Hej igen HN.
Min mor fik konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen for cirka 3 måneder siden - skulle man som mig ikke vide hvad det er, så er det en kirtel som sidder lige omkring struben, og er den kirtel som regulerer menneskets stofstifte.
Vi i familien trøster os med, at det er det en af de former for kræft med størst overlevelses procent (92%). Lægerne reagerede med det samme, fik hende scannet, behandlet og indlagt til operation med forberedende jod-kur og radioaktiv stråling i isolation i 3 dage, alt sammen inden for 1 måned, og vi fik derefter meldt hende rask, yay!
Så nemt skulle det bare ikke være, desværre. Til et opfølgende tjek, fandt lægerne flere kræftceller, som havde kæmpet sig tilbage og vi måtte igennem endnu en operation, hvor hun så fik fjernet hele sin skjoldbruskkirtel (det lyder mere dramatisk end det er, man kan sagtens leve uden, dog med stofskifteregulerende medicin resten af livet) og vi fik igen at vide, at nu måtte det være væk.
For at spare jer for en masse mellemhistorie, er vi kommet frem til endnu et tjek, hvor lægerne så finder ud af, at det er udiferencierbare kræftceller, og derfor en sjælden form for skjoldbruskkirtelkræft.
Det positive er, at det ikke har spredt sig, og at det ligesom forbliver i det samme område. Problematikken er så, at nu hvor der ikke er nogen skjoldbruskkirtel, har kræften sat sig omkring spiserøret, hvilket ikke er skidegodt.
Nu er hun gået i gang med 33-dages stråling. Dog ikke kemo - man bruger slet ikke kemo som behandlingsmetode til den type kræft hun har, så det slipper hun heldigvis for at skulle igennem.
Udover diagnosen har hun det fysisk godt! Hun får at vide ved hvert hospitalsbesøg, at hun ligner en pårørende, og at man ikke skulle tro hun var syg osvosv. Alle hendes sundhedstal er i sin skønneste orden, og hun har altid levet sundt og fornugtigt, i ved, alt med måde.
For at nå frem til mit problem: Hun er ligesom kommet i en tilstand, hvor hun er utrolig bange for at gøre noget, som kan påvirke kræftcellerne til at vokse. Hun er overforsigtig med ALT, og er dybt urimelig overfor sin egen læge - hvis hun synes, hendes ar på halsen ser lidt rødt eller hævet ud (hvilket er en ganske naturlig reaktion fra huden, når den bliver udsat for stråling i halvanden time hver dag), ringer hun til sin læge hysterisk og forlanger at han smider alt hvad han har i hænderne, så han kan kigge på hende.
Grunden til at det går mig så meget på er, at min mor er sådan et stærkt mennesker normalt, som altid sætter andres behov over sine egne (ikke at det nødvendigvis er sådan det skal være), og hun er fandme så sej altid. Masser af selvironi, humor generelt, livsglæde og skøn energi. Nu er det som om hun er skrumpet ind til denne her ultimative offer-rolle, når hun i virkeligheden burde kæmpe og tro på sig selv!
Inden jeg nu får en kæmpe røvfuld herinde, har jeg i flere uger haft sindssygt dårlig samvittighed bare ved at tænke de her tanker, og jeg ER KLAR OVER, at det er umuligt for mig at forstå hvordan det er at have fået konstateret en sygdom, som der er en reel risiko for at man ikke overlever. Det skal tilføjes, at hendes chancer er gode, og at alle læger er meget positive!
Jeg har bare sådan lyst til at ruste fat i hende, i håb om at denne her skygge af min elskede mor vågner op, og kæmper som jeg ved at hun er i stand til.
Er jeg et gigantisk p'khoved for at have det sådan her, når jeg burde vise al sympati i verden, og bare være der for hende? Skal jeg bare lige blande mig udenom, og respektere hendes frygt og følelser eller hvad?
Personligt tror jeg på, at hun klarer det her, og jeg skriver ikke det her indlæg for at i skal have medlidenhed med mig, det er bare nogle tanker jeg ikke lige kan se mig selv spytte ud i den virkelige verden.
Kræft er en forfærdelig sygdom, som påvirker rigtig mange mennesker omkring den, og hold op hvor bliver man som familie bare udmattet.
Der er garanteret mange af jer herinde, som ved hvad jeg snakker om.
Øv! 
- at den mor du kendte er væk for altid 
