Hej HN.

 

Så prøver jeg lige igen.

Jeg elsker at skrive, og vil en dag gerne få en bog udgivet.

Jeg er igang med at skrive denne "lille" historie

 

Er igang med 3. kapitel, og i får lige 1 kapitel.

Skriv hvad i synes, og kom med gode råd. Er der noget i hestekloge mennekser synes er helt forkert?

Skriv bare

 

Jeg husker da jeg red rundt mellem træerne og plukkede de modne æbler. Husker hvordan Loke hver sensommer og efterår havde taget nogle kilo på. (Jeg kunne ikke lade være, når han så så sød ud når han tiggede efter æbler.) Hvordan hans plettede pels voksede sig stor og ulden om vinteren, og hvordan staldgangen flød med hår og pelstotter når foråret kaldte.

Hvordan vi totalt klokkede i det til vores første og sidste stævne. Det var bare ikke Loke. Huskede hans ene permanent lukkede øje, som havde taget skade da han var føl. Ole Lukøje, men det var kærligt ment.

 

Nu er min lille drømmeverden slut. Loke er for knap et døgn siden blevet fortid. Lige fyldt 18 år, men han fortjente sin pension her. Her hos mig i Æblelunden. I stedet valgte hans krop at rejse op til det ukendte.

Loke, Loke, Loke, Loke…

 

***

 

(1 uge senere:)

 

"Emilia! Du kan ikke blive siddende deroppe for evigt", kalder mor med en trøstende stemme.

"Nej det kan jeg ikke, for vi lever jo ikke evigt, som du nok kan se", siger jeg grådkvalt. Jeg maser mig ind mod væggen for at forsvinde, men det virker ikke.

Hvis bare jeg kunne presse så meget, så væggen pludselig gav efter. Jeg forestiller mig hvordan en grædende pige falder ud gennem hullet og rammer jorden med et smæld. Går bort med tanken om Loke der venter på hende i det ukendte.

Men… Sådan fungerer det ikke. I stedet lægger jeg mig ned i sengen. Jeg føler stor trang til at græde højlydt, men jeg kan ikke. Jeg er tømt for saltvand.

"Søde". Mor er kommet ind eller rettere op. "Jeg har taget noget morgenmad med op". Jeg stirrer bare på de to toasts. "Din far og jeg ville blive så glade, hvis du ville spise frokost med os".

"Måske".

Mor stiller maden på natbordet og sætter sig på sengen. Jeg flytter mine ben lidt, så hun kan være der.

"Jeg er også trist, Emilia. Loke var en skøn hest, og han vil blive savnet frygteligt. Kan du huske da du fik ham? Far og jeg var meget skeptiske?"

Jeg nikker.

"Jeg var ti og han var lige blevet tretten".

"Ja, men jeg er nu glad for at vi sagde ja. Det har været fem skønne år", siger mor og stryger min kind.

"Perfekte".

Mor kigger på mig med sørgmodige øjne, men samtidig smiler hun lidt.

"Emilia, kan du ikke spise lidt morgenmad, så er du sød?"

"Hmm, okay". Jeg sætter mig op, og tager tallerkenen med toasts. "Men mor, jeg har stadig ikke nogen appetit".

"Tror du ik' der noget dit hoved bilder dig selv lidt ind? Prøv at spise lidt".

Mor går ned igen, og lukker lemmen efter sig.

Jeg tager en bid af toasten, men det føles kvalmt. Som om min mave bogstavelig talt er fyldt op. Jeg forestiller mig, hvordan man kan se igennem hud og skelet, og kan se al den sammentyggede mad ligge helt op til ganen.

Jeg tvinger mig selv til at synke den lille bid. Jeg kigge på de to brankede gespenster hvor deres indvolde er flydt ud, imens det smeltede på panden. Uden at tænke over det, rækker jeg tunge af dem og kigger fornærmet væk.
"Du er godt nok barnlig, Emilia", siger jeg hånligt.

"Hvad? Nej, jeg er ej".

"Okay, men hvem er det så lige der ikke har været i skole i en uge, rækker tunge ad sin morgenmad, er oppe på sit værelse fireogtyve/syv undtaget når hun skal på toilettet?"

"Mig", sukker jeg opgivende.

"Godt så! I morgen er det mandag, så tager du i skole!"

"Ja..."

"Ja, hvad?"

"I morgen skal jeg nok prøve at komme i skole..."

"Niks. I morgen skal du i skole".

"Siger hvem?" Snerrer jeg.

"Siger du".

 

Jeg kom ikke ned til frokost, som far og mor håbede, men jeg kommer ned til aftensmad.

"Hej skat! Det er godt at se dig oppe!" Siger mor og far næsten i kor, og far kommer hen og giver mig et knus.

Da jeg har sat mig ned, spørger mor:

"Har du det bedre?"

"Hmmm, jeg har måske mere taget mig sammen", svarer jeg, og puster til min minestrone.

"Skal du i skole i morgen?" Spørger far.

Jeg skal lige til at svare, at jeg ikke føler mig klar, men… Jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre det.

"Det tænker jeg".

"Super, Emilia!" Mor smiler så stort, at hendes smilehuller går i et med hendes øre, hvis det var i en tegneserie.

Efter maden pakker jeg min lysegrå Fjällräven-rygsæk. Jeg skal have matematik, biologi og dansk.

Det er stadig lyst udenfor, som det jo er her om sommeren.

"Må jeg… cykle op til Æblelunden?" Spørger jeg mine forældre, som sidder og drikker aftenkaffe til The Crown-serien.

"Selvfølgelig må du det", svarer far. "Det er dejligt at se dig oppe igen".

Jeg smiler, og går ud i entreen. Jeg tager min sommerjakke og kondisko på, råber farvel, og går. Det er en smule køligt, men ikke koldt. Jeg lukker min cykelhjelm, stiger op på min lyseblå damecykel, og så er jeg på vej ud af mit sorte hul.

Æblelunden ligger for enden af vejen overfor min vej.

Efter et kort stykke tid kan jeg se de hvidkalkede bygninger.

Gården består at et hovedhus og ved siden af ligger den store stald. De fleste af hestene går i løsdrift, men hingste, skadede heste og drægtige hopper står i boks. Nogle af dem som har deres hest opstaldet her, kan dog vælge enten at have deres hest i boks eller i løsdrift.

Jeg cykler ind på gårdspladsen, stiller min cykel foran traileren, og går over mod stalden.

Vallakken Pascal gnubber sin mule op ad bokslågen til løsdriften.

"Hej Pascal", hilser jeg og stryger hans brune næseryg. En rød hest kommer hen til os: "Også hej til dig Saga". Automatisk spejder jeg efter en prikket knabstrupper pony, men… han er her jo ikke mere. Pludselig har det sorte hul fået ny kraft, og før jeg ved af det er jeg på skrænten af det. Jeg stivner.

En hånd på min skulder, og jeg bliver revet tilbage til virkeligheden.

"Hej Emilia. Det er godt at se dig". Jeg vender mig forskrækket rundt.

"Hej Susan". Jeg smiler.

"Det er godt at du er tilbage, for jeg har virkelig manglet en ekstra hånd. Agnete har sagt op, så det var kun mig og Sissel, men hun kan jo kun arbejde her tre dage om ugen".

"Åh, øhm, hvorfor Agnete sagt op?"

"Hun er flyttet til København for at studere". Pause. "Men har du lyst til at hjælpe mig med at hente bøllerne ind?" Jeg nikker.

De to unghingste Rambo og Nazgûl går stille og græsser.

"Der kommer en hoppeejer for at kigge på Rambo og Nazgûl i morgen. Hun vil se hvilken én af dem, der skal være far til hendes kommende føl", fortæller Susan.

"Fedt. Hvordan er hoppen?" Spørger jeg.

"Tjo, hun er ikke en hest-hest, men et æsel". Susan smiler, og jeg gør det samme.

Jeg åbner ledet til hingstefolden, og de to hingste sætter i trav hen imod os. Jeg sætter træktovet fast i Rambos grime. Rambo er en svedfuks, og Nazgûl er mørkebrun. Susan og Nazgûl går forrest. Nazgûl har altid været den mest dominerende af de to, men Rambo er heller ikke særlig dame-interesseret.

"Jeg håber, at vi får lov til at se mulæslet vokse op", siger Susan.

"Mulæsel?"

"Når faren er en hest. og moren er et æsel".

"Nåh. Ja, det bliver sikkert vildt nuttet".

Jeg stiller Rambo ind i boksen, hvor han nærmest kaster sig over sin mad.

Susan fortæller, at de skulle have været taget ind for lang tid siden, men at hende æsel-ejeren blev ved med at snakke om sin Bella, som æslet hedder.

"Vil du komme og hjælpe mig med at smukkesere bejlerne? Hvis du kan nå det efter skole selvfølgelig", spørger Susan inde fra Nazgûls boks.

"Ja, det vil jeg godt. Hvornår kommer ejeren?"

"Klokken fire. Og 'ejeren' hedder Edna Andersson". Jeg nikker.

Da jeg går ud af Rambos boks, og kigger tilfældigt over på Daylight, kan jeg se, at hun ikke har fluepandebånd på, som hun ellers plejer.

"Susan?"

"Ja".

"Plejer Daylight ik' at have fluepandebånd på?" Spørger jeg, og Susan kommer over til Daylights boks.

"Jo, hun må have tabt den på folden. Hun kan låne en af mine ekstra, og så finder vi hendes i morgen". Susan går ind i sadelrummet, og kommer ud med et grønt fluepandebånd. "Gider du sætte det på? Jeg skriver til hendes ejer lige om lidt".

Efter at have givet Daylight fluepandebåndet på, siger jeg farvel til Susan, og cykler hjem.

Faktisk var det ret rart at omgås med hestene igen, det må jeg indrømme.

 

Da jeg kommer hjem, er jeg så træt, at jeg går direkte i seng.

Åh nej! Jeg skal i skole i morgen… Hvordan kommer dét til at gå?!