mine styrt/fald har heldigvis ikke været så voldsomme som dine

jeg har prøvet at få en bukke tur hvor jeg landede på en trækant og trykkede ribben og fik en mild hjernerystelse, og var ved at besvime heraf. men efter en uge var jeg på toppen igen

trods mine knap så uheldige fald som dine, så er jeg dog blevet bange for at sætte mig op på nye heste, men min måde at få tilliden tilbage er at hvis jeg er blevet rigtig bange så bliver jeg trukket, hvor trækkeren så i takt med jeg bliver mere tryg trækker sig væk fra hesten og ind mod midten, derudover skal det være i trygge omgivelser, hvor det før har gået godt sammen med hesten.

derudover tager jeg dybe indåndinger og "presser" ikke mig selv til fx. at trave eller gallopere, da jeg skal have lyst til det, inden jeg gør det, sådan jeg ikke bliver nervøs og "smitter" hesten.

en god og støttende ridelære kan også være løsningen, en man er tryg ved og stoler på

håber jeg kunne bidrage med noget

og rigtig god bedring til dig, håber du kommer dig helt

Det er lidt af en trist historie du fortæller Tinka

Men håber det bedste for dig fremover, da det er det sværeste man kan komme igennem som rytter.

Mit værste fald:

Jeg har været ca 12 år gammel, og der blev afholdt stævne på gården hvor jeg og min far havde hesten stående.

Det var til islænder stævne og vi var en folk tøser som skulle have taget billeder til klubben.

Vi blev enige om at tage dem på pas sporet( Lige strækning hvor der rides pasløb og stykke fra ovalbanen hvor der rides gangarter ),og hesten jeg havde på det tidspunkt var meget vijle. Det har jeg dog haft altid nå lige et sidespring. Men jeg var jo vant til at ride den i grime fra sommer folden til stalden, og så det ikke som noget problem. Men så sker der det, som altid kan ske: Min hest bliver sparket af sidenmandens hest og så gik det stærkt!!!

Røg op blandt folk og fæ med fuld musik og forbi ovalbanen hvor de var igang med gangartene.

Men jeg havde haft denne hest siden den var føl, og var vænnet til at stoppe ved hovedehuset på gården, men der er der biler m.m!

Her stod der også en drivhus!

Og her valgte hesten at stoppe og vupti lå jeg indendørs i selve drivhuset Resultetet af dette: 6 ruder gik i stykker, en rift på kinden og i hovedbund samt bluse revet op som rivjern og tabt sko på hesten. Ellers ro i nogle dage efter styrtet. Det kunne havde endt galt den dag, men til at held var der en som holdt hånden over mig den dag Det er jeg evig taknemlig for i dag. Siden er der sket flere uheld og styrt, men kan ikke undvære de dejlige heste. Vijlen til at komme videre, selvom det har været med tårer til tider.

Beklager hvis det er lidt rodet

Mvh Wendy

Man kan ikke ligefrem sige jeg er tryg ved min ridelære.

Tak fordi i vil dele jeres oplevelser med mig, Jeg har bare det enkelte problem jeg ikke engang tør at nærme mig hestene i stalden. Jeg er så bange for det, og bare tanken om at side på en hest igen får mig til at græde af frygt.

Det knuser også lidt det jeg gerne ville arbjede med, jeg ville gerne være dyrlæge for heste.

Men det bliver vel så for smådyr.

Jeg går på en kostskole hvor man kan have ridning som en aktivitet. Men da jeg falder af i den første beskrivelse tvang de mig op på hesten skolen tvang mig til at gå på foden i 2 dage indtil min mor måtte komme ne og tvinge dem til at køre mig på skadestuen.

Det samme skete i 2. beskrivelse. Selvom jeg landte med mit hoved først og sagde jeg ikke kunne rejse mig pga smerter tvang de mig op og efterlod mig alene uden opsyn og jeg ventede i 3 timer på at komme på skadestuen.

Så er virkelig blevet bange og har ingen anelse om hvad jeg skal stille op.

... som jeg stadig har "fornøjelse" af.

Den ene er fra da jeg som 14-15 årig lånte en fjordhest der ikke havde været ude længe - og som derfor ikke kunne passe sin sadel. Intet problem - jeg red uden. Efter en frisk galop op ad en bakke kunne jeg konstatere at det ikke var let at blive hængende i vilde bukkespring - så jeg ville ikke galoppere mere. Det ville mine venner, så de ville bare ride i forvejen.

Resultatet var selvfølgelig at pony følte sig efterladt - og fulgte med sine venner - i frisk galop og bukkespring.

Jeg brækkede overarmen, i en grad så den skulle sættes på plads i fuld bedøvelse. Desværre kom den ikke helt på plads (eller også skyldes problemet at sådan noget med genoptræning ikke var noget der blev tænkt på dengang) så min venstre arm virker ikke HELT som den burde - jeg kan f.eks. ikke række armen lige op, og kan også mærke det hvis jeg prøver at ligge på venstre side.

Den anden skade var ikke en rideskade men en foldskade. Den var ret banal - jeg skulle bare trække en hest ind. Men han var lidt fjollet, og der var lidt mudret på en af de skrænter vi skulle ned ad (meget kuperet fold)

Jeg trådte forkert og hørte et højt smæld - og så gjorde min højre fod vanvittigt ondt.

Det endte med at gårdejer måtte hente mig på folden med en traktor - for jeg kunne ikke gå ET skridt videre.

På skadestuen blev der røngtenfotograferet og konstateret at det "bare" var en grim forstuvning. Lægen mente at jeg burde have foden i gips for at stabilisere, da det var så slemt - men der var sygeplejerkestrejke - så der var ikke ressourcer til det.

Resultatet af den mangelfulde behandling er, at jeg stadig har ondt i foden. Jeg kan ikke løbe, hoppe eller gå i høje hæle, og anklen er altid lidt hævet. Jeg regner ikke med at det bliver bedre, da det nu er 18 år siden - men man vænner sig til det der med smerte.

Mit første "rigtige" uheld var der jeg var omkring 13 år tror jeg. Red uden sadel som altid og sku sætte i galop på denne her pony. Jeg glider mere og mere frem og ender med at glide ud over ponyen hoved og lander foran hende, hun bliver bange og stopper og rejser sig, men da hun lander er det desværre ovenpå mit knæ, det var bare et rigtigt dumt uheld, men min knæskal blive slået i stykker og jeg har døjet med det siden (er 37 nu).

Så var der dengang jeg sku skridte en tur på en traver som besluttede sig for at blive galop/jagthest lige pludselig, og da hun drejer til højre ja så fortsætter jeg ligeud og rammer ind i et træ (meget klassisk) med hovedet først og bliver slået ud og har hjernerystelse i mange dage efter samt en kæbe der er næsten brækket.

Så her i foråret 2012 der rider jeg en DV blanding der er til salg som bliver vanvittig forskrækket over at der kommer en anden hest ind i ridehuset så hun eksploderer og jeg flyver ud over hovedet på hende, hun styrter selv så hun har flænge ved mulen (overfladisk) og jeg får smagt godt på ridehusbunden. Men vi ryster os og jeg sætter mig op igen og inden jeg når at sætte foden i højre bøjle, der er hun smuttet, hun vender på det ene bagben (rejser sig ikke) og styrter op langs barrieren mens jeg hænger på højre side af hende, hun maser mig op af barrieren og jeg ryger ind under hende og hun træder på mig med begge bagben.

Der måtte jeg med ambulance på Aalborg syd og blive scannet for indre blødninger. Og DENNE gang, der var jeg bange bagefter, rigtig bange. Jeg sku have undervisning noget tid efter, på en rideskolehest og jeg rystede simpelthen af skræk da jeg sadlede ham op, han havde intet med det at gøre, men det at den anden hest var smuttet da jeg steg op, det var for meget. Jeg tudede og gav op men jeg "tvang" mig selv til at blive i stalden og håndtere hestene fra jorden, det gjorde jeg hele sommeren og i august måned, der satte jeg mig op på den rideskolehest igen og så havde jeg det godt med at ride igen.

Jeg har både sprunget og startet stævner siden da og har redet flere forskellige heste (privat ejede) siden da.

Hvorom alting er, det bedste du kan gøre for at overkomme din frygt, det er at DU bestemmer tempoet når du er sammen med hestene. Du er den eneste der kan finde ud af hvornår du er klar til næste skridt. Jeg ved godt at man altid siger "op på hesten med det samme" men nogengange der er det ikke altid sagen og slet ikke hvis man er blevet slået til plukfisk.

Jeg gjorde det at jeg blev ved med at sige til mig selv at jeg godt kunne håndtere dem, men det var ridningen jeg skulle holde mig fra et stykke tid. Og det hjalp for mig at blive 100% fortrolig med hestene fra jorden og så bare tage tingene stille og roligt og i mit tempo, ingen pressede mig, selvom der var mange der havde mange rigtig gode ideer til hvordan jeg kom over min frygt.

Jeg ville gerne love dig at du kommer til at ride igen uden frygten i maven, men det kan jeg ikke, du er den eneste der kan bestemme det. Jeg kan kun råde dig til at DU tager tingene i egen hånd hvis du virkelig gerne vil blive heste dyrlæge samt komme til at ride igen. Og så endelig, lad være med at høre efter når du kan mærke at folk presser dig til noget DU er utryg ved for det hjælper ikke på noget som helst.

GOd bedring med kroppen og håber at du kommer over det og kommer hen til hestene igen Kram herfra

Måske du skulle opgive ridningen for et tidspunkt og så bare prøve dig langsomt frem med at prøve at komme ind i stalden. Hav en god veninde med til at hjælpe dig og rose dig til skyerne. Ta et skridt af gangen.

Har haft et par uheld gennem tiden men en der stadig spøger i baggrunden var at jeg til springundervisning med min gamle spring hoppe. Der var kommet nyt fyld på banen så gennem timen rider vi stille og forsigtigt. I slutningen af undervisningen ville vi tage den sidste okser som afslutning. I det min hest sætter af skrider hun ud med det ene bagben og tromler gennem springet samtidig med hun slår en koldbøtte og jeg bliver kastet af hækkenfeldt til væk. Jeg er væk i kort tid men får alligevel kæmpet mig over i stalden mens min daværende kæreste ordner og tjekker min hest. Senere kommer jeg på skadestuen og videre til røngten hvor jeg har fået rygvirvlsrystelser og hjernerystelse. Min hoppe har senere fået skadet hendes has og væsker op samt en fiberspringnning.

Hun døjer heldigvis ikke med det idag og er fit for fight. Jeg skal træne mine muskler op omkring rygsøjlen for at stabilisere forskubbelsen, glemmer jeg det klager ryggen.

Mvh

Sandra C

Jeg har allerede skrevet i den gamle tråd, men her kommer det altså i fuld fortælling:

Hjernerystelse, det har jeg fået varige mén af.

Historien bag er:
Jeg havde været ovre efter en sadel jeg måske skulle købe til min partpony.

Jeg rider samme vej tilbage med ponyen, der på dette tidspunkt er meget ung. Uventet er hun bange for traktoren hun lige havde paseret.

Jeg presser let på med det resultat at hun går sidelæns ind i et stødhegn, fortsætter ind i et gammelt vissent træ hvor jeg bliver slået bevidstløs. Jeg falder af og hænger fast i stigbøjlen. Jeg bliver slæbt 30 meter hen af grusvejen (støvlen var fuld af grus, og har siden målt afstanden mellem hvor jeg blev slået bevidstløs og vågnede op).

Hun træder mig adskillelige gange i hovedet og min fod ryger til sidst ud. Jeg vågner hurtigt op og ser ponyen løbe mod stalden. Jeg rejser mig, samler den ekstra gjord op, og begår den første fejl: jeg tager min ridehjelm af. Jeg er gennemtæsket af hestens ben og hove. Jeg ser 2 landmænd stå og glo - UDEN at hjælpe mig Og løberen der passerede mig hjalp heller ikke.

Fejl nr2: jeg begynder i bankende hede at begive mig mod rideskolen hvor ponyen har opstaldningssted lige ved siden af.

En veninde jeg havde dengang, ser ponyen komme løbende tilbage, og hun VED at jeg ALDRIG ville slippe en pony/hest med mindre det virkelig er alvorligt! En gruppe piger fra rideskolen har set ponyen og en pige sætter efter den med hendes hest. Hun fanger den på en anden rideskole i nærheden. Jeg er på daværende tidspunkt nået til at være mellem to majsmarker og kan se rideskolen, da jeg ser en flok komme løbende. Jeg ånder lettet op og planter røven i skyggen af majsene. Jeg er svimmel, har kraftig hovedpine og kvalme. Min daværende ridelærer og en anden daværende veninde kører mig på skadestuen hvor jeg kommer rimelig hurtigt til. Jeg er i 6 mdr ikke i stand til at gå i skole, læse, stå op om morgenen og generelt leve et liv som en teenager nu ville.

Jeg får en hjernescanning da min mor begyndte at blive bekymret. Jeg levede i min egen verden. Jeg fik besked på at en ny scanning ville blive nødvendig senere. Det blev bare aldrig skrevet ned, og fik aldrig en ny indkaldelse.

Jeg er lige blevet henvist til hovedpineklinikken, og håber så de vil henvise til en ny scanning da det KAN være en skade i hjernen de har overset. Ulykken skete for 7½ år siden.

Øv for nogle oplevelser og styrt

Jeg har haft en del styrt gennem min ridekarriere, nogle værre end andre.

Da jeg var 16 år skulle jeg springtræne en venindes ene pony, da vi skulle til par-springning weekenden efter.

Det går ganske fint og vi kommer fint over springet, men da vi lander mister ponyen fodfæstet, styrter og lander oven på mig. Jeg fik gudskelov kun trykket musklerne og senerne rundt om det ene knæ. Jeg deltog i springstævnet weekenden efter på trods af jeg rendte rundt på krykker

Efterfølgende er langt, så man er velkommen til at springe over

Mit livs værste styrt fandt sted for snart 5 år siden. Jeg havde haft min dejlige vallak i ca. 10 mdr. En dejlig forårsdag (d. 4 maj 2008) sadler jeg min hest op og beslutter mig for at skridte en tur på nabogårdens lange "galopbane", der gik rundt om hele gården og foldene.

På yderkanten af "galopbanen" er der græsvolde i stedet for hegn. Vi er næsten hele vejen rundt, da jeg ser nogle heste på gården ved siden af stå og græsse helt oppe ved græsvolden, og jeg når lige at tænke at hvis de løfter hovedet, så kommer min hest til at få et chok (han kunne ikke se dem medmindre de kiggede op)

Og ganske rigtigt laver min hest en vending på 180 grader og jeg glider af. Jeg holder (dumt nok) krampagtigt fat i tøjlen, da min hest på det tidspunkt ikke var trafikvant og jeg var rædselsslagen for at han i panik ville løbe ud på landevejen og hjem til vores egen gård.

Jeg er stadig ikke kommet helt på benene, da han bliver forskrækket over ikke at kunne komme væk fra mig og han sparker mig derfor uheldigvis lige i maven, så jeg slipper tøjlerne og går omkuld med det samme. Alt går så stærkt at jeg på det tidspunkt ikke har registreret at jeg er blevet sparket i maven, og efter hvad der føles som en gevaldig mavepuster kom jeg på benene og kunne gå 20 m længere ned at stien og hente min hest. Jeg var selv overbevist om at jeg bare lige skulle sunde mig, så jeg kravlede op igen og red så småt tilbage.

Undervejs kan jeg godt mærke, at jeg begynder at blive svimmel og miste bevidstheden, så jeg red ind på gårdspladsen på gården med galopbanen og møder heldigvis gårdejerne med det samme. De ser straks at jeg ikke ser helt godt ud og får trukket mig af hesten. Den ene kvinde ringer til vores egen gård for at høre om nogen kan tage imod min hest og sørge for den, mens den anden kvinde får bakset mig ind i bilen og kørt mig til Hillerød skadestue. Jeg går selv ind på skadestuen, men har svært ved at trække vejret og tale. Først tager lægerne mig ikke seriøst, men da jeg er ved at dejse omkuld midt i det hele bliver jeg straks lagt på en briks hvor de ellers går i gang med diverse drop og et kateter i blæren. Dette er noget jeg efterfølgende har fået at vide, da jeg var ret omtåget af smerter og ikke helt kunne overskue hvad der skete omkring mig.

Jeg bliver kort efter kørt til scanning og resultatet fra denne var ikke ligefrem specielt opmuntrende; kvæstet milt, kvæstet lever, kvæstet nyre, indre blødninger og et par trykkede ribben. Med lægens egne ord: "Hvis du var kommet 5 min senere, så havde du ikke overlevet" :/

Jeg bliver kørt på intensiv afdelingen og tilkoblet en masse apparater, og derefter bliver min mor ringet op og bedt om at komme ind til mig. Det første døgn er jeg under konstant overvågning, og ryger til scanning igen næsten morgen, hvor lægerne kan se en lille bedring i helingsprocessen og derfor ikke vælger at operere mig.

De første par dage er lidt slørede pga. store mængder morfin og jeg husker ikke rigtig at have haft nogen smerter udover at jeg var godt øm i hele kroppen. Jeg husker svagt at hele min familie på skift har været inde og besøge mig, da jeg blev flyttet til en anden afdeling, men jeg er åbenbart allergisk overfor morfin og skiftevis døsede hen og kastede op.

Efter lidt tid kommer jeg til mig selv og jeg har aldrig i mit liv har så mange smerter på én gang. Bare det at gå de 20 m fra min seng og ud til toilettet kunne tage mig 20 min og jeg var dybt afhængig af et gangstativ. Jeg lå ca. en uges tid på hospitalet og savnede min hest helt forfærdelig meget. Lægerne beordrede mig ro i 3 mdr. Dvs. NUL heste, NUL ridning, NUL arbejde og NUL motion. I de følgende 6 mdr. måtte jeg ikke løfte tunge ting og ikke være særlig aktiv.

Jeg fulgte ikke helt lægernes ordre og dagen efter jeg blev udskrevet stod jeg atter i stalden. Jeg var dybt ulykkelig for jeg måtte ikke engang trække med eller strigle min hest, ikke engang stå og nusse ham i boksen, da det mindste stød i maven ville sende mig retur til hospitalet.

Efter en uges tid var jeg træt af ikke at måtte lave noget, så jeg tog bilen og kørte ud på gården. Jeg hentede selv min hest ind fra fold, striglede ham og trak en lille tur med ham. Jeg var ikke bange for ham, men bange for at han skulle ramme min mave, så jeg gjorde meget ud af at lære ham at lytte til mine signaler, da jeg ikke havde kræfter nok til at han trak af sted med mig.

Jeg brugte de 3 mdr. på at bygge tilliden op mellem os, og det er jeg den dag i dag dybt taknemmelig for. Da jeg kunne gå i gang med at ride igen, havde jeg en hest der ikke "turde" flytte sine ben uden at jeg havde givet ham lov først. Han var så blid og god ved mig, og selvom mange syntes jeg var bindegal og ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke havde solgt ham med det samme, gjorde det min vilje til at få det til at fungere, endnu større.

Mange har siden da spurgt om ikke jeg var bange for min hest og til det er svaret: Nej det er jeg ikke. Han gjorde det ikke for at skade mig og jeg ved at der med ridesporten følger mange knubs med undervejs. Tværtimod har mit styrt givet os et stærkere bånd fordi jeg var "tvunget" til kun at kunne lave jordtræning, og uanset hvad han finder på af drengestreger, så har jeg respekt, men bliver jeg ikke bange for ham.

Jeg har i dag en ven for livet, en ven der kalder på mig når han ser mig og en ven, der er der for mig når jeg har brug for det.

Tinka, mit råd til dig er: Tag dig god tid. Lad være med at have travlt med at skulle ride igen. Lær hesten at kende fra jorden. Opbyg tillid og genfind din glæde ved heste og ridning ved at gøre tingene i dit helt eget tempo. Om det så skal være bare at stå i stalden i 1 minut i første omgang og bare betragte hestene på afstand, så gør det og så put lidt ekstra minutter på når du er klar.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke herfra!

Jeg falder faktisk ikke af så ofte, tror det er ved at være et par år siden, at jeg sidst måtte tage en ufrivillig afsidning.

Men ja, jeg rider jo primært unghest ogisær galopheste, så når jeg ryger, så ryger jeg somreglt hurtigt og hårdt.

Et brækket kraveben (sad faktisk ikke på hesten da det skete), 2x brækket næse, nogle hjernerystelser, en dislocation af hoften, sammentrykket rygrad, brækkede ribben, trykte/maste/bøjede(?) ribben, "sammenpresning" af halebenet (av for h.. lad være med at land på røven!)

Jeg har ikke haft nogle alvorlige uheld (7-9-13) utallige brækkede fingre og tær, men det gælder ikke rigtigt. har også mistet nogle tænder og har to gange måtte (ØV!) få nogle sting eller lim i fjæset.

Det værste var den med hoften, da var jeg teenager og lå på en mark i 100 år og hylede før nogen fandt mig.

Hvordan får man tilliden tilbage?
Tjah, det har jeg faktisk ikke nogen gode råd for.. "op på hesten igen" er vist det eneste man kan gøre?
Det er altid en risiko når man rider, og man må jo bare tage valget, er det risikoen værd? Hvis det er det, så er det bare op, rid vidre og prøv at lade være med at tænke over den risiko der nu engang er. Det er en af verdens farligste sportsgrene, så man skal da gøre sig nogle tanker, før man springer op på dyret.

Av det lyder hårdt.

Josephine: Er glad for at høre du har fået et sådan godt bånd til din hest. Gid jeg kunne det samme, men da det ikke er min egen hest har det øget min frygt.

Nielsen: Jeg ved godt man siger man skal op på hesten igen. Men Jeg kom ikke op på hesten igen og jeg var lammet igennem ryggen i ca. 2 minutter (ved det ikke lyder af meget). Jeg kunne hverken mærke eller bruge mit ben den første halve time jeg kom ikke op igen.

Da dette skete på en kostskolen, og skolen intet har gjort kom min mor dagen efter og hentede mig hjem. Jeg står nu uden mulighed for at komme op på hesten igen. Når jeg endelig kommer ned på skolen tør jeg ikke sætte mig op på hesten igen da tingene køre som de gør dernede. Enhver ved at man ikke må tvinge en til at rejse sig efter sådan et styrt med hovedt først og at jeg ikke kan bevæge mig.

Syntes det brutalt de tvinger mig op at stå holdt udelukkende balancen på et ben til jeg var i stand til at gå.

Det mere derfor jeg er bekymret over om jeg nogen sinde kommer til at ride igen. selvom jeg elsker heste er jeg nu blevet bange for dem.

Puha nogle uheld i har været ude for!

Mit værste styrt var da jeg kun havde redet i ca. 1 1/2 år, hesten syntes pludselig barrieren er meget farlig og springer ud mod midten.. Jeg falder af og lander på skulderen/siden af hovedet.

kunne ikke bruge armen i ca. 2 uger efter, men beklager mig ikke efter at havde læst hvad i har været ude for at forfærdelige ting

ridelæren var meget sød og hjalp mig op på hesten igen (EFTER at havde spurgtom jeg virkelig ville op igen) og trak mig rundt indenfor hovslaget mens de andre red.

Øv, hvor er det bare surt at skolen ikke tager mere ansvar end de gør.

De burde have ringet efter en ambulance med det samme, hellere én gang for meget end én gang for lidt!

Jeg håber virkelig du kommer dig på trods af dine skader.

Hvor i landet bor du?

Jeg har nemlig hjulpet flere i gennem frygten for at sætte sig op på hesten igen efter styrt eller uheldige episoder, og jeg vil meget gerne guide, råde og vejlede dig til at kunne omgås de dejlige dyr igen Jeg er meget tålmodig og ved hvor svært det kan være at slippe frygten.

Jeg er sikker på det vil hjælpe, at du finder én hest som du kan starte med at bygge et tillidsbånd op til. En rolig og tålmodighed hest, som kan give dig troen og trygheden tilbage.

Og i første omgang så glem alt om ridning. Man kan sige, at du på en måde blive nødt til at starte helt forfra med de små basis ting. Dette kan være bare at stå i døråbningen til stalden den første dag. Anden dag kan du træde et eller to skridt længere ind i stalden osv. osv. Eller start med at muge nogle bokse mens hestene er ude. Det lyder som en helt åndssvag ting, men nogle gange kan det hjælpe at gå helt helt tilbage og så mærke sig frem hvor langt man kan gå hver dag.

Derudover synes jeg du skal droppe skolen eller i hvert fald at ride hos dem, da det på ingen måde tyder på at de tager særlig meget ansvar.

Det er vigtigt at du gør det i DIT tempo og at ingen presser dig udover dig selv.

Jeg lånte engang en venindes pony, da min egen hest var i fol. Vi skridtede langs vejen, da der kom en bil og vupti - inden jeg nåede at registrere det, var vi flere meter ude på marken i fuld galop og bukspring.

Jeg røg af og brækkede overarmen ..

Anden gang red jeg min egen hoppe, uden sadel på en lille tur, da der kommer en scooter og gasser op ved siden af hende. Hun render afsted, ud i en pløjemark og jeg falder af og slår hovedet - jeg blev slået bevistløs. Da jeg rejser hovedet igen, kan jeg kun se en støvsky på grusvejen der hvor hesten havde løbet.

Jeg havde fået et ordentlig gok i nødden, så jeg måtte forbi skadestuen inden jeg skulle hjem - jeg var helt rundt på gulvet. Kunne ikke huske hvad dag det var, hvad mine staldkammerater hed, eller hvad der lige var sket. Jeg kan stadig den dag i dag ikke huske hvordan jeg kom retur til stalden.

Så har jeg fået nogle trykkede ribben, hjernerystelser og hold i nakken igennem tiden.

Det er jeg rigtig ked af at høre. Jeg kunne skælde din underviser meget ud!

Du skal vælge en, der er meget , meget rolig en anden gang. Og som ikke har travlt. Det har de fleste undervisere.

Jeg ville nok vælge at starte med en mindre hest, måske islænder. De virker ikke så skræmmende, fordi deres bevægelser er mindre, også fra jorden.

Og så start i skridt. Og aldrig uden sadel. Og kun på en rolig hest i galop, som der kan styres 100%.

Hellere en doven hest i starten!

Mine skader er lidt af hvert, ikke noget vildt, men ja, noget jeg har mén efter i dag.

Kom til at tænke på, der findes meget sikkerheds udstyr - som vi alle faktisk burde bruge!

1. Sikkehedssko/støvler (så kunne du måske have reddet tåen)

2. sikkerhedsvest - når du skriver, du har flækket noget af rygraden

eller de oppustelige veste, men ville vælge de alm.

3. Back on track ridehjelm, som også tager de skrå stød, og gør, at man får en meget mindre hjernerystelse, når man ryger af.

Jeg startede med at ride som 35-årig, og uden undervisning, andet end lidt gode råd fra min kæreste (som kunne ride nognelunde). Det kstede mig efter et års tid et fald hvor jeg brækkede højre håndled og fik et trykket ribben, og især en skræk for at sætte mig til hest igen.

Den (skrækken) blev ikke bedre, da jeg efter nogle måneder red en hest der løb løbsk ud af en bjergvej (3 meter bred, og med en afgrund til den ene side på 30 meter og skrænt op til den anden side på 10 meter). Efter knap en kilometer blev hesten dog heldigvis træt fordi det begyndte at gå opad, og det lykkedes mig at standse den, og i det sekund den stod stille hoppede jeg af! Uskadt. Jeg satte mig ikke op på den hest igen, nogensinde.

Efter et par år med en latent angst og ikke meget ridning besluttede

jeg mig at forsøge igen, og fik nu undervisning på en femten år gammel haflingerhoppe, meeeget rolig, i sandkasse. Virkelig helt fra bunden af med en underviser der kendte min angst. Det hjalp efter nogle måneder på angsten.

Jeg lavede visualiseringsøvelser før jeg skulle til undervisning, og jeg sagde hele tiden til mig selv at hesten var rolig og at jeg kunne ride den. Det hjalp efterhånden.

Jeg ved godt hvor bange man kan være, selv for at omgås heste. Jeg er også blevet sparket i ryggen, men ved et mirakel ramte hesten ikke rygsøjlen. Jeg blev dog alrig rigtigt venner med den hest igen.

Vejen frem må være at du kun gør det du føler du kan magte, og at du altid siger fra hvis du ikke føler dig tilpas. Hvis du kan finde en eller anden gammel (bovlam) krikke som du bare kan nusse, vil det nok være et første skridt. Tiden er ikke altid nok til at hele skræk og sår, af og til skal der hjælp til. Tal evt. med psykolog eller hypnotisør.

Rigtig meget held og lykke. Og pas på dig selv!

Lene

Hvis du ikke vil miste modet, så er jeg ikke sikker på du skal læse min historie

Jeg har lavet mange "smukke" styrt fra hest, men jeg har også redet rigtig mange heste og arbejdet på både stutteri og rideskole. Så et par brækkede knogle og trykkede ribben er det da blevet til.

Mit værste styrt fra hest lavede jeg dog for lidt over 3 år siden - et styrt der har invalideret mig for livstid.

Jeg red en lille fin hoppe som skulle gøres klar til kåring. En 7 års som mest havde gået skovture. Det gik rigtig fint og vi tog den med ro i starten, men efter en uges ridning vælger jeg så at vi skal slutte af med en galop. Her eksplodere dyret mildest talt og jeg var totalt uforberedt, den havde på ingen måde givet antydning til dette.

I sandet endte jeg og der kunne jeg godt mærke, at det her var ikke godt! En sød pige får fanget hesten, givet mig min telefon og får desuden fat i nogle folk. Jeg kunne ikke selv komme op og bliver meget dårlig da de forsøger at rejse mig op. På skadestuden det går og i første omgang mener der heldigvis jeg "bare" havde brækket hoften og den skulle have ro i 6 uger.

Det skete 2 uger før jul i 2009 og krykkerne går jeg stadig med. Hoften var ikke brækket, men musklerne blev knust, benet slået skævt, nerverne tog skade (bl.a. iskias nerven), blodomløbet er den også gal med også har jeg stærkt nedsat kræft + bevægelighed. Det nyeste påfund fra det kære ben er at det nu hæver voldsomt op, hvilket kun giver yderligere smerter. Så den ene ridetur blev et liv som kronisk smertepatient.

Hvordan du kommer på hesten igen ved jeg ikke - jeg ville gerne op igen, for jeg har haft langt flere gode ture end dårlige. Dog kommer jeg aldrig til hest igen, for det er ikke længere fysisk muligt. Så nu har jeg hund i stedet for

I 2009 red jeg undervisning, det gik rigtig godt. Men lige pludselig snubler den og lander på mit ben, heldigvis fik jeg ingen men, bare smerter der skete ikke noget videre, havde både vest og ridehjelm på.

Hvor bor du?? For kan anbefale Rasmus Bagger

faldt jeg som 14 arig af min lanehest, hun havde fol hjemme pa garden og jeg havde taget hende ned i den bagerste fold langt fra stalden.. hun ville ikke sta stille da jeg skulle stige op.. med det resultat, hun satte i galop med mig hangende over sadlen med en fod der sad fast i stigbojlen, jeg kunne ikke bevage mig.. kun forsoge at holde mig fast og fa den fod ud.. i mine tanker sa jeg allerede mig selv slabende efter hende.. jeg provede alt i min magt for at fa den fod ud men fast sad den..

pa en eller anden made lykkedes det til sidst uden jeg er faldt af, af fa den fod vristet ud.. og jeg vil bare ned fra den hest nu. sa jeg lader mig falde bagover i fuld galop, nok ikke det smarteste men jeg er dog kun 14 ar gammel. med det resultat at jeg brakker min skulder.. jeg ser stjerner sa ondt gor det.. kan fornemme det stadig sa mange ar efter.. smerten. jeg kalder pa enhver som kan hore mig. men ingen mennesker i narheden, jeg kan ikke rejse mig for smerter.. men da ingen har hort mig kalde og grade i flere min.. tager jeg mig sammen og gar op til garden.. nok en ga tur pa over 500 m. jeg skal sa abne lagen hvor hesten star og venter, men kan ikke for smerter.. sa jeg ma kravle under. hvordan jeg kan aner jeg ikke. da jeg kommer ind i garden og foran doren, falder jeg om da konen i huset abner..

hun far ringet til min mor og jeg bliver kort pa skadestuen.

efter lang ventetid far jeg af vide min skulder er brakket. jeg skal opereres det er et kompliceret brud lige ved den runde knogle, sa der skal nogle kramper i..

da jeg vagner. fy for pokker. stadig sa mange smerter da den ikke kunne gipses.. er bundet til sengeranden med min arm.. hver gang nogle stoder til det.. skriger jeg af smerte..

na men i mdr efter.. har jeg problemer med at bruge min arm. kommer ogsa til genoptraning og far taget kramperne ud.. men min skulder er sat for stramt sammen, sa jeg kan ikke lofte den op over hovedet i lang tid. og har ikke normal bevagelig hed.. men stadig synes jeg at jeg slap billigt.. jeg hang jo fast i den skide stigbojle.

det er nok det varste uheld jeg har haft..

TS: "op på hesten" var mere ment som talemåden. Fysisk og mentalt.

Selvfølgelig skal man ikke tilbage på hesten, før man er fysisk klar til det, det troede jeg ikke var nødvendigt at forklare

Og som jeg sagde, andre råd har jeg desværre ikke, jeg ser helst at nervøse ryttere ikke rider, så selvf skal man være mentalt indstillet på det.

Jeg havde både sikkerhedsvest og ridehjelm på jeg er faldet af på højre side af hesten men landet på venstre side med hovedt i først er end med hovedt i den retning som hestens bagdel vendte og knækkede tøjlen med på vejen.

Jeg bor i stenløse hos min mor og min kostskole ligger på bogø. Er gerne villig til at betale for kurser mv.

Heste var hele mit liv indtil dette styrt nu kan jeg ikke engang ligge i min egen seng og tænke på at se på en hest uden at næsten græde af skræk.

Altså når din frygt er så stærk, så skal du starte med at kontakte en psykolog, for så er det jo ikke bare et problem der opstår nå du er omkring heste.

Så psykolog er nok det bedste bud, som det er nu skal du slet ikke koncentrere dig om at komme ud og ride.

-Det skal din skole hjælpe med, har du ikke en kontakt person/lære du kan snakke med?

Da jeg var 12 år gammel, havde jeg lige fået en ny pony.. Den var blevet købt rå, og nogle ældre piger havde tilredet den og redet den i ca en måned.. Første gang jeg selv skulle op, går ponyen i panik og løber i over markerne.. Da jeg forsøger at hoppe af, får jeg hevet ponyen med i faldet, og da den rejser sig træder den på mit hovede.. Jeg brækkede kæben 3 steder og min ridehjelm reddede resten

1 uge efter operationen sad jeg på ryggen af en pony igen, med tænderne syede sammen med ståltråd for at holde kæben på plads.. Dette var dog en ældre pony jeg stolede på..

Min pointe er at min kærlighed for heste var/er så stor at jeg ikke kunne holdes væk.. Så måske skal du spørge dig selv om det virkelig er det du vil? Misforstå mig ikke, jeg siger ikke at du nødvendigvis skal glemme alt om heste og ridning, men du skal huske på hvad det er du elsker ved hestene:) Hvad giver de dig og hvad føler du når du er sammen med dem:)

Jeg tror ikke at "op på hesten" igen er den rigtige metode for alle, og jeg vil tilføje at jeg var rædselsslagen for ponyen efter faldet. Jeg kom aldrig op på den igen, og efterfølgende var jeg bange bare for at være sammen med den selvom den aldrig havde gjort mig noget i stalden..

men havde det fint med andre heste, så måske vil du have det bedre i en ny stald med nye heste:)

håber du kan bruge det til noget og håber at du finder en måde at komme videre på:)

Mit væreste fald...... Dem har jeg nok to af.

Ulykke nr.:

1)

Engang jeg havde red en pony der hed Flicka (tror det har været i år 1989) løb hun gennem et stødhegn med mig på ryggen.

Hegnet hvikler sig rundt om min ene fod, og da hegnet ikke kan bliver længer bliver jeg revet af ponyen, og lander lige nede i et badekar fyldt med vand....., så jeg får alt stødet gennem mig....., redder mig nogle gevaldige brændsår en mrd. i sengen.

2)

Var i 1996 efter fald på hest og brækkede halsen.

Det har jeg stadig varie mén af.

/Signe

Ps. også ligger jeg med hjernerystelse nu :/ Men det er heldigvis ikke så slemt.

læser denne tråd, forstår man jo ikke at nogen rider uden ridehjelm....

Det var dog lige præcis det jeg gjorde for 18 år siden....min ellers så pålidelige hest begyndte i et galopanspring at bukke, desværre var vi ikke på den bløde ridebane, men i rabatten ved asfaltfejen og ja jeg faldt af of selvfølgelig på asfalten, jeg slog hul i hovedet og var bevidstløs, egentlig husker jeg ikke rigtig det men er blevet fortalt det ef hende som var så uheldig at finde mig på vejen.

Jeg måtte blive på hospitalet natten over, havde foruden hullet fået mig en gevaldig hjernerystelse, som har gjort jeg den dag i dag har hovedpine i mere eller mindre grad næsten daglig.

Så folkens brug nu hjelmen.....andet er simpelthen for tosset, desuden var det ret så traumatisk for hende der fandt mig med blod i hele hovedet liggende på vejen

Så er jeg blevet smidt af min venindes hest under tilridning, her bukkede den også mens jeg lå hen over sadlen og så er det slet ikke let at komme fri af hesten. Men af kom jeg og lige hvordan det skete ved jeg ikke, men mit knæ kunne i hvertfald bøje sidevejs da jeg kom op at stå.

En kraftig forstuvning sagde vagtlægen, men efter en måned hvor knæet var blevet tappet for væske 3 gange blev det endelig MR scannet som viste at mit korsbånd var revet over, skade på minisken og et ledbånd og en revne i mit skinneben. Jeg har fået lavet et nyt korsbånd og det er det bestemt blevet bedre af, men her 8 år efter hopper det stadig ud af led ind imellem, men heldigvis ikke noget der gør ondt.

Den anden afsidning gav også mig en skræk i livet og jeg rider helst kun min egen hest ellers skal det i hvert fald være en hest jeg kender. Jeg har dog aldrig blevet så bange for at ride som du beskriver og som en anden foreslår dig, tror jeg også du må have fat i en psykolog.

Jeg har hest stående i Ganløse,gården ligger mellem Ganløse og Farum og vil gerne hjælpe dig med at få tidlid igen. Helt fra jorden og og senere hen til hest hvis du har lyst. Du er velkommen til at skrive en pb til mig

Mvh Wendy

Jeg har egentlig aldrig fået en skade i forbindelse med styrt.

Dog har jeg været væltet med Gobi til en stævne. Vi glider i et hjørne, hvor vi skulle lave en skarp vending til næste spring. Det var ikke engang omspringning så jeg red umådelig pænt. Der var så ikke blevet vandet i det hjørne, så bunden var tør, meget tør!

Jeg husker bare, at jeg pludselig bliver slået ned i jorden, og så kan jeg mærke noget ufattelig tungt ovenpå mig. Min far har så senere fortalt, at Gobi var landet ovenpå mig.

Jeg lå på banen i 20 min. De første 3-5 min kunne jeg intet sige, og det hele var fuldstændig sort for øjnene, og da jeg så fik luft skreg og græd jeg som en gal. Efter de 20 min, hvor de var lige ved at ringe en ambulance kunne jeg se igen. Jeg blev hjulpet op, og så mit elskede dyr blive trukket rundt. Jeg var SÅ øm i hele kroppen og helt rundt på gulvet. Jeg satte mig så op lige efter, det var jeg simpelthen nødt til, og sprang banen færdig.

Jeg sprang også den næste klasse, og det var faktisk første gang jeg red LA.

For mig var det vigtigt at komme op igen. Det var overhovedet ikke Gobis skyld, men jeg vidste bare, at hvis jeg ikke satte mig op, ville der gå lang tid før jeg skulle derop igen. Jeg var nødt til at få en succes oplevelse ovenpå den hændelse. Og det vidste jeg at jeg ville få, fordi det var Gobi. Havde det været en anden, er jeg ikke så sikker på, at jeg havde gjort det!

Det er individuelt, hvad man mener der er bedst for en når det går galt. Vigtigst skal man huske på, at ulykker næsten aldrig sker, fordi det er hestens intention. Den kan glide, den kan blive forskrækket, den kan have ondt pga sadlen osv.

Det er ting der kan ske, og det er da voldsomt når det sker. Især nogle af jer har nogle vilde historier, hvor jeg tænker; godt det ikke var mig!

Mit råd er, at du får lov til at arbejde med en rolig (næsten) idiotsikker hest. Få dig nogle gode oplevelser med den, imens du arbejder med den anden fra jorden. Ens mistillid kan være svær at knække.

En bekendt lavede et vildt styrt på sin for nyligt, og hun fik en veninde til at ride den efterfølgende, og det hjalp hende, at vide at den var "ridelig", og se at veninden havde en god oplevelse.

Man kan jo aldrig stole 100% på et dyr, ligesom man ikke kan sige at en hest er 100% trafiksikker. Det er et andet individ. Men jeg synes det er synd, hvis én hændelse skal ødelægge det hele.

:-)

jeg sprang uden sadel og min pony bukkede mig af - jeg lander på hovedet og min hjelm bliver trykket ned oveni i min næse som bliver trykket løs af det. så nu er min næse en anelse skæv og har en stor grim bule hvor den er "vokset" sammen.

Uden imponerende skader. Et brækket ben, en flækket kind, hjernerystelse, forstuvninger og låst ryg og bækken.

men i 2010/11 fik én møgkrampe rigtig ram på mig. En tilridningshest der lige pludselig blev vild - rigtig vild. Den bukkede, stejlede, og smed sig til sidst tre gange med mig på. Ole gjorde hvad han kunne for at holde den (den var i longen). De to første gange blev jeg hængende, den tredje var en kolbøtte og der måtte jeg af.

Den dag fortsatte jeg min ridning af staldens andre heste som vanligt - dagen efter turde jeg ikke ride på andre end Dejó.

Katja og Ole gjorde hvad de kunne for dels at lade mig slippe og dels få mig op på nogle forskellige heste. Jeg RYSTEDE den dag jeg skulle skridte på Katjas gode gamle bundstabile Corvette. Det er fuldkommen åndsvagt, men jeg var ved at dø af skræk.

det har tager RIGTIG lang tid. Så sent som for 14 dage siden talte vi om at jeg nu er ved at være tilbage som jeg var før uheldet.