Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Verdensstjernen Werth indtager Herning

En levende legende indtager arenaen i Herning under Dansk Varmblods Hingstekåring 2016, når Skagen Fondene byder på en særlig clinic med en af verdens mest vindende dressurryttere, Isabell Werth

 

Med Hingstekåringen 2016 sætter Dansk Varmblod nye standarder for, hvad der i forvejen er et arrangement uden lige noget sted i verden. Nu udvider hingstekåringen med internationalt spring- og dressurstævne på trestjernet niveau. Det gigantiske multiarrangement, som udover hingstekåring og ridestævne også omfatter udstyrsmesse, unghestechampionat, gallashows og faglige clinics, binder på bedste vis hesteavl og -sport sammen.

 

Torsdag den 17. marts 2016 under Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH Messecenter Herning kan en af verdens mest succesfulde uddannere af Grand Prix-dressurheste, Isabell Werth, opleves i den spændende, lærerige og inspirerende Skagen Fondene Clinic i Hal M's Equsana Arena.

Tysklands Isabell Werth er en af verdens mest vindende dressurryttere med ikke færre end otte olympiske medaljer, ni verdensmesterskabs- og 13 europamesterskabsmedaljer, otte tyske mesterskaber og et utal af andre Grand Prix-sejre, herunder to World Cup-sejre. Hendes største meritter har hun opnået på hestene Fabienne, Gigolo, Antony, Satchmo, Warum Nicht, El Santo, Don Johnson og Bella Rose.

 

Verdensstjerne i 25 år
Isabell Werth kom som 17-årig til at ride for sin venindes far, den navnkundige Dr. Schulten-Baumer. De udviklede et helt særligt partnerskab, der gav Isabell det afgørende internationale gennembrud, og med doktorens hest Gigolo vandt Isabell individuelt guld og holdguld ved EM, VM såvel som OL. Under samme periode uddannede Isabell sig sideløbende til jurist.

Hun arbejdede sammen med Dr. Schulten-Baumer i 14 år og beskriver ham som den person i hendes liv, der udover hendes forældre har lært hende mest. Isabell har sidenhen slået sig ned som selvstændig og har siden 2001 arbejdet tæt sammen med sponsor Madeleine Winter-Schulze.

Dermed har Isabell haft alle muligheder for at få den færdige Grand Prix-hest leveret, men det interesserer hende på ingen måde. Hun vil lave dem selv. Den nu 46-årige rytter har stort set selv uddannet alle sine Grand Prix-heste - og det har ofte været heste, som andre ryttere har afvist eller opgivet. Hun har fået meget store og kraftige heste til at tage sig mere elegante ud, end nogen havde troet muligt.

 

Isabell Werth, der var hovednavnet på Global Dressage Forum 2013, har holdt sig på toppen af dressursporten i 25 år og har så sent som ved VM 2014 i Normandiet og ved EM 2015 i Aachen taget del i medaljehøsten.

 

Nu kommer hun til Herning for at give sin første clinic i Danmark nogensinde. Gå ikke glip af en sand verdensmester. Bestil allerede nu dine billetter til Skagen Fondene Clinic med Isabell Werth torsdag aften den 17. marts 2016. Se mere her.

 

Kilde: Dansk Varmblod

 

Billede

Isabell Werth (Arkivfoto: JP-Photo)

 


Tilføjet d. 21-10-2015 kl. 11:33 af i kategorien Ridesport.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider