små børn ville jeg vælge at gå hjemme uden overhovedet at skulle tænke over det.

Da min den ældste var lille græd jeg på vej til arbejde. For mig var det naturstridigt ikke at være hos hende oplevede jeg.

Da den yngste var et år kom jeg til at gå hjemme hos hende da hun som følge af sit handicap og det at hun havde været alvorlig syg ikke måtte komme så meget ud blandt andre. Jeg var hjemme hos hende til hun var 3 år og det var ganske passende for mig. Først der begyndte det at blive kedeligt.

Jeg er overhovedet ikke nogen god husmor så det er ikke det der trak mig. Men det at kunne give mine børn nærhed og et liv uden stress og jag er for mig mere værd end noget som helst andet.

Jeg er så taknemmelig for at mine børn ikke har skullet være så meget i institution som jeg oplevede at andre var.

Tid kommer for mig langt før penge. Om det er ens egne eller det offentlige gør ingen forskel for mig så længe det ikke er penge man snyder sig til. Loven er som den er af en grund.

Jeg husker ikke at mit liv var det rene babysnak. Men det er ved at være længe siden så jeg husker det ikke så godt.

At leve så det svarer til den man er inden i er det der giver overskud. I mine øjne er det det væsentligt hele livet.

Hej.

Jeg passede min datter hjemme til hun var 2 år.

For mig var det helt klart, det mest rigtige. Ingen stress, masser af tid til hinanden. Min datter er faktisk først begyndt at blive vækket om morgen, efter hun er startet i skole. Inden da kan det nok tælles på 2 hænder, hvor mange gange vi har haft brug for at vække hende. Resten af tiden har hun fået lov til at sove til hun selv vågnede og det har resulteret i en frisk og kvik pige.

Hun var blefri om dagen fra hun var 23 måneder. Hun havde et sprog som sprang alle skalaer. På vores første møde i børnehaven, hvor de havde lavet de test de nu laver, var hun generelt på niveau med 5-6 årige børn, selv om hun kun var 3 år.

Hun har aldrig haft svært ved at finde venner. Hun selv kan godt være lidt af en enspænder ind imellem, men hun er generelt meget vellidt blandt sine kammerater.

Meget af det ovennævnet tror jeg skyldes at hun har været hjemme. Vi har brugt oseaner af tid, når vi var i brugsen og handle, på at snakke om alle de varer vi gik forbi, jeg har siddet i timevis og peget på de samme billeder i hendes ynglings bog og fortalt hvad det var.

Ting som der bare ikke er tid til i institution. Vi gik totalt fri af sygdom mens hun var hjemme. Min datter var aldrig syg. Vi gik fuldstændigt udenom rød mås og lign., for hun har aldrig haft en lorteble i mere end 5 min. Og sådan kan jeg blive ved.

Den kapasitet har en vuggestue eller dagplejer bare ikke, da de må drøne rundt i forvejen og har meget om ørene. ( selv om de virkelig gør en indsats.)

Set fra min side, har det selvfølgelig ind imellem være død sygt at være hjemmegående med lille barn. Jeg har i perioder savnet at være på job, hvor man kan føle sig lidt mere værdsat, end når man går rundt mellem bleer, beskidte tallerkner og gulve som trænger til en vask.

Men når jeg er på job, savner jeg jo også tit at have frihed, tid til at lave noget derhjemme osv.

Så jeg tror egentligt at jeg altid ville vælge at være hjemmegående, hvis jeg kunne.

Økonomisk er nok den største post. Jeg gik fra en lønning på 18000 kr udbetalt, til 2800 kr udbetalt om måneden.

Det hev lidt på opsparingen. Så det må den enkelte familie jo regne på om de kan klare.

Vi sidder heldigvis ikke så dyrt, og så har vi affundet os med at vi bor i noget gammelt noget, som har taget lidt længere tid at istandsætte, fordi vi ikke har haft pengene til det. Men mad, tøj bil, heste og små fornøjelser har vi haft råd til, så jeg synes slet ikke at det har været surt.

Som man nok kan læse af mit indlæg, er jeg klart for at man passer sine børn hjemme. Og selv om jeg kan få hug for min mening, mener jeg nu alligevel at det er det sundeste for børnene.

Hilsen Ane

ligger det jo lige til højrebenet.. Som beskrevet i forrige indlæg er det da totalt luksus hvis man kan undgå at skulle vække sit barn, stresse i supermarkedet osv osv..

Der hvor kæden hopper lidt af for mig er ifht fordelingen mellem forældrene.. Jeg har endnu til gode i hvert fald i den her omgang at læse om en far der har valgt at blive hjemme.. Det kan der være flere årsager til men en af de væsentligste er at mænd generelt tjener flere penge end kvinder og dermed er det sværere at undvære mandens indkomst. Han har også oftere gang i en karriere som ikke kan tåle at han går hjemme i 3-4 år eller hvor meget det nu er..

At rive 3-4 år ud af kalenderen kan have store økonomiske konsekvenser for kvinden. Dels i forhold til manglende indkomst - den der har pengene har groft set også magten. Træls men sådan er det altså. Man kan sagtens have fællesøkonomi og de bedste intentioner men i syvende og sidste ende er det altså kun den ene part - oftest manden - der får pengene ind på lønkontoen.

Manglende indbetaling til pension, i forvejen er der overvejende sandsynlighed for at hans pensionsopsparing er større end hendes dels i kraft af et mere vellønnet job og dels i kraft af flere timer.. Kvinder vil ofte være dem der går ned i tid for at få familielivet til at hænge sammen. En arbejdsmarkedspension skal ikke deles ved en evt skilsmisse.

Udviklingen går sindssygt stærkt og det er ikke mange fag hvor man er særlig attraktiv efter at have været uden for arbejdsmarkedet i 3-4 år. Bare tænk på hvor svært det er for arbejdsløse at komme tilbage på arbejdsmarkedet hvis der går for længe.. Det vil i hvert fald kræve at man bruger orloven på en form for videreuddannelse - f.eks kender jeg en der tog en MBA i mens hun gik hjemme, men det var også det der gjorde at hun ikke røg helt ud på et karrieremæssigt sidespor. Ender man efter orloven på dagpenge vil effekten på pensionsindbetalingerne være særdeles mærkbare.

Jeg ved godt at det er de "hårde" værdier jeg remser op, at der selvfølgelig er mulighed for en hel anden tilknytning til barnet og mulighed for at få mest muligt ud af en tid der forsvinder så hurtigt og aldrig kommer tilbage. Det er bare så svært at betale husleje med hvis noget ikke går helt som forventet.

var min mand og børnenes far død.

At følge sit hjerte har ofte økonomiske konsekvenser og det er hårdt. Jeg har valgt at være selvstændig for at kunne være hos børnene og har valgt pension fra. Et valg jeg aldrig kan fortryde selv om det er skræmmende.

Endnu er det kvinderne der lider mest økonomisk. I USA er det jo ved at være moderne at det er mændene der går hjemme så det kommer sikkert også til Danmark.

Helt egoistisk set ville jeg ikke have lyst til at dele tiden med børnene. Var jeg ung og havde en mand der også ønskede at være hos børnene håber jeg at jeg ville lytte til ham.

Jeg ville helt sikkert ønske at han var enig om at holde de faste udgifter nede og droppe udlandsferierne så en af os ville ham mulighed for at være der mest muligt.

Jeg må indrømme at jeg bliver mere og mere sikker på at jeg vil gå hjemme når vi får børn.

At min mand tager orlov er slet ikke en mulighed. Han er karriererytter, og tror virkelig ikke han ville få noget ud af at gå hjemme. Men han ville måske nok tage ferie i en periode og gå sammen med mig kunne jeg forestille mig.

Jeg er også ved at hoppe på en vogn, medat gå hjemme.

Når vi engang skal have børn altså.. Jeg er vokset op med min fraskilte mor, som havde fuldtidsjob for at få det til at hænge sammen økonomisk med to små børn (den ene født efter skilsmissen).

Jeg VED hun har savnet at have mere tid med os, og at hun er ked af at det økonomiske tvang hende ud i fuldtidsarbejde, og at vi altid var de sidste der blev hentet i børnehaven.

Så jeg kunne godt tænke mig at gå hjemme. Tror det er hyggeligt, måske også kedeligt i længden? Men man får et helt andet forhold til sit barn, tror jeg.

Min kæreste ville ELSKE det! Han ville have børn før jeg ville, haha For ham er job noget der er fint nok, men det er primært noget man gør for at få penge, så man kan have en dejlig fritid, med tag over hovedet, mad, aktiviteter og hygge.

Han ville elske at være hjemmegående far, det ved jeg! Måske mere end jeg ville, for jeg har valgt karriere/uddannelse efter hjertet og ser frem til det job jeg forhåbentligt får

Men lad os nu se. Det der bekymrer mig mest, er at jeg bliver færdig med min uddannelse uden at have fået børn (jeg ønsker ikke at få børn under uddannelse). Og er bange for det bliver svært at få job, når jeg ikke har fået børn men gerne vil have dem!

nu er det ikke alle som har et valg..jeg var alene med min første søn og når huslejen og alt det andet skulle betales, ja så må mor arbejde..

Når det er sagt, så synes jeg da heller ikke at helt små børn skal være 40 timer i vuggestue og det ville da være dejligt at kunne passe dem selv, til de var 2 år.

MEN!! så SKAL vi have øremærket barsel- et år til kvinden, et til manden. Og nu skal jeg sige hvorfor..Hvis en kvinde forventes at gå hjemme 2 år hver gang hun får et barn, så kan hun let komme til at tilbringe op til 6-8 år uden for arbejdsmarkedet, og det er måske lige efter hun er blevet nyuddannet. Nå hun så kommer tilbage igen, er hendes uddannelse totalt forældet..

Der vil ikke gå mange generationer, før man seriøst vil overveje om kvinder overhovedet skulle være berettiget til fe.sk SU- hvorfor spilde en uddannelse på dem, når de alligevel bare skal være hjemme? eller måske kan man kun få SU når man har aftjent sin "børnepligt?"

undskyld mig med det er præcis det vores mødre, bedstemødre og oldemødre kæmpede indæt for at komme væk fra. Næ, tak siger jeg bare.

Paradise Lost.

Jeg kan oplyse dig om at det er røv svært at have den alder jeg har, og ingen børn have når det kommer til at søge job. Jeg gik ledig rigtig længe. Tror bare der er noget der skræmmer i en ansøgning hvor man har været gift i mange år, er over 30 og ingen børn har. Jeg har måttet "nøjes" med at finde et job inden for noget helt andet end jeg er uddannet til. Lønnen er ikke noget at skrive hjem om. Og jeg søger på trods af det på livet løs noget andet, men uden held. Har faktisk været derude hvor jeg har overvejet at skrive i mit CV at jeg ikke ønsker børn. (for hvad hvis nu det var sådan jeg havde det) og når det så sker ville jeg kalde det et uheld som vi vælger at beholde. Men det med at få børn under uddannelse var heller ikke noget jeg på nogen måde kunne forestille mig. Jeg har hele tiden villet have min gård på landet, mine heste, og lidt tid til at nyde dem.

Min mand har heldigvis er ganske ok indtægt, og vi er ikke typerne der bruger mange penge på unødige ting. Så vi forventer at det kan løbe økonomisk rundt. (Han overtager jo også mit personfradrag) Desuden så forventer jeg også at man kan spare nogle penge ved at gå hjemme (det er måske naivt at tro man har det overskud med små børn) men fx kan man jo jagte de gode tilbud. Istedet for de der impulskøb lige før lukketid fordi man lige har glemt at tage kødet til aftensmad ud af fryseren.

Jeg kan godt følge dig leonidas, og det er også tanker jeg selv har haft. På sin vis så spilder jeg min uddannelse lidt, specielt når jeg nu ikke engang har kunnet finde et arbejde hvor jeg kan gøre brug af den.

Men samtidig føler jeg at jeg vil gøre mere nytte hjemme. Være der for mine børn (og være den kone min mand fortjener. )
Men man er ret heldig at man har en økonomi der kan bære det. Og en økonomi baseret på kun en indkomst er jo også bare meget mere ustabil. Mistede min mand sit job så ville vi være ret meget på den når vi skulle klare os for 1xdagpenge.

At vores bedstemødre kæmpede for at komme væk fra det at gå hjemme synes jeg dog ikke er et argument for at kvinder ikke må gå hjemme. Det skal jo være et frit valg, som familierne selv kan vælge til og fra.

Min farmor gik hjemme, og jeg tror hun elskede det. Hun kunne ikke få børn nok i huset. (fik desværre kun 2 selv) men havde drenge boende da der lå en ret kendt drengeskole i byen som folk gerne ville have deres sønner på. På den måde havde hun noget at give sig til, og kunne supplere husholdningensøkonomien lidt. Spurgte jeg hende er jeg ret sikker på at hun ville sige go for it. (hun ville nok ikke lige bruge de ord men....)

børn er kun små en gang. Jeg skal kun have ham jeg har nu. Han er 2½ og går på halvtid i instituion. Har han gjort i 9 mdr. Indtil da gik jeg hjemme med ham.

Vi har særdeles farvorable arbejdstider hvilket klart er til hans fordel.Og han er endnu ikke nået op på at være alle 25 timer vi har til rådighed i institutionen.. Men ikke på vilkår om jeg ville have givet afkald på den tid.

Ja der har været tider hvor det har været nederen , men har brugt tiden fornuftigt. Har taget 2 uddannelser på fjernstudie og dermed fået lidt at rive i når han sov osv. Økonomisk har det også været "interessant" men vi har så sparet på andre ting..

Min mand ville elske at gå hjemme med børnene, men desværre er det problematisk rent økonomisk. Det er dog ham der går på deltid når den yngste starter i dagpleje og mig der fortsætter på fuldtid.

Jeg ville personligt ikke bryde mig om at gå hjemme alt for længe, men kunne sagtens arbejde fx halvtid eller noget i den stil. Det er så bare ikke rigtig en mulighed i min brance.

Den ældste hjemme til hun blev 3 år.. Egentlig var planen at have dem hjemme indtil skoletiden (jeg gik selv hjemme til jeg startede i skole) men da jeg ventede nr 3 (som var uplanlagt) en måned efter den ældste blev 3 år, vidste jeg at jeg ikke kunne give hende nok med en nyfødt og en på 14 måneder.. Så derfor kom hun afsted der..

Nr 2 kom i vs da hun var 20 måneder, hun er sprogligt meget fremme og krævede mere end den første, samt den lille var meget mere krævende og sov mindre end de andre..

Den lille måtte jeg desværre lade starte allerede da hun blev 12 måneder, hun er ekstremt fremmeligt motorisk og det blev simpelthen for hård pga min sygdom og så manglede jeg nok også bare lidt mor tid efter 4 år hvor alt handlede om børn..

Her var penge dog ikke et problem da jeg er førtidspensionist og jo derfor går hjemme.. Havde jeg ikke været syg havde vi dig stadig prioriteret sen start og korte dage..

Lige pt er de der fra 9-15 og eneste grund til at jeg ikke henter tidligere er at de 2 små lige skal op fra lur og have deres frugt

Black: puha, det er min frygt! Jeg er bare heller ikke klar på at få børn under studiet :/

Jeg har 1,5 år tilbageaf studiet og jeg er IKKE klar til at være mor endnu, overhovedet. Min kæreste og jeg læser i forskellige byer og har ikke engang boet sammen. Så DET skal der gå tid med, så vi kan finde ud af det, og bagefter kan man snakke børn.

Jeg er 26 når jeg bliver færdig, så forhåbentligt giver det mig lidt at løbe på. Altså at en arbejdsgiver ikke tænker jeg pumper en baby ud lige med det første, men at der måske går nogle år.

Men ved det ikke..

Åh hvorfor skal det være en faktor, det er svært nok at få job i forvejen i disse tider :/