.

 

Det er vigtigt at indse i tide, hvilket jeg trods alt har. Et familiemedlem arbejder i psykiatrien, og det er uhyggeligt hvad vedkommende kan fortælle om patienter med så langvarig stress, at de kan intet selv. En af dem måtte have sin partner til at hjælpe personen i bad, hver dag.

Det er uhyggeligt hvad det gør ved kroppen - hellere for tidligt til læge end for sent!


Mvh. Sophie (:

 

The Mad Hatter: Have I gone mad?
Alice: I'm afraid so. You're entirely bonkers.

But I'll tell you a secret.

All the best people are.

4
0
Svar på denne tråd
 
 Uha....svært spørgsmål
Forfatter: 
Dato:  10-01-2016 13:26

Hvornår er nok nok? Ja den er ikke sådan lige at svare på, jeg tænker det er individuelt, lige som hvor robust man er, og hvordan man bedst kommer " tilbage" på sporet.

jeg har selv tænkt meget over dette spørgsmål det sidste års tid.

jeg er sådan skruet sammen, at mulighed for handling og kontrol, er mine bedste batterier til energi, så så længe jeg har har dem, kan jeg klare ret voldsomt pres, både personligt og fagligt.

jeg er uddannet Socialpædagog, og har stor erfaring med at hjælp mennesker i Krise, og beskæftiger mig dagligt med supervision af kollegaer og studerende.

så man skulle mene at jeg har styr på det, men jeg har faktisk været i tvivl det sidste stykke tid, måske fordi jeg netop er sådan en, som alle tænker, hun kan klare alt, er det svært at "opdage" at noget ikke er som det skal være.

vi fik ny ledelse for nogen år siden, mange ting har ændret sig, flere til det bedre, men mange ting er også blevet anderledes, end jeg er vandt til, og som en stor del af min faglige identitet, nok var bundet op på.

Jeg har midste gode kollegaer undervejs, som ikke kunne se sig selv i alt det nye.

jeg har fået nye dygtige kollegaer, men " familie" følelsen er væk, og jeg føler mig lidt som en dinosaurus, en gammel kulturbære, af en kultur, som blir udskiftet, til fordel for, nye og anderkedes metoder, og måder at se på jobbet som Socialpædagog på. Meget af det nye er spænden og jeg er ikke bange for at jeg ikke fagligt kan følge med, men personligt er der noget galt.

jeg har stadig stort ansvar for mange "liv" på jobbet og privat, jeg er stadig en som de andre vender sig mod, når deres verden ramler, og som reglen er jeg parat og har overskud til at stå ved deres side, og hjælpe med at få styr deres verden.

Men nu er det ofte sådan, at jeg ikke kan lægge tankerne om de triste skæbner på jobbet fra mig, jeg kan ofte ikke falde i søvn, ligger vågen, og spekulere på både private og faglig problemer, som pludselig ser helt uoverskuelige ud.

jeg ser i spejlet og ser oftere en gammel træt kvinde, der ikke smiler nok, end et spejlbillede jeg kan genkende, som mit oprindelig positive jeg.

jeg blev rigtig fortvivlet over at hesten pludselig skulle flyttes i december, og kunne nærmest ikke tage beslutning om hvor han skulle bo, før i sidste øjeblik, jeg sov nærmest ikke og forestillede mig alt det forfærdelige der kunne ske med ham et nyt sted, det ligner mig ikke at reagere så voldsomt på en praktisk udfordring.

jeg når ikke det samme som jeg plejer, jeg føler jeg skal tjekke op på om kollegaerne nu også løser opgaverne, når jeg endelige har fri.

jeg får lyst til at lade være at svare, når mobilen ringer og jeg kan se det er fra jobbet.

jeg kigger stillings annoncer, men har aligevel ikke lyst til at søge noget andet. Jeg har elsket det job i 20 år, mine kollegaer er super skønne, men aligevel tæller jeg ned til hver en fridag.

jeg ved godt det er helt forkert, og jeg ved godt at de ydre omstændigheder, der måske har udløst lavine af negative følelser, har fået lov at fylde for meget.

men hvordan pokker for man vendt skuden, uden at det følelse som en totalt fallit erklæring?

jeg passer mit job, jeg passer min familie, jeg passer min hest, men ofte er min tanke virksom bundet til mine nederlag og dårligdomme, frem for til sejrene og det postitiv og alt det gode der også sker.

så tilbage til TS spørgsmål, hvornår er nok nok?

bare jeg kunne svare på det.

 


En rytter uden sin hest er kun et menneske, men en hest uden sin rytter er stadig en hest.

 

Nu med en smuk blå engel.

 

2
0
Svar på denne tråd
 
 Måske...
Forfatter: 
Dato:  12-01-2016 20:40

Når man over længere tid ikke er den man gerne vil være (og har været) så vil jeg mene at nok er nok.

 

Blå brava - begynd at gøre noget (ment omsorgsagtigt uden at jeg kender dig)

 

Kh. Mette


0
0
Svar på denne tråd
 
 Diagnose
Forfatter: 
Dato:  29-01-2016 19:42

 

Sophie / Hvordan har du fået en stress diagnose?

 

Det er ikke noget jeg hverken håber eller drømmer om, men jeg kan genkende mig selv i det i skriver. Desuden så har jeg læst flere steder på nettet at dårlig nattesøvn ofte er grundlag for stress.

 

Ingen læge kan (vil) finde ud af hvad jeg fejler og jeg har prøvet ALT de seneste år. Den teori jeg selv er kommet frem til, tror ingen på, i det mindste meget få. (Tilgengæld så passer den som hånd i handske med studier og erfaringer fra udlandet.)

 

Jeg kan bare mærke at jeg ikke magter mere nu. Er simpelthen klar til at tjekke ud, om man så må sige, så der SKAL simpelthen ske noget drastisk!

Skal til læge i næste uge og havde håbet at de ville undersøge mit kortisol (stresshormon) indhold, men har hørt at man skal indlægges i 24 timer for at blive undersøgt OG det er meget dyrt, så de vil de ikke ofre...


 

 

~ Anette

 

vind-alarm-danmark.eu

 

2 Welsh heste sælges.

Den ene er 2 år og den anden er 6 år.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Normalt bliver
Forfatter: 
Dato:  31-01-2016 12:36
man diagnosticeret efter en vurdering af ens mentale velväre, ikke en fysisk pröve. Efter en samtale med din alm. läge sendes du videre til en psykolog, som vurderer, hvilken behandling du skal have, og om samtaleterapi og evt. sygemelding er nok, eller om du skal have medicin.

What doesn't kill you, makes you stranger.

(nope, ingen stavefejl)

 

Udlandsdansker siden 2009.

Rejseblog: http://www.freewebs.com/sinehn/

0
0
Svar på denne tråd
 
 Hov mht. medicin
Forfatter: 
Dato:  31-01-2016 15:10
saa kan man vel ikke faa medicin imod stress, men nogle gange hänger det sammen med depression, angst o.lign., som i visse tilfälde kan lindres med medicin.

What doesn't kill you, makes you stranger.

(nope, ingen stavefejl)

 

Udlandsdansker siden 2009.

Rejseblog: http://www.freewebs.com/sinehn/

0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider