Hvor har jeg ondt af dig. Det er en forfærdelig situation at stå i.

Jeg tror ikke mine ord kan hjælpe dig, du må bare stå det igennem. Jeg håber du har taget den rigtige beslutning. Det er ihverfalg en stor og vigtig beslutning at tage. En beslutning du skal have det godt med ALTID. En beslutning du aldrig vil glemme.

Jeg har aldrig fået en abort, så jeg kan ikke sige jeg har oplevet det du nu står igennem. Men jeg er mor til to dejlige drenge ( planlagte), og har arbejdet som sygeplejerske på en operationsafdeling og har derfor været med til adskillige aborter incl. forundersøgelser.

Gennem mit job har jeg mødt mange skønne piger, som valgte en abort. Jeg ved det var en stor og svær beslutning for dem at tage. Selve aborterne ( udskrabninger) synes jeg ikke det var så slemt at stå igennem som sygeplejerske. Det jeg synes var hårdt, var når pigerne var ved at vågne af deres narkose rus. Så var de bare så omtågede og snakkede i vildelse om "deres barn" og spurgte hvordan barnet så ud, køn mm.

Vi ( sygeplejerker, læger mm.) svarede selvfølgelig ikke, da pigerne var for omtumlede til at forstå svaret. Men jeg synes det siger meget om, hvor meget den spæde graviditet og fravalget af barnet fyldte i disse piger.

Jeg håber du kommer godt og hel på den anden side af det.

Jeg, eller rettere, vi gik igennem en abort sidste år.

Jeg opdagede det ganske hurtigst men da jeg ikke kunne klare tanken om at spise piller og bløde ud herhjemme, valgte jeg den kirugiske og gik derfor gravid længere.

Det var den bedste løsning for mig at vente til jeg kunne komme i narkose og ikke opleve det.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive, så svare jeg så godt som muligt.

jeg fandt ud af jeg ventede mig igen i dec 07, jeg har en søn fra jan 05 og en datter fra okt. 00. og jeg ventede mig så med faderen til min søn igen. Allerede da jeg fandt ud af det vidste jeg ... jeg skulle ikke have det. det ville bare slet ikke passe ind lige nu, MEN uanset hvor logisk man er vil der spille følelser ind i det.

Der kom pres fra min kæreste , som ville gå fra mig hvis jeg valgte at beholde, og ja hele mit liv var kaos,

Vi var på sygehuset en torsdag , og lige før jeg snak de to første piller tænkte jeg bare ... er det nu det rigtigte ...

Jeg tog hjem og ind på sygehuset igen 2 dage efter for at få de sidste.

Jeg har stort set ikke tænkt over det siden. Eller jow da manden jeg elskede som ikke ville have flere børn fik en datter med vores nabokone,. det slog mig lidt ud fordi han havde sat mig det igenne.Men jeg ved at det var det bedste. At bringe et barn ind i det kaos der var omkring mig på det tidspunk det var bre ikke smart.

Og har ikke fortrudt siden. Men ja det sætter mange tanker igang. Det vil det uvilkårelig.

Håber du kommer lige så godt igennem det som jeg.

Jannie

jeg har ikke selv prøvet det, men sidder alligevel med lidt tanker omkring det du skriver.

Hvor er din mand/kæreste henne af i det her? (det beskriver du ikke nemlig) - jeg mener er han enig med dig- er det en fælles beslutning el ??

Er du sikker på det er det rigtige - hvis ikke så er det måske uanset jeres situation ikke det rigtige for dig/jer alligevel.

Jeg har også lige fundet ud af at jeg er gravid med nummer 4, manden er tosset og vil under ingen omstændigheder ha en mere, selv vil jeg under ingen omstændigheder ha en abort, så lige nu står valget mellem at flytte fra hinanden eller få en abort, jeg kan ikke slå det lille barn uden skyld ihjel, men kan jeg splitte en hel familie ad ? Der er ingen nemme løsninger men den vi vælger skal vi leve med resten af vores liv......

man som kvinde bliver udsat for er nogle gange valget om en abort.

Jeg fik en få mdr. før jeg fyldte 18, mine forældre var ikke indblandet, jeg brugte en venindes sygesikring og var på ingen måde i tvivl om at det var det rette for mig uanset hvad.

Nu stod jeg så i en anden situation, jeg var udsat for et drugrape og havde absolut intet ønske om at risikere at skulle føle den smerte hver gang jeg så på barnet, men vidste også at jeg ikke kunne gennemføre graviditeten og så give barnet fra mig alligevel.

Idag kan jeg da godt nogle gange tænke lidt på at jeg faktisk kunne have haft et barn på nu 8 år, men på intet tidspunkt føler jeg at jeg tog det forkerte valg dengang for jeg havde intet at tilbyde barnet og hvem ved om jeg nogensinde havde kunnet se bort fra den måde det var blevet skabt.

Hvad med dine nærmeste såsom familie og kæresten hvor står de i dette?

Min mor fik for få år siden at vide at jeg fik en abort dengang, hun kendte godt til voldtægten, men jeg har aldrig selv fortalt min far det, tror jeg dog min mor har.

Til gengæld ved mine nærmeste veninder det og de vidste det fra det øjeblik jeg tog valget og har støttet mig hele vejen igennem, både ved at diskutere valget med mig inden jeg gennemførte aborten, men også ved at være der under aborten og efter. Havde jeg ikke haft dem er jeg ikke sikker på at jeg var kommet helskindet igennem det, for de første måneder efter blev jeg ved med at føle at jeg havde gjort noget forkert og at alle vidste hvad jeg havde gjort. At det ikke var op til mig at vælge om det barn jeg bar skulle leve.De faser tror jeg alle skal igennem uanset hvad.

mvh

Mie

januar i år fandt jeg ud af at jeg var gravid, det var under et forsøg på at få etableret et forhold til min søns far. han ville have mig til at få en abort og jeg var i grunden med på den. men hold op hvor der startede en kamp inde i mig. jeg vaklede frem og tilbage. for og imod. alene med 3 børn, uddannelse og heste. babyen vandt og jeg valgte at få barnet. jeg kune ikke gå imod min inderste værdi. alting har sin beretigelse.

desværre ville vor herre noget andet.. ved scanningen viste det sig at babyen ingen nyrer havde og blev født ved en igang sat fødsel midt i gravidteten...selvsamme morgen mærkede jeg min søn sparke og bevæge sig inden i mig. en lille velskabt dreng, dog uden nyrer og blære.han ville ikke overleve mere end et par timer efter fødslen hvis jeg gik tiden ud. han var fuldstændig færdig udviklet men manglede at vokse sig stor.han var ca 25 cm. hans hud var tynd og han havde endnu ingen hår. men han var min dreng, og jeg fortryder ikke at jeg valgte at få ham, for jeg kan idag stå ved mit valg, trods tabet.

idag ville det aldrig komme på tale at skulle vælge abort. blev jeg gravid så ville jeg få barnet. jeg ville ikke kunne leve med at skule lege gud. andre kan, jeg kan ikke.

Puha, det er godt nok nogle barske historier I kommer med hver især.

Jeg ville personligt ikke kunne vælge en abort, og slet ikke nu hvor jeg har en søn i forvejen. Jeg tror aldrig jeg ville komme over "hvad nu...?, Hvis nu..." og tanken om hvad der kunne have været.

Jeg har heldigvis aldrig stået i valget.

Men ingen fordømmende meninger herfra. Det er nok kun de færreste der finder valget nemt. Så når aborten vælges er det jo nok mange mange lange og tunge overvejelser.

Puha... Sikke et emne.. Fik selv en abort for snart 10 år siden.. Den gang havde jeg 2 børn (har 3 nu). Børnenes far og jeg havde lige købt en nedlagt ejendom, med plads til mine heste. Alt skulle renoveres og pengene var små. Samtidig med at vi også skulle giftes med alt hvad der hører til et godt dansk traditionelt bryllup.

3 mdr inden bryluppet, blev jeg ved et uheld gravid.. Følelserne var blandede.. For mig, var tanken om en abort meget fjern.. Men ikke for min dengang kæreste.. "Vi havde ikke råd til det og banken frarådede det?!..

Jeg var ca 10 uger henne, da jeg blev overtalt til en abort..

gennemførte aborten, da jeg var 11 uger henne..(det foregik på sygehuset) Jeg havde det ganske enkelt forfærdeligt!!! Det kan ikke beskrives, hva for følelser og frustrationer, der farer igennem eén lige inden narkosen og lægen spørger, om man nu også vil gennemføre det.. Og ikke nok med det, så fortalte sygeplejersken ovenikøbet på opvågningsstuen at det foster de fjernede, var velskabt!!! Ej, hvor fik jeg det dårligt.., endnu mer end før indgrebet. Ville ønske, at de havde holdt deres mund..

Mine umiddelbare følelser, var dyb sorg og et kæmpe tab.. Jeg havde slået mit eget lille kommende barn ihjel!

2 uger senere, blev vi gift. Ingen vidste noget og ca 2 mdr senere, røg jeg ind i en kæmpe depression.

Midt i depressionen, viste skæbnen sig, at på trods af beskyttelse, blev jeg gravid igen..

Denne gang, modsatte jeg mig kraftigt at tage en abort igen. Uanset hva konsekvenserne så end måtte være..

Fortryder stadig aborten den dag idag...

Efter skilsmissen, er jeg blevet steriliseret, og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt.. De børn jeg har, er mit et og alt..

Mvh Christina

Hvad i alverden er det for nogle mænd der våger at dyppe snablen men ikke vil stå ved konsekvensen og presser kvinden i sit liv til noget hun ikke har lyst til?

Håber ved gud aldrig jeg får noget med sådan en at gøre.

Jeg kunne have haft en datter (er jeg ganske sikker på uden at have noget som helst belæg for barnets køn) på 6 nu. Jeg blev gravid med min daværende kæreste som 20 årig. Både han og min mor, som jeg spurgte til råd ang. de åndelige konsekvenser, tog aborten som den største selvfølge, hvor jeg selv var 50/50 om valget.

Det hjalp mig meget at min mor var der for mig og støttede mig i at gøre det rigtige, for hun elskede børn og troede også på at der var en mening med alt hvad der sker, men hun mente altså at jeg var i min fulde ret til at fravælge barnet der havde valgt mig/os.

Det gør virkelig noget ved en kvinde at opdage at hun har en livmor. For det første stoppede jeg med at ryge omkring undfangelsen, selvom jeg ikke vidste jeg var gravid. Min krop vidste det. Efter abborten skiftede min tøjstil fra jeans og t-shirt til kjole og nederdel, og jeg begyndte at interesserer mig for husligt arbejde og redebygningsagtige ting.

¨Jeg er så taknemmelig for at nogen støttede mig og hjalp mig med at holde hovedet koldt, for jeg er glad for jeg ikke har et barn idag. Dengang føltes det godt nok forkert og jeg græd hver dag de første par måneder efter. Det er ikke engang en overdrivelse. Min kæreste lærte bare at holde om mig til det gik over. Jeg tror han var shokeret over hvor hårdt det var for mig, men det var altså som om jeg allerede havde et bånd hende pigen jeg mente jeg skulle have. Hun ville have fået samme stjernetegn som mig.

Men jeg fortryder det altså ikke. Jeg tænkte dengang og nu, at det er bedre at være ufødt end at blive født ind i et kaotisk liv fordi vi var så unge og heller ikke blev ved at være sammen (vidste jeg ikke dengang, men havde egentlig ikke regnet med det). Jeg har heller aldrig været skruk, hverken dengang eller nu. Tror måske aldrig jeg får lyst til at få børn.

Jeg vil råde dig til at lytte mere til din sorg end jeg gjorde, for jeg tog ikke imod det psykologbistand man bliver tilbudt sammen med aborten. Det tror jeg måske jeg burde have gjort. Det kan give posttraumatiske problemer.

Jeg er virkelig taknemmelig over at min mor og min kæreste tog sig så godt af mig mens jeg havde det slemt. Kæresten tog med mig på sygehuset, hvor jeg indtog den sidste pille og fik lov at ligge mens den virkede. Det kan jeg dælmer ikke forstå man kan få lov at gøre hjemme. Skulle også have et skud morfin pga smerter.

Den der med at sygeplejersken sagde at det var velskabt. Det må simpelthen have været en smutter og jeg tror bestemt også hun har dårlig samvittighed. Det er jo lidt uheldigt at abortklinikken ligger sammen med fødeafdelingen. Så kan man ligge og høre på grædende børn mens man selv skaffer sig af med et. Det gjorde det i hvert fald i Ålborg dengang.

God vind med at tage den rigtige beslutning for dig. Du kan altid smide en pb hvis du har brug for at snakke.

Jeg blev gravid som 17-årig, med en kæreste der ikke var på nogen som helst måde klar (var jeg heller ikke selv), og som havde været mig utro flere gange før.

Var ikke i tvivl om at jeg ikke ville have barnet. Men det var godt nok hårdt!!!

Jane Ø: Den der psykolog hjælp du snakker om, har jeg aldrig fået tilbudt!?

Kære Katrine.

Jeg synes det er helt i orden at du deler sådan en personlig ting med os her på hn... Det er vel en af grundene til at vi er her!

Det er aldrig særlig rart at finde ud af at man er gravid, når det ikke er ønsket.

Jeg blev selv gravid nogle måneder før jeg fyldte 18 år. Havde været sammen med min kæreste i ca. 3 måneder, og jeg gik og ventede på at min menstruation kom, så jeg kunne starte på p-piller. Min menstruation kom bare aldrig - jeg var gravid.

Men jeg fandt ud af det meget hurtigt, og der var ingen tvivl fra hverken min eller kærestens side om, at dette barn skulle ikke sættes i verden. Vi havde jo ingen idé om, hvor længe vi skulle være sammen (det er vi så stadig, men hvem kunne have vidst det?!), og var begge meget unge og havde mange års uddannelse foran os.

Jeg fik en medicinsk abort og det foregik på sygehuset, hvilket jeg er glad for - lyder hårdt at man skal igennem det derhjemme! Jeg har aldrig haft det dårligt med selve aborten eller mit valg sidenhen.

Mht. at slå et levende væsen ihjel, så ser jeg det ikke meget anderledes end det vi gør hver gang vi har se.x nu, og sædcellerne havner i et kondom. Når aborten bliver foretaget så tidligt, så er det ikke stort anderledes efter min mening...

Tænker da engang imellem på, at nu kunne vi have haft et barn på 10 år - men jeg er glad for at vi ikke har.

Tror måske det er noget andet at få abort når man har børn i forvejen. så ved man ligesom hvad man går glip af. I hvert fald har aborten ikke taget ret hårdt på mig - tværtimod følte jeg mig meget fornuftig og klog dengang (og gør jeg sådan set stadig når jeg ser tilbage).

Håber du kommer lige så nemt over det - det vil jeg ønske for alle!

Jeg synes ikke kun man skal angribe mændene i denne tråd, for det at blive uønsket gravid er noget sjusk. Det er kvinden der skal bære barnet, så kan man også sørge for man ikke bliver gravid uønsket.

Jeg har selv prøvet det, fordi jeg ikke lige fik spist p-pillerne i nogle få dage, men jeg kunne da ikke drømme om at få en abort fordi jeg ikke passede nok på.

Uanset hvor man er i livet, så kan man altså godt lave plads til sine børn.

Hvad med at blive steriliseret.

synes jeg måske er lige drastisk nok med trådstarters alder taget i betragtning. Hun kan og vil da forhåbentlig få børn længere ude i fremtiden

Katrine - jeg håber det går godt med din abort og at du kommer ud på den anden side som et helt menneske.

De bedste ønsker...

Hej

Pjevs 1 : Helt enig.

Kan ikke undgå at blive lidt harm/ulykkelig.

• Jeg har kæmpet igennem 6 år med at få bare en eneste lille Guldklump, været igennem utallige hormon behandlinger med negativt resultat og må på et eller andet tidspunkt nok acceptere at jeg aldrig får børn. Er i piger /damer derude klar over hvor mange par der er på disse fertilitets klinikker. Undskyld mig men jeg kan s.. ikke undgå at blive lidt forarget på alle dem der tager beslutningen om at fjerne et lille liv. Hvad hvis i en dag står i situationen og pludselig ikke kan få børn når i har lyst og det er belejligt for jeres planlagte liv.
• Jeg er måske hård men tro mig det er hårere at skulle acceptere i en alder af kun 33 år at man ikke kan og aldrig får børn. Så...tag nu lidt ansvar PIGER hvor svært kan det være.d

Jeg fatter slet ikke de mænd der kan stille det op som om - abort, eller jeg forlader dig.

Det er da i dén grad at vende "ligestillingen" på hovedet.

De har da slet ikke gjort sig klart hvad en abort er.

Forrykt verden.

Jeg ville forlade stodderen med det samme hvis det var mig (håber jeg).

Bortset fra det synes jeg ikke man skal begynde at sammenligne ufrivilligt barnløse med uønskede gravide, det er trods alt to helt forskellige verdener.

Lige så meget som de barnløse ønsker sig et barn, lige så meget ønsker de uønskede gravide at det aldrig var sket.

Vi er jo alle hvert vores meget forskellige sted i livet.

Helt enig med Makeeba.

Man kan slet slet ikke sammenligne ufrivillige barnløse med uønskede gravide. På nogen måde.

Jeg var overhovedet ikke klar til et barn dengang, jeg var ung og havde andre prioriteter dengang. Var mit barn bedre tjent med at jeg fødte det også at jeg måske! fuldstændigt forsømte mit barn?

Måske ville jeg leve op til mit ansvar, måske ville jeg ikke, og den målestok mener jeg bestemt IKKE at et barn skal leve med og vokse op med.

Jeg er enig i at man skal tage ansvar for sine handlinger, men er det for h*lvede ikke også det at man gør med en abort?

Den eneste i ens eget liv der kan bedømme hvad der er godt for en selv og det eventuelle barn er vel for h*lvede.. EN SELV!

Og hvis man bedømmer at dette barn vil ikke få det godt ved at komme til verden pga. forskellige årsager, er det sgi da at tage ansvar at få en abort. Jeg er så meget imod folk der får børn, og for sent indser de ikke er i stand til at tage vare på dem også bare overlader dem til kommunen. For så er det jo ikke deres problem mere...

Heldigvis er vi ikke alle enige i den evige debat om abort. Og bliver det nok aldrig. Jeg er hverken for eller imod, det kan jeg ikke beslutte mig for. Men jeg er for at man har et valg!

Hvad med pigen der er blevet voldtaget på vej hjem en mørk aften, og uheldigvis er blevet gravid? Er hun så også fuldstændig ansvarsløs og burde steriliseres, fordi hun vælger en abort da hun jo, forståeligt nok for nogen mennesker, IKKE kan leve med et barn som er skabt på denne brutale måde?

Ja, jeg undrer mig bare hvordan nogen kan sammenligne...

hold da op du kan lyde bitter.

Ja jeg fik en abort. Den eneste grund til jeg havde lidt i tanknerne omkring det var nemlig fordi min bedste veninde og kusine har kæmpet for at blive gravid i mange år nu. Hun er 32.

Det pinene mig ikke at kunne dele det med hende, men det ville jeg ikke, jeg ville ikke fortælle hende jeg havde fravalgt noget hun ikke havde så let ved at få, men en dag tænke jeg ikke og der kom jeg til at nævne det.Og hun var slet ikke så bitter som dig, heldigvis, hun kunne godt forstå mig, hun kunne godt forstå at jeg ikke ville sætte endnu et barn til verden i det @!#$ forhold jeg var i, og med den sinds tilstand jeg var i på det tidspunkt.

Jeg syntes ikke DU kan være bekendt at ligge på på vores skuldre at fordi VI kan blive gravide , så må vi ikke tage beslutninger der er bedst for os.

jeg ved med mange der har svært ved det, siger selv at de ved ikke om de vil beholde det alligevel hvis det viser sig at der er "fejl" i den nakkefoldsscanning .... det er da lige så "slemt"

Jeg sidder da heller ikke og er bitter på alle dem der kan spise chokolade uden at tage på, fordi det kan jeg ikke.

Eller alle dem der vælger IKKE at løbe selv om de kan. Fordi jeg ikke kan, men gerne vil. Og så videre.

Jannie

Jeg har altid været i mod aborter, men det var jo altså blot til jeg selv stod lige midt i et muligt valg.

Foe ja det er så nemt at have en mening, og et standpunkt, når man ikke selv står midt i skidte. Igen ved deres fuldefem, mener da at feks at en abort er sjov, og bare noget man skal prøve her i livet. En abort er ikke bare noget man får foretaget bare fordi.. En abort gør helt sikkert mere ved en kvinde end de fleste aner, og især mange mænd feks kan forstå.

Da jeg stod midt i skidtet, troede jeg at jeg var gravid. Jeg havde ikke kendt min kæreste længe, og var ikke særlig moden inden i mit hovedet, og ja hele Heidi var langt fra klar til en rolle som mor. Og selvom jeg klart mener at siger man A så risikere man også at sige B, så var et bette barn altså ikke lige det der passede ind hverken på den ene eller anden måde. Så ja havde jeg været gravid, så havde jeg fået fortaget en abort. Ikke fordi det var den nemmeste, men fordi at det for alle parter var den bedste. Jeg var ikke gravid, og forholdet il min kæreste holdt dog godt 6 år mere, men ja skal vi ikke bare sige at det var godt der aldrig blev noget barn mellem os.

I dag står jeg så i en anden situration. Min kæreste og jeg kan ikke på normalvis få børn. Vi skal igennem kunstig befrugtning på den ene eller anden måde, men ja chance for at vi for børn er der, men der er også store chancer for at vi ikke får. Vi ønsker os begge børn. Men det hjælper jo ikke at blive ked og vred på alle dem som kan få børn, og får børn, og dem som får dem fjernet. Vi er alle forskellige steder i livet, og det er fint nok. Vi glæder os over venner, familie og bekendte der vælter sig i børn. Vi vælger børn i vores liv, og undgår dem ikke, selvom vi selvfølgelig gerne vil have vores egne, så er andre jo også skønne. Og ja jeg tror faktisk de unger der komme ved os, ved at vi holder af dem, og jeg tror de holder af os, sådan føles det i hvert fald.

Kære trådstarter, mærk efter i dig selv, så ved du svaret om du skal det ene eller det andet. Lad dig ikke presse, til hverken det ene eller andet. Du er dig selv nærmest. Når du har valgt, så ønsker jeg dig alt muligt glæde og godt fremover. Det ene valg er ikke mere rigtigt end det andet, for her i landet har vi et valgt, og det er rigtig godt..

Så er jeg tilbage igen.. Nu kun som mig selv, og uden noget lille menneske i min mave

Takker mange gange for alle jeres kommentare, kan se at det alligevel er noget der røre/har rørt rigtig mange kvinder. Og det er på en måde helende at vide at andre har haft nøjagtig de samme tanker som mig.

Søndag morgen aborterede jeg, ved min kæreste ved min side, som nussede mig på ryggen og græd stille, imens jeg sad krøllet sammen og ventede på at smerterne holdte op. Jeg har haft det rigtig skidt hele weekenden, også pga kvalme fra morgen til aften. Kl otte søndag morgen stod jeg op og spiste de smertestillende piller, samt de piller der udstødte fosteret, lagde mig derefter i seng igen en times tid, var lam i hele kroppen da jeg vågnede ved min kæreste knugede mig ind til selv. Og for pokker det gjorde ondt i kroppen, lagde på sofaen indtil kl tolv præcis hvor det rigtig tog til med smerterne, sad bar med helt lukkede øjne, og sagde intet.. Lige i det smerterne holdt op, begyndte jeg at græde.. Det var lidt som en forløsning på det hele, på at smerterne holdt op, og at nu var det slut... Og derefter var jeg mig selv, virkelig rigtig mig selv igen sådan rent mentalt, og jeg har ikke siden været i tvivl om det var det helt rigtige vi gjorde, mig og min kæreste. Jeg valgte at tage på arbejde dagen efter, og det gjorde lige det sidste til at komme ind i min rytme igen, og jeg har det rigtig godt.

Jeg har selvfølgelig tænkt på det lille liv indeni mig, men jeg har valgt at se det sådan som at det bar ikke var endnu vores barn sku til verden.. Men det har virkelig gjort noget ved mig, det at få børn er rykket meget tættere på mig, jeg har jo som sådan alderen til det.

Men samtidig er jeg selv et af de børn der kom til i en kaotisk verden, og som ikke fik den bedste start på livet, ej heller barndom. I de sidste år har jeg selv kæmpet for at bryde de reaktionsmønstre jeg selv er født ind i, og jeg er kommet ud på den anden side, og aldrig nogensinde om mit barn skal gennemgå det samme som jeg har været igennem, derfor kan jeg med sikkerhed sige jeg har gjort det helt rigtige.. Allermest for det foster jeg har valgt fra

Jeg fik selv en medicinsk abort for et par år siden. Jeg var slet ikke i tvivl om at det var det der skulle gøres. Jeg stod i en situatin hvor jeg lige havde meddelt manden at jeg ville skilles ugen før jeg opdagede at jeg var gravid Jeg udviklede ingen følelser for det voksende liv, var ligefrem glad da det var overstået, og har ikke rigtigt tænkt på det siden. Så for mig var det nemt. Men satser bestemt på at næste gang jeg bliver gravid er det en keeper

ALDRIG ville jeg kunne slå et rask lille liv ihjel. Dermed ikke sagt at det ikke er rigtig for dig at få foretaget an abort.

Jeg synes du skal mærke inde i dit hjerte hvad det siger derinde. Godtnok kan fornuften sige noget helt andet, men det som er i hjertet vil altid nage.

Det foster der er inde i livmoderen, har intet liv !

så det er ens egne følser der spiller ind..

Men man skal kun vælge at bringe et barn til verden, hvis man 100% kan love at barnet kommer ud til en hverdag hvor det altid er plads, overskud og kærlighed nok.

Vælg foster/barn, til eller fra med fornuften, ikke kun med hjertet.

(for hvor mange gange har dit hjerte, bevist at det tog fejl ?

nok mere end 1 gang (kærstesorg, mm.))

Hilsen en Mor til 2 vidundelige børn, men selv har fået foretaget en abort, fordi jeg vuderede at 3 børn var 1 for meget, hvis jeg skulle have alt den tid og overskud, som jeg ønskede at mine børn skulle have fra deres forælder.

Jeg/vi nyder at fare land og rige rund for vores børn fritidsintresser, mm skyld, og her ville en lille ny ikke værre velkommen.

jeg syntes lige jeg vil give dig et skulderklap, for mig lyder det til at du har taget den helt rigtige beslutning.

jeg har simpelthen aldrig forstået hvorfor ufrivillige barnløse, kan find på at se skævt til ufrivillige gravide som får foretaget en abort.

jeg er 210% for at man har fri abort, og syntes bestemt ikke man skal føle sig tvunget til sætte børn i verden, bare fordi man ved et uheld er blevet gravid.

og som en nævner.... hvad er forskellen imellem at få en abort fordi man er blevet ufrivillig gravid, eller fordi de der tests viser at der muligvis er noget galt med ens foster... alle har ret til selv at vælge.

Hejsa,

jeg vil da også give et give mit besyv.

Først vil jeg sige jeg synes det er godt du tager ansvar for dine handlinger til trådstarter. Nej det er aldrig et nemt valg, men nogen gange et nødvendigt valg.

Derudover forstår jeg godt nogle af de frustrede indlæg, som er i denne tråd. Jeg har selv været i behandling for at få min datter. Samtidig med jeg var det, valgte en veninde til mig at få en abort pga en upser (læs brugte kun "stå-af-i-roskilde). Det var virkelig hårdt for mig, og jeg var virkelig gal over det.

Det er generelt nogle dybe følelser som vækkes, når man snakker abort. Jeg synes også det er helt op til den enkelte, om man vil beholde eller ej. Men derfor kan man jo godt have sin mening om det alligevel.

Hilsen

katarina

Jeg takker for de skulderklap der er kommet Aborten er overstået, for ca. 14 dage siden. Og jeg har det rigtig godt, blev helt mig selv med det samme det var overstået, og det er ret begrænset hvad jeg har skænket det af tanker, forstået på den måde at det har været det helt rigtige at gøre. Idet jeg var i det, ku jeg virkelig mærke hvor lidt klar jeg var til at få børn. Men det er ikke udelukkende derfor jeg/vi valgte en abort, det var ligeså meget pga vores situation nu.. Man har altid et valg, det er jeg fint klar over, og vi har taget det helt rigtige valg, for os..

Men også for det eventuelle barn..

Som en anden skriver, det foster i maven, har intet liv. Det er en mulighed.. Men at man er gravid er ikke ensbetydende med at man ender med et barn, hvem siger barnet er rask, at man ikke abortere ufrivilligt osv? Man har først et lille liv i hænderne, den dag man står med et rigtigt lille liv i sine HÆNDER! Jeg hopper også lidt med på vognen hvor nogen skriver hvad den helt store forskel er på hver gang man dyrker @!#$, og sæden havner på lagnet, i kondommet osv, og når man får en tidlig abort.

Jeg forstår godt dem der har svært ved at få børn, eller slet ikke kan få børn, at det er bittert at andre kan få børn, og nogle vælger abort. Men det har jo intet med de barnløse at gøre..Det er en sag mellem feks min kæreste og mig, og de børn der kommer til, er vores børn.. Nogle vi har lavet. Ikke nogen vi har "stjålet" fra dem der ikke kan få børn, vi har hverken forbedret eller forringet chancerne for andre ved at evt. få børn eller vælge nogen fra. Der er ikke nogen andre der blir snydt pga os.. Og som en anden skriver: Hellere være ufødt og uvidende, end at blive født ind i en meget svær barndom. Dette er bestemt ikke skrevet for at trampe på dem der har svært ved at få børn, men for at prøve at sætte det lidt i perspektiv.. Jeg håber det også forståes sådan.

For det første, så syntes jeg det lyder som det rigtige du har gjort

Jeg er 100 % for at kvinden SKAL have et valg, jeg er ikke for eller imod abort, jeg er bare for at kvinden har ret til sin egen krop og sit eget liv.

Syntes det er rart at vi kan dele ting herinde på HN, men syntes måske nogle af dem imod abort burde havde holdt deres mening for sig selv i en tråd som dette, en person der skriver for at få hjælp/råd/støtte til sin beslutning mener jeg ikke har brug for at høre andres folks sure rønnebær (Som jeg opfattede nogle af de indlæg der blev postet).

Tre aborter, det har jeg det fint med.

Men min datter, blev bortadopteret. Det var svært. Især da manden NU gerne vil hende.

Og jeg måtte fortælle min dreng det. Min søster fik det at vide- qua aktindsigt- og det skulle hun fame ikke. Derfor måtte jeg fortælle min knægt det.

Jeg vil ikke se hende. Hvis manden vil- må han om det.

Jeg havde meget rod i mit hoved. Det burde være en abort.

Det er faktisk meget sværere at bortadodtere et barn. Men idag har jeg fortrængt fødselsdagen.

.. har læst det hele uden at øjnene slap skærmen.

Jeg synes det er fint at høre både for - og imod, og synes ingen har været fordømmende i denne tråd, derimod bundærlige - og det har vi alle ret til at være..

Jeg synes det er dejligt at trådstarter har det godt med sin beslutning nu, og at alt gik ´på bedste vis´ efter omstændighederne.

Det er spændende hvad sådan en graviditet gør ved os - følelserne som opstår, om man så bare TROR, man er gravid.

Eftersom jeg kan se at rigtig mange har fulgt/stadig følger tråden, sys jeg at jeg vil komme med en opdatering. Har tænkt på det flere gange, men er kommet fra det igen, men nu skriver jeg altså

Jeg fik jo en medicinsk abort, som forløb fint. Fik at vide man ku bløde i op til 14 dage, hvilket jeg gjorde.. Men blev dog ved at bløde, samt jeg fik ret ondt i mavsen og underlivet. På 17 dagen efter aborten begyndte jeg at styrtbløde, ret voldsomt, og havde pokkers ondt. Jeg bed det dog i mig, det var en lørdag, og jeg sys jeg havde meget andet at give mig til.. Ja, total åndssvagt. Jeg blev ved at bløde, og havde stadig ondt, om tirsdagen (altså på 20 dagen) tog jeg mig sammen og ringede til lægen, jeg blev straks beordret derned, og derefter blev der ringet til sygehuset, hvor jeg sku komme med det samme. Jeg blev scannet med det samme på sygehuset, og det viste sig næsten det hele stadig sad i min livmoder. Så et par timer siden blev jeg lagt i narkose, og kom så også li igennem en kirurgisk abort. Fandens til bøvl.. det der var allermest træls ved det, var at jeg havde lagt det hele bag mig, og så sku igennem alt det. Og at jeg endte med at få to aborter på 3 uger, det er altså noget der godt kan mærkes i kroppen.. Det hele skal lige falde på plads igen.

Men jeg er godt ovre det, og der sku absolut ikke være mere tilbage i mig.. Men sikke da en omgang. Pas på jer selv derude piger, det er hårdt at sku igennem sådan en omgang

Ej sådan en historie må du sørme ikke komme med, jeg skal gennem en medicinsk abort i morgen, og kan bestemt ikke lige overskue at skulle igennem en kirugisk abort oveni Manner for noget møg både for dig men også for mig selv

Nu nåede jeg først at se din besked idag, vil derfor høre hvordan det går dig Lisa, og om du er kommet godt igennem det?

Nu må du ikke sammenligne med min historie, jeg går stærkt ud fra det er særtilfælde! Du er velkommen til at skrive pb hvis du lyster.

En tråd jeg havde håbet på at jeg havde set inden jeg fik min abort i Søndags..

Kender ikke nogle som har fået en abort, så syntes godt nok det har været svært, at skulle gå med følelserne og tankerne omkring det hele selv.

Min egen abort gik meget smertefrit fysisk, men psykisk må jeg erkende at det gør mere ondt end jeg havde regnet med..

Jeg ville fra start ikke have haft en medicinsk, men pga min livmoder var for irriteret, var chancerne for en infektion for stor, så havde ikke rigtig andre muligheder.

Men jeg kunne virkelig godt være foruden at skulle stå og samle det hele op i en plastiskpose for derefter at smide det i skraldespanden.. Heldigvis skete det i badet, men jeg var slet ikke forberedt på at det ville være så voldsomt..

Jeg følte jeg tabte alt hvad jeg havde indeni, og kunne bare høre det der plask, da det landede på gulvet.

En følelse og oplevelse jeg virkelig godt kunne være foruden, men det er bare ikke tidspunktet til at Victor skal være storebror.. Jeg har ikke lyst til at skulle stå alene med to børn, og hverken økonomien eller tiden er der til to børn..

Men jeg ved med mig selv, at jeg aldrig ville klare en abort igen, så hvis uheldet er ude, (hvilket jeg ville gøre alt for, ikke sker) Må jeg stå ved mit ansvar, som da jeg fik min søn for fem år siden.

Ja må også indrømme det er et helvede at komme over, jeg fik min medicinske abort i mandags, igår så jeg navlestreng og den lille pose barnet ligger i, i guder mand

havde jeg vidst at det var så hårdt psykisk så havde jeg fået barn nummer 4, selvom vi hverken har tid eller råd.

Nu må vi lære at leve med vores beslutning, selvom det gør møg ondt

Heldgivis er min mand vågnet lidt op, og har holdt mig i hånden når jeg har haft mine tudeture

Hej Piger.

Faldt helt tilfældigt lige over jeres debat. Det er idag på dato 1 år siden at jeg aboterede med ønskebarn nr.3, så jeg kan kun nikke genkendene til jeres indlæg. Man bliver helt nylet helt ud af den.jeg viste godt at der var noget galt, for jeg hvade ondt og blødte lidt, ringede til lægen og blev beordret i seng.Lå så der i 2 dage og var næsten holdt op med at bløde, da jag skulle tisse. Rejser mig op fra min seng, og kan mærke at nu sker der noget, og rigtigt nok,jeg sad på tolietet, og plop så røg min ønskebarn lige ned i kummen.Det var det mest ødelæggene jeg har prøvet.Min mand og jeg hvade prøvet at blive gravide siden sommeren 2006, og endeligt var det lykkes. For så at tabe det igen 11 uger sener, total nedtur.Jeg var længe om at komme mig, kroppen heler hurtigt, men sindet heler langsomt.Jeg er idag glad for at både min mand og vores 2 drenge var der til at hjælp mig igennem, for ellers sad jeg nok stadigvæk og græd over det tabte liv.Så selvom du selv har valgt at få det fjernet, så tager det tid at kommer sig.Så mit råd til dig er" giv dig selv lov til at sørge over dit tabte/fjernede barn, og lad tiden hjælpe dig med at blive helt i sindet igen"

knus Anne

Til trdåstarter:

Jeg er forarget over, at lægerne ikke tjekker om det hele nu er kommet med ud, når engang aborten skulle være gennemført.

Hvorfor søren tjekker de ikke den slags??

at manden til barnet truer med at splitte hele familien og ikke vil have flere børn, det er iorden at han udtrykker sine bekymringer mht tid, penge, bolig, lyst til flere børn osv.

hvis jeg var tvunget til en abort for mig selv og mine andre børns skyls, ville jeg aldrig kunne elske den mand som igen eller bare ligge ved hans side.

der er intet galt i abort, det kan være det rigtige for nogle men en mand skal ikke true nogen til noget men tilkendegive sin mening og hvad han syntes der bør ske.

anjaogvictor: er da ked af at høre du har måtte det igennem.. også alle jer andre selvf..

jeg fik en kirurgisk abort for lidt over et år siden.. jeg fik så min da mit hormontal ikke steg nok, så der var noget galt med forstret samt at de slet ikke kunne finde forstret. de håbede så på at finde fostre rester men det gjorde de ikke, blev indlagt igen til kikkert undersøgelse, men inden fandt de ud af fostret var væk. vildt underligt.. men er glad for jeg ikke stod med en medicinsk selv