Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Spændende 6 års championatsfinale

Tidligere i dag gik også finalen for 6 års heste til Dansk Rideforbunds Championat i den store arena til JBK i Odense. Her var 20 ryttere kvalificeret, og der var kamp om topplaceringerne, da rytterne skulle mødes i den efterfølgende omspringning. Men inden omspringningen blev alle ekvipagerne bedømt af stildommerne, og i denne klasse var den internationale springrytter Marco Kutcher gæstedommer sammen med de andre dommere Kenneth Ernst, Bo K. Møller og Lorentz Linnet.

Der blev lagt hårdt fra start, da første rytter var Anica Kristoffersen med Play Girl e. Party Dance/Calato. Som altid sprang Play Girl super over alle spring, og dommernes kommentarer var også, at det er en hest med et utroligt overblik, hun har hele tiden kontrol over tingene og springer godt igennem kroppen og bruger sig godt. Stilkarakteren blev 8.80, og så var noget at leve op til for resten af rytterne.

Med start nr. 4 kom Christian Schou og Cantor de la Vie Z e. Clinton/Heartbreaker på banen, og han var den første der næsten levede op til Anicas resultat. Dommerne kommenterede på denne runde, at det var en meget flot runde. Runden var hele tiden i samme rytme, hesten springer ens på alle springene, har gode reflekser og springer godt. Det udløste karakteren 8.60.

To ryttere senere kom Rikke Haastrup Kristensen på banen med velspringende Volstrups Caroline e. Churchill/Corlando. Dommerne udtalte, at hun springer med en utrolig bagbensteknik, men dog løber lidt for meget ind i springene. Men det var alt i alt en rigtig god runde, og de sluttede med 8.50 i stilkarakter.

Med start nr. 8 kom den næste rytter, som viste sig at skulle med i omspringningen. Det var Jannike West med Deauville van Overis Z e. Daro/Ramiro Z. Her var der tale om en hest, hvor man ikke var i tvivl om at hesten var efter superhingsten Darco, hvilket dommerne også kommenterede på. De udtalte, at det er en hest der ikke kan skjule sin afstamning, men er en typisk Darco hest. Det er en hest der er forsigitg med masser af kapacitet. Det er en hest der vil over på den anden side, men som gør det lidt på sin egen måde. Karakteren blev 8.4, men med en enkel tidsfejl sluttede de med 8.30.

Georgia Timmerman red sig i dag ind på en stilkarakter på 8.30 med en brækket hånd, efter hesten sprang op i hånden over første spring i gårsdagens kvalifikation. Dommerne udtalte om Lillebebegårds Amaflair e. Amarone/First Flair, at det er en rigtig positiv hest, som viser meget kapacitet. Selvom at det er en stor hest, er det en hest der er teknisk god og god til at korte sig ind og springe op til rytteren.

Den sidste ekvipage som skulle vise sig at komme videre i omspringningen var Linnea Ericsson-Carey med Pegasus e. Party Dance/Andiamo. Der blev fra Linneas side ikke sat en hov forkert, og dommerne udtalte også at i dag passede alt. Hesten var meget opmærksom selvom det er en rigtig stor hest, og Linnea gør det rigtigt godt inde på banen. Den tur blev honoreret med den meget flotte karakter 8.90, som var den højeste karakter der overhovedet er blevet givet i år til finalen i championaterne for 4, 5 og 6 års.

Så blev det tid til den spændende omspringning. For hver rytter der kom ind på banen, gik det bare stærkere og stærkere efterhånden som rytterne kom ind på banen. Det var ikke en bane som på samme måde opfordrede til små vendinger, som det havde været for 5 års hestene. Jannike West og Deauville van Overis Z fik desværre en bom inde på banen, og dermed var de ude af topkampen. Så kom Georgia Timmermann med Lillebebegårds Amaflair, og de red en rimelig sikker tur i et godt tempo og kom fejlfrit i mål i tiden 37.19 sek. Rikke Haastrup Kristensen og Volstrups Caroline red også en sikker tur i et godt tempo, men endte lige bag ved Georgia i tiden 37.74 sek. Så blev det Christians Schous tur, og her blev der lagt lidt mere pres på. Det resulterede i en fejlfri tur i tiden 37.00 sek.
Anica Kristoffersen var ikke i tvivl om, at hun gerne ville stå øverst på podiet i år! Hun red en hurtig tur med så snævre vendinger som muligt, men uden at give helt los på den sidste strækning, hvilket fik hende fejlfrit i mål i tiden 35.29 sek. Så var der en rytter tilbage. Det var Linnea Ericsson-Carey og Pegasus. Heller ikke her var der tvivl om, at her ville Linnea forsøge at ride stærkt. Og det gjorde hun. Højt tempo og de mest mulige snævre vendinger og så blev der redet fremad på den sidste strækning - og hun gjorde det! Hun kom fejlfrit over den sidste i tiden 34.13 sek, og hun var hermed vinder af dette års finale for 6 års heste!

Billede

Linnea Ericsson-Carey og flyvende Pegasus i dagens finale. jp-photo.dk


Tilføjet d. 17-10-2015 kl. 00:35 af i kategorien Ridesport.





Seneste relaterede nyheder
22-10-16 JBK afholder den sidste shownight i Odense.
22-10-16 Dagens resultater til JBK
22-10-16 Norsk vinder af Grand Prix of Odense!
22-10-16 Tæt på dansk sejr i dagens ekstremt spændende speedklasse!
22-10-16 Sidste JBK i Odense Congres Center
21-10-16 Ingen danske vindere til CSI3* i dag
21-10-16 Vinderne af formiddagens springklasser til JBK
21-10-16 Tysk og irsk sejr i de største klasser
21-10-16 Fuld gang i den til JBK i Odense
16-10-16 Cecilie Kjær, Pernille Harritslev og Michael Aabo vinder af GP'erne i Odense!


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider