Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Fejende flot man og hale

Stævnesæsonen står snart for døren, og det er altid flot når hesten har en velplejet man og hale. Her er et par tips til, hvordan du kan opnå et fejende flot resultat, og hvorledes du kan vedligeholde det med minimal efterfølgende indsats.


Vask man og hale

Efter en hård vinter og en mudret overgang til foråret, kan det godt være, at hale og man ikke har set grundig pleje længe. Start derfor med at vaske man og hale grundigt med en mild, neutral shampoo. Brug shampoo, som du fortynder let med vand inden du bruger den. Det gør det langt lettere at skylde ud bagefter og har samme effekt, som hvis du bruger den ufortyndet. Sørg for at du kommer godt ned mellem hårene, hvor der kan være meget støv og snavs. Husk at skylde grundigt efter med rent vand, så du får al sæben ud. Tryk evt. man og hale efter med et tørt håndklæde, så du får det meste af det overskydende vand ud. Så er man og hale klar til en god udredning.

 

Halen
Halen er ofte forbundet med det største arbejde, da de lange hår i halen kan være viklet grundigt ind i hinanden. Her er udfordringen at få den viklet ud, uden at der mistes for mange hår i halen. Det er altid flottest med en flydende tyk hale. Den bedste måde at opnå det på, er faktisk at skille hårene ad med fingrene. Det kan tage rigtig lang tid, men resultatet bliver flot og det er den metode du mister færrest hår på. Start evt. med at skille de værste sammenfiltrede områder af halen groft, mens halen fortsat er godt fugtig efter vask. Derefter kan der sprayes med 'finishing spray', de-tangler' eller 'show shine', hvorefter du lader halen tørre lidt mere, så sprayen får tid til at lægge sig om hårene. Derefter fortsætter du arbejdet med at skille hårene ad med hænderne. Når det ser fornuftigt ud og de fleste klumper hår er skildt godt ad, kan du børste efter med en god stålbørste, til sidst. Brug evt. sprayen lidt mere, så du samtidig med at du får gennemarbejdet halen, også tilfører lidt ekstra glans. Trim evt. halen for neden, hvis den er blevet lidt for lang, lidt for slidt eller blot trænger til at blive rettet lidt af. Red halen godt igennem en sidste gang med stålbørsten, som nu gerne skulle glide glat igennem hårene, således at halen er fejende let og luftig.

 

Manen
Manen er som regel hurtigere at ordne. Den er kortere og hårene filtrer derfor ofte ikke så meget. Her kan du som regel godt børste igennem med en stålbørste, fra start af. Du skal dog have tanke for, at hvis du skal flette hesten op til stævner, er det ikke nødvendigvis en god ide, at bruge sprays der filtre ud og gør manen glat. Netop det, at sprays gør hårene glatte, gør samtidig det, at manen bliver meget vanskeligere at flette op og elastikkerne glider lettere af. Brug derfor kun sprays til manen, hvis du ikke planlægger at hesten skal flettes op foreløbig, eller du planlægger at vaske den igen, inden du skal ud og starte stævne. Trim også manen, hvis den har behov for det. Manen bliver flottest, hvis du, efter at have børstet den god igennem fra hårrødder til spids, herefter børster frem og tilbage i manen, så du kommer godt ned i roden af manen. Børst herefter lodret en gang til.

 

Vedligehold
De færreste ryttere gider vaske man og hale meget ofte, da det er et stort arbejde. Desuden har hårene slet ikke godt af det. Har du derfor gennemarbejdet man og hale grundigt, en gang for alle, så kan du nemt klare vedligeholdelsen, ved at ofre få minutters gennembørstning dagligt og løbende supplere op med spray. På denne måde kan du nemt sørge for, at din hest altid har et velplejet udseende, og en fejende flot hale, der måske ser ud af mere end den måske er. God fornøjelse!

 


Billede

Forsidefoto: JP-Photo.dk


Tilføjet d. 22-04-2013 kl. 23:03 og sidst rettet den 23-04-2013 kl. 10:09 af i kategorien Røgt og Pleje.





Seneste relaterede nyheder
22-01-23 CBD balsam: Et forkælelsesprodukt til dyr
15-12-15 Steve Guerdat vinder €1.200.000 i Geneve
31-03-15 Nyt stævnesystem baner vej for mere fair ridesport
05-01-15 Vask din hest i sæbespåner
08-12-14 Nem rengøring af ridehjelm
13-02-15 DHE træf på Sjælland
06-12-13 "Bodil" gav Baltic Cup vind i sejlene
16-06-13 Vask af hesteudstyr i vaskemaskinen
24-06-10 Ryttere diskvalificeres grundet brug af straf
28-01-10 Støt jordskælvsofrene til hest


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider