Jeg tænker umiddelbart: japanstudier

Det er da ikke noget, der ligger sådan lige for, synes jeg. Da du startede med studierne må du da have haft en ide om, hvad du ville bruge det til?

Holder det stadig? - hvis nej, så tag benene på nakken.

Kan du komme til det uden en KA? - hvis ja, så er der vel ikke noget, der holder på dig. Hvis nej, så må du hanke op i dig selv, tage tyren ved patterne og prøve at finde noget hjælp til motivationen.

Giver det mening?

Hilsen Sif

Først - rigtig mange gange tak for svar!

Jeg tror, det giver mening.

Jeg valgte i sin tid japanstudier - hvilket snart er 7 år siden (4 års normeret BA, forkert tilvalg -> nyt tilvalg + 1½ års KA = 6½ år) fordi jeg ikke rigtig havde lyst til noget (kæmpede med psyken), men elskede japansk, og kunne det allerede (selvstudie), og efter en hård tid med den forkerte linje på gym, ville jeg vælge noget, hvor jeg rent faktisk tænkte, jeg ville kunne lide det... well.

Jeg havde ikke noget helt konkret i tankerne, men jeg blev efterhånden glad for oversættelse, men efter mit pratikforløb (som litterær oversætter) har jeg fået konstateret, at det SLET ikke er mig (men jeg er blevet bedre til at sætte komma!). Jeg tror, jeg skal have noget mere fysisk-praktisk orienteret arbejde (men hvad..?)

Jeg har erkendt, at jeg har valgt forkert fra starten. Jeg har bare aldrig haft nosserne til at droppe ud, sikkert fordi jeg (i mit hoved) ikke rigtig så noget alternativ? (Min familie er desuden højtuddannet, og min far har endda forsøgt at overtale mig til en PhD!).

Jeg ved ikke helt, hvad det KAN føre til, og jeg ved heller ikke, hvad jeg gerne VIL, det fører til.

Men hoooold nu kæft, det er træls at sidde med følelsen af, at man har spildt 6½ år...

Nu skriver du, at du HADER at studere og at du forestiller dig noget mere fysisk-praktisk... Har du overvejet en erhvervsuddannelse? Jeg er helt klar over, at at det slet ikke har samme prestige og at lønniveauet formentligt er noget lavere (aner ikke, hvad man laver og tjener efter en BA i japanstudier )

Men en erhvervsuddannelse er jo med elev-/lærlingeløn og æder ikke af dine fremtidige muligheder for at studere, hvis nu lysten skulle komme igen eller den nye uddannelse åbner for muligheden for videreuddannelse i anden retning. Samtidig er erhvervsuddannelserne praktisk orienterede omend med skoleophold undervejs, som dog er af kortere varighed.

Jeg har selv hadet at gå i skole nærmest siden jeg begyndte i 1. klasse. Efter et afbræk på 1,5 år med arbejde slæbte jeg mig gennem gymnasiet, fordi man jo skulle igang med noget mere fornuftigt end bare at arbejde og gymnasiet er/var jo ligesom bare det "man" tog og herefter igang med uddannelse = mere skole. Jeg droppede ud - efter længere tids tilløb tog en længere sygemelding beslutningen for mig. I dag er jeg uddannet lægesekretær - det er ikke fancy, det er ikke højtlønnet og jeg kan ikke skrive div. bogstaver efter mit navn, men jeg er glad for jeg gik den vej istedet, selvom det ikke var så sjovt at skulle indrømme overfor både sig selv og omgivelserne, at nu stod man der uden uddannelse eller job og anede ikke hvad man ville.

For mig handler det måske lidt om, om der er en mening med pinslerne. Hvis du tænker, at med en KA, så har du adgang til DRØMME-jobbet, så giver det mening at bide tænderne sammen og fortsætte. Hvis du blot forsætter fordi det forventes af dig,så tror jeg, jeg ville droppe ud. At skulle gå i lang tid og være ulykkelig uden i det mindste at have en gulerod for enden ville ikke være det værd for mig.

kan du ikke umiddelbart omsætte til noget brugbart for din kommende arbejdsgiver. (og jeg gider ikke diskutere den del, de der er uenige forstår aldrig ordet "umiddelbart" )

Men det at du har haft nosser (eller kønsspecifikke neutrale ækvivalenter af vital art for vitaliten af arten) til at gennemføre og selv kæmpe med at tilegne dig viden, det kan din arbejdsgiver bruge til noget.

Så ikke nok med at ROI bliver en brøkdel hvis du dropper så tæt på målet ifht. at færddiggøre det, men du mangler også at bevise for en kommende arbejdsgiver at du faktisk kan gennemføre noget værre lårt (undskyld, men i det mindste er det da kønsneutralt ), og beviser næsten det modsatte: Du snublede før du kom i mål, eller gik en enorm omvej inden du kom i et andet mål.

Så det skal med i overvejelserne.

Endelig er Japan een af de største økonomier på verdensplan, og jeg har adskillige eksempler på at erhvervslivet har fejlet overfor japanske virksomheder fordi de ikke i tilstrækkeligt omfang forstod kultur, sprog og historie. Den viden er guld værd, og den viden har du til en vis grad allerede -- men du har ikke papir på det før du er færdig, så du skal kompensere for at en kommende arbejdsgiver skal stole på en ukendt person, fremfor en kendt uddannelsesinstitution.

Og du ved altså ikke hvilke dele af dit liv du har spildt, før det hele er slut, så den følelse kan du parkere med god samvittighed.

Med mindre du slet ikke og aldrig nogensinde gider abejde indenfor noget, der bare ligger tilnærmelsesvist op ad din kandidat, så bid tænderne sammen og få det ekspederet færdigt og ud af dit liv.

Jeg kæmpede - som i KÆM-PE-DE - med at få mit kandidatspeciale færdigt, men hvor har det bare givet gevinst mange gange siden, selvom det var i et endnu mere håbløst humanistisk fag.

Det har været både på den personlige side; at jeg gjorde det, at jeg kunne. Og på den profesionelle side; at jeg har kunnet demonstrere vedholdenhed og vilje og at min løn er væsentlig højere.

Og de ting bruger jeg næsten hver dag, for tro mig, i et hvert job er der mange, sure lorteopgaver, der skal færdiggøres.

Men hvis du er sikker på, at du vil blive mere lykkelig i en mindre akademisk præget profession, så tag springet nu, mens du har chancen. Husk dog, at det betyder endnu flere år i uddannelsessystemet - og du lyder som om, du trænger voldsomt til at komme ud i den virkelige verden.

Det eneste, du ikke må, er at spilde din tid mere end højst nødvendigt, så hvis du beslutter dig for at fortsætte med specialet, så lov mig, at du tvinger dig selv til at gå all-in

Hej, hej og hej!

Tusind tak for jeres svar! Det sætter helt sikkert tingene lidt i perspektiv

Michelle: Ja, jeg har faktisk overvejet, om en erhvervsuddannelse er noget for mig. Jeg har altid været meget interesseret i hove, og flere gange overvejet beslagsmed - men jeg er egentlig ikke så interesseret i at lægge sko på, så det er lidt der, den er landet.

Megasejt, at du fra starten har indset at det dér ræs ikke var noget for dig! Gid jeg også havde det...

Jeg har mange gange forsøgt at gøre pinslerne op med udnyttet, men det er jo svært at sige. Der er ingen, der kan spå om fremtiden. Måske ville jeg få et meget bedre forløb med specialet, end jeg gjorde med bachelorprojektet. Jeg kan kun håbe!

xy: Neeeej, min research siger mig også, at jeg ikke sådan lige umiddelbart kan omsætte min lærdom (som jeg egentlig føler er ganske sparsommelig, i og med jeg sjældent har fulgt med i timerne, og jeg føler egentlig, man ville kunne rivalisere min viden, hvis man lige læste et par dage )
- Men jeg kan da sproget, og der har jeg altid ligget i toppen!

Og ja, Japan er en økonomisk stormagt, og nu har EU og Japan jo lige indgået en handelsaftale med dem, så lur mig om ikke det skulle kunne kaste noget arbejde af sig!

Og så vil jeg lige parkere min dårlige samvittighed!

Kirstine: Tak! Det har givet mig lidt mod på det igen (efter et sammenbrud, hvor jeg hulkede så meget, at hestene syntes, det var noget meget mærkeligt noget! ) Jeg ved ikke, hvad jeg vil blive mest lykkelig af. Lige nu tror jeg bare, jeg føler mig så useless ift. min uddannelse, at jeg ville egne mig bedst til at tælle sten eller udfiltre fiskesnøre

Jeg lover, at hvis jeg vælger at tage kandidaten, så gør jeg det også helhjertet (med de bump, der kommer på vejen). Jeg kontakter mine vejledere og lægger en plan med dem. Måske kan en samtale med dem, som i øvrigt var meget begejstrede for mit BA-projekt og opfordrede mig til at gå videre med det, få min gejst lidt op igen!

Jeg må jo også indrømme, at jeg vitterligt helst ville, hvis jeg rent faktisk fik noget ud af mine mange års anstrengelser!

Nu kommer der lige et helt andet forslag.

Hvad med at finde et arbejde, i en organisation hvor de har plads til at du skriver en kandidat samtidig. Selvfølgelig med udgangspunkt i noget der har relevans for organisationen, men som også har din interesse.

Du får erhvervserfaring, hands on og passer stadig studiet. Kunne det give noget luft i forhold til "studie, studie, studie"?

Og inden min ide bliver skudt ned, som det er for tidskrævende og bla bla bla, så er revisorerne glimrende eksempler på at det kan lade sig gøre. Deres kandidat strækker sig dog over lidt længere tid, men måske du kunne få lov til det samme?

Doctor Who: Korrekt, jeg har faktisk ikke snakket med studievejlederen, selvom jeg har haft tænkt på det. Hvorfor jeg ikke har gjort det, er jeg ikke helt sikker på; måske fordi jeg var ret sikker på, han under alle omstændigheder ville forsøge at overtale mig til at skrive mit speciale... det er nok i virkeligheden lidt dumt af mig.

Orlov kan jeg, så vidt jeg forstår, ikke få uden en lægeerklæring.

God ide med 2x2-skemaet! Det vil jeg lige se nærmere på.
Du har ret ift. mine muligheder for uddannelse, hvis jeg færdiggøre kandidaten (= uddannelsesloftet), og det har jeg rigtig meget med i mine overvejelser. Det er måske smartere at kombinere min BA i japanstudier med en KA eller endnu en BA i noget andet, så jeg har nogle andre, måske mere anvendelige kompetencer (har overvejet markedsføringsøkonom, men det er måske bare at udsætte mig for flere pinsler).

Efter 6 år må man tage en ny uddannelse, formentlig uden SU.

Schweizerosten: Jeg tror desværre, det er lidt sent at lave en aftale med et firma; jeg er jo allerede på mit sidste semester, dvs. det, hvor jeg skal skrive selve speciale - desuden ved jeg ikke rigtig, hvor jeg skulle søge hen. Men ellers en rigtig god ide! Men kan det passe, det er en master, man kan sådan noget på, og ikke en kandidatafhandling? Jeg ved det ikke helt.

------------------------------------

Jeg har overvejet et produktspeciale, men skal lige snakke med mine vejledere om, hvad det evt. kunne være. Det er mindre akademisk skrivning (inkluderer "kun" en rapport med refleksioner på maks 40 sider), og så mundtlig eksaminering - hvilket selvfølgelig også er træls, men sædvanligvis kan jeg godt mit stof, men har problemer med at få det ned på papir.

Tusind tak for svar, allesammen - jeg tror indtil videre, jeg har forliget mig med tanken om et speciale. Så må jeg bare forsøge at gøre processen så behagelig som mulig og virkelig bruge mine vejledere!

Hvis du ser at komme igang nu, så synes jeg da ikke det er for sent? Evt. kan du jo altid søge om at få den udskudt/forlænget.

Jamen hvor vil du søge job når du er færdig? Det er de virksomheder du skal kigge på.

Revisorerne er cand. merc. aud'er og det er en direkte kandidat de tager. Så det kan altså lade sig gøre. Det er nok bare mere normalt i den verden, end på mange andre uddannelser.

Udskydelse er ikke muligt (med mindre jeg har en rigtig god grund og kan få dispensation), men en reeksamen er teknisk set. Men jeg tror egentlig helst, jeg bare vil være færdig ASAP og få det ud af verden. Og igen - jeg aner ikke, hvilke firmaer der evt. kan bruge mig, sådan lige umiddelbart (dog har jeg et studiejob, men er ikke sikker på, de kan bruge mine faglige kompetencer på nuværende tidspunkt).

Jeg ved ikke, om du er bekendt med det, men ifølge forholdvis nye regler, er specialet normeret til 4 måneder - jeg har afleveringsfrist d. 1/6, hvorfor jeg ikke rigtig synes, jeg har tid til at finde en virksomhed at samarbejde med. Men som sagt - det var en ret god ide!

været skoletræt sådan for real, OG jeg er oversætter, som du siger, at du ikke vil være, men nu får du lige mine 5 cents alligevel

Jeg er freelancer, men holder mig opdateret omkring, hvilke sprogjobs der tilbydes rundt omkring, og i forbindelse med asiatiske sprog ser det ud til mest at være til virksomhedskommunikation. Altså e-mails og telefonkontakt med asiatiske kunder og oversættelse/tolkning, så de danske kollegaer også forstår, hvad der foregår.

Som fuldtidsoversætter kan jeg sige, at kandidatgraden er alfa og omega, hvis du vil tages alvorligt. Ingen spørger efter karaktererne, men titlen er vigtig. Laaaaangt størstedelen af oversættere er ikke litteraturoversættere (desværre! Jeg gad godt, men der er ingen penge i bøger), så du behøver ikke at komme til at sidde med kæmpeopgaver hele tiden. Jeg har en del mindre opgaver i løbet af en uge (har specialiseret mig i marketing og IT) fra alle mulige slutkunder, så jeg kan altid se en ende på de opgaver, der trækker tænder ud.

Hvis du er interesseret i computerspil, så kan du måske finde din niche der - en af mine britiske studiekammerater (jeg har en kandidatgrad i oversættelsesstudier fra et britisk uni, hvor alle sprog havde teorien sammen) fik job hos Nintendo. Min mand arbejder for Blizzard Entertainment som tysk oversætter - de oversætter dog ikke til dansk, men bare som eksempel.

Til sidst så ville jeg nok anbefale dig at tage en kandidat i noget andet end japansk... Selvom det er et stort projekt! Jeg har selv en BA i Engelsk (som egentlig oftest er grundlaget for en gymnasielæreruddannelse), og jeg havde været helt lost, hvis jeg var fortsat med "bare sprog" uden at erhvervsmæssigt mål (når jeg nu ikke vil være lærer). Man lærer en masse på almene sproguddannelser, men når nogen spørger "hvad kan du så nu?", så er det ret svært at forklare. Alt for abstrakt. Det er noget nemmere for dem, der bliver færdige som sygeplejersker eller lærere eller hvad ved jeg - de har også en BA, men der er ikke behov for at spørge "hvad kan du så nu?" på samme måde Derfor var kandidatuddannelsen i høj grad med til at give mig noget at stile efter - hvis du kommer til at aflevere speciale uden nogen som helst idé om, hvad uddannelsen skal bruges til, så kan jeg godt forstå, at det virker lidt håbløst

Chin up - løsningen skal nok komme til dig! Afsted og snak med vejlederen - du behøver jo ikke at gøre som han/hun siger i sidste ende, hvis du ikke vil

Hej Sine,

Tusind tak for dit svar

Jeg har bestemt ikke mod på at tage en ny kandidat. Jeg er DONE med at studere på det niveau, men jeg er helt enig i, at jeg skulle have taget en anden kandidat.

Til gengæld var mit tilvalgsfag (1 år) oversættelsesstudier, mit bachelorprojekt var om oversættelse, og mit speciale bliver også til at være inden for oversættelse, og min kandidat er den sprogligt orienterede, så hvis jeg endelig ville oversætte professionelt, vil det nok ikke være umuligt for mig - også i og med, jeg har været i så tæt samarbejde med vores førende japansk-dansk-oversætter i landet.

Men nej, man kan ikke leve af litterær oversættelse - det gør mig egentlig heller ikke noget længere (for ironisk nok har jeg aldrig været en læsehest ).

Faren ved oversættelse som profession (for mig) er også, at jeg mister meget af min interesse for sproget, hvilket tidligere har været min store passion - faktisk hvad jeg fyldte min dagligdag med! Jeg vil helst gerne finde én eller anden balance.

Men jeg er helt enig med dig mht., hvor abstrakt en uddannelse som min er. Jeg fortyder også, at jeg ikke tog en anden kandidat, eller i det mindste ventede, til jeg evt. vidste, hvad jeg gerne ville. Udvalget er bare meget begrænset, når man kommer fra japanstudier, med mindre jeg søgte ind på et andet universitet (hvilket jeg ikke havde overvejet).

Det er også derfor, jeg lige nu står og genovervejer det hele - er jeg bedre tjent med om 4½ år (når uddannelsesloftetat tage fx en uddannelse som markedsføringsøkonom?

Uuuh, nu bliver jeg i tvivl igen!

godt følge dig. Man mister noget af sin umiddelbare glæde ved sproget, når man skal analysere og korrigere det hele dagen, hver dag. Især hvis kildesproget er dårligt - jeg kan blive helt trist over nogle af de kildetekster, jeg sidder med, fordi de bare er så dårligt/skødesløst formuleret. Så må man jo forsøge at skabe noget smukt (eller i hvert fald korrekt...) på dansk i stedet

Det var ikke for at sige, at du ikke kan blive litterær oversætter, hvis du vil (især når du nu har forbindelserne til det) - det var bare for at minde dig om, at der også er andre sider af faget, som måske minder knapt så meget om at skrive en uendelig skoleopgave som at oversætte en bog gør

Held og lykke med det hele Det er ikke et nemt valg. Jeg har en veninde, der har en kandidat i litteraturvidenskab, som efterfølgende har taget en so-su-uddannelse for at tjene penge, og så sysler hun med litteraturprojekter ved siden af. Så selvom du træffer et valg, kan du jo nå at ændre på tingene senere hen også.

At det kan blive svært at få SU til en anden uddannelse på samme/lavere niveau, som regeringen har skruet uddannelsespolitikken sammen! Rettere at få SU!

Min søn valgte i sin tid at "nøjes" med en BA (fremfor kandidaten), men han havde et godt betalt studiejob, som han fortsat er ansat i- på fuld tid.

Nu har jeg ikke den mindste anelse om, hvad et japanstudie er- endsige kan føre til...

Hvis du ikke bryder dig om sprog?

Min søns kæreste er translatør i 3 sprog, og hun er nu færdig med det 4. (dansk), hun har så også været heldig, at få et job på halv tid- før hun var færdig med dansk. (Hun er tysk).

Så hvis du ikke har en mulighed for at få arbejde allerede nu, så kan det blive endog meget svært (økonomisk!).

Du ønskes særdeles meget held og lykke.

Hej Tine!

Først vil jeg lige sige, at jeg ELSKER det japanske sprog! Jeg var selvlært, da jeg startede på studiet, og har brugt timevis på japansk - indtil jeg begyndte at oversætte, og det lidt begyndte at hænge mig ud af halsen

Jeg har altid ligget i toppen af de sproglige fag.

Ang. SU, så nej, jeg kan ikke få SU til en hel uddannelse til den tid, men såfremt jeg stadig er sammen med min kæreste til den tid (7-9-13), vil han formentlig tjene godt nok til at kunne forsørge os begge - og så må jeg jo spæde til gennem et studiejob

Jeg stillede samme spørgsmål inde på reddit og blev bombarderet med kommentarer og udklip om, hvor meget markedet til Japan åbner op, hvor stor vores im- og eksport er, og hvor meget jeg potentielt kan bidrage med "derude", så jeg satser på, de har ret

Tusind tak til alle, der gad tage sig tid til at hjælpe mig!

Jeg synes det lyder som om du hænger lidt fast i det du har brugt tiden på de sidste 6½ år - fremfor hvad du ønsker at bruge tiden på de næste 40-50 år på arbejdsmarkedet. I min absolut ikke-universitetsuddannede verden, så spiller fremtiden en MEGET større rolle end fortiden!

Du skriver også, at din familie er højtuddannet og din far har presset lidt på - har du brugt lidt tid på at fundere over for hvem du egentlig læser noget du åbenlyst ikke synes er "sjovt" - andet end på "for-mig-selv plan"?

Mange folk vælger at skifte retning efter 20 år på samme arbejdsplads - hvorfor skulle du ikke kunne gøre det samme? Der er absolut ingen skam i at erkende at man har udviklet sig, fået nye interesser eller bare er begyndt at lytte til sig selv!

HVIS du kommer frem til at du ønsker at arbejde inden for oversættelse ifm. Japans indtræden i den vestlige verden (forstå mig ret ) - så er der jo måske reelt ikke så meget at gøre - så må du klemme ballerne sammen i 4 måneder mere! MEN - hvem pokker siger, at du skal være en del af den verden...? Muligvis har du nogle ting at bidrage med - men igen, at bruge 40-50 år på noget man ikke brænder for - det lyder lidt skørt ik´?

HVIS du kommer frem til at du ønsker at gå i en helt anden retning og "bare" være SO-SU, kassedame i Netto eller skraldemand (no offence til folk der arbejder i de stillinger - I gør et kæmpe arbejde, I gør det godt - og jeg ser på INGEN måde "ned" på jer!!!) Jamen er det så så slemt??? Tænk nu hvis du rent faktisk havner på en hylde, hvor du de næste 40-50 år står op hver morgen og virkelig føler det er fedt at gå på arbejde, at du gør en forskel, at du selv får noget med hjem og at du trods alt tjener din egen løn (og pension)...? Det lyder da ikke så skørt vel?

INGEN af os herinde kan rådgive dig til hvad der er rigtigt eller forkert - men HUSK, det er DIG der skal leve med dine valg, fravalg og prioriteringer - IKKE din kæreste, din familie, din studievejleder eller den japanske økonomi...

Uanset hvad du finder frem til, så lov mig ikke at fortryde de 6½ år - de har været med til at forme den fremtidige "dig" - uanset hvilken plads du finder i verden, som gør "dig" glad

Trine (Faxa)

Hej Trine! Tusind tak for dit svar!

Om jeg ville have mere eller mindre umotiveret på enhver anden uddannelse, skal jeg ikke kunne sige; jeg ville nok i hvert fald ikke kunne finde en universitetsuddannelse, jeg ville finde sjovere. Erhvervsudannelse - måske, og jeg havde det også i tankerne, men jeg kan faktisk ikke helt huske, hvorfor jeg ikke tog sådan en uddannelse... sikkert pga. min familie.

Havde jeg dog bare været mere som min bror, som er militær- og nu politimand

Og jeg har bestemt intet imod tanken om, evt. fuldstændig at skifte branche på et tidspunkt! Før jeg søgte ind på uni, snakkede jeg også om beslagsmed el. lign., men da blandede min (dyrlægeuddannede) far sig (igen!!) og sagde, at det skulle jeg ikke, for det slider kroppen op og blablabla - og det har han da givetvis ret i, men hvis det nu havde gjort mig gladere..?

Min far vil mig uden tvivl det bedste, men jeg tror bare ikke, han forstår min situation.

Jeg er helt 100% bevidst om, at jeg vil have et job, jeg er glad for og hvor jeg føler, jeg gør en reel forskel.

Men vi må se, hvad jeg kan drive det til.

Indtil videre har jeg følger jeg min mavefornemmelse - selvom den er enormt splittet mellem følelsen af 1) at borderline-hade studier og 2) næsten ikke kunne leve med ikke at færdiggøre mine studier.

Så når nu jeg er så tæt på, så vælger jeg at gøre det færdigt (med mindre tingene kører helt af sporet - så tager jeg måske overvejelserne én gang til )

Så må jeg blive beslagsmed eller hestepodiatrist eller noget helt andet engang i fremtiden!

Ja, nu sidder jeg her, to uger inden deadline... og jeg har intet.

Det er gået præcist som frygtet, og jeg har de sidste 3-4 dage grædt, grædt og grædt.

Jeg endte med at vælge en emne, jeg nu fortryder rigtig meget. Jeg var sent ude med at finde på noget, så jeg greb chancen og tog noget, der umiddelbart vækkede min interesse - men det var bestemt ikke velovervejet, og nu er jeg låst.

Jeg har haft svært ved at finde en problemformulering. Jeg HAR svært ved at finde en problemformulering, og så er det rigtig svært at skrive en opgave.

Pt. er status, at det som minimum bliver en re-eksamen - hvis jeg da nogensinde kommer igennem skidtet

Jeg føler det som et kæmpe nederlag. Jeg ville SÅ gerne, at jeg klarede det denne gang. Jeg gider ikke sidde med en opgave over hovedet hele sommeren. Jeg føler ikke, jeg kan skrive (d)en opgave. Alt er bare håbløst uoverskueligt lige nu, og jeg frygter, det kan udløse en depression.

Jeg har mistet min appetit og tabt mig de sidste måneder - så meget, at folk begynder at kommentere på det.

Jeg er så skuffet over mig selv. Det er et kæmpe nederlag - både at jeg ikke får afleveret i denne omgang, men også at jeg tilsyneladende slet ikke er i stand til det; for det føler jeg ikke, jeg er. Mit emne er elendigt, og det jeg skal undersøge omkring det interesserer mig grundlæggende ikke.

ÅH, HVOR ER JEG TRÆT AF DET HELE OG SUR PÅ MIG SELV!

Kære du

Sæt dig selv fri ; Du skal ikke det speciale, og du er god nok som du er . Pas på dig selv, fyld dig op med selvkærlighed og modtag kærlighed fra dine nærmeste

verden er fuldstændigt ligeglad med om du tager dit speciale i japanstudier. Vi er dem vi er, i kraft af vores personlighed. Ikke i kraft af vores præstationer.

Jeg vil ønske du vil give dig selv den respekt ikke at pine dig selv mere med specialet, det er det slet ikke værd. Verden og dit liv har mange andre muligheder

Søde ven - du er ulykkelig, du hænger på grænsen af depression (tag det fra én der har været der - INTET er det værd!!!) - du føler ikke for skidtet - SIG "PYT - det var ikke det jeg skulle i MIT liv!" - INGEN dør af at gøre det i ny og næ igennem livet, det er ikke fedt - men klogt...

DU bliver ikke et bedre menneske af at køre dig selv helt ned - tværtimod, for dine grænser bliver mere snævre, du får sværere ved at være rigtig glad og du vil hele tiden gå med en følelse af at have "fejlet" (og det har du IKKE - du har valgt forkert, @!#$ happens.... )

Sig stop - nyd sommeren med et job som kan give dig penge og ro - og tag så stilling til hvad DU egentlig ønsker af DIT liv - gerne mens du sidder på stranden med en is og bare nyder at livet trods alt er i dine hænder igen

Tro på at det er det rigtige - for du har forsøgt i snart 4 måneder på at fuldføre noget der desværre ikke var det rigtige, og har nu oplevet konsekvensen af det. Det skal du ikke tage som et nederlag - men som et spark fra dit inderste jeg som er træt af at blive kørt over med "det forventes af mig..." "jeg er en fiasko hvis jeg ikke..." "alle andre ser ned på mig hvis..."

Pøj pøj med processen - den er sej, den er meget lidt sjov og den er tidskrævende - MEN den er det værd når du kommer hel og klogere ud på den anden side

Trine (Faxa)

...superegoist frem - og sig F... OFF til dem der fortæller dig det stik modsatte af hvad du godt selv ved! Nemlig at lige nu og her - der KAN du ikke fuldføre uden du risikere at knække halsen totalt på opgaven

Du er jo på ingen måde ubegavet - trods alt er du kommet rigtig langt! MEN - det er bare ikke ensbetydende med at du skal være "japaner" resten af dit liv Der findes jo et utal af andre måder at tjene penge på... ovenikøbet er mange af dem helt lovlige

Det er en misforstået støtte i min verden at fortælle folk, at "det kan du sagtens", uden der tages højde for om det overhovedet er det rigtige... Jeg kan sikkert også sagtens bestige K2 - men hvorfor H skulle jeg begynde på det pjat bare fordi andre mener jeg godt kan...

Lyt til dig selv - og tag den kloge beslutning for dig! Andre skal nok affinde sig med din beslutning - og gør de ikke, helt ærligt - så byt dem ud med nogen der vil dig det godt, fremfor at pace dig ud i en depression!

Trine (Faxa)

Nå, så er det mig igen, næsten et år efter jeg oprettede tråden.

For et par uger siden fik jeg brev fra universitetet om, at jeg var udmeldt min uddannelse.

Jeg fortsatte kampen med specialet helt indtil november 2018. Jeg mistede retten til SU i juli (fordi jeg havde misforstået reglerne, troede jeg, at kandidaten var en selvstændig uddannelse, og at jeg derfor også havde klip til et ekstra år på den - men sådan var det ikke). Jeg har derfor siden juli levet af min sparsomme løn og min opsparing - det har ikke været (og er ikke) særlig sjovt.

Fem dage inden deadline (som jeg alligevel aldrig ville have nået) stod jeg med en forfangen hest, og da vidste jeg godt, hvad jeg prioriterede højest. (Hesten har det heldigvis ganske fint nu!)

Som bekendt kan man ikke få dagpenge, så længe man stadig er indskrevet på en uddannelse, og som jeg forstår det på min a-kasses hjemmeside, er jeg heller ikke berettiget til dagpenge efter at have afbrudt min overbygning, fordi jeg ikke meldte mig færdiguddannet umiddelbart efter min bachelor (jeg meldte mig også først ind i a-kassen i januar 2018). Jeg skal have ringet til dem, men jeg er simpelthen så angst for at ringe nogen op...

Jeg overvejede at søge om dispensation, og gik så langt som til at få en lægeerklæring (blev konkluderet deprimeret og fik udskrevet antidepressiva) - jeg fik bare aldrig sendt ansøgningen, nok fordi, jeg dybest set godt vidste, det ville være spild af alles tid.

Så lige nu leder jeg efter et fuldtidsarbejde (har heldigvis stadig mit deltidsjob)... det er heller ikke nemt.

Min selvtillid og mit selvværd er trukket op med rode og trampet på i en grad, hvor jeg kan faktisk ikke se mig selv i noget som helst job. Jeg aner heller ikke, hvad jeg evt. kunne have lyst til, så det er også svært at arbejde mod noget. Tænker at vikarbureau bliver et af mine næste skridt, så jeg måske kan få prøvet lidt forskelligt.

Tak for, I læste med. Måske opdaterer jeg engang, når jeg forhåbentlig har fundet noget arbejde

Meget ærgerligt, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Du ønskes meget held og lykke i din jobsøgning. .

Kære Bissen

Jeg læste din tråd i sin tid og har tænkt på dig flere gange siden.

Jeg vil ikke skrive en hel masse her, men blot ønsker dig det bedste i fremtiden. Du er god nok og du skal nok finde din rette plads.

En masse tanker din vej.

Tusind tak, begge to.

Sådan lidt sat på spidsen så kan man få megen hjælp af at kikke ind i et par store brune øjne.

Forresten den der opringning, .. hvad er det værste der kan ske?

Pøj pøj fremover.

Shagya: Jeg fik faktisk ringet til dem i fredags! ... og fik at vide, at der ikke var noget at komme efter. Så... meh.

Og jeg kigger ind i tre sæt brune øjne (faktisk fem, hvis man tæller hundene med!) 6-8 timer om dagen!

Ønsker dig AL mulig held og lykke.

Kan lige give dette tip at se filmen The Secret
Det er mest en tale film, omkring emnet tiltrækning.

Den kan du finde online. Du skal mindst se den 3 x og reflektere over det de siger.

Øver mig selv i at tiltrække det jeg ønsker og det går bedre.

Søde menneske dog!

Der sker ikke en skid ved at droppe den kandidatuddannelse. Du laver bare noget andet her i livet. Ja - så enkelt er det!

Du har ikke tabt noget ved at være blevet udmeldt. For du havde det helt vildt dårligt, mens du læste. Jeg kender så godt til følelsen af at være skoletræt. Jeg har været skoletræt siden 1. klasse og synes universitetet er forfærdeligt. Dog går jeg der alligevel - jeg har lært af mine fejl og valgt en uddannelse, hvor der er mest fokus på gruppearbejde og projekter. Så kan jeg tilgodese mit behov for social interaktion i hverdagen, som betyder tusind gange mere for mig end prestigefyldte uddannelser (læste psykologi før, presset af familiefronten) og høje karakterer.

Hvis jeg antager korrekt, er japanstudier et af de studier med få undervisningstimer og rigtig meget alenetid derhjemme, hvor man selv skal finde disciplinen til at få læst. Lige til at blive dybt ulykkelig og stresset over.

Du lader til at være super kvik, siden du kan komme igennem et universitetsstudium uden at læse og forberede dig så meget. Brug dit gode hoved og dine fine evner udi reflektion til at komme videre herfra. Jeg fornemmer, at du har kampgejst, ellers ville du aldrig have stillet spørgsmål ved din situation for at få det bedre. Så fokuser på de ting, du kan og vil, i stedet for de ting, du ikke kan og ikke gider. You can do it

Shagya: Tak for anbefalingen! Jeg fik set The Secret i går aftes (noget af det dog kun med et halvt øje); jeg tror faktisk, jeg for en halv snes år siden faktisk investerede i DVD'en, men senere har smidt den ud
Jeg er egentlig godt bevidst om, at vores tankemønstre styrer vores virkelighedsopfattelse, og jeg skal virkelig, virkelig have arbejdet med mine tanker... de kredser sjældent om noget særlig hensigtsmæssigt.

Paatvaers: Tusind tak for de opmuntrende ord, og fedt, at du har fundet noget, du kan lide!

Du har helt ret i, at japanstudier ikke har mange undervisningstimer; hele første semester på kandidaten havde jeg én undervisningsdag! (Kl. 9-17 eller sådan noget).

Jeg klarede egentlig den almindelige undervisning og de almindelige små skriftlige opgaver udmærket og uden de helt store problemer (i min optik), men jeg knækkede nakken på de afsluttende opgaver.

Jeg er nemlig desværre enormt ustruktureret og dårlig til selvmanagement (jeg har altid først lavet mine ting i sidste øjeblik og har aldrig haft styr på en skid), og det var helt sikkert også en af grundene til, at jeg kæmpede sådan med specialet (og oversættelse i min praktikperiode), for da handler det netop om struktur og at sprede arbejdet ud over flere dage. Derfor tør jeg næsten ikke søge et job, hvor sådan noget er påkrævet, fordi jeg ville risikere at dumpe med et brag. Jeg kan heller ikke lide, at jeg ikke føler, jeg har udviklet nogen færdigheder i løbet af mit studie - og japansk alene er det sgu de færreste, der har brug for!

Jeg ved ikke helt, hvor meget kampgejst, jeg egentlig har... det meste af tiden føles det egentlig (HELT subjektivt) bare rimelig håbløst.

Du er fa'me en knag, DoctorWho

Du har ret i, at jeg aldrig rigtig har brændt for uddannelsen. Jeg har aldrig rigtig haft nogen forestilling om, hvad målet var med den. Jeg er blevet påvirket en del fra min omverden. Jeg blev også rigtig skuffet, da jeg forleden snakkede med min mor om, at jeg ville finde noget lager- eller produktionsarbejde, bare så jeg har en ordentlig indtægt og noget at beskæftige mig med. Hendes reaktion var, at jeg burde tænke mere langsigtet og at det jo ikke ville holde i længden.

Jeg har også fået et par, sikkert velmenende, uheldige kommentarer fra min mor ang. planer om arbejde på lager el. lign. og de tilbud, jeg går glip af, når jeg ikke er med i en a-kasse :/ Det gør mig egentli også lidt ked/sur.

Ang. struktur, så har du sikkert ret. Jeg har det klart bedst med meget klare opgaver, hvor jeg nogenlunde ved, hvordan resultatet skal se ud. Jeg foretrækker at løse en konkret opgave. Den må gerne være langstrakt og ensformig, hvis ikke den er for mentalt krævende. At oversætte en bog var for meget, men at sætte undertekster på en tegnefilm klarede jeg OK i flere timer, fordi der var en sprogdel og en teknik-/IT-del.

Jeg håber dældytme, jeg finder min hylde en dag, og at jeg kan finde den på en måde, der ikke koster for meget på selvtillidskontoen!

Hej Bissen,

Jeg tror vi alle kan relatere til at have været i nogenlunde samme situation som du har været i, måske ikke lige med Japan studier men med andre beslutninger som har været svære i livet.

Jeg har selv haft det utrolig hårdt med at skulle færdiggøre mit studie sideløbende med at jeg har lavet min virksomhed. Det har både været op og nedturer med at skulle færdiggøre det.

Det som har holdt mig til ilden er faktisk at jeg har lavet det jeg synes var sjovt og spændende og så taget mit studie som en side beskæftigelse. (jeg er godt klar over at man ikke bare lige skriver en afhandling, jeg er nemlig selv i gang, eller igang er så meget sagt....) men det med at blande det som man synes er fedt med noget andet har gjort at jeg lige akkurat er kommet igennem.

Men generelt så skal du gøre hvad du føler for, og følelser er jo som du selv skriver noget værer noget for nogle dage vil du og andre dage vil du ikke. Så det kan være du skal finde en balance, tal med din studie vejleder om måske at du skriver halvdelen første semester og så den anden halvdel den anden del af semesteret og så laver noget du synes er spændende ved siden af?

Vh

Christian

Hej Christian

Tak for dit input, men som det står nævnt i et af mine andre svar, er jeg definitivt udmeldt fra universitetet. Jeg havde prøvet alle kneb, men lysten og drivet var bare ikke til stede.

Mit problem var også, at det blev altoverskyggende for mig; jeg kunne slet ikke koncentrere mig om, at skulle have gang i flere projekter ad gangen.

Nu er jeg på udkig efter noget, jeg føler udfordrer mig på den gode måde