Suk, hvor jeg kender det. Det kræver en rigtig stærk psyke at være hesteejer - især når man er glad for sin hest og samtidigt har en lidt uheldig hest.
Heldigvis plejer der altid at være perioder, man bare skal igennem, og så går det bedre igen. Det er i hvert fald vores forhåbning.
Jeg mistede min elskede første hest for snart 3 år siden. Det sidste 1-1 1/2 år var fyldt med skader - gammel seneskade fra før, vi købte ham, massere af behandlinger, ledbehandling, røngten, scanning, et spark i hovedet og flydende mad, en voldsomt oprevet tunge med sting, flydende mad og boksro. Til slut måtte vi aflive ham efter at have flyttet ham med forhåbning om, han skulle pensioneres som 9 årig, men desværre kunne seneskaden end ikke holde til at gå på fold.
Min nye hest har fejlet en del! Oprevet øjenlåg = 2 sting, opskåret tunge, opereret for 2 OCD-fragmenter/mus og efterfølgende fik han nåleangst, heldigvis snart i bedring, ondt i lænden pga. roteret lændehvirvel, indlagt i sommers 3 dage på Højgård pga. kraftigt lednært spark / sår, scanning, trykprøve, røngten, derefter seneskade i december, som vi stadig er forsigtig med her igen scanning, laser m.m. samt fys og kiropraktor. Endeligt nu her en måned pga. en sadel, der ellers er tilpasset, men som alligevel ikke lå, som den skulle. Nu er vi endeligt igang igen... og håber jeg vi bliver ved med!
Det er så frustrerende, og vi har også haft perioder, hvor det næsten har været for meget! Hvor jeg har måtte til lægen for at få tjekket mit hjerte m.m. som følge af stress. I stalden 2-3 gange om dagen for at motionere en hest i boksro, et fuldtids jurastudie, et arbejde og en kæreste... det var i hvert fald en periode for meget for mig. Men vi kom igennem det - og sådan er det jo. Nu skal vi så finde melodien igen, for styrke og balance er jo væk hver gang, og med en unghest hvor grundridningen stadig ikke er helt på plads, er det faktisk MEGET frustrerende og forstyrrende med så mange pauser.
Så jeg kender det! Virkeligt. Men der er kun én ting at gøre, og det er at tænke fremaf og blive ved med ridning + hænge i. Jeg har så også flyttet min hest i en stald, hvor der er styr på tingene og fine forhold - både med fold, boks m.m., så jeg ved, han ikke er udsat for unødvendig risiko/dårlig luft/hvad der nu ellers kan være. Og så har jeg et sindssygt godt team bestående af min tapre dyrlæge, jeg altid kan stole på, Højgård til større ting/operationer/røngten, min fysioterapeut/ostepat, massør, kiropraktor, smed og berider 
Men for søren hvor er det dyrt at have hest, når de kommer til skade hele tiden - og som studerende kan den del af det også presse lidt til tider, når man har så mange sygedage hele tiden... Men jeg er sikker på, man kommer ud på den anden side på et og andet tidspunkt Nu håber jeg, vi skal bruge sommerferien på en masse undervisning, så vi kan komme igang igen
Det er hårdt at have hest i de dårlige perioder, men de giver så meget godt alligevel. Så jeg hænger i, fordi jeg tror så meget på min hest og er så glad for ham. Må dog indrømme, jeg flere gange har sagt både, at det sgu kun er fordi, det lige er denne hest, at jeg hænger i, men samtidigt også, at skulle jeg miste ham her, så vil jeg ikke mere. Det giver så mange bekymringer, og det er nemlig ikke særligt sjovt at have hest, når de bare står skadet hele tiden og har det dårligt.
Håber I også kommer ud på den anden side. Rigtig varmt knus herfra. Vi elsker jo de kære dyr ubetinget alligevel 
til gengæld er den nu halt på det ene forben, men der er ingen indikation på hvorfor.
