Dette er en forlængelse af nedestående tråd.

www.heste-nettet.dk/forum/1/2409962/ 2409962/

Hej Folkens

Nu er der gået tre år efter sidste indlæg, og det er af ren og skær tilfælde at jeg kom i tanke om denne tråd, der, for at være helt ærligt, faldt i ren obskuritet da jeg fik travlt med andre sager. Den eneste grund til at jeg overhovedet kom i tanke om denne tråd var pga. den behjælpsomhed og forståelse jeg stødte på, hvilket var overvældende dengang, samt hvad der skete for mig kort efter ved et af de to møder som Jehovas Vidner deltager i ugentligt.

For at give såkaldt sjælefred til dem der måske blev bekymrede over at jeg ikke kunne komme ind vha. mine forældre, så lykkedes det mig at komme ind et par uger efter. Og i starten af denne måned stod jeg også med en fin studenterhue, stolt som man kunne være.

Jeg vil dog af hensyn til denne tråd, og andre logisk og kritisk tænkende individer, specielt dem der er unge og døbte Jehovas Vidner, gennemføre trådens mål, hvilket ikke kun var at få mig ind på et gymnasie, men at informere om nogle få detaljer omkring min rejse igennem gymnasiet som et Jehovas Vidne, samt kort efter.

Jeg er dog ikke troende, og hvis jeg skal granske min hukommelse, så var mit eneste sande øjeblik som et Jehovas Vidne en uge før jeg blev døbt, da jeg skulle bede til Jehova, og indvi mig selv. Derefter faldt jeg hurtigt tilbage i min gamle rytme som en forholdsvist normal teenager, omend meget ensom. Gymnasiet var dog, ironisk nok, min redningsmand - et redskab der holdt mig beskæftiget, og tvang mig til at bruge argumentationsmodeller, være kildekritisk, samt forholde mig objektivt til information. Disse tre ting er desværre enhver religions banemand, så i kan meget vel spå hvor min rejse er ført hen. Ikke desto mindre, så gennemførte jeg 2 år af mit gymnasie som hjemmeboende, og 2.5 som et officielt Vidne, dog kun i navn og offentlig væremåde, ikke privat når jeg sad derhjemme. Hyklerisk i andre Vidners øjne, uden tvivl - det er dog også en handling som jeg personligt føler er forkert, dog berettiget af mine omstændigheder.

Så til jer nysgerrige sjæle der læser dette, hvad skete der kort efter at den ovenstående tråd blev skrevet, og forladt og glemt af mig igen? Som et ekstra søm i en kiste der allerede var blevet begravet, så blev jeg kontaktet af en de ældste, der informerede mig om at et andet Jehovas Vidne havde set den ovenstående tråd, og kaldt rundt for at finde ud af hvor en hvis ung dreng hørte til. Eftersom der kun gik en uge, så må den person enten have været meget ihærdig, eller en der i forvejen kendte mig eller min nære familie. Der skete ikke meget andet end at jeg undskyldte dybt, og forklarede at jeg havde en uoverenstemmelse med mine forældre, samt var en forvirret ung mand. Det førte til en samtale der ikke bragte andet end undskyldninger fra min side, og bemærkninger om åndelighed samt respekt for mine forældres autoritet fra den ældstes side. Jeg frygter for hvad der ville have sket hvis det var en af de mere strikse ældste der konfronterede mig, eller en der ikke kendte min familie i forvejen. Episoden bekræftede dog den kujonagtige opførsel som mange af mine såkaldte tidligere brødre og søstre har (Jehovas Vidner ser hinanden som brødre og søstre), desværre, samt den gensidige overvågenhedskultur som Vidner udsætter hinanden for. Det er dog i deres øjne berettiget af Bibelen.

Jeg vil dog, såfremt det vidne der foretog det opkald ser dette, gerne høre fra dig. Skriv endelig til mig privat - det ville lukke et lille og nysgerrigt hul i mit Jeg at vide hvem du er. Og hvor jeg dengang blev rasende da jeg kom hjem, føler jeg idag at det blot illustrerer hvordan det er at være et ungt Vidne. Måske kendte jeg dig, det ved du bedst selv såfremt du støder på denne tråd igen.

Mine 2 år som hjemmeboende imens jeg var på gymnasie var dog ikke uden udfordring, og en mangel på støtte når jeg havde det hårdt med lektier eller sociale begivnheder prægede min tid på gymnasiet i stor grad, samt periodiske kommentarer om at jeg blot burde stoppe og tage en tømreruddannelse, så jeg ikke mistede "sandheden". Disse kommentarer fløj oftest ind i det ene øre og ud af det andet, men de gange hvor jeg var presset der fordoblede det blot et pres der burde blive lettet når man kommer ind af hoveddøren.

2 år gik, og min stigende trang til selvstændighed koblet sammen med den rebelske attitude som de fleste unge går iggennem når man er 15-19, resulterede i at jeg blev smidt ud hjemmefra. Mine forældre hadede dybt at jeg brugte det udtryk, da de var overbevist om at det blot var på tide, da jeg var fyldt 18 år. Ikke desto mindre udsprang den pludselige udflytning, der skete på mindre end et par uger, af en stigende tendens til diskussioner omkring religion og Jehovas Vidners absolutte loyalitet til Det Styrende Råd i New York. Mine forældre argumenterede for at det ville være til alles bedste hvis jeg flyttede omgående, da de ikke kunne håndtere at have en søn der konstant søgte svar omkring Jehovas Vidners doktriner, samt havde en ekstremt kritisk tilgang til de Bibelske svar og tolkninger der uundgåeligt kom min vej. Ydermere var jeg som nævnt før en fuldt udklækket teenager, og det pres mine forældre må have følt fra min side blev kun større deraf. Den pludselige udflytning kunne uden tvivl afværges hvis jeg fremstod som mere åndelig, og tog til de ugentlige møder igen, noget som jeg bevidst undgik. De fleste Vidner der er ærlige med sig selv vil hurtigt anerkende ord som monoton, genandvendelse og intellektuelt fornærmende som korrekte beskrivelser af de ugentlige møder. Det sociale aspekt er dog for de fleste det som vejer mest, og foruden det ville antallet af deltagere nok falde endnu mere drastisk end det allerede har gjort de sidste mange år.

Et halvt år gik, og jeg nåede december 2017. Min barndomsven, der også var et Vidne, blev udelukket. Jehovas Vidner må ikke have omgang med udelukkede, så der opstod et dilemma der allerede nu har formet resten af mit liv. Ville jeg deltage i at udelukke min barndomsven, og beholde min familie lidt længere, eller nægte, og selv blive udelukket? Eftersom at min ven boede langt væk, i en by hvor jeg kun kendte ham, fandt jeg det højest usandsynligt at det ville forårsage problemer i den nærmeste fremtid. Der gik dog ikke mere end tre dage efter nytår 2018, da jeg kom hjem til mig selv fra mit besøg ved min ven, før jeg blev kontaktet af de ældste. Jeg var blevet spottet i en by mere end 150 kilometer væk sammen med en udelukket. Og ved slutningen af Januar 2018 blev jeg også udelukket, da jeg stod fast i at jeg pga. min samvittighed, så nægtede jeg at udelukke min bedste ven. Hvad sker der så i en sådan situation?

Familien siger farvel til sin døde søn, der forhåbentligt vender tilbage til sandheden når han får den kærlige tugt fra organistationen at føle, nemlig at blive afskåret fra al samvær med Jehovas Vidner, inklusive ens nære familie. Ydemere skal det fastsættes fra familiens side, at det var mit valg at forlade min familie til fordel for verdenen, da jeg blot kunne have overholdt de regler jeg gik med til da jeg blev døbt som 16 årig.

Jeg havde inderst inde godt vidst at jeg ville ende i denne situation på et tidspunkt, men jeg havde dog hverken energi eller mulighed for at kunne forberede mig på den mentale mavepuster som det medfører at blive udelukket. Det er aldrig rart at blive afvist af ens familie, ligemeget hvor forskellige ens personlige overbevisninger er.

Jehovas Vidner må dog godt kontakte nære familiemedlemmer der er udelukkede, såfremt det er en nødsituation. I mit tilfælde ville jeg blive kontaktet såfremt der var dødstilfælde, eller truende sygdomme i spil. Forestil jer at frygte at din mor eller far ringer, fordi det næste opkald uden tvivl bærer en af disse nyheder. Den følelse vejede tungt de første par uger, indtil jeg forsøgte at blødgøre mine forældres tilgang med beskeder, og blomster på mors dag. Det medførte dog intet andet end en direkte forklaring om at de elskede Jehova højere end jeg, og såfremt jeg stadig var udelukket om 10, 20 og 30 år, så ville deres indstilling og væremåde være uforandret. Ak ja, hvad skal man gøre? Grundet min opvækst, hvor jeg i størstedelen af mit liv har været mast mellem Jehovas Vidners verden, og resten af verdenen, så har jeg altid søgt fred og gensidig forståelse først, da det oftest har været løsningen der bragte de bedste resultater. Hvis jeg skulle give mig lidt til fordel for at ting gik godt, og ting løste sig i sidste ende, så måtte det være sådan. Selv hvis en situation kun gik ud over mig. Dette er også et princip mange Jehovas Vidner bliver oplært i - hvor mange der følger det er desværre en anden sag. Et menneske kan dog kun presses et vidst stykke inden det siger stop, og udelukkelse frembringer uden tvivl en sådan reaktion i de fleste. Det hører ingen steder hjemme i vores samfund at udelukke sine børn på en sådan måde, og er moralsk uanstændigt i bedste tilfælde. Det der medførte mit "stop" var da jeg endelig, efter tre års ihærdig indsats, gennemførte gymnasiet. Jeg var, og er udelukket, og forventede derfor ikke det store fra min familie - hverken at de mødte op til nogle arrangementer eller noget som helst andet. Det eneste jeg spurgte om var om de ville åbne deres dør og se mig med min hue på, såfremt jeg bankede på deres dør. Det blev et nej skjult i religiøse undskyldninger og et løfte om en gave såfremt jeg vendte tilbage igen.

Jeg har ikke levet i lang tid, og er kun 19 år gammel, men der er situationer hvor jeg, trods min mangel på erfaring, er nødsaget til at sige fra. I mit korte liv er gymnasiet den største udfodring jeg har gennemført, mit livsværk for nuværende, om man vil. Alle andre unge der har gennemført det ville nok kunne nikke genkendende til den følelse af lettelse og stolthed der følger når din lærer/familie giver dig huen på. At mine forældre knap nok kunne anerkende dette over sms bragte mit sind i en tilstand jeg ikke kan beskrive. Vrede, fortvivlelse og sørgmodighed er alle ord man kunne bruge, men de passer ikke rigtigt. Måske er mit ordforråd for fattigt til at kunne beskrive det, eller også mangler det danske sprog et ord for det. Den oplevelse førte dog til at jeg afviste min familie, og nægter at have at gøre med dem, medmindre de har brug for hjælp, eller står i et nødstilfælde. Det var i mine øjne nødvendigt, da jeg ikke kunne tolere et lignende svar igen når jeg gennemfører en bachelor og kandidat, samt forhåbentligt får familie og børn en dag. Jeg nægter at min familie en dag skal nyde den gave det er at have børnebørn fra min side af, uden at anerkende mig. Hvor har jeg hørt om mange tilfælde hvor udelukkede lader deres børn blive passet af deres forældre, som tager dem med i forkyndelse og tjeneste. Aldrig om jeg ville belønne en sådan opførsel med det.

Der er allerede gået mere end et halvt år siden jeg blev udelukket, og hvor nogle synes det er kort tid, så har det for mig været som en evighed. Situationens tyngde, føler jeg, er dog ikke sunket ind endnu, og til jer der måske ville spørge - nej jeg har end ikke grædt for min egen familie endnu. Min tilstand kan mere beskrives som apatisk, omend blandet med sympati for min familie, der er fanget i den snare som organiseret religion i bund og grund er.

Jeg er dog, som jeg siger til alle der spørger, taknemmelig for at jeg fik muligheden for at bryde med den organisation i en så tidlig alder, da jeg nu har et helt liv foran mig. Hvor ville jeg have været knust hvis jeg var nået halvvejs igennem mit liv og realiseret at det blot var en farce. Personligt, er jeg mere knust på andres vejne, der stadig følger en tankegang der ikke kan forenens med logik, ærlighed, objektivitet og menneskelig anstændighed.

Jeg takker for dem der hurtigt svarede tilbage i 2015, og håber at denne tråd, der beksriver nogle få af mine oplevelser, kan tjene som et redskab til specielt andre unge der føler at den tid der ligger foran en er ens værste fjende. Dårlige tider kommer og går, og såfremt man forbliver sig selv og gør sit bedste, så synes jeg at man skal være tilfreds med sig selv.

Tak.

Som en sidebemærkning til andre xjv'ere og troende, så vil jeg gerne sige tak til xjv.dk, der udover hjemmesider såsom JWfacts og lignende, fungerede som et fint redskab til at bearbejde de indgroede tvivler jeg havde omkring Gud, armageddon og tro generelt. Bøger som The God Delusion og Samvittighedskrise har nok været de mest indflydelsesrige i min korte rejse, og kan anbefales.