Jeg blev skilt fra min Schweiziske mand for 5 år siden, børnene var da 7 og 9 år gamle (Jeg boede 12 år i Schweiz - børnene er født der). Jeg havde det også skrækkeligt i starten, men tro mig - det er noget der går over. jeg kan heller ikke helt analysere hvad det er der sker inden i en, men jeg tror dybest set, at det handler om at det er en pokkers svær situation at skulle omgåes sin ex-mand SELV OM VI ER VOKSNE, ÅHH SÅ FORNUFTIGE MENNESKER.. Vi holder altid Jul sammen, de første år kom jeg kun igennem med hjælp af diverse beroligende piller, nu går det Ok, men er stadig lettet når besøget er overstået. Mine børn FLYVER SELV.. til Schweiz med jævne mellemrum (med ledsagelse af stewardesse naturligvis) og jeg lider alle helvedes kvaler hver gang, jeg ved godt at han passer godt på dem og elsker og forguder dem, måske det er denne følelse af, ikke at have 24 timers kontrol over sit elskede barn der gør det så svært. Men, fat mod - jeg føler med dig, men tro mig - det bliver lettere med tiden.
Venlig hilsen
Miriam

at vænne sig til - nogen klarer det aldrig, andre vænner sig hurtigt til det.

Det er ikke bare det at man ikke 'har' sit barn hos sig, men også det at selve fraværet af barnet minder én om at man har 'fejlet' som familie... Vi skulle jo have været sammen allesammen

Derfor er det så svært.

Samtidig spekulerer man jo også på om den anden forælder nu også KAN gøre alt lige så godt... Også selvom man inderst inde ved at det kan han/hun.

Bedste råd er at du sørger for at have travlt, og gøre nogle af de ting der er besværlige når du har Emma. Så du nyder 'friheden'. Gå i biffen eller ud at spise med en veninde, det skulle du normalt have barnepige for at kunne - nu har du flere dage hvor det er muligt

Men lad være med at sidde hjemme alene og SAVNE hende... Det bliver det nemlig ikke spor lettere af.

Held og lykke med dit nye liv, håber det kommer til at fungere bedst muligt

Mvh

-Helle

Kære Camilla

Jeg kender til hudløshed den følelse af, at få revet sin højre arm af, når man skal udlevere sit barn til faderen. Det er rædselsfuldt og jeg vænnede mig aldrig til det, indrømmet.

Selvom jeg ikke kender dig og heller ikke kender din eks-mand, er der alligevel en ting som jeg er nødt til at sige til dig og det er:

----Få hans pas udleveret inden du udleverer din datter----

Jeg har idag, for guderne må vide hvilken gang, fået ordre på at lytte til min intuition, og den talte meget højt da jeg læste dit indlæg.

Du må ikke tage mig det ilde op at jeg nærmest tyvter din eks-mand for at ville bortføre din datter, det er sansynligvis bare mig der er overfølsom overfor eks-mænd med bopæl i udlandet. Min søns far boede i Sverige og truede mig konstant med at beholde drengen, idet det ville tage flere år, før politiet ville få en ordning istand med det svenske politi, selvom der foreligger en udleveringsaftale mellem Danmark og Sverige.

Der kræves vel stadig pas for at rejse ind i England, ikke?

Med venlig hilsen
Birgit

Tusind tak for jeres svar, de er få, men gode. Det er jo forhåblig de færreste af os, der har stået i denne situation. Der er rart at vide det ikke bare er mig der har det sådan. Jeg var begyndt at føle mig en anelse egoistisk. Jeg tror måske at, du Helle, er inde på noget af det rigtige med at det hele i virkeligheden minder en om at man har fejlet. Det var jo ikke meningen at vi skulle have hende hver for sig men sammen. Og ja, jeg bekymre mig jo om han nu gør det godt nok. Ikke så meget fordi jeg er bange for at hun ikke vil blive elsket eller få sin mad osv. Men mere de små ting. F.eks. kommer hun i bad ? I hendes knap 2 år, har han hidtil kun givet hende et bad én gang...
Men mon ikke jeg vender mig til det efterhånden, som jeg finder ud af at vi begge overlever at være adskildt

Til Birgit

Bare rolig, du er ikke den første der har nævnt det for mig. Senest var det min bankmand, der liiige ville høre om jeg havde overvejet det Jeg er mere end overbevist over at min eksmand aldrig kunne finde på at tage hende med til England uden min accept og da slet ikke beholde hende derovre. Vi er stadig gode venner og der har for første gang i de 6 år vi har kendt i hinanden ikke været hævet stemmer. Vi var også begge meget enige om at Emma skulle bo hos mig og at jeg skulle have den fulde forældremyndighed fremfor fælles, da det ville gøre tingene nemmere for mig.

Jeg kan godt forstå at du råber vagt i gevær, hvis du har været udsat for sådan en led omgang afpresning. Det må være mere end modbydeligt. De engelske myndigheder kræver stadig at der fremvises pas inden afrejse og ved ankomst. Min datter står kun i mit pas og ikke min eksmands, så han vil ikke kunne komme ud af landet med hende og da slet ikke til England. Desuden skal han være hos fælles venner og jeg er overbevist om de vil ringe til mig, hvis han ikke ankommer der inden 1-1½ time efter han er taget herfra og på den tid kan han ikke nå over grænserne og jeg kender mennesker der kan nå at stoppe ham i både København, Rødby og Helsingør og mon ikke der er enkelt eller 2 HN-Jyde der ville køre til grænserne derovre, hvis han skulle smutte den vej

Camilla

Hej Camilla

Det glæder mig at du stadig har et godt forhold til barnets far, men lov mig at du ikke går med til at få hende skrevet i hans pas. Hvis hun som ældre skal med ham hjem, så giv hende hendes eget pas, så har du altid styr på hvor i verden hun befinder sig.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle fra HN ville gøre alt hvad de kunne for at stoppe ham hvis han skulle finde på at opføre sig så usselt.

Jeg håber at du kommer godt igennem den kommende uge selvom den bliver lang. Tag imod rådet om at foretage dig noget med veninder eller ihvertfald noget som du til daglig ikke har mulighed for pga Emma.

Skriv lige når hun er vel hjemme igen, ikke?

Med venlig hilsen
Birgit

Kunne ikke lade være med at tænke over Leilani's indlæg..

Camilla: Ligemeget hvor meget du stoler på manden osv. så vil jeg også mene du aldrig må lade din datters navn komme i hans pas!

Min mors veninde blev skild fra sin egyptiske mand..han kom efterfølgende hjem og hentede børnene og de holdte så ferie i Egypten sammen med ham. De blev skrevet ind i hans pas og der gik 1½ år før hun så sine børn igen Hun ville ikke udlevere dem og hun havde intet at skulle sige... det var en lang og hård kamp!

Hej Birgit

Det er faktisk ikke muligt for ham at få hende skrevet ind i sit eget pas. I England SKAL alle børn have deres eget pas og kan ikke stå i mors eller fars. Pt. har Emma ikke sit eget men er kun skrevet ind i mit, da det kun er mig der har fløjet med hende eller vi har været sammen.

Jeg håber på at jeg kan få ugen til at gå nogenlunde ellers høre i jo nok fra mig, når jeg trænger til et spark
Ellers skriver jeg selvfølgelig når hun er vel hjemme igen på fredag.

Camilla

Nu sidder jeg her alene.

Emma´s far kom her til aften efter desværre at være blevet 5 timer forsinket med færgen pga. stormen over nordsøen. Emma blev ellevild da hun så ham og rendte lige i armene på ham. Den første halve time sad hun bare og stirrede forelsket på ham for ligesom at blive HELT sikker på at det VAR ham og sagde konstant daddy, daddy, daddy Det var så dejligt at hun var glad for at se ham og det var tydeligt at han var lettet over hun reagerede sådan.

Det gik så fint at han efter at have været her 1½ time tog hende med. Hun blev ikke ked af at jeg ikke skulle med i bilen med vinkede smilende til mig, mens hun råbte bye bye. Det er en stor ting for hende, som ellers er ret morsyg for tiden.

Efter jeg kom ind igen, brød jeg så hylende sammen. Jeg SAVNER hende allerede så meget det ikke kan beskrives med ord. Hvor er det modbydeligt at savne sit barn SÅ meget. Min søster trøstede mig og en times tid senere måtte jeg så liiige ringe og høre om de var kommet derop ok. Emma var glad og havde ikke grædt på vejen derop overhovedet. Hun var lige blevet lidtked af det, da far skulle ud og tømme bilen men ellers var hun glad. Jeg talte kort med hende i telefonen og hun var glad for at snakke med mig (så meget man nu kan snakke med en på knap 2 år) og blev heldigvis ikke ked af at høre min stemme. Nu håber jeg bare det er gået lige så godt med at putte hende i seng.

Det hjalp faktisk lidt at få snakket med hende og høre at det var gået godt, men hold op hvor jeg stadig savner hende. Nu glæder jeg mig bare til at øre hvordan natten er gået imorgen og høre min lille pige som er så glad fordi hendes far er kommet.
Og så prøver jeg at komme igennem de næste par dage uden alt for mange tårer, for Emma har det jo dejligt sammen med hendes far og DET er det vigtigeste.

Camilla