Det med at de ikke kan have lange forhold, kan jeg simpelthen ikke genkende
Min kæreste har borderline (samt depression), og jeg mærker stort set intet til det! Vi har været sammen i over 4 år nu, han er 22 og jeg er 21
Jeg vil gerne fortælle lidt om mine oplevelser.
Jeg mødte ham i gymnasiet, hvor han gik i 3.g, en årgang over mig. Vi faldt i snak grundet fælles musiksmag, og jeg faldt pladask for ham til en sådan grad, at jeg måtte slå op med min nuværende kæreste, før det gik hen og blev noget rod (det var dog allerede på vej, vi passede ikke sammen, og jeg manglede bare en undskyldning for at slå op med ham).
Men ham her, han var spændende og intens, og fik virkelig op i de ting kan fortalte! Men jeg fornemmende godt noget var galt; han var cutter og kom nogle gange slet ikke i skole.
Det var så her han fortalte mig, at han var depressiv og havde borderline. Ups, tænkte jeg, skal jeg bakke ud mens jeg kan?
Men han havde ramt en streng i mit hjerte, og jeg var susende forelsket
Vi brugte timer på bare at holde i hånd og snakke om alt mellem himmel og jord, især vores barndom, som for os begge havde været lidt kompliceret.
Jeg har ikke oplevet alle de ting, som i andre skriver - én gang er han blevet rigtig vred og har kastet sin telefon i væggen, men ellers er han SÅ meget nede på jorden, og bliver yderst sjældent rasende. Faktisk meget pålidelig.
Nå men her i starten var hans diagnoser værst. Han cuttede, kom ikke i skole, blev meget tit rigid ked af det og havde let til tårer, og let ved at blive påvirket følelsesmæssigt.
Men vores forhold fortsatte, og jeg begyndte at tage med til hans psykiater nogle gange, for bedre at forså hans sygdom. Det lærte jeg rigtig meget af.
Jeg lærte også, at denne forelskelse åbenbart er utroligt sund for folk med depressioner; detvhavde løftet ham helt ud af hans sorte hul. Især det at føle sig elsket og værdsat havde hjulpet ham meget, især med hans selvværd, som var meget lavt da jeg mødte ham.
Og det kunne mærkes. Han blev gladere og gladere, mere stabil, med tiden. Lige så stille. Og nu mærker jeg det simpelthen aldrig! Han går stadig til psykiater og får piller mod sin depression, men det er blevet så meget bedre, og han er en totalt normal person, føler jeg.
Han er begyndt på uni, hvor han har fået masser af venner og er blevet meget udadvendt, hvilket er TOTALT modsat af da jeg mødte ham! Der var han meget indadvendt og hvad jeg jo ville kalde 'genert' dengang.
Men han er godt nok vokset i de fire år
Han har stadig tegn på borderline af og til, fx får han nogle idéer med at NU skal han bare i form og spise sundt, og NU skal han bare være god i skolen og lave den her opgave færdigt
Som du kan høre er det ikke dårlige ting, men jeg kan godt se, at han kan blive meget intens nogle gange, når han sætter sig et mål. For mig er det kun en god ting, har aldrig set det i en dårlig sammenhæng.
Kun mht hans følelser. Som sagt bliver han meget sjælden vred, han er utroligt stabil og meget nede på jorden, og man føler sig tryg ved ham. Men ked af det har han stadig let ved at blive; igen er det dog blevet meget bedre!
Jeg synes han er den dejligste person på jorden og jeg kan ikke genkende det med at han bliver tøsesur over sms'er. Det gjorde han i starten - men det er, ligesom meget andet, gradvist gået væk, eftersom han fik det bedre. Det er MEGET sjældent det sker nu, og det er kun hvis han i forvejen er tynget af sin depression (jeg kender ham så godt nu at jeg kan mærke når han er nede). Men yderst sjældent, det er faktisk mig der gør det langt mest! Jeg bliver altid tøsesur og misforstår SMS'er eller ord, mens han står som den stabile klippe og ryster på hovedet og siger jeg er fjollet
Som du kan se, findes der altså også meget milde grader af det! Jeg elsker at han kan gå op i noget med ild og sjæl, jeg elsker at mærke at han virkelig elsker mig! Og han laver ikke det der med, at det næste dag bare er ligegyldigt. Jeg ved ikke om det er fordi han nærmest er 'rask', det tror jeg ikke. Men jeg oplever det bare ikke, han er altid glad for mig han har dage hvor han er mere mut pga hans depression, og hvor han så moster motivation med spise sundt/lave opgaver, men han elsker mig ikke mindre, og er altid meget omsorgsfuld.
Han får perioder hvor han mest ligger i sengen og intet overskud har. Her slår hans borderline igennem: der sker måske nogle dårlige ting, som for ham bliver helt uoverskuelige, og det splår ham ud, så han ingen motivation har. Hvor andre mennesker godt ville kunne stå op og tage på uni. Men jeg tror også det er hans depression der spiller ind her.
Igen er det noget der sker meget sjældent efterhånden. Han var meget sådan i gymnasiet, hvor kan havde uger hvor han ikke kom i skole. Men det er sjældent nu, og så er det kun nogle få dage.
Det korte og det lange er, at jeg i hverdagen INTET mærker til det! Mine veninder siger altid at han er så sød og nem at snakke med, og det er helt rigtigt. Så jeg ved ikke om jeg er sluppet heldigt, da hans sygdom absolut ikke kommer til udtryk særligt tit.
Han er den bedste kæreste jeg har haft, og jeg har endda overalt ham til at vi skal giftes engang, selvom han synes det er kedeligt men han er helt med på at vi skal være samme for evigt, og det har han aldrig skiftet mening om, det er nærmest ham der siger det mest.
Åh han er dejlig