Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Hyggesnak

 At date en med Borderline?
Forfatter: 
Dato:  02-04-2013 09:59

 

Hej med jer.

 

Jeg har mødt en rigtig dejlig mand, der har Borderline.

 

Jeg kender ikke nogen med denne personlighedsforstyrrelse og det jeg kan læse mig frem til, fortæller mig ikke så frygtelig meget.

 

Er der nogen der vil fortælle noget om det, som enten selv har det, eller kender nogen tæt på, som har?

 

Jeg ved ikke om jeg skal "flygte" inden det bliver alvorligt eller om jeg skal "gå videre" med ham.

Han er frygtelig sød og dejlig, men vil jo ikke, af uvidenhed, komme til at gøre noget forkert eller trigge et eller andet.

 

Kan jo se, at en med Borderline kan skifte humør på et splitsekund, at de ikke kan fastholde lange forhold osv osv......

 

Vil ham jo så gerne, men må indrømme jeg også har lidt røde lamper der lyser......


 

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 forskellige grader
Forfatter: 
Dato:  02-04-2013 12:01

Først vil jeg lige sige, at der jo er forskellige grader af sygdommen og det er ligeledes forskelligt hvilken indflydelse den har... Så jeg tror du er nødt til at forholde dig til ham som enkelt individ, når du vurderer og tager stilling :)

Har selv datet 1-2 med borderline (1 med diagnosen og 1 der efter min bedste overbevisning burde have den ;) ) og har flere veninder der har det. Det er meget forskelligt hvordan det påvirker dem!

 

Den ene jeg datede - jamen der mærkede jeg såmænd ikke det store til det i hverdagen. Den anden - det var lidt et mareridt.

 

Nogen borderlinere har store problemer med at føle empati - de forstår sig ikke meget på sjælelivet og kan ikke sætte sig i andres sted. Det kan give enorme problemer i et forhold!!

 

Men ja.. TAg en snak med ham, prøv at hør hans udlægning af sygdommen og hør hans vurdering af, hvordan det påvirker lige netop ham :)

 




- Julie med Milagro <3

(Mimira - altid i hjertet gemt)

0
0
Svar på denne tråd
 
 Mine erfaringer
Forfatter: 
Dato:  02-04-2013 13:06

Hej med dig.

Med fare for at træde nogen over tærene, vil jeg gerne skrive lidt om min erfaring med Borderline.

Først og fremmest il jeg tilkendegive al min respekt til de mennesker, som dagligt lider af personlighedsfostyrrelse/diagnose og vi skal jo altid huske på, at alt og uanset findes i flere grader.

 

Jeg har gennem min efaring arbejdsmæssigt, både som Socialpædagog og terapeut arbejdet med/ mødt flere med Borderline. Jeg har mødt folk med mild grad, som kan have et liv, så nær det optimale for denne, som muligt og jeg har mødt mennesker, som har haft det rigtigt svært og hvor dem som har været nært stående til denne person også har haft det svært.

Mennesker med Borderline, skelner oftest ikke mellem tingene, de ser ikke nuancer, men oftest kun sort eller hvid, dvs sige at de ikke ser udvejen, det der ligger mellem de to farver, der hvor andre mennesker oftest kan gå på kompromis, kan de ikke se kompromiet. At se sort/hvdt betyder ofte at de kan li` eller IKKE li`og det kan ofte skifte fra dag til dag, dvs at du den ene dag kan have et fntastisk og intenst forhold, så meget at du tror i skal giftes lige om lidt, dagen efter kan du risikerer at du er frosset ude og al gårdsdagens lykke er væk. Mennesker med Borderline er ofte meget intense i deres forhold og det kan blive helt grænseoverskridende, det er som om det kan være dem umuligt at give luft og give slip. Når et menneske med Borderline, er en del af noget er de det fuldt ud, det vil sige er de vrede og føler sig skuffet, så kan følelsen blive så enorm, at den kan være svær at slippe og de går derfor ofte meget længere end grænserne byder og længere end folk uden personlighedsforstyrrelse normalt ville gøre.

Desværre er det sådan at de ofte har skiftende forhold, forholdene er intense, til øjeblikket efter at skifte til det totalt modsatte.

 

Jeg arbejdede en gang med en dreng, som var tvangsfjernet fra sin mor. Moderen var diagnosticeret med Borderline. Drengen havde flere gange gennem livet været anbragt, men hans mor flyttede fra kommune til kommune, sagen forsvant blandt andre sager og hun fremstod kvik og intens i sine samtaler med sagsbehandler, så intens at man hver gang troede på, hvor uretfærdigt hun var blevet behandlet i foregående kommune. Man troede på, at hun med sine fortællinger virkelig kunne passe sit barn, - men det kunne hun ikke og i en alder af 14 år blev han igen anbragt og jeg blev hans kontaktperson. Hans ansigt fortrak ikke en mine, man kunne aldrig se en muskel trække sig. Gennem hans opvækst havde han lært at hans mor ikke kunne aflæse hans signaler og derfor var han ofte blevet misforstået af hende og straffet med tæsk. Han havde så lært at have "stone face" på den måde udsendte han ikke misforståede signaler og andre kunne derfor ikke aflæse ham. Desværre kunne man ikke regne med ham, han var opvokset med en mor, som havde lært ham et adfærd, som mindede om Borderline, han var så intens i alle sager og hælmede aldrig hvis han ville have noget. Han kontaktede gerne den øverste i kommunen, min chef og andre som han mente skulle stå til rådighed for ham, sådan var hans mor også, men for kort efter at miste interessen for det, som havde fyldt 24-7 i hans hverdag.

Mennesker med Borderline er fantastisk gode til at udføre splitting også derfor denne mor kunne formå at flytte og få sit barn hjem. Hun kunne formå at give forskellige historier det ene og det andet sted, aat fremstå intens og dermed yde den form for splitting, som gjorde at sager ofte kunne falde ud til hends fordel. Desværre er dt sådan, at de ikke kan opretholde det de er igang med og derfor ofte er "på farten" fra det ne til det andet.

Jeg ved ikke i hvilken grad, din kæreste har Borderline og det ville være urimeligt at forestille sig at han selv ville kunne sætte en grad på det. Nogen mennesker lærer at håndterer deres diagnose og få et liv så nær det optimale, som muligt. Det optimale er individuelt, men man må forvente at de fleste ville ønske at kunne leve i et forhold.

Når det så er sagt, så er det relativt få mennesker som er diagnosticeret med Borderline og mon ikke der var mange flere blandt os, hvis man virkelig ville.

Jeg ved ikke om du skal løbe skrigende bort, jeg ville ikke selv indlede mig i et sådant forhold, da prognosen er lille for at det bliver godt, mon mon ikke at der er nogen der ude, som har god erfaringer og som både har borderline og som lever med nogen der har.

 

Venlig Hilsen

0
0
Svar på denne tråd
 
 Bumbum
Forfatter: 
Dato:  02-04-2013 13:32

Jeg er langt hen ad vejen meget enig med Holger Danske. Jeg kunne tilføje eller ændre nogle få ting.

Borderlinediagnosen er meget alsig og fås i utrolig mange variationer.

 

Det jeg istedet vil kaste mig over er den meget kendte fordom at borderlinere ikke kan have langvarige forhold. For mit eget vedkommende og for andre jeg kender med samme lidelse passer dette simpelthen ikke.

 

Jeg var gift i 8 år, har veninder der går helt tilbage til skoletiden og har faktisk utroligt nemt ved at omgås mennesker, både syge som normale.

 

Jeg vil helt sikkert anbefale dig at give det en chance. Hvad har du at tabe? Han har jo været ærlig over for dig og fortalt dig om sin diagnose. Derfor fortjener han vel at du ikke løber skrigende bort på grundlag af hvad andre siger.


R.I.P Fighter, den smukkeste stjerne på himlen

R.I.P Oxana, du var solen i mit liv

0
0
Svar på denne tråd
 
 Min erfaring
Forfatter: 
Dato:  02-04-2013 13:35

Jeg har datet en fyr med Borderline - han fik diagnosen mens vi var kærester.

 

I starten var han en skøn fyr - dog med lidt temperament og hvad jeg bedst kan beskrive som vægelsindet.

 

Så fik han diagnosen - og så brød helvede løs! Pludselig var det hverdag med kraftige udbrud og voldsom adfærd. Hans humør skiftede til tider på en 25 øre. Fik han ikke sin vilje kunne han finde på at true med at slå - for det havde han med i bagagen hjemmefra. Til sidst blev det for meget for mig og jeg endte forholdet. Dog blev han ved i lang tid med efter at kontakte mig, og den ene dag var jeg alskens ulykke og grimme ting, og dagen efter var jeg jordens skønneste og han kunne ikke leve uden mig. Senere gik det over i at JEG skulle finde ham en kæreste fordi det var mig der havde forladt ham.

 

Han havde job og så videre og kunne som end sagtens fungere ude i en social sammenhæng. Men hjemme var han et monster uden lige.

 

Hvad DU skal gøre kan jeg ikke sige - kærlighed er en underlig ting. Virker han som den rette så give it a try. Han kan jo være en af dem som ikke er meget borderline - og ikke en af de mere ekstreme tilfælde.


Trakehnervallak sælges - se præsentation for mere information


En rigtig hund er en schæfer, og en rigtig hest en Trakehner!

Medlem af AHNA

0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg vil gerne
Forfatter: 
Dato:  03-04-2013 09:08

sige mange tak for jeres historier og beretninger :)

 

Jeg tror ikke jeg vil være bange for at indlede et forhold pga. hans personlighedsforstyrrelse, men snarere for at passe på mig selv :)

 

Kort fortalt, så har jeg ikke selv haft et forhold i nogle år og har egentlig heller ikke den store lyst til at have et.

De seneste uger har været med meget heftige og søde smser fra ham og pludselig i går hører jeg stort set intet...plejer at få sms mindst hver anden time....det er jo både dejligt, men kan også være sådan lidt...omklamrende....forstå mig ret.

 

Jeg synes jo det er skønt med lidt følelser og flirt, men kan ikke rigtig følge med, hvis det går sådan meget op og ned....jeg vil ikke selv blive såret, hvis jeg pludselig er uinteressant dagen efter han har knus-elsket mig, hvis I forstår? :)

 

Nu ved jeg godt man nemt kan misforstå det skrevne ord, men synes der er tit, han misforstår noget jeg skriver, hvor han bliver ekstremt "tøse"fornærmet og jeg skal ud i en længere forklaring....men hvis jeg bare ved, at det er sådan han er, så kan jeg jo bedre forholde mig til det og skrive/formulere mig på en anden måde......


 

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Borderline
Forfatter: 
Dato:  03-04-2013 10:40

Hej!

 

Sikke nogle gode svar i er kommet med.. Jeg har selv borderline, og jeg kan nikke ja til rigtig mange af de ting i skriver :)

 

Det er 2 typer af borderline= borderlinetypen og den impulsive borderline type, der er milevidt forskel på de to..

Jeg selv har borderline typen og jeg kan da fortælle lidt om hvordan det påvirker mig, min hverdag og mit forhold til drømmemanden.

 

Det at have borderline er nogle dage rigtig svært, andre dage er det overskueligt. Jeg har intet selværd, ingen identitetsfølelse, dårlig samvittighed (over alt), skiftende humør, skiftende appetit, konstant træthed.. Ja det var lige et par af dem.. :)

 

Jeg fik konstateret en depression i 2010 som jeg så har været behandlet for, og så er borderlinen så senere kommet frem, og det er efter jeg har fundet min nuværende kæreste.. Det tog rigtig hårdt på mig og på min kæreste at jeg nu er "psykisk syg".. Min kæreste har også skulle vænne sig til, at jeg har nogle vildt sære rutiner nogle dage, og andre dage ligger jeg bare i sengen en hel dag.

 

Som mange af de andre skriver, er der jo mange forskellige nuancer af borderline og jo flere år man har levet med den, jo mere kender man sig selv og sine begrænsninger.. Jeg synes IKKE du skal tøve ved at han har borderline, dog skal du være klar på at acceptere en masse nye ting.

 

Vi "borderlinere" er nogle fantastiske mennesker med et twist af skørhed

 

Du skal være velkommen til at skrive hvis du vil vide mere..

 

Mvh Louise :)

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Tak Louise
Forfatter: 
Dato:  03-04-2013 11:45

for dit svar :)

 

Kan godt se det ikke er nemt at være i for dig og andre i samme båd :(

 

Lige nu er jeg bare forvirret omkring ham, for er det fordi det er hans borderline der gør han er kort for hovedet eller skal jeg bare tage det som " he is not that into me" :)

 

Fra at han har ville mødes, ringes ved, hele tiden, er næste aftale en "måske´er".....

Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det, må jeg indrømme :)

Har mest lyst til bare at sige, "nå, det var det", men er det en del af hans diagnose at være sådan, så kan og vil jeg gerne forholde mig til det, bare jeg i sidste ende ved hvor jeg har ham.

 

Er svært for mig at vide, om jeg egentlig skal kontakte ham eller vente til han selv gør det?


 

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 6 tegn
Forfatter: 
Dato:  03-04-2013 12:04

Det med at de ikke kan have lange forhold, kan jeg simpelthen ikke genkende :)

Min kæreste har borderline (samt depression), og jeg mærker stort set intet til det! Vi har været sammen i over 4 år nu, han er 22 og jeg er 21 :)

Jeg vil gerne fortælle lidt om mine oplevelser.

 

Jeg mødte ham i gymnasiet, hvor han gik i 3.g, en årgang over mig. Vi faldt i snak grundet fælles musiksmag, og jeg faldt pladask for ham ;) til en sådan grad, at jeg måtte slå op med min nuværende kæreste, før det gik hen og blev noget rod (det var dog allerede på vej, vi passede ikke sammen, og jeg manglede bare en undskyldning for at slå op med ham).

Men ham her, han var spændende og intens, og fik virkelig op i de ting kan fortalte! Men jeg fornemmende godt noget var galt; han var cutter og kom nogle gange slet ikke i skole.

Det var så her han fortalte mig, at han var depressiv og havde borderline. Ups, tænkte jeg, skal jeg bakke ud mens jeg kan?

Men han havde ramt en streng i mit hjerte, og jeg var susende forelsket

Vi brugte timer på bare at holde i hånd og snakke om alt mellem himmel og jord, især vores barndom, som for os begge havde været lidt kompliceret.

Jeg har ikke oplevet alle de ting, som i andre skriver - én gang er han blevet rigtig vred og har kastet sin telefon i væggen, men ellers er han SÅ meget nede på jorden, og bliver yderst sjældent rasende. Faktisk meget pålidelig.

Nå men her i starten var hans diagnoser værst. Han cuttede, kom ikke i skole, blev meget tit rigid ked af det og havde let til tårer, og let ved at blive påvirket følelsesmæssigt.

Men vores forhold fortsatte, og jeg begyndte at tage med til hans psykiater nogle gange, for bedre at forså hans sygdom. Det lærte jeg rigtig meget af.

Jeg lærte også, at denne forelskelse åbenbart er utroligt sund for folk med depressioner; detvhavde løftet ham helt ud af hans sorte hul. Især det at føle sig elsket og værdsat havde hjulpet ham meget, især med hans selvværd, som var meget lavt da jeg mødte ham.

 

Og det kunne mærkes. Han blev gladere og gladere, mere stabil, med tiden. Lige så stille. Og nu mærker jeg det simpelthen aldrig! Han går stadig til psykiater og får piller mod sin depression, men det er blevet så meget bedre, og han er en totalt normal person, føler jeg.

Han er begyndt på uni, hvor han har fået masser af venner og er blevet meget udadvendt, hvilket er TOTALT modsat af da jeg mødte ham! Der var han meget indadvendt og hvad jeg jo ville kalde 'genert' dengang.

Men han er godt nok vokset i de fire år :)

 

Han har stadig tegn på borderline af og til, fx får han nogle idéer med at NU skal han bare i form og spise sundt, og NU skal han bare være god i skolen og lave den her opgave færdigt :P

Som du kan høre er det ikke dårlige ting, men jeg kan godt se, at han kan blive meget intens nogle gange, når han sætter sig et mål. For mig er det kun en god ting, har aldrig set det i en dårlig sammenhæng.

Kun mht hans følelser. Som sagt bliver han meget sjælden vred, han er utroligt stabil og meget nede på jorden, og man føler sig tryg ved ham. Men ked af det har han stadig let ved at blive; igen er det dog blevet meget bedre!

Jeg synes han er den dejligste person på jorden :) og jeg kan ikke genkende det med at han bliver tøsesur over sms'er. Det gjorde han i starten - men det er, ligesom meget andet, gradvist gået væk, eftersom han fik det bedre. Det er MEGET sjældent det sker nu, og det er kun hvis han i forvejen er tynget af sin depression (jeg kender ham så godt nu at jeg kan mærke når han er nede). Men yderst sjældent, det er faktisk mig der gør det langt mest! Jeg bliver altid tøsesur og misforstår SMS'er eller ord, mens han står som den stabile klippe og ryster på hovedet og siger jeg er fjollet :P

 

Som du kan se, findes der altså også meget milde grader af det! Jeg elsker at han kan gå op i noget med ild og sjæl, jeg elsker at mærke at han virkelig elsker mig! Og han laver ikke det der med, at det næste dag bare er ligegyldigt. Jeg ved ikke om det er fordi han nærmest er 'rask', det tror jeg ikke. Men jeg oplever det bare ikke, han er altid glad for mig :P han har dage hvor han er mere mut pga hans depression, og hvor han så moster motivation med spise sundt/lave opgaver, men han elsker mig ikke mindre, og er altid meget omsorgsfuld.

Han får perioder hvor han mest ligger i sengen og intet overskud har. Her slår hans borderline igennem: der sker måske nogle dårlige ting, som for ham bliver helt uoverskuelige, og det splår ham ud, så han ingen motivation har. Hvor andre mennesker godt ville kunne stå op og tage på uni. Men jeg tror også det er hans depression der spiller ind her.

Igen er det noget der sker meget sjældent efterhånden. Han var meget sådan i gymnasiet, hvor kan havde uger hvor han ikke kom i skole. Men det er sjældent nu, og så er det kun nogle få dage.

 

Det korte og det lange er, at jeg i hverdagen INTET mærker til det! Mine veninder siger altid at han er så sød og nem at snakke med, og det er helt rigtigt. Så jeg ved ikke om jeg er sluppet heldigt, da hans sygdom absolut ikke kommer til udtryk særligt tit.

Han er den bedste kæreste jeg har haft, og jeg har endda overalt ham til at vi skal giftes engang, selvom han synes det er kedeligt :P men han er helt med på at vi skal være samme for evigt, og det har han aldrig skiftet mening om, det er nærmest ham der siger det mest.

Åh han er dejlig


Mvh. Sophie (:

stud.med.vet

årgang '11

0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider