Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Seniornettet

 depression
Forfatter: 
Dato:  02-08-2015 14:39

Nu er jeg nødt til at bede om jeres hjælp. Selv er jeg en af de irreterende "stig-møller" typer, der har en medfødt korkprop i maven. Men min kæreste gennem 8 år er lige modsat. Han er sortseer, overfølsom, nervøs og kæmper med lavt selvværd, angst og depression. Han er et intelligent, nærværende og helt igennem fantastisk menneske med sin egen særlige stråleglans, men nu er lyset ved at blive kvalt. Jeg kan skrive en hel roman om mine følelser for ham, men det jeg har brug for er at høre, hvad gør man, når man prøver at leve med en, der kæmper så meget, og hvordan opleves det at sidde sådan fast i mørket?.

0
0
Svar på denne tråd
 
 12345½
Forfatter: 
Dato:  02-08-2015 21:04

Der er to muligheder.

Enten så lever man med det eller også ber man om hjælp.
Du har valgt at bede om hjælp så i det tilfælde vil jeg sige at det er par/familie-terapi der skal til.
Var det ham alene ville jeg sige psykolog.
Det er ikke dit job at løse hans problmer og det kan du sandsynligvis heller ikke - så havde du nok gjort det efter 8 år.


Hilsen

Jens

 

 

'Tænk det du vil, og gør det, du gør'
'Good fences makes good neighbors'

2
0
Svar på denne tråd
 
 hmmmmmm
Forfatter: 
Dato:  03-08-2015 13:02

Det, der er allerværst er følelsen af ikke at kunne hjælpe, og den konstante frygt for at gøre det værre. Selvfølgeligt kombineret med hunkønnets evne til at blive en b###, når man ikke føler at man får sine egne behov opfyldt, og når jeg bliver usikker på, om jeg har nogen plads i hans liv, fordi de mørke tanker fylder så meget.

Hvis du selv har haft en depression, Jens, hvordan har du så oplevet din partner i den forbindelse?.

 


Screw you guys...I`m going home.

Eric Cartman

0
0
Svar på denne tråd
 
 12345½
Forfatter: 
Dato:  03-08-2015 13:45

Jo jeg har haft nogen stykker. Heldigvis, og i høj grad fordi jeg har fået hjælp til at håndtere tankerne, er det mange år siden sidst. Det at have tendensen er vel bedst beskrevet af en kendt person, nemlig Winston Churchill som kaldte sin depression(er) for en sort hund der fulgte ham. Af og til snappede den ud og fik fat i ham, men den lurede altid i skyggerne og fulgte ham. WC var maniodepressiv så for ham var det tilbagevendende. Men beskrivelsen passer for mit vedkommende utroligt godt på depression alene.
Når man har værktøjerne til at genkende og bearbejde de tunge tanker så bliver man også i stand til selv at vende dem og komme over det i det daglige på en god måde. Det er det som en psykiater kan hjælpe med i kognitiv terapi, som det hedder.

Samarbejdet er meget personligt og det er derfor vigtigt at man finder en som man klikker med så man får noget ud af det.

Man kan hvis lægen skønner det få tildelt et antal timers behandling hos en psykolog eller psykriater på kommunens regning. Men ellers koster det at være i terapi. Jeg ved godt at det kan syntes dyrt, men husk at det er en investering i hans liv... I forhold til hvad vi ellers bruger på at have det sjovt så er dette en minimal pris at betale.

Et af fællestrækkene ved depression er at mange trækker sig ind i sig selv og bliver opgivende. Selv den mindste opgave bliver uoverkommelig. Man mister også ofte interessen for sine nærmeste og partner på alle områder.
Det har ikke noget at gøre med at han ikke vil dig eller ikke holder af dig mere. Han kan bare ikke overskue hverdagen. Man får tunnelsyn og nogen gange bider man ud efter ens nærmeste for at få ro.

Jeg kan selvsagt ikke sige hvordan det er på et dybere niveau at være pårørende, men jeg kan ikke forestille mig det er ret fedt. Det eneste jeg kan sige er at jeg er dybt taknemmelig for at min partner ikke opgav på halvvejen!

Det der er vigtigt for dig at vide er, som jeg nævnte, at det ikke er din opgave at være hans psykiater. Det er hverken rimeligt eller tilrådeligt. Din opgave er at være hans partner og venligt men bestemt sparke ham i den rigtige retning.
Først og fremmest til hans egen læge, der vil teste ham for depression og hvis der er noget om snakken sætte behandling i gang.

Den bedste behandling på lang sigt er uden tvivl proffesionel samtale terapi. Det vil hjælpe ham igennem og give ham værktøjer til at håndtere fremtidige situationer som han møder.
Er der tale om dyb alvorlig depression kan medicin hjælpe og være livsreddende, men det er ikke mit indtryk at din partner der lige nu.
De forskellige familiecentre er også en indgangsport til at komme videre for jer to. Dels kan de hjælpe med til at overtale ham hvis han er uvillig til at komme i gang med behandling selv og dels vil de kunne hjælpe jer videre som par.

Så det er ikke sandt at du ikke kan hjælpe. Det her er nøjagtigt som hvis han havde tandpine. Du kan måske ikke give ham en rodbehandling - men du kan køre ham til tandlægen!

Jeg kan sagtens forstå at du bliver en bi... nogen gange. Det må være dybt fustrerende at være med på sidelinjen som pårørende. Brug de følelser til at få ham til at forstå at han skal have hjælp.

ps: Jeg har brugt 'psykriatrisk' og 'psykologisk' lidt i flæng her. Ved depression er begge faggrupper lige godt udrustede til at hjælpe. Der er den forskel at hvis det er nødvendigt med medicinsk behandling er psykriateren bedst rustet da de er lægeuddannede og derfor kan hjælpe med at styre medicin direkte. Er medicinsk behandling ikke på tale så er en psykolog lige så kvalificeret og har ofte mere rutine i samtale-terapien end psykriatere.


Hilsen

Jens

 

 

'Tænk det du vil, og gør det, du gør'
'Good fences makes good neighbors'

7
0
Svar på denne tråd
 
 6 tegn
Forfatter: 
Dato:  03-08-2015 20:51

Det er rigtig, rigtig hårdt.

Jeg er sammen på 6. år med min kæreste, som lider af depression samt borderline.

 

De der perioder, hvor han bare ligger i sengen og ikke kan komme op... Det er fanme hårdt. Eller de perioder, hvor han sidder foran computeren og spiller konstant, med en kæmpe uni-opgave over hovedet.

Det er SÅ frustrerende, for selvom jeg ved det er hans depression der har slået ham helt ud, så har jeg bare lyst til at ruske i ham og sige "kom nu ud, lav din opgave, gå en tur, få luft"!

Hvilket er ting man ikke skal sige, for når han stener ind i sin egen verden på den måde, så er det virkelig, virkelig slemt. Jeg sørger for han får nok at drikke og spise i de perioder, for han glemmer det simpelthen.

 

Jeg har holdt ud, fordi jeg trods alt føler, at jeg gør en forskel. Selv i hans mørke perioder, kan han dukke op til overfladen og sige, hvor meget det betyder for ham at jeg er der, og hvor meget det rent faktisk hjælper, selvom man ikke altid kan se det.

Fx sørger jeg for at holde ham oppe, jeg husker ham på at tage sin medicin osv.

 

Det der har hjulpet rigtig meget, var at tage med ham til hans psykiater. Vi fik en dobbelttid, så han fik sin samtaleterapi, og jeg brugte den anden halvdel på at stille alle mine spørgsmål, forstå hvad sygdommene gjorde, og vigtigst af alt: hvad jeg kan gøre for at hjælpe, og hvad jeg IKKE skal gøre.

Det gav en kæmpe lettelse, at tale med en fagperson som han har gået hos siden han var teenager. Han kender ham super godt, og kunne guide mig i meget. Udover det fik det mig til at føle, at jeg ikke var alene.

 

Min kæreste er det bedste mennesker jeg kender, hands down. Han er empatisk, intelligent, omsorgsfuld, sjov, min bedste ven.

Nogle gange falder han bare ned i et dybt hul, og det har jeg valgt at tage med, og acceptere at det er en del af vores forhold.

 

Vi overlever fordi vi har det så godt med hinanden, at det overskygger de dårlige perioder.

Så mit råd til dig er, at tage med til hans psykiator/psykolog/terapeut eller hvad han nu har, og få en snak med vedkommende om, hvordan du forholder dig som pårørende.


Mvh. Sophie (:

 

The Mad Hatter: Have I gone mad?
Alice: I'm afraid so. You're entirely bonkers.

But I'll tell you a secret.

All the best people are.

7
0
Svar på denne tråd
 
 tak................
Forfatter: 
Dato:  04-08-2015 10:20

1000 tak fordi i tager jer tid til at svare. Der er mange ting jeg skal have tænkt igennem og bearbejdet, så det betyder meget at høre fra jer.

Han var så "heldig" at han for 10 år siden fik en ADHD diagnose af en, nu meget berømt, psykiater, nemlig ham der siden har vist sig ikke at ane, hvad han gør . Dengang fik han Ritalin nok til at behandle en cirkuselefant, kombineret med sovepiller og nogle heftige "luk-ned" piller. Han trappede selv ud af dem og var stort set medicinfri, da vi mødte hinanden og flyttede sammen. I forbindelse med hele oprulningen af denne psykiater fik han så i vinters tilsendt sin journal fra dengang, den fyldte 3 linier med intetsigende vurdering, uden diagnose, og at det skulle være grundlag for den medicinering han fik!!!.

 

Det sidste halve år har vi nærmest boet ved siden af hinanden, ikke "sammen", jeg har listet rundt fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, og endelig har indset at jeg ikke kan "fikse" verden, uanset hvor meget jeg end selv er faldet i gryden med trylledrik som spæd. Han har gravet sig længere og længere ned, gemt sig i massive overarbejdstimer, da han står alene ved en cnc kan han overskue og styre sit liv der, og (vi har nu samme arbejdsplads) når jeg ser ham der, ser jeg den mand jeg elsker, ikke den skal, der kommer hjem.

 

Måske mit største problem lige nu, er at skille det hele ad. Om det er ham, der er syg, om det er mig, der lever i nogle urealistiske forventninger, om vi bare har et ganske almindeligt dårligt forhold/krise...

 

Vi har fået talt en del de sidste 14 dage, noget af det, der skræmmer mig er...fremtid..hans eneste bud på "hvor vil du gerne være om et år" er 6 fod under, han kan ikke danne nogen forventning til fremtiden....dagligdag...han bruger meget tid på at tænke "forbedringer/ændringer" ved hus-have osv, som han ikke kan tage sig sammen til at udføre, og går så i sort over ikke at "kunne nå det"....Han husker intet positivt og registrer intet positivt, hverken ved nutiden eller fremtiden. Han har langsomt gjort vores hjem til et "fort", og tåler ingen indenfor havelågen, hverken familie eller venner...Han kan ikke længere komme ud, vi har brugt meget tid på gåture i naturen, køreture og lignende, det er ebbet helt ud...Han har ingen hobby, udover øldrikning, som, kombineret med Motiron han har taget gennem et år, gør at hans aktivitetsniveau er meget nedsat..

 

Et eller andet sted så er jeg også forfærdeligt bange for, at han bare er træt af mig, og at jeg er med til at fastholde ham i mørket. Det er, som sagt, uoverskueligt for mig at skille det ad, så jeres erfaringer betyder virkeligt meget..

 

Tak

1
0
Svar på denne tråd
 
 12345½
Forfatter: 
Dato:  04-08-2015 11:05

Der er intet - jeg gentager intet (!) af det du fortæller der lyder usædvanligt for en depression i det du fortæller her.


Jeg ved ikke hvor meget du har læst og undersøgt på egen hånd, men alt hvad du hidtil har fortalt står jo nærmest på side 1 hvis du slår op i en hvilken som helst tekst om depression.
Han udviser helt klassiske symptomer igennem alt hvad du fortæller.

Du må gøre dig klart at han har en sygdom. En sygdom helt på linje med at have brækket et ben eller have en byld.
Depression er en sygdom!
Det er ikke dig der har smittet ham og det er bestemt ikke dig der holder ham fast i den på nogen måde. Sådan fungere depression ikke.
Der kan være mange årsager, men du er ikke årsagen.

 

Du er heller ikke løsningen...

 

Hans helbredelse skal komme indefra. Du kan ikke sige til ham at nu skal han være rask og glad eller "prøv nu at se lidt lyst på det hele". Den dag han indser at han har brug for hjælp så kan hans helbredelse starte.
Det er meget sørgeligt at han har erfaringer med en kvaksalver (i mangel af bedre ord). Det er bestemt ikke sådan en kyndig proffesionel behandler.

 

Har du snakket med ham om at få hjælp?
Vis ham evt. denne tråd og spørg ind til hvad han tænker om det?


Hilsen

Jens

 

 

'Tænk det du vil, og gør det, du gør'
'Good fences makes good neighbors'

7
0
Svar på denne tråd
 
 6 tegn
Forfatter: 
Dato:  04-08-2015 19:50

Helt enig med Jens. Det er klassiske symptomer, som jeg genkender hos min egen kæreste.

 

Du er IKKE skyld i det, og du gør det heller ikke værre. Det er faktisk ikke usandsynligt, at du er hans eneste lyspunkt. Det er bare ikke altid at de får det sagt, når de er så langt nede. Men jeg tror du kan lindre. Det er det jeg selv prøver.

 

Han skal have hjælp. Mega ærgerligt, at den tidligere psykiater ikke levede op til sin titel. Der findes gode behandlere derude!

Det nytter sjældent noget at tvinge ham afsted, hvis han vitterligt ikke vil.. Men foreslå ham det, så kan han måske gå og gruble over det.

Han skal finde viljen til at lade sig behandle.


Mvh. Sophie (:

 

The Mad Hatter: Have I gone mad?
Alice: I'm afraid so. You're entirely bonkers.

But I'll tell you a secret.

All the best people are.

4
0
Svar på denne tråd
 
 hmmmmmm
Forfatter: 
Dato:  06-08-2015 14:39

Der er meget at tænke over, så det er ikke fordi jeg ikke værdsætter jeres svar, tværtimod

 

Sopie, hvis det ikke går på tæt på, hvordan håndterer du dine egne forventninger/drømme i forhold til din kæreste?

0
0
Svar på denne tråd
 
 6 tegn
Forfatter: 
Dato:  06-08-2015 17:26

Et meget relevant spørgsmål. Og et spørgsmål, der stikker lidt i mit hjerte :)

 

Han læser på uni, en ganske god uddannelse faktisk, men det halter nogle gange, han har fået udsat større opgaver og kæmper med at nå det hele.. For når depressionen rammer, så falder det hele med det..

Han har selvfølgelig ansøgt om mentor osv, men der er ingen af de ældre studerende der tager de jobs åbenbart.

 

Og det er sgu svært. Jeg er vokset op i en lidt kaotisk barndom, så jeg drømmer om det "perfekte" familieliv, og jeg drømmer om at min kæreste har det godt, fuldfører studiet og går på arbejde hver dag, ligesom mig, og har et godt job og alt det.

 

Men det er sådan en balancegang. For jeg ved jo godt, at det ikke nødvendigvis bliver muligt. At han ikke nødvendigvis klarer studiet, der ikke er helt nemt, og måske kan han ikke arbejde fuldtid, eller jeg ved ikke..

Det er svært. For jeg støtter ham så godt jeg kan, og jeg vil have ham til at TRO på, at det kan lykkedes. Men nogle gange sætter tvivlen ind, og jeg smider mine forventninger HELT fra mig - og det gør mig bare trist i stedet.

For jeg ved han er skide klog og dygtig, han har bare en rigtig dum sygdom.

 

Jeg har ikke løst gåden omkring mine forventninger og drømme. De er der, og i gode perioder tør jeg godt håbe på dem, men så kommer der en dårlig periode, og så opgiver jeg det hele i mit hoved, for ikke at blive skuffet. Hvilket bare er deprimerende.. Jeg vil jo gerne have han er rask og kan leve et normalt liv, og det er sindssygt hårdt at acceptere, at sådan bliver det ikke nødvendigvis.

 

Så jeg bølger rundt i det.. Det var ikke til meget hjælp for dig. Jeg håber det dog kan hjælpe med at du ikke føler dig alene. For det er meget frustrerende, det med at ville så meget godt for ham og for OS, men at man nogle gange må skrue de forventninger ned.


Mvh. Sophie (:

 

The Mad Hatter: Have I gone mad?
Alice: I'm afraid so. You're entirely bonkers.

But I'll tell you a secret.

All the best people are.

3
0
Svar på denne tråd
 
 åhhhhh.............
Forfatter: 
Dato:  09-08-2015 09:36

Sophie, du er til stor hjælp

 

Jeg kan se nu, at jeg er gået direkte i den typiske reaktion med begge ben, når han bliver "væk" går jeg i forsvar og føler mig afvist, trækker mig tilbage og lister rundt, samtidig med at jeg opbygger forventninger og udtænker scenarier han ingen mulighed har for at honorere.

 

Den sidste uge har jeg tænkt rigtigt meget over mine egne reaktioner og følelser, først og fremmest skal jeg lære mig selv at være tryg i min kærlighed til ham, og værdsætte det han kan give, ikke det jeg definerer udfra mit sprog. For jeg ved jo godt 100% at han elsker mig, uanset hvor meget hans sorte hund er efter ham.

 

Det betyder meget at kunne læse at det er sådan det er, også for andre, og at jeg ikke er alene..tak

3
0
Svar på denne tråd
 
 12345½
Forfatter: 
Dato:  09-08-2015 09:48

Du rammer ned i noget meget centralt. Din udfordring er nok mest af alt at nå ind til ham.
De planer og drømme du høre ham fortælle om er virkelige ønsker han har og de er i høj grad udtryk for den person han virkelig er. Men sygdommen tager hans kræfter og vilje fra ham i de perioder han har det skidt.


Det der er allervigtigst her er at vide at det kan blive anderledes. Han kan komme ud af mørket og fri af den sump han sidder fast i. Det er muligt for ham at få hjælp og lære at holde sin depression væk.

 

Har du talt med ham om noget af det her og de ting vi har fortalt?


Hilsen

Jens

 

 

'Tænk det du vil, og gør det, du gør'
'Good fences makes good neighbors'

2
0
Svar på denne tråd
 
 griner...
Forfatter: 
Dato:  10-08-2015 09:45

Vi har talt rigtigt meget de sidste 3 uger, nogle gange med katastrofalt udkomme. Udover at være analyserende og velformuleret, så har jeg haft alt for lang tid til at tænke alting igennem, så jeg rammer igen i en af fælderne, jeg overdøver ham med sammenhænge og problemstillinger og mine sårede følelser og jeg skal give dig skal jeg . For så at kunne læse mig til at han netop ikke kan forholde sig til hele smøren, for, som han selv siger, så ved jeg lige, hvad jeg skal bore i.

 

Men der sker meget i ham (og mig) i øjeblikket. Han er ved at acceptere at det er depression han bokser med, hvilket betyder meget for ham at kunne forholde sig til, hvorfor han ikke kan det han synes han burde, samtidig med at han har haft voldsomme følelser omkring den forrige psykiater, og at det han troede var en fast faglig funderet diagnose, ADHD, viser sig at være ikke eksisterende. Han har jo i perioder søgt hjælp i støttegrupper og forums for ADHD, men har ikke kunne genkende sig selv.

 

Gennem alle vores marathonsnakke har vi så også fundet mange ting om hinanden, og hvad der betyder noget for os hver især.

 

Det er noget af en proces, heldigvis er vi dybt forankrede i hinanden p.g.a de 8 år, og vi står et sted i vores liv, hvor der ikke er tale om de store forandringer, børn, flytning, karriere osv., vi skal bare koncentrere os om at være til.

 

2
0
Svar på denne tråd
 
 hvorfor hvorfor
Forfatter: 
Dato:  12-08-2015 07:24

Hvorfor får han piller mod narkolepsi?

 

Læs her:

Motiron


Producent: Sandoz

Indeholder

Motiron® er et middel mod narkolepsi og forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet (ADHD).

 

Bør ikke anvendes

Bør ikke anvendes

  • ved mani
  • ved psykoser
  • ved nuværende eller tidligere svær depression
  • hvis man lider af eller tidligere har lidt af visse former for maniodepressiv sygdom
  • ved selvmordstanker
  • ved nervøs spisevægring (anorexia nervosa)
  • hvis man lider af hjerte-karsygdomme eller har haft en hjerneblødning eller blodprop i hjernen
  • hvis man har forhøjet stofskifte
  • ved svulst i binyremarven (fæokromocytom)
  • ved forhøjet tryk i øjet (grøn stær).
0
0
Svar på denne tråd
 
 hmmmmmm
Forfatter: 
Dato:  12-08-2015 08:37

Det har jeg intet fornuftigt svar på. Efter et sammenbrud med et angstanfald gik han til sin praktiserende læge, der tjekkede hans journal. Sandsynligvis har min kæreste mest beskrevet sit tankemylder og ikke de mere dystre symptomer, så på 5 minutter fik han en evighedsrecept på Motiron, baseret på den gamle psykiaters "diagnose", nemlig ADHD.

 

I starten følte han de hjalp, men efter et par måneder kan jeg se at de netop har været med til at forværre hans tilstand.

 

For 3 uger siden begyndte vi så at tale om det hele, og jeg lagde meget stor vægt på, at han ikke aner hvordan det påvirker ham, når han blander det med øl, og særligt hans kørekort er udsat.

 

Det fik ham til at stoppe med dem, og jeg tror det er med til at han nu er i bedring.

 

Men det er en sindsyg rutsjebane af følelser, håb, skuffelser, der efterhånden får mig til at føle mig deprimeret.

 

1
0
Svar på denne tråd
 
 også dig
Forfatter: 
Dato:  12-08-2015 09:19

Ja, det kan jeg godt forstå. Husk lige, at du også har ret til et liv.

Du skriver tidligere : Heldigvis skal der ingen ændringer ske i vores liv (noget lignenden).

Synes du virkelig at det er "heldigvis"? Og nu provokerer jeg dig lidt, for at få dig til at vende tingene på hovedet.

 

Jeg mener jo netop der skal ske noget i jeres liv.

 

Du skal da ikke leve i et fort. Det bliver ingen af jer da lykkelige af.

 

Jeg er slet heller enig i at du skal gå rundt på listefødder. Du skal leve dit liv. Du skal have veninder, fritidsinteresser osv.

 

Jeg har altså den overbevisning - som helt almindeligt menneske - hverken læge eller psykolog - at der er en årsag til depressioner.

 

Er huset uoverskueligt for ham?

 

Har han en masse uafklaret fortid med/om sin familie?

 

Osv. osv.

 

1
0
Svar på denne tråd
 
 12345½
Forfatter: 
Dato:  12-08-2015 09:20

Det lyder i mine øre ret suspekt for at sige det mildt!


Der er himmelvid forskel på hvor gode de praktiserende læger er til at diagnosticere og behandle depression. Jeg har oplevet at praktiserende læger har "behandlet" mig med; lige fra ord som: "prøv nu at se lidt lyst på det så går det nok over" til at blive henvist til psykolog og efterfølgende blive sat i behandling med relevant medicin.


Som med alt andet så er der forskel på hvor meget lægerne interessere sig for enkeltdele af deres fag og hvor dygtige de er. Jeg kan ikke udtrykke det kraftigt nok uden at HN begynder at lave censur på teksten ->

 

Få ham undersøgt hos en anden læge!

 

Meget gerne en i har fået anbefalet i jeres område som værende dygtig til depression, eller alternativt ved at han får en henvisning til en psykolog/psykriater.

 

Udfra alt hvad du har fortalt og beskrevet så er der noget ravende galt i den måde han bliver behandlet på lige nu.


Hilsen

Jens

 

 

'Tænk det du vil, og gør det, du gør'
'Good fences makes good neighbors'

3
0
Svar på denne tråd
 
 hmmmmmm
Forfatter: 
Dato:  12-08-2015 10:58

Det jeg mener med forandringer er, at vi ikke står foran at skulle beslutte karriere, huskøb og børn. Jeg har 4 børn, der nu er unge voksne, han har altid været "tilgængelig ekstra voksen", men aldrig med forældreansvar, eller forpligtigelser. Var jeg i den position, hvor jeg skulle tænke fælles børn, så ved jeg ikke. Det lyder egoistisk, men det er svært nok at forholde sig til mine egne følelser, skulle jeg bære et helt ekstra lag i forhold til relationen med fælles børn indblandet, så tror jeg ikke jeg er stærk nok.

 

Lige nu tror jeg vi begge er ved at vænne os til tanken om at han er depressiv, ikke ADHD.

2
0
Svar på denne tråd
 
 Psykiater
Forfatter: 
Dato:  19-08-2015 15:14

Nu er jeg ikke sikker på, at det er den psykiater, jeg tænker på, men de har i Region Midt lavet et midlertidigt ambulatorie, hvor de, der har gået i behandling hos en meget omdiskuteret psykiater i jylland, kan få revurderet deres diagnose og behandling.

 

Det er angiveligt 1200-1300 patienter, der har muligheden for at benytte sig af dette, hvilket er fuldt berettiget.

3
0
Svar på denne tråd
 
 "gammelt" indlæg
Forfatter: 
Dato:  22-09-2015 15:38

nu kan jeg se det er ved at være længe siden du skrev herinde sidste gang, og håber inderligt det går bedre?

 

Hvornår præcist jeg blev ramt af en depression ved jeg ikke - hvem gør det? Men jeg ved det hele kolapsede for mig i september-oktober 2011. 18 år gammel.

 

Grundene er mange og hvad der fik bæreret til at flyde over, må guderne vide.

 

Men en dag væltede det hele bare og jeg ringede og fik en tid ved min læge dagen efter.

-antidepressiv medicin og psykolog timer skulle der til.

 

vejen ud af mørket har været lang - meget lang, det er en daglig kamp, og som der står ovenfor er det lige som en hund der render i hælene på en og så ind i mellem får fat.

Jeg fandt en psykolog der virkede for mig, og hvor gav han mig mange ting at arbejde med og som jeg kunne bruge!

Nu 4 år efter har jeg været medicinfri i 3 år, psykologfri i snart 1½ år og har lært at mærke når min krop siger fra. Jeg kan nu mærke det FØR det for alvor går galt og før nogen egentlig når at registrere det. Jeg kender de små tegn.
Forkølelsessåret, den manglende søvn og glemsomhed.

 

Jeg er måske "ovenpå" men hver dag hænger det mig over hovedet og jeg er ekstremt opmærksom på hvad min krop fortæller.

 

Nu skal det ikke handle om mig, men det var bare en beskrivelse af hvordan livet "efter" er.

 

Der var ingen omkring mig der har været i tvivl om jeg havde det skidt, men jeg har altid været meget følsom, letpåvirkelig og tudefjæs var mit mellemnavn.

Det havde intet hjulpet hvis jeg var blevet tvunget til læge, det var vigtigt jeg selv nåede dertil hvor jeg kunne sige HJÆLP mig-NU!
Jeg var der hvor jeg havde gjort ALT for at få det bedre.

 

Du spurgte hvordan det er:

Det er skrækkeligt at have en depression, man føler sig fanget i sin egen krop, i sit eget liv, alt suser forbi en uden man registrere det. kroppen vejer 5 tons og alt bare det mindste virker som en overskuelig opgave. man ved hvad man skal og bør, men man kan simpelthen ikke.

Følelsen af at drukne -at blive trukket ned og alt man kan er at kæmpe for at holde sig ovenvande.

Distancen til alt og alle bliver større og større for man kan simpelthen ikke rumme selv de ting man elskede mest.

 

Jeg fik hjælp, og min største støtte kom fra min far, min far har været min klippe lige siden. Han ved når jeg har en dårlig periode, men kommer ikke med alle de trælse bemærkninger, han er der bare og lader mig sige det jeg har behov for og så kommer han med et kram på de rigtige tidspunkter.

Det har været rigtig svært for ham, men han håndtering har været over al forventning.!

 

Min mor og hendes familie hjalp på ingen måde da det var værst, spurgte de ind var det med fordømmelse i stemmen. "jammen skal du så have medicin resten af livet", de havde i det hele taget meget travlt og lyttede ikke rigtigt, kunne ikke forstå at det de ikke kunne se kunne gøre så ondt.

Med min mors familie var det en kamp, de kunne eller ville ikke forstå, og jeg havde det rigtig skidt med dem.

 

Så her er et råd:
Støt din mand, vis at du er der, giv ham et kram når du kan se læsset er ved at vælte. Vær åben overfor ham og sygdommen, det gør så ondt hvis man kan mærke fordommene.
Lad ham føle det er ok at have det sådan, der er mange med depressioner, og det er altså lige så meget en sygdom som hjerteproblemer.

Find en psykolog som han føler sig tilpas ved og en som kan hjælpe- jeg prøvede 2-3 forskellige før jeg fandt den rette.

søg selv støtte fra andre og når din mand har det bedre så gå evt. sammen til psykologen.

I starten vil det sikkert være bedst han går selv, for det er hans kamp og det kan være svært at være 100% ærlig hvis konen sidder ved siden af.

Den rette psykolog kan give ham redskaber til at komme ovenpå.

 

- fx var søvnmangel et stort problem for mig, et råd til at kunne falde i søvn var alt hvad der skulle til for jeg begyndte at kunne sove. =mere overskud til dagen.

 

accepter at han i en periode måske ikke kan overskue at skulle til familiekomsammen. Og måske først siger det 1 time før. 'sig du forstår, og han bare kommer med en anden dag.

 

Det er en modbydelig sygdom, men man kan komme ud af det med rette hjælp.
Selvom jeg siger det er en daglig kamp, så kan jeg også uden at lyve sige jeg har det godt.

Nu har jeg gode dage og dårlige dage. Men det er længe siden helvede brød løs.

 

Hjælp mig er noget at det sværeste at sige, men når det er sagt er chancerne for at komme fremad væsentligt bedre!

 

Jeg håber det bedste for dig og din mand.!

Det hele skal nok gå!

 


Mvh Kathrine

www.facebook.com/kathrineoghopperne

Med to smukke stjerner på himlen og tre dejlige i stalden

 

Sov godt

Dinna 1983 - 12/12/13

Rainbow 28/01/01 - 17/03/14

5
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider