Åh, altså tak for morgenens gode grin ('hvordan bliver man mere interesseret i hulmurissolering?' havde nær taget livet af mig )

Og mange tak! Jeg troede faktisk kun, at det var mig, der havde det sådan med venner og bekendte, der pludselig bliver så helt utroligt mega VOKSNE (læs: overdrevet satte og rent ud sagt keeedelige!).

Faktisk har jeg troet, det måske skyldtes, at jeg ikke har fået børn, og dermed ikke er en 'rigtig' voksen (kan jeg forstå på folks reaktion, når man fortæller, at man, gisp, ikke har børn), men jeg kan se, at det også kan ramme forældre.

Jeg har vist ikke rigtigt nogle gode råd. Man kan jo ikke tvinge folk til at hive hovedet ud af ligusterhækken og huske at de er levende mennesker, der en gang havde andre drømme end et nyt samtalekøkken...

Man må jo prøve at holde fast i de mennesker, der stadig synes at det er sjovt at lave andre ting? Egentlig kan jeg ikke klage, for jeg har faktisk en del venner, der trods børn, hus og konebil, stadig er smaddersjove og altid er friske på at pjatte rundt som fjollede unger igen. Hurra for dem (omend en af dem forskrækkede mig, da hun spurgte om jeg ville med til et... tupperware party!! Det takkede jeg pænt nej til, og afventede uroligt situationen - men gudskelov var der ikke gået Stepford Wife i den, hun er lige så skør som altid. Nu bare med en masse praktiske plastikbeholdere!)

Held og lykke med at fastholde fjollehovederne i dit liv!

Venlig hilsen Mitte

Du skriver virkelig sjovt Det var en fornøjelse at læse dit indlæg selvom indholdet måske, i sig selv, ikke er opløftende.

Jeg kender kun din problemstilling fra sekundære erfaringer. Enkelte omkring mig brokker sig over samme fænomen, og jeg kan bare slet ikke genkende det. Mine veninder (M/K) får også børn, bliver gift og skilt og tager i Ikea og Bilka, men det berører ikke mig, eller jo, det er lige før nogle af mine veninder er blevet sjovere af at blive satte - fordi deres hjem pludselig er fyldt med kæpheste, legehuse og udklædningstøj og det at flere af os har fået bil og/eller have, giver nye muligheder for at tage på eventyr.

Det jeg tænker, er opskriften på at få gode venner, man kan have det sjovt ved, må være at gøre det man selv synes er sjovt. Det er klart at hvis man synes det er sjovt at plukke svampe, så hjælper det nok ikke så meget at melde sig ind i et kor, hvor folk er samlet om at det er sjovt synge. Det betyder lidt mere end jeg skriver, for ofte er det som om, at de som har samme intereser som én selv, også ofte har de samme værdier. Jeg bliver overrasket hver gang jeg går i gang med dele en af mine hobbyer med et fællesskab, over hvor herlige jeg synes menneskene i det fællesskab er. Selv da jeg begyndte til ridning igen, på et uambitiøst voksenhold, blev jeg overrasket hvor hyggelige nogle koner jeg var kommet på hold med, og pludselig tog kaffen i rytterstuen lige så meget tid, og var lige så hyggeligt, som omgangen med hestene - og det er da noget af et kvalitetsstempel!

Jeg ved ikke hvordan jeg er havnet i sådan en overflod af fantastiske venner og bekendte, men de findes altså, de der sjove mennesker, og jeg tror egentlig de er lettere at møde end dem der sidder hjemme bag ligusterhækken med deres webergrill.

jeg er jo også selv blevet kedelig- med børn og byggeprojekter og samle-selv-møbler...

Jeg tror måske det handler om, at jeg har følt mig en smule såret? sådan a la "du er sjov nok at være sammen med, men du er jo ikke en mand"? Jeg ved godt at man skal pleje sit parforhold, men skal det plejes hele tiden?

Jeg kan sgu godt klare en parmiddag i ny og næ, men det gør lidt avs, når flere rigtigt gode veninder ikke rigtigt gider andet end det. Når jeg har prøvet at invitere en tur i sommerhus ( eller bare i svømmehallen) skal kæresterne ALTID med!

Jeg er så begyndt at få nye venner -gennem arbejde og hobby ( for det er rigtigt, man skal hyle med de ulve man er i blandt eller finde en ny flok) men jeg ville jo gerne have de "gamle" venner til fest med de nye. Og det har vist sig at være en udfordring. For mine nye venner ( til trods for børn, hus og bil) er åbenbart for fjollede til de gamle ( eller rettere de gamles nye mænd).

Så mon ikke det handler om den klassiske " nå , så du har valgt kæresten frem for mig? " pigesurhed? og om ikke andet kan jeg jo invitere dem med i IKEA- jeg har jo et IKEA-family-kort..

jeg er ikke så gammel, men hold kæft hvor jeg glæder mig til nogle af de før i tiden fantastiske damer i min omgangskreds bliver 10 år ældre, og forhåbentligvis knapt så forhippede på at fremståsom perfekte hustruer, mødre, husholdersker, og dropper lidt af den påtagede korrekthed. -for ingener perfekte, og hvem siger i øvrigt at man bliver mere lykkelig af at fremstå som en der har styr på det hele, men bag facaden stopper kæften med antidepressiver.. er perfektionisme den eneste vej til et lykkeligt liv?

-hvis man nu mere er til konfetti og dansen på bordene så er der jo ingen grund til at tage til banko med venindens fasters syge svigermors kusines nabo.. -eller skal man partout deltage i en falsk forestilling om hygge, samvær og fantastisk venskab, når man i bund og grund stille og roligt mister samtaleemner, og der til sidst kun er diskussioner om hvor fantastisk en farve turkis er, og om man kan bruge en hækklipper fra silvan.

og måske, bare måske, er der andre nye venner man ikke har mødt, der passer bedre til ens egen livsførelse, og så kan det være de andre stille og roligt glider ud, når man nu alligevel ikke har noget til fælles længere...

hvorfor kan du ikke bare sige til dem,- "uden kærester denne gang,- det skal sgu ikke være parmiddage det hele...!"

enten vil de sige nåja,- det er da også rigtigt

eller også vil de melde fra, fordi de ikke gider...

-og så ved du da hvor du har dem

Det lyder mest som om I bare er forskellige steder i jers liv.

Jeg siger ikke at parforhold og børn og saml-selv møbler er saliggørende, men det er ofte noget der hører sammen med det der 'bygge-rede' instinkt, som mange bliver ramt af

Jeg synes Missophies forslag er godt. Enten siger de nej - de kan ikke undvære manden 2 timer og så ved du hvor du står. Eller også får de lige et wake-up kald og kommer i tanker om hvor herligt det er at tage afted UDEN manden

For den sags skyld er det jo også rart for de stakkels mænd at komme afsted med gutterne en gang i mellem

På et eller andet tidspunkt kommer den næste 'veninde'udfordring - børnene bliver så store at man får mere tid til sig selv. Og så forsvinder nogle forældrevenskaber altså. Venskab, der har været fint fordi man har børnene som fælles interesse. Mne jeg kan se, at de fleste at den slags venskaber er gledet langsomt ud og nu er vi mest på nik og hilsen. Og jeg savner det såmænd ikke

jeg synes mere veninderne har en tendens til at afskrive en fordi man har fået mand og børn. Så tror de fleste at livet er slut og dermed ser man dem så heller ikke længere.. skide træls.