Jeg har lige købt (av!) og læst den.
Hun bliver aldrig min yndlingsforfatter, hun har en uvane med at gentage ting (jeg KAN ALTSÅ GODT HUSKE DET, der stod i de andre bøger- eller 30 sider før). Hun takker i bagordet igen sin redaktør- jeg forstår ikke, hvorfor?!
Der er mindre kønsliv. (Tak).
Tilgengæld virker det forvirrende, da der ellers altid er pindet meget ud om alting, at der hoppes i tid- flere år ad gangen.
Mange personer optræder, for at forsvinde igen, hvorfor omtale en dværg, der intet betyder for resten af historien?
Ayla er mor- men spædbørn, skal fodres og skiftes- og lægges fra sig/passes af andre. Det gør naturfolk ikke. Hverken inuitter eller indianere- eller afrikanere. Ingen udover nutidige civiliserede finder på den slags. Fædre hos disse er heller ikke "gode" med små. De tager sig af små, når de er ved at være lidt selvhjulpne.
Øhm- MS Auel- er du ikke ligesom lidt for middelklasse amerikaner her?
Når folk skal spise, er det ret ligegyldigt, hvad de spiser af, når det nu er nævnt til kvalmestadiet, hvordan det fremstilles. Det vigtige er da, personerne, som åbenbart, ikke kan huske fra næse til mund. Ayla nævner roden fra klanen flere gange for Zelandoni Første- i en anden bog, men de skal hele tiden tale om det- en anden gang.
Der er fortsat de samme kedelige gentagne forklaringer om skind-, kød- , mad tilberedning og værktøjsfremstilling. Og dårlig botanik. Hov- i den danske oversættelse er bynke lig med malurt, der er altså temmelig meget forskel.
Jondalar går umotiveret i seng med sin gamle kæreste, Ayla opdager dem- og bing- return to Mammothhunters...
Ayala boller med Laramar (meget sandsynligt!), som bliver lammetævet- og alt ender i fryd og gammen. Monogamiet vinder, og i Aylas vision- er alle Jesus-kristne.
Wow! Og Ayla, der er så omhyggelig griber den første og bedste pakke med myntesmag. Det er IKKE konsistent med resten af bøgerne, hvor hun jo tydeligt knudemærker/duft tilsætter stærke urter.
Vidste I, at man for mange tusinde år siden vidste, at befrugtning kræver en mand? Og at man vidste aborterede foste afspejlede evolutionen?
Desuden spolerer Kundskaben, et helt kulturelt system med matriliniær arv, som hun pinpointer i Mammutjægerne.
Bogen er bedre på nogen punkter end forgængerne, men værre på andre.
Den virker uinspireret, gentagende og kedelig. Faktisk ufærdig- når det er en forfatter, der går op i detaljer, som hun har gjort.
Hvis man ikke har haft en guided tour til de i bogen nævnte hulemalerier, så er Ayalas doniertour kedsommelig. Hvad Ms Auel er, så er hun ikke kunstner- eller musisk. Hvorfor danser de ikke mere i bøgerne? Spiller musik?
Bogen ender sært uforløst. Madroman er afsløret som svindler, men det fremgår INGEN steder, at "kaldet" kræver faste og visioner. Brukeval stikker af pga Kundskaben og nogen diffuse drømme om Ayla. De har åbenbart delt grotte i 4 år, men han hænger sig i deres første møde?!
Joplayas fødsel, som der i foregående bog er lagt op til, kunne blive et drama... Ja hun har et toårigt barn, da man møder hende igen.
Flad og uinspireret.
Jo, jeg tæskede den igennem, da den nu har været længe undervejs.