Jeg står lidt i samme situation, jeg har set min far 2 gange siden maj 2012. Begge gange fortrød jeg. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft anden kontakt til ham i den tid.
Vores forhold har aldrig været godt, og det kulminerede for 6 år siden.
Grunden til at vi har et dårligt forhold er at han har svigtet mig, af flere omgange, af mange omgange. Han har erkendt at han har begået fejl, han har bare ikke rettet op på det.
En ting jeg har måtte erkende er at selvom forældre burde være de voksne, så begår de også fejl, det gør vi alle. Men man er også nødt til at give sine medmennesker chancen for at rette op.
Du må gøre op med dig selv om dit forhold til din far er noget du vil rette op på, eller om det er noget der på et personligt plan er for omkostningsfuldt at rette op.
Mit råd til dig er at gribe det an når du har overskud og tid til det, alt andet kommer der intet godt ud af.
Der kommer heller intet godt ud af at holde regnskab over hvem der har kontaktet den anden hvornår samt hvem der har glemt at invitere til noget.
I bund og grund er i jo nok begge kede af at ikke har kontakt til hinanden. Når i på den måde er usikre på hinanden fejlfortolker man ofte ting og man ved ikke helt hvordan man skal forholde sig.
Kan det f.eks. være at han ikke var sikker på at du overhovedet
havde interesse i at deltage i det pågældende bryllup?
Når man læser det andet jeg har skrevet skal det ikke forstås som at jeg ikke forstår hvorfor du måske ikke har lyst til at snakke med din far, eller at du er ked af ikke at være inviteret med til brylluppet.
Jeg har bare måtte erkende at lysten til at se min far aldrig kom igen, ikke af sig selv, det måtte jeg selv arbejde for. Din far rakte ud til dig i sommers da du blev inviteret hjem til dem, det tyder på at han egentligt gerne "vil" dig.
At sige at det er ham der skal komme hvis han vil dig, er meget bekvemt, men indimellem er man selv nødt til at gøre noget selvom det måske ikke er en selv der har begået fejlen i første omgang.
