Her i en lidt underlig krisetid er det altid rart at blive mindet om at livet går videre - trods alt.
Jeg arbejder som jeg plejer, er ansat på et psykiatrisk bosted, så min hverdag er ikke så anderledes
Jeg kan dog godt mærke at selvom jeg arbejder, så holder jeg mig hjemme når jeg kan - handler sjældent, besøger ikke nogen, hilser på afstand.. det føles som om verden er gået lidt i stå..
Lige indtil jeg kigger på hende her
Hun skal fole i Maj og jeg begynder så småt at se at hendes krop gør sig klar.
Maven vokser godt.
Hun ligger en del ned og sover om natten når hun er inde
Billedet her af yveret er en uge gammelt
og det her er fra i morges
Der er lang vej endnu, men de små ændringer kommer der flere og flere af, og det er så livsbekræftende at der trods alt er noget der ikke venter på, eller stoppes af corona
Bidrag gerne her i tråden, med det der midt i en corona-tid får jer til at føles at livet, trods alt, går videre