Nej aldrig, jeg kan blive irriteret og vred på ham, men jeg bliver aldrig mæt/træt af ham og vi har været sammen i 10 år og boet sammen i næsten 10 også. Jeg kan med hånden på hjertet sige at jeg elsker at være sammen med ham og jeg er endda meget lidt social og ganske introvert.

Lige pt venter vi på at han har 3 arbejdsdage tilbage, hvorefter han starter i mit firma, og jeg glæder mig til at være sammen med ham 24/7.

Så nej ikke her, men vi er også utroligt gode til at give plads og være os selv, selvom vi er i samme rum/hus. Vi sidder ikke lårene af hinanden, men har hver især vores interesser, som den anden ikke nødvendigvis deler, men som vi jo hører den anden tale om og spørger ind til, fordi det interesserer den anden.

Jeg synes du skal prøve at tænke over hvad det er, der gør dig "mæt", og være forberedt på at det måske mere er vanen med at I er kærester du elsker, end personen Det synes jeg nemlig det kunne tyde på, hvis du vender tilbage til at kunne lide ham i hverdagen, men bliver "kølet af" i de perioder i er mere sammen.

Tusinde tak for dit gode svar det giver helt sikkert stof til eftertanke.

Jeg har en gang slået op med ham, efter de første 3 måneder, fordi jeg mente at jeg ikke holdt nok af ham. Men der savnede jeg ham helt forfærdeligt i 14 dage, og da jeg mødte ham igen, var jeg dybt forelsket igen jeg vil nødigt lave samme nummer igen, også fordi så får jeg ham næppe tilbage.

Ind imellem markerer jeg at jeg gerne vil være i fred, og det respekterer han også. Men ingen tvivl om at han har et større behov for nus, snak, samvær og bekræftelse, end jeg har. Og det er derfor lidt 'ulige' hvis I forstår hvad jeg mener

hvad siger I andre med kæreste? Er I altid glade for at være sammen med kæresten?

Jeg føler lidt at det kræver overskud af mig at være sammen med min kæreste. Og det er på det mentale plan. Vi samtaler ret forskelligt, selv om vi taler om samme emne. Han taler meget facts, jeg taler værdier, men det er vel bare ofte forskellen på mand og kvinde

Men jeg erindrer ikke at jeg har haft det sådan med tidligere kærester. Måske er jeg bare blevet gammel og sær (39).

Måske er jeg ikke den rette til at svare, efter som at jeg har været sammen med min mand siden jeg var 18år, så det er blevet til små 37 år sammen.

Men helt grundlæggende er vi jo alle forskellige, jeg henter min energi ved at være alene, så det kan godt være lidt svært når min mand er lige modsat. Men vi har jo fundet en vej, hvor der er plads til os begge.

Og der med at den ene snakker facts og den den anden værdier, kender jeg alt for godt, hos os er det bare modsat....

Min mand er hjemme 24/7 og jeg har meget lidt alenetid hjemme, jeg har heldigvis hesten, et lille sted, hvor jeg næsten altid er alene.

Så når jeg endelig har en alene dag / aften, så nyder jeg det max.

Hos min mand og jeg kan man virkelige tale om to modsætninger, men jeg tro at det er godt for mig, at han er så meget anderledes end jeg.

Ellers var jeg bare endt som en sær hestedame, som boede hele mit liv ude ved hesten

Det er kun dig der ved om dette forhold er godt for dig, du må ind og mærke efter, og finde ud af hvad det er der gør dig træt af ham.

Og så må du finde ud af om det er noget du kan/ vil ændre på, eller du skal videre.

Det er svært at finde en der er 100% på alle områder, men jeg synes også at der skal vare lidt kant

Jeg sætter pris på alle svar

Det lyder som et dejligt langt forhold du har

Jeg er meget splittet, og han er også et ret sammensat menneske. Nogle sider af ham er jeg helt vild med, og andre sider synes jeg er lidt belastende. Men det er jo sådan han er, og det kan jeg ikke lave om på. Der må gerne være kant, men helst ikke på en måde, der gør at jeg synes det er anstrengende at være sammen i længden.

Han er utroligt sød, ville give sin ene arm for min skyld, så jeg ville ønske jeg bare kunne slappe af, sætte pris på det og nyde det hele. Men det går det ikke så godt med

det er ikke mig, der har givet dig en tommel ned.

Men jeg kunne godt have været fristet til det, da jeg synes din ordlyd bliver unødvendigt/ ubehageligt skarp til sidst -

For 9 måneder siden savnede jeg helt sikkert personen og ikke bare det at have en kæreste.

Jeg er forholdsvis introvert, og kan sagtens leve mit liv glad og tilfreds alene. Jeg er ikke særligt tryghedssøgende, så er ikke typen der bliver i et forhold af magelighed.

jeg tror den nuværende situation er en kombination af det, at jeg har brug for tid alene, og at forelskelsen er dampet af. Nu er jeg i tvivl om kærligheden kan bære.

Må man gerne være i tvivl, hvis man er i et forhold, eller skal man bare altid være helt sikker... det kan du ikke svare på, men heri består mit dilemma.

Jeg har kendt min mand i 11 år nu og vi har været gift i 8 år.

I starten skulle vi da lige finde hinanden, men han er nu nem at omgåes i hverdagen.

Det jeg elsker mest ved ham, er at han ikke bringer mig op i det røde felt. ( Har et meget rødt felt, som jeg helst ikke vil op i )

Men vi har rettet fint ind iforhold hinandens personligheder nu.

Der er faktisk ikke noget ting ved ham, som jeg ikke bryder mig om og vi giver hinanden plads og tid til det, som gør os glade hver især.

Måske lidt rosenrødt, men jeg tror, vi holder til den bitre ende. Vi passer bare godt sammen og jeg kunne ikke forstille mig ikke at være sammen med ham.

Hvis der er ting som irriterer dig ved din kæreste, så ville jeg overveje om der ikke er et bedre match derude et sted ?

Vi har kun et liv og det er meget at bruge på en som ikke er den helt rette

Håber du finder den løsning som passer dig bedst

Kære Alle.

Tusinde tak for jeres indspark. Jeg har reflekteret over dem alle.

Jeg tog en snak med kæresten i aftes. Det blev en god snak, men jeg har det alligevel som om at vores forhold hænger lidt i en tynd tråd.

Der er flere ting, der gør, at jeg bliver træt, og en del af det er, at han kan virke omklamrende på mig. At han nærmest gerne vil, at vi er en symbiose. Og det er min natur slet ikke til.

Derudover er han meget ekstrovert og jeg er introvert. Det behøver ikke være en dårlig ting, men set i sammenhæng med 'omklamringen' bliver det en samværsform, hvor jeg savner plads.

Han havde selv tænkt det samme, og vil nu give mig mere plads, og så må vi se.

Ps. fraværet af oplysninger om, hvorfor jeg godt kan lide fyren, betyder ikke, at de ikke findes han har rigtigt mange gode egenskaber som jeg er betaget af

Jeg ved ikke hvordan du skal tolke dine følelser, men mit bedste råd, er at stå ved dem, uden at overfortolke dem.

Når det er sagt, så har jeg en helt konkret leveregel og tænkemåde jævnfør kærlighed og forhold. Nemlig at "kunsten ved et langvarigt og givende partnerskab, er jo ikke at kunne blive ved med at elske alle de kvaliteter den udkårne har, det er jo let nok, næ kunsten er, at acceptere de karakter træk, og den adfærd man ikke bryder sig helt så meget om, hos den anden" og blive ved med at elske ham på trods af dem.

Alle mennesker har jo fejl og mangler, også du selv, og måske din kæreste også i perioder, er i tvivl om jeres forhold, prøv evt at spørge dig selv, hvad du ville føle, hvis han pludselig blev i tvivl om jeres forhold, og delte sine tanker om dette med dig?

Jeg tænker "at kunne se og acceptere det uperfekte, og stadig kunne elsker" resten" af din kæreste, må være det bærende element i vurderingen af hvor du står.

Efter den første forelskelse har lagt sig, opdager vi jo alle, at den udkårne ikke er ufejlbarlig, og han feks også har usexet morgen ånde, sure tærer og dårligt humør ind i mellem.

Alt det er vi jo, jævnfør forelsken, helt blinde for i starten af et forhold.

Jeg er gift på 32 år, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at vi aldrig har haft kriser, eller jeg har tænkt på, om jeg mon har valgt rigtigt,ikke des du mindre, er jeg aligevel grundlæggende ret sikker på, at det er som det skal være, for på trods af alle de irreterende og usympatisk ting jeg ved min mand også indeholder, er han overvejende den jeg vil have.

Måske du kunne overveje dine værdier i forholdet, og prøve at mærke efter, om han mest af alt beriger dit liv, eller om det er det modsatte.

kærlighed og partnerskaber, er en svær og sårbar størrelse. Held og lykke.

Jeg spekulerer på hvor lang tid du har boet alene Spiril?

For hvis man har boet alene længe og er introvert og har det ganske fint med sit eget selskab - så VIL 24/7 sammen med et andet menneske være ganske overvældende.

Også selv om man elsker personen.

Tak til alle for deltagelse og sparring.

Jeg har i dag slået op med min kæreste, selv om jeg føler at jeg elsker ham

Desværre kunne det ikke gå, at jeg ikke kunne være i godt humør og afslappet sammen med ham, hvis vi var sammen i længere tid. Jeg blev træt og irritabel. Og det har han slet ikke fortjent (jeg såmænd heller ikke).

Vi er forskellige på flere planer, og det er ikke sort/ Hvidt og det er ikke kun en ting, der gjorde udfaldet. Det har været en meget svær beslutning. Vi har haft rigtigt mange gode og kærlige stunder sammen. Det har været et år jeg vil tænke tilbage på med taknemmelighed.

(For dem der interesserer sig for personlighedstyper, kan jeg nævne at han er ESTJ og jeg er INFJ).

Til Doctor WHO, der kun mener man føler sig omklamret, hvis man ikke elsker den anden, kan jeg sige, at så enkelt er det ikke. Jeg kan fx i stedet genkende elementer fra denne her artikel:

http://www.carl-mar.dk/?p=2214

Men tak til alle

hvorfor skriver om dette på et heste forum.

find dig dog en ven,og snak med vedkommende om dette.

Du giver et dårligt navn til branchen.

Bkj:

på HN kan man lave indlæg om stort set alt, det behøver ikke at handle om heste

Derfor er HN så godt, man kan være nogenlunde anonym og stadig få vendt et problem som man måske ikke lige vil vende med sine venner.

hilsen Anne

beklager de mærkelige Å i min tekst - aner ikke hvad den laver