Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Sportsrideklubben Aalborg vandt 1. kvalifikation af Dressurens Venner - Cup

Det blev holdet fra Sportsrideklubben Aalborg (SAO), der red sejren hjem i kvalifikationen i Dressurens Venner - Cup, der blev afviklet i Hjørring Rideklub i weekenden. 2. pladsen gik til holdet fra Sindal Rideklub (SIN), mens hjemmeholdet fra Hjørring Rideklub (HJR) blev nr. 3.

 

SAO sejrede
Med en flot præstation og to individuelle præstationer i top 3, blev det de fire piger fra SAO, der sikrede sig sejren i 1. kvalifikation i Dressurens Venner - Cup 2013. Anne Sofie Klit Jensen og Korsgårds Miro blev også klassens bedste ekvipage med et resultat på 73,017 %. Hendes holdkammerat Karina Mortensen og Atterupgaards Steinway blev nr. 3 med 71,724 %, mens den individuelle 2. plads gik til Ida Koch Jakobsen og Argos fra SIN.

 

Top 3: Dressurens Venner - Cup i Hjørring

 

1. plads Sportsrideklubben Aalborg (SAO)


Anne Sofie Klit Jensen/Korsgårds Miro
Karina Mortensen/Atterupgaards Steinway
Anne Larsen/Micano
Lise Maria/Tampa Odalsgaard


2. plads Sindal Rideklub (SIN)


Ida Koch Jakobsen/Argos
Karen Pedersen/Vestervangs Miss Zorba
Chanette Sørensen/Skovly's Louie Lepenn
Marie Louise Axelsen/Minique Lightfoot


3. plads Hjørring Rideklub


Rebecca Bastholm Fischer/Samson
Dennis Madsen/Lisa Ylke
Johanne Møller/Stald Højgårds Akachia
Maria M. Christensen/Tankedals Domin

OM HJØRRING RIDEKLUB

 

Plads til alle
Sportsrideklubben for Hjørring og omegn (HJR) blev stiftet den 30. november 1936, og i dag er klubben en af Vendsyssels største rideklubber. Hjørring Rideklub har mellem 280 og 300 medlemmer, og medlemstallet er opadgående. Det er lige store andele af både børn, voksne, springryttere, dressurryttere og elevryttere, der dagligt bruger klubben.

"Vi er en stor klub, og det er meget vigtigt for os, at der er plads til alle", understreger Mette Kjeldgaard, næstformand i klubbens bestyrelse.

 

"Plads til alle - og det at vi skal være gode til at tage imod alle nye medlemmer: det er helt klart vores hjertesag. Vi har en stor elevskole, og det er vigtigt for os, at eleverne har det godt, og selvfølgelig også at rideskolehestene har det godt, for vi satser meget på vores elevskole som grundlag for sporten. Når det er sagt, så gør vi også rigtig meget for de rutinerede ryttere. Det er naturligvis af stor betydning, at de får mulighed for at udvikle og dygtiggøre sig".

 

Tradition for klubholdsturneringen
Klubben gør meget for at servicere dens medlemmer og oplandet. Udover elevskolen er der trænere i både spring og dressur til hesteejerne, ligesom der både afholdes klub- og distriktsstævner.

"Vendsyssel er et hesteland. Der er stor konkurrence om opstaldningen i området, og der skyder hele tiden nye rideklubber op. De kan være svære at konkurrere med på prisen, så vi skal være på mærkerne og arbejde for at være med fremme. Derfor er det også vigtigt for os, at vi bl.a. afholder mange stævner - gerne store stævner", fortæller Mette Kjeldgaard.

 

Og netop derfor er kvalifikationsrunden til klubholdsturneringen en af de begivenheder, der bliver satset på fra rideklubbens side. Det er en event, der samler mange, og ikke mindst et stævne alle kan være til. Fordi klubben har en fast tradition for afholdelse af kvalifikationen, har det ikke været nødvendigt for dem at gøre noget særligt for at få folk til at melde til eller på anden måde skabe opmærksomhed om turneringen. I området ved alle, at der er klubholdsturnering i dressur den første i weekend i maj i Hjørring Rideklub.

 

Team-spirit og sammenhold
"Det plejer, at være en rigtig festlig weekend", siger Anne Engemand, der sidder i klubbens stævneudvalg.

"Der kommer rigtig mange tilskuere, selvfølgelige fra de deltagende klubber, hvor de kommer for at heppe på "deres" hold, men der er også en masse trænere og hjælpere, og så er der jo familie og venner m.m. Der er en rigtig god stemning og team-spirit på de tilmeldte hold, og mange får lavet ens klubjakker og matchende underlag m.m. Der bliver virkelig gjort noget ud ad holdoplevelsen."

Nogle rideklubber har også deres eget heppekor med, og for første gang prøver Hjørring Rideklub i år at få stablet deres eget heppekor på benene til weekenden. Hvis heppekoret bliver en succes, kan det måske skabe grundlag for en ny tradition i klubben.

 

"Det gode ved klubholdturneringen er, at den er for den helt almindelige rytter - alle kan være med", fortsætter Anne Engemand.

"Ser man på det med arrangørens øjne, så kræver kvalifikationen selvfølgelig flere hjælpere til stævnet - flere skrivere, og en portåbner fordi det er mesterskab m.m. - men det betyder ikke så meget for os, vi er jo en stor klub. I år har der været lidt ændringer i forhold til tidligere. Der skal være To dommere på - både en B+ og en C-dommer - hvilket er nyt. Og så er doteringerne blevet større, men det gør jo kun konkurrencen mere spændende".

 

OM DRESSURENS VENNER - CUP

Turneringsplan
4. - 5. maj, Hjørring Rideklub
25. - 26. maj, Skive Rideklub
1. - 2. juni: Højfyns Rideklub
29. - 30. juni, Blåvands Huk Køre- og Rideforening
29. - 30. juni: Maarum Rideklub
10. - 11. august: Hvalsø Rideklub
14. - 15. september: Holte Rideklub - FINALE

 

Dressurens Venner - Cup
Dressurens Venner - Cup er en konkurrence i dressur for klubhold, der afvikles over seks
kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, der afholdes to runder
på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. De seks kvalifikationer afvikles som udgangspunkt over en dag, og afvikles i LA2, mens finalen afvikles over to dage. Ved finalen rider to af holdets rytter LA2 og to ryttere rider LA5. Holdene skal bestå af tre ryttere på tre heste eller fire ryttere på fire heste, hvoraf de tre bedste tæller.

 

Doteringer
Ved hver af kvalifikationsrunderne er der 4.000,- kr. i 1. præmie, 2.000,- kr. til 2. pladsen og 1.000,- kr. til 3. pladsen. I finalen er der 10.000,- kr. til vinderholdet, 6.000,- kr. til 2. pladsen og 4.000,- kr. til 3. pladsen. Vinderholdet får også et klubforedrag med Ingdams.

Herudover sponsorerer Ingdams rosetter til de tre placerede hold samt underlag til det vindende hold i både kvalifikationerne og finalen.

 

Om Dressurens Venner
Foreningens formål er at fremme en visionær udvikling af dansk dressursport med henblik på at højne kendskabet og det faglige niveau. Dressurens Venner tilstræber at sætte fokus på dressurridning, at støtte dressursporten, at have opmærksomhed på talentudvikling og give dressuroplevelser af højt niveau.

 

Kilde: DRF

 


Tilføjet d. 07-05-2013 kl. 22:05 af i kategorien Ridesport.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider